Anmærkninger Vafthrudnersmaal (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Anmærkninger


Str. 1. Digtet begynder med en Samtale — her dets förste Afdeling — mellem Odin, Himlens Gud, og hans Hustrue Frigg eller Frigga Jordens (især den. frugtbare Jords) og den jordiske Atmosphæres Gudinde.


2. Odin kaldes Hærfader, Hærenes Fader, dels som Gud for de himmelske Hære, dels ogsaa som Krigens Gud, fordi Hærene færdes og alle Feldtslag holdes i fri Luft, eller, som nogle udtrykke sig, under aaben Himmel. Himlens Aand var der især nærværende og modtog de faldne Krigeres Sjæle. Derfor siger Tacitus og om Germanerne: Deum adesse bellantibus credunt ɔ: De troe at Gud er tilstede hos de Stridende.


3. Regin er et af de i vor Edda hyppigst forekommende dunkle Ord. Efter Etymet betyder det de mægtige, stærke, Herrerne — ogsaa Kræfterne, Magterne (δυναμας, potestates). Det er uden Tvivl beslægtet med det Angelsaxiske Regin, Reginu, guddommelig, ypperst; Regin, Regn, Styrer, Herre, Fyrste; det gamle preussiske Reikis o. s. v. hvortil kunne lægges de latinske Rex, Regina, med de talrige nærmest beslægtede og derfra nedstammende Ord, som regnum, regimen, rego o. s. v. Paa andre Steder (f. Ex. Str. 15-14) synes Regin at være det samme som Regn (Regn) tydsk Regen o. s. v. eller og Fleertallet af dette Ord, hvorved man mærke, at derunder maa forstaaes alleslags Dunster eller Vand-Atomer, hvoraf Taageverdenen Niflheim först opstod, og som indeholdt Stoffet til alle Elementerne og de dem bestyrende Aander eller Guddomme. Her, i Valas Spaadom (hvor det er oversat: Guder) synes det vistnok at betyde Naturens Urkræfter, de dem bestyrende mægtige Aander eller Elementar-Guder. See den latinske Oversætters 41de Anm. S. 24, samt Værkets Glossarium.


4. Ordret oversat vilde or aldafadir betyde: vor Tidernes eller Seklernes Fader; en Benævnelse, der passer ret vel til Himlen; ogsaa: Menneskenes eller de Födtes Fader, der muelig vil sige saa meget som hele Skabningens Frembringer, da Odin var den ypperste af Börs trende Sönner, der gave Verden dens nærværende Form.


5. Ym, Im (Imur eller Ymer) betyder her enten et Egennavn for Vafthrudners, os ellers ubekjendte Sön, eller, og sandsynligere, en ubekjendt almindelig Benævnelse for Jætter, hvoraf Imd, en Jættinde, kan være Fæmininet. Disse ældgamle Ord ere mueligen beslægtede med de chinesiske Philosophers Yn[1], der betyder alt det ufuldkomne i Naturen, som Chaos, Kulde, Natten o. s. v. hvoraf og hvorved vore Jætters Væsen især bestod og nærtes. Engang for alle kan det anmærkes : at ligesom de indiske Religioner formodentlig ere paa den ene Side beslægtede med de nordiske, ere de det og paa den anden Side med de chinesiske og mongolske. Yggr er et af Odins Tilnavne og betyder enten den frygtelige eller og den pönsende, speidende, tænksomme.


7. Jeg fölger Læsemaade Gángrádr, der vistnok vilde betegne en Vandrer, men Gagnrádr derimod Modstander eller og en fiendsk eller nyttig Raadgiver.


10. Kaldrifiadr — efter Ordet koldribbet eller koldbrystet — er en figurlig Talemaade, der enten betyder en som er koldsindig, eller endog fiendtligsindet mod Andre; — maaskee og, eftersom G. Magnæus vil, blot en vranten hypochondrisk Person. Meningen af Strophens sidste Hælvte synes altsaa at være: At snakke for meget til Folk, som ikke ere vore Venner, er altid skadeligt.


12. Denne Hest beskrives saaledes i den yngre Edda: "Den Hest som Dag kjörer med, heder Skinfaxe, og med sin Manke oplyser han baade Luften og Jorden." Navnet betyder paa Dansk Skinmanke, Lysmanke — ligesom Fax endnu er Manke i Islandsk og i norske Provinzial - Dialekter. Thorkelins Anmærkning til dette Sted indeholder en interessant Sammenligning mellem den, og Morgenstjernens, Phosphors eller Lucifers, hvide Hest, efter græsk-romerske Digtninger, der undertiden kalde Stjernen selv Manke (jubar)[2]. Jfr. Anm. 14. Ligeledes tillagde Grækerne Morgenröden (Eos, Aurora) stundum ogsaa Hemera eller Dagen, snart hvide, snart rosenröde Heste. Den prosaiske Eddas endnu uoversatte Deel, der indeholder de poetiske Benævnelser, tillægger Dagen tvende Heste, Skinfaxe og Glad (den glade eller skinnende). Af samme allegoriske Natur og Oprindelse ere Nordboers, Grækers, Romeres, Persers, Inders, Tibetaners o. fl. Fictioner om Solens Heste. Angaaende Originalens "Reidgotar" see den dertilhørende Variant-Bemærkning. Udtrykket peger hen til Digtningens Hidkomst fra Gothernes Fastland, og især deres ældste europæiske Sæder i det nuværende Lifland og Preussen, hvor Almuen endnu beskriver Gudernes Heste paa en lignende Maade. Jfr. nedenfor 14 og 25.


13. Her viger min Oversættelse betydelig fra de foregaaende, som sætte : Nat over Guder. Kunde man her læse of for oc vilde de have ret, men en saadan Konjektur forekommer mig alt for dristig, da den ikke har Medhold af en eneste Codex. Naar derimod Regin her, som paa flere Steder, betyder Regn, Væde, bliver Meningen fuldkommen tydelig efter min Fortolkning, der især synes at passe meget got til Svarets senere Hælvte. Oversætter man Regin for Guddomme, Guder, og kunde man her tillægge Digteron sabæiske Anskuelser, maatte Maane og Stjerner menes derved.


14. Den yngre Edda fortæller: "Natten kjörer "foran Dagen med den Hest, som kaldes Riimfaxe," og hver Morgen bedugger han Jorden med Skummen "af sin Bidsel." Denne Nattens Hest forklares meget sandsynlig af Thorkelin ved Aftenstjernen, Grækernes Hesperos, hvem de tillagde en sort Hest. Ligeledes gave de Natten tvende Heste, og det samme gjör den prosaiske Edda paa anförte Sted, hvor de kaldes Hrímfaxi (af Hrim, Riimfrost) og Fiörsvartner ɔ: den vælige sorte eller Livets (Livslysenes) Fordunkler. I övrigt anmærker jeg (med Gräter) at da Bidslet i Isl. kaldes Mélr (i Dansk og Svensk Milr Miil) have det danske Ord Meeldug og det tydske Mehlthau muelig (efter Gräters Gisning) sin Oprindelse fra denne Mythe. Jfr. 12 og 2 25.


16. Herved er at mærke: at den Kongelige Codex og de allerfleste övrige sætte Alda-sonum ɔ: de Födtes eller Menneskenes Sönner, istedenfor Jötnasonum, som kun en eneste af de ved Udgaven benyttede har. Dette synes at give tilkjende, at hiiin mythiske Flod adskiller baade Jætternes og Menneskenes Boliger fra Gudernes — og den kan da ej betyde andet end det samme som Midgaards Befæstning, nemlig: Luften. Denne klare Flod fryser aldrig til. Navnet Iving (Ifing) synes at komme af verbum ýfa, ífa ɔ: sætte i Bevægelse, oprippe, opirre o. s. v. — og ligeledes at passe meget vel til den underste Luft, der er saa ubestandig, samt sættes saa let og tit i en pludselig Bevægelse. De stockholmske Udgivere læse paa egen Haand Ilfíng (ɔ: Elbing) den Elv hvis nordlige Bred beboedes af Esther (eller Jætter), den sydlige af Gother (i Oldtiden: GodÞíód en forna). Schiönning vil gjöre den til Elven Uvim elfer Ufa. Arne Magnusen kom vist Texten nærmest ved at antage Ordet for allegorisk, og at betyde Módgan ɔ: Opirren; det samme har jeg, uden at kjende hans Bemærkning, antaget.


18. Denne Mark eller Slette, hvor den sidste Strid mellem Guderne og deres Fiender skal staae, kaldes ogsaa Vigridr (Slagets Ridebane, eller den svævende Valplads) i den yngre Edda, men derimod Oscopnir (den uskabte eller og den ufravigelige) i en af den ældre Eddas saakaldte historiske Sange, som handler om Dragen Fafners Död. Ravst, i Fleertallet Rastir, er et ældgammelt Navn paa etslags Mile, hvor store, kan man ikke bestemt sige. Sandsynlig1 vare de længere end de nuværende tydske, og Ordet har muelig i Begyndelsen (ligesom det islandske Ϸingmannaleid endnu) betegnet en heel Dags Rejse. Uden Tvivl ere de tydske Ord Rast, der forhen har betegnet et stort Stykke Vej, og det deraf kommende Rasttag, samt det russiske Werst o. fl. beslægtede dermed. I Hedenold havde mange Fyrster den priselige Skik at bestemme ved gjensidig Aftale et Sted, hvor Udfaldet af en standende Strid mellem deres Krigshære, skulde afgjöre deres og deres Undersaatters Skjæbne. Kamppladsen blev da afmaalt, og Omkredsen betegnet ved Stænger eller andre Mærker. Herved forskaanedes den fredelige Land-Almue for Brand og Plyndring — hvorimod kun de egentlige Krigere deeltoge i den blodige Strid. Hertil sigte Ordene: Den Valplads er dem bestemt (anviist eller betegnet). Den yngre Edda's vigtigste hertil hörende Beretninger ere disse: "Muspels Sönner (de fortærende ætheriske Flammer) drage frem paa den Slette som heder Vigrid (formodentlig den undre Luft) hvor de stöde til Fenris-Ulven (den frembrydende Vulcan eller: underjordiske Ild) og Midgaards-Slangen (det rasende Verdenshav, som overstiger sine Bredder). Der möder ogsaa Loke (den egentlige jordiske Ild) og tillige Hrymur (maaskee Frontens eller Isens Hersker fra Polar Egnene) samt alle Riimthurserne eller Frost-Jætterne. Muspels Sönner have deres egen skinnende Slagtorden. Sletten Vigrid er hundrede Raster til alle Kanter. Aserne ruste sig, med alle Einherier, og söge frem til Sletten" o. s. v.


19. Den Fremmede, der för, efter Jættens Indbydelse, synes at have sat paa et uanseeligt Sæde, har nu vundet Husbondens Agtelse, og anmodes at tage Plads ved Siden af ham, eller, saavidt man kan slutte, i Höjsædet, hvilket enhver Huusfader, i forrige Tider, sædvanligst forbeholdt sig selv, ligesom det endnu tildeels bruges af Finlapperne, visse norske Bönder i Fjeldegnene o. fl. Ikke destomindre opfordrer Jætten sin Gjæst til et frivilligt Veddemaal, der ikke gjaldt om mindre end Hovedet, som den skulde tabe, der ikke vidste at give fyldestgjörende Svar paa den Andens Spörgsmaal.


21. Den kosmogoniske Mythe om Ur-Jætten Ymer, det personificerede Chaos, berettes udförlig i den yngre Edda (3die Capitel af Nyerups Oversættelse). Jævnför herefter Grimnersmaal i 40de Strophe. Jeg vil forsöge her at give et kortfattet forklarende Udtog af den hele Digtning. Imellem de primitive Ild- og Is-Verdener (Muspell og Niflheim) blev der et tomt Rum, kaldet Ginnungagab. Af begges Udströmmelser, nemlig Vand, Is og Rimfrost fra den kolde, men Ild eller Varme fra den hede Region, dannedes der to gigantiske Masser i det tomme Svælg, som forestilles digterisk eller billedlig ved Ur-Jætten Ymer og den ham nærende Ko, Audumbla, (Jordens forvirrede Grundæmne med dets omgivende Dunstkreds). Begge fik Liv (eller den förste uregelmæssige Bevægelse) ved dens Kraft som udsendte Heden (nemlig den empyræiske Gud Surturs Magt). Af Ymers kolde Krop udsprang Riimthurse- eller Frostjætte-Slægten, men det förste mythiske Væsen, der hörte til de jordiske Elementarguders Æt, nemlig Bure, af Saltstene, som Koen slikkede (i det den förste Bjergstrækning fremkom af det salte Hav). Hans Sön Bör, gift med Jættinden Belsta (formodentlig Jordens Fastland, formælet med Oceanet) avlede Odin, Vile og Ve (Aand, Lys og Ild, som snart indtoge det Rum hvori den chaotiske Urjætte forhen herskede); de ombragte Ymer og hans hele Slægt paa Bergelmer, de senere Jætters Stamfader, nær, men dannede vor Verden af Ymers forvandlede Krop, og oplyste den ved flammende Kloder, tagne af Muspels empyræiske Himmel, o. s. v. Alt dette udvikles udförlig i mit Priisskrift: Edda-Læren og dens Oprindelse, hvori Mythernes asiatiske Udspring ogsaa tydeligen vises. Mere hertil hörende vil og anföres her i Anmærkningen til det nyspaaberaabte Sted af Grimnersmaal. Jfr. Str. 29, 31.


33. Navnet Mundilfare betyder En, som drejer sig om sin Axel; det passer her ret got om Stjernehimmelen, hvem de Gamle tillagde denne Egenskab, og som i Poesie ret vel kan kaldes Solens og Maanens Fader. Af den prosaiske Eddas Fortælling at slutte, ere Sol og Maane her ikke de skinnende Kloder, der oplyse hele Verden, men mythiske Personer, der kjöre dem, betragtede som etslags rullende Vogne. Solens og Maanens Heste, der, som jeg for har anmærket, findes i næsten alle mythologiske Systemer; vare ogsaa för til, men deres Gang skulde nu styres af Kjöresvende. Vor Mundilfare svarer ellers til Grækernes Hyperion, ligesom den Förstnævntes Börn Sol og Maane til Helios og Mene eller Selene. Herved kan mærkes at Mene (hos de ældste Latinere Mana) er det samme Ord som det oldnordiske Mani, dansk Maane, persisk Mai. Et andet islandsk Ord som betegner den er Túngl, Tíngl, som gjenfindes i de indiske Tin og Tingél. Angaaende Ordet Sol, see Glossariet til dette Værks store Kjöbenhavnske Udgave.

     Ligesom Apollo og Helios eller Sol, Artemis-Diana og Mene, Selene eller Luna vare forskjellige Benævnelser og Forestillinger af den samme Guddom eller Naturvæsen hos Græker og Romere, — saaledes ogsaa Freyr og Sol, Freya og Mani hos Skandinaverne. Dog kunne de Sidstnævnte gjerne have tænkt sig Freyr og Freya som de Guddomme der sade i Solens og Maanens skinnende Vogne, medens de i den förmeldte Fortælling ommeldte Personer blot vare deres Kjöresvende.


25. Om disse mythiske Naturvæsener giver den yngre Edda fölgende Underretning: "Nörve hed en Jætte som boede i Jotunheim. Han havde en Datter som hed Nat. Hun var sort og mörk i Fölge sin Herkomst. Hun blev först gift med en Mand som hed Naglfare. Deres Sön hed Audur. Siden blev hun gift med Onar. Hendes sidste Mand var Delling, af Asa Slægten, Deres Sön var Dag, som var klar, lys og skjön, efter sin Fædrene-Herkomst. Alfader tog Nat og hendes Sön Dag og satte dem pas Himlen, og gav dem to Heste og to Karrer[3] (lette Vogne) at de dermed hver Dag skulde kjöre Jorden rundt." Herpaa fölger den ovenfor (til 12te og 14te Str.) omhandlede Fortælling om Dagens og Nattens Heste. I det ovenanförte finder man et klart Beviis for min Sætning: at vore Forfædre tillagde Jætterne Mörkets men Aserne Lysets Herredömme og Egenskaber. De Kjöbenhavnske Udgiveres Anmærkning til den næstforegaaende Strophe, indeholder i övrigt en sindrig Forklaring over Nattens trende forskjellige Gifterraaal, at de nemlig betyde de tre Tidslöb hvori vore Forfædre afdeelte Natten. Ethvert af dem, kaldet Eikt, bestod (ligesom Indernes samam) af tre Timer. Her synes Naglfare at betegne de Timer, da Mörket först, hver Aften, frembryder over Jorden. Deres Sön Audur (Öde) betegner den Stilhed og Dunkelhed, som Nattens Komme medbringer, hvorved Verden synes at blive tom og öde. Ved Midnat hersker Onar, maaske den selvsamme som Grækernes Onar ɔ : Skygge, Dröm, Sövn, Dödens Broder — hvilken Benævnelse de islandske Digtere ogsaa ellers give Sövnen; men i Dagningen maa han vige for Delling (maaske Grækernes Helios eller Solen, samt visse kaukasiske Folks Dele eller Deletscha) som da frembringer den unge Dag. I Henseende til denne Mythes Lighed med de phoeniciske maa jeg henvise til den latinske Oversætters förommeldte Anmærkning. Hos Grækerne var Natten en Datter af Chaos, der her altsaa svarer til vor Nörve. Hendes Mand var Erebos (den skjulende, Afgrunden eller Mörket) og Dagen deres Sön. Det forekommer mig at denne nordiske Mythe er i visse Maader sindrigere udtænkt end den græske. Romerne kaldte Jupiter (Himlen) Diespiter eller Dagens Fader.


26. Den sidste Linie kan og oversættes saaledes: Med vise eller kunstrige Kræfter eller maaske og (dog blot ved en Konjektur om den oprindelige Betydning af Ordet fródr, at det nemlig er beslægtet med det danske frodig o. fl.) med overflødig eller frugtbringende Væde o. s. v.


27. Hertil höre fölgende Steder af den yngre Edda's endnu uoversatte Deel. "Vinterens Fader kaldet snart Vindlóni (efter nogle Vindlión ɔ: Stormlöve) eller Vindsvalr (Vindkold). Denne er en Sön af Vasadr (den sludfulde) og var i Slægt med Grimnir (den Grumme) og med Svalbrióstadr (den koldbrystede eller koldtblæsende). Sommeren er en Sön af Svasudr, der er saa ynderig at af ham kaldes alt behageligt, svasligt." Det er let at indsee disse allegoriske Navnes Betydning; kun maa jeg anmærke at Adjektivet svasligr kommer af det ældgamle, og i den ældre Edda tiere forekommende Ord svas (aldeles svarende til det sanscredamske svasa, det latinske svavis, der alle betyde söd, dejlig, behagelig).


29. Bergelmer ɔ: den gamle Bjergbeboer, der omtales her, var, som vi siden faae at see, den eneste Riimthurse eller Frostjætte, der reddedes i den store Oversvömmelse ved Ymers Död. Muelig betegnes Toppen af Verdens höjeste Sneebjerg ved ham, om hvilket Forfædrene meente, at diet ikke var bleven skjult af den store Vandflod. Hans Fader, Thrudgemler (den stærke Gamle) skal og da være Jordens Klippekrop, som oversvömmedes og blev tildeels forstyrret ved den uhyre Oversvömmelse — men dennes Fader Örgemler (den urgamle, ældste) er den samme som Ymer, det chaotiske Verdensstof eller Uræmne. Herved maa vi mærke: at Ordet skapa betegner i Oldnordisk oprindelig at danne, give noget en Skikkelse eller Form, saa at det ikke er Jordens förste Skabelse, men formodentlig dens sidste almindelige Dannelse ved den ommeldte Flod — hvis Spor man finder paa vor hele Jord, — som her menes. Jfr. Str. 21. 31.


30-31. Herom siger den yngre Edda: "Saasnart "de Floder, som kaldes Elivagar, kom saa langt fra deres Udspring, at den Giftström, som de indeholdt, styrknede, forvandledes den til lis. Da nu denne Ström standsede og holdt op at rinde, da forögedes Iisen af den Gift, som kom rindende til, og det ene Iisbjerg dyngede sig op paa det andet i Ginnungagab (det chaotiske Svælg). Den Egn deraf som vendte mod Norden, fyldtes underneden med svære Masser af Iis og Riimfrost, men med fugtige Dunster og kold Blæst foroven. Derimod blev den söndre Deel af Ginnungagab let af de Ildgnister og Funker, som kom tilflyvende fra Muspelheim eller Verdenen Muspell. Ligesom Kulde stod ud fra Niflheim, og alt fra den Kant var barskvildt, saaledes var alt det der grændsede til Muspell varmt og klart, og Gabet var der saa let som den reneste Luft. Da Muspelheims Hede udbredte sig saa vidt at den mödte Isen, saa at den smeltede og dryppede, da fik Draaberne Liv ved dens Kraft som udsendte Heden. Deraf fremkom en Menneskeskikkelse som fik Navn af Ymer... Ond var han og alle hans Efterkommere, der kaldes Riim-thurser (Riim- eller Frostnætter; Kuldens og Frostens Dæmoner)." Forklaringen over denne Digtning vilde her blive for vidtlöftig; og jeg maa derom henvise, deels til den mythologiske Ordbog, deels til mit förommeldte Værk. Kun vil jeg her anmærke, at Mythens Mening tildeels er fölgende: Den överste Deel af den chaotiske Masse kom til at smeltes eller bevæges ved Himmelildens Varme, og da fik Draaberne Liv, ved hans Kraft, som udsendte Heden. Hvem der menes herved, kan ikke blive tvivlsomt. Det var nemlig Surtur, Ildhimmelens Hersker; Skaberen; den evige Alfader. Ved hans Kraft fik den forvirrede Klump, som siden uddannedes til vor Planet, sit förste Liv eller Bevægelse, der udvikledes af den döde, eller hvilende, og forhen iskolde Masse. Dette förste bevægelige Væsen, uhyre som det var, skildres som en Jætte og kaldes Ymer (eller Örgelmer). Han var ond, da hans Natur mere stemte overens med Afgrundens, end med Himmelens; og Jorden, saalænge han var til, ikke kunde blive et roligt Opholdssted for Asaguderne, ja ikke engang beboelig for Menneskene. Blev han end ombragt, saa var han dog Stamfader for Frostjætter og Bjergriser, disse Kuldens, Vulkanernes, Mörkets og Dödens Dæmoner, som siden blive Guders og Menneskers uforsonlige Fjender.

     Floderne Elivagar ere ellers uden Tvivl de samme som Snorro's Edda kortforhen opregner, og beretter at de havde deres Udspring fra Hvergemler, Afgrundens Brönd, i Niflheims eller Taageverdenens Midte. Navnet Elivagar deriveres af El, Jel (en kold Stormvind eller Byge, saavel i det Oldnordiske, som i de kaukasiske Tartarers Sprog) og af Vagr, Vand, Flod (hvis ældste Stamord ogsaa ere asiatiske). Navnet betyder altsaa de kolde Stormes Vande, og svarer ypperlig til hin Beskrivelse over Niflheims nordlige og underste Deel. Eitr, i Græsk ιθρυς, ιτυς (itrys), i Norsk Eiter, i det ældre Danske Edder, men Gift i det nyere, betyder her vel ikke egentlig Gift, men et Uræmne af overordentlig Styrke. Ellers troede de Gamle og at Gift indeholdt en isnende Kulde. Disse Mythers og Meningers Overensstemmelse med de celtiske, græske, persiske o. fl. udvikles i min Edda-Lære. Det virkelig jordiske Ishav (en Deel af Oceanet, efter Forfædrenes Begreber) kaldtes ogsaa undertiden i Eddaerne og Sagaerne Elivagar, da dets Udspring mentes at ligge i Niflheim og Underverdenen. See ellers Str. 21. 29.

     lsteden for den sidste Deel af denne Strophe har den Stockholmske Udgave af den yngre Edda fölgende mærkelige Ord al den Upsalske[4] Codex:

Ϸar orar ættír
koma allar saman
Ϸví er Ϸat allt tilatalt.
ɔ: Der vore Slægter
Stöde alle sammen,
Derfor bli'r det hele for stridigt.

Eller: Der kom vores Ætter alle sammen i Et o.s.v.

     Herved er mærke, at ogsaa Odin og Asaguderne nedstamme, ligesom Jætterne, fra det chaotiske Ur-Væsen, men ved det Verdens og Jordlivets hele Natur blandes og befeides vexelviis, af disse forskjellige Væsener, saa "bliver stedse det bele for stridigt" til at opnaae nogen varig, rolig eller fredelig Tilværelse.


32-33. I denne Strophe indeholdes to forskjellige Traditioner om de förste Jætters, muelig og de förste Menneskers, Oprindelse. Den yngre Edda forener dem begge saaledes: "Der fortælles om Ymer, at da han sov, faldt han i Sveed, og da fremkom under hans venstre Arm en Mand og Qvinde, og hans ene Fod avlede en Sön med den anden. Det er fra disse de Slægter nedstamme som kaldes Riimthurser. Angaaende de förste Naturvæseners eller formeentlige Guddommes hermaphroditiske Skikkelse og Kræfter kan jeg henvise deels til mit store mythologiske Værk, deels til den vor Text vedföjede latinske Anmærkning. Ordet fródr betyder her maaskee frodig, frugtbar efter dets oprindelige Betydning.


35. Textens Ord Lúdr er noget dunkelt; Nu betyder det i Islandsk kun en Luur, Valdhorn eller Trompet, og i samme Bemærkning forekommer det i Sagaerne. Thorkelin gjætter at Ordet her betyder en stor med Læder overtrukket Pauke eller Tromme, da slige i Orienten skal fra Arildstid have undertiden været benyttede som smaa Fartöjer, til at sætte over Floder med. De ældgamle eddiske Digte Grottesangen og det andet Qvad om Helge Hundingsbane bruge derimod ganske tydelig Ordet Lúdr om en Qværn, Mölle-kasse eller Sæk (saccus molarius, det Gjemme hvori Kornet falder naar det er malet), og som ved de i Island, ligesom i Orienten, endnu brugelige Haandqværne er en firekantet Trækasse. Den yngre Eddas Fortælling er denne: "Börs Sönner dræbte Ymer, og der löb saa meget Blod af ham at de deri druknede hele Riimthurseslægten, paa een nær, som slap derfra med alle sine Huusfolk. Han med sin Kone besteeg sin Qværn (lúdr) og reddedes derved. Fra ham nedstammer den nye Riimthurse-Slægt." Den her omtalte Oversvömmelse have mange meent at skulle betegne Syndfloden, — den pludselige Oversvömmelse, som efter de nyere Geologers Iagttagelser, paa engang har overgaaet den hele Klode.


37. Hræsvelgr betyder Aadselsluger (ikke Asensluger, som man læser i Möinichens Ordbog over den nordiske Mythologie). Uden Tvivl har Stormen, især den der kommer fra Norden, faaet dette Navn, fordi den renser Luften, og fortærer de til usunde Dunster oplöste Aadsler. Denne mythiske Jætte i Örneskikkelse har sin Bolig ved Himlens Ende, Nordpolen nemlig, thi her siger den yngre Edda udtrykkelig at Hræsvelg har sit egentlige Sæde. Thorkelin har meget heldig sammenlignet ham med Latinernes Aqvilo (Nordenvinden) der er opkaldt efter Örnen, Fuglenes Konge, som i stærk og utrættelig Flugt ligner Stormen. Han har i övrigt anmærket, at Nordenvinden kaldes af Pindar Vindenes Herre; ogsaa Statius beskriver Norden som Stormenes Sæde og Aqvilo som deres Herre (Thebaid. Lib. 7. v. 6. sq. 34. sq.) Örnene tillagde Grækerne Zeus som Luftens og Vindens Sindbillede. Fra samme Side maa man betragte de Fugle og vingede Væsener som Nordboer og Inder tillægge visse Guder for at befordre deres Fart igjennem Luften.


38-39. Den yngre Edda siger blandt andet, om Njord: "Den tredie Ase heder Njord. Han boer paa Noatun. Han raader for Vindens Gang og stiller Hav og Ild. Ham paakalder man paa Söen og ved fiskerie. Han er saa rig og formuende at han kan give Rigdom og Overflod til hvem der anraabe ham derom. Njord er ikke af Asernes Slægt. Han blev opfödt i Vanaheim, men, i Fölge et Forlig, gave Vanerne Guderne ham til Gidsel, hvorimod de fik en ved Navn Hæner istedet. Njords Hustru hed Skade, en Datter af Jætten Thjasse o. s. v. … Han avlede to Börn Freyr og Freya o. s. v." Noatun betyder Skibenes Land ɔ: Havet, og det er klart af disse og andre Beretninger at Njord er den af de gode Guddomme som forestaae Havet og Skyeluften. Vanaheim betyder (ligesom Sanscrits Vana det tamuliske Vanam efter vor Fuglsangs mig givne Oplysninger) Skyluften. Saavel Inder som Nordboer have sine Vaner, som Atmosphærens eller Luft-Himmelens Guder. En stor Deel af vor Dunstkreds har uden Tvivl, i de ældste Tider været opfyldt med Vand, ligesom Jorden selv da skjultes al det, eller maaskee engang har bestaaet blot deraf. Vanernes og Asernes Krig betyder Naturguddommenes eller Elementarkræfternes Strid. Ved denne skiltes Vandet fra Atmosphæren, og dets störste Deel, vil Mythen sige, blev anviist Grændser i Havet under Gudernes Varetægt. Saaledes sagtnedes Naturkræfterne, og deres gjensidige Virkekredse frededes. Dette kalder Edda en Fredsslutning mellem Vanerne eller Luftguderne og Aserne eller de höjere Guddomme, som optoge Havets og Skyeluftens Elementaraand blandt sig; og overgave ham dets Herredömme. Ved Verdens Undergang, da Guderne falde eller Naturkræfterne oplöses og Havet blandes igjen med Dunstkredsen, kommer Njord atter hjem til Vanerne. Som Luftgud var det især at Njord herskede for Templer og Offersteder, som i de ældste Tider ikke vare tækkede. Njords Hustrue Skade betegner Foraarsstormen, samt var især Gudinde for en vis Vaarmaaned, ligesom han selv var det for en Höstmaaned – som alt med mere hertil hörende nöjere udvikles i Ordbogen, samt Forklaringen over Grimnersmaal. At Freyr (Solen) og Freya (Maanen) vare Njords Börn, vil sige saa meget, at de, hvergang de kom tilsyne, fordum mentes at opstaae af Havet eller den undre Luft. Af samme Aarsager udgave Græker og Romere Solguden Apoll og Maanegudinden Artemis-Diana for Södskende, samt Börn af Latona eller den undre Luftkreds. Vanerne kaldes her i Digtet vise, da de skuede alt hvad der foregik paa Jorden og i Himmelen, som begges Naboer.


40. Einheri (Flt. Einheriar) kaldes de i Odins Hall, efter Döden optagne faldne Krigere, eller Helte, som för Döden havde mærket sig med en Spydsod, og saaledes helliget sig til Odin. Nogle mene det skal læses Inheri, og betyde da en Drabant, eller bevogtende Helt i Odins Slot, ligesom Benævnelsen Indrótt i forrige Tider gaves Fyrsternes Hustropper. Det kan og forklares for udvalgte eller udsögte, ypperlige Helte — og paa flere Maader.


41. Denne Einheriernes Forlystelse beskrives saaledes i den yngre Edda. "Ganglere spurgte: Hvad er vel Einheriernes Tidsfordriv naar de ikke sidde til Bords? Hár svarede: Hver Dag de ere klædte paa, ruste de sig, kjæmpe og dræbe[5] hinanden. Dermed forslaae de Tiden. Naar det lakker ad Spisetid, ride de hjem til Palladset, og sætte sig igjen ved Drikkebordet." Denne Fortælling om Heltenes Forlystelser i Valhall, synes, i Henseende til vore Forfædres Ideer om ægte krigeriske Forlystelser, at stemme meget overeens med Xenofons Beretning om Thracernes krigerske Leege ved store Gjæstebude i hans Tid. Den lyder saaledes:[6] "Et rundeligt Gilde blev anrettet. Gjæsterne sade tilbords paa lövströete Bænke og drak af Bægerhorn. Efter at man havde drukket Gudernes Skaaler og sjunget Lovsangen, rejste de fornemste Thracer sig og dandsede til Piben, iförte deres Rustning sprang af og til let i Höjden og fægtede med dragne Sværd. Tilsidst hug den ene saaledes til den anden, at alle meente at den Faldne var slaaet ihjel, men han var blot falden ved kunstigt Spilfægterie. Da bröde Paphlagonierne ud i höje Skrig. Sejerherren tog Vaabnene fra den Faldne og gik bort, i det han sang til Sitalkes 's Ære — men de övrige Thracer bare ham ud, som laae udstrakt paa Gulvet, endskjönt intet ondt var vederfaret ham." Derefter opförtes andre lignende krigeriske Skuespil og Vaabendandse, i hvilke ogsaa Qvinderne, som vare sande Skjoldmöer, toge Deel. Da slige Lystfægtninger elskedes af Thracerne ved det sorte Hav, som vist nok enten vare nær beslægtede med Gotherne, eller endog det samme Folk — saa vare de vel og i Brug hos vore ældste Forfædre i Norden. I det mindste synes deres Forestillinger om Valhalls Herligheder at vise det. Om Sörimner m. m. handler jeg udförligere i Anmærkningerne til Grimnersmaal.


42. Ordet Runer (hvorom der nærmere vil handles i Forklaringen over Rune-Kapitlet) kan betyde hemmelige Taler eller Sange, Skrift eller skrevne Sager, andre Karakterer som Hjeroglypher o. s v., samt endelig overhoved, Hemmeligheder eller Videnskaber.


43. De gamle Nordboer antoge ni forskjellige Verdener eller Verdensegne, ligesom Inderne o. fl. See herom Ordbogen under Verdener o. s v. Niflhel betyder egentlig Skyggedöd, og er uden Tvivl det samme som Niflheim, Taage- eller Skygge-Riget, dog især den underste Deel deraf. Hels Boliger meentes at ligge under Jorden, inden for den forgjængelige Verdens Omkreds, men ved dens Undergang skulde de Onde forflyttes derfra til de evige Plagesteder i Niflheim. Saavel dette som vor mythiske Kosmographies Overeensttemmelse med Grækers, Persers, Inders o. s. v. har jeg nöjere udviklet i det paaberaabte Priisskrift. Ellers mene nogle at det er Underverdenen eller Helvede som her, siges at være afdeelt i ni Regioner, ligesom Virgil taler om ni Arme af Styx o. s. v. Mærkeligt nok vilde det da og blive, at de asiatiske Bodaisters Helvede ligeledes bestaaer af ni Afdelinger.


44. Om denne overnaturlige Vinter, der er en af Forvarslerne for Verdens Undergang, siger den yngre Edda: "Der kommer en Vinter kaldet Fimbulvetr (den "store, uhyre Vinter). Da fyger Snee fra alle Kanter, en stærk Frost hersker og barske Vinde, hvorved Solens Varme tilintetgjöres. Men för denne vil der komme tre Vintre, i hvilke hele Verden vorder hjemsögt med Krig og Blodsudgydelse o. s. v." — Herom siger Valas Spaadom blandt andet:


"Da formörknes Solens
Skin i Sommertiden,
Alskens Væir blir Uvæir." —
     endvidere :
"Öxetid, Sværdtid,
Skjolde da klöves,
Vindtid, Ulvtid,
För end Verden falder."


Thorkelin har allerede gjort sine Læsere opmærksomme paa den store Lighed mellem Skjaldenes og Ovids Skildringer af Verdens meest fordærvede og ulykkelige Tider. Hertil kan man lægge de Stormvinde, Uvæir, Krige o. s. v. som Asiaterne overhoved, samt især Inder, Birmaner, Mongoler o. a. antage som Tegn for den yderste Dag. Kun er det naturligt, at de indiske Digtere, istedenfor Eddas Fimbulvinter substituere deels uhyre Oversvømmelser af langvarig Regn, ledsaget af Storme, deels langvarig Törke, som i (østerlandene medförer gyselige Elendigheder.


45. Liv bemærker her den qvindelige eller passive, Livthraser den mandlige eller active Livskraft; skjulte eller forvarede som Livets ætheriske Urstof. Kredsjætten betegner her vistnok Verdens kredsdannede Udstrækning, hans Skov, Verdenstræet Yggdrasill, hvis Stamme ej tilintetgjöres i Jordens Undergang, men spirer og grönnes paa ny efter at den uhyre Natur-Revolution har skilt den ved Bark og Blade. Ætheren vedligeholder Livsstoffet, og efter Verdens Fornyelse fremavles nye Mennesker af deres ædleste Kræfters Forening og Udvikling. Vore förste Forældre, fremvoxte efter de nordiske Sagn, som Træer af Jorden; det samme meentes uden Tvivl at blive Tilfældet med den nye tilkommende Menneskeslægts Stammeforældre; Morgenduggen bliver altsaa saare naturlig deres förste Næring. Österlændingernes Myther oplyse denne meget tydelig, og vise os dens asiatiske Herkomst. Det Træe, hvoraf Menneskene, efter de gamle Persers hellige Böger, bleve skabte, kaldes efter Hydes Beretninger, snart Askun,[7] snart Livas, som saaledes nöjagtig svare til Eddaernes Navne for de förste Mennesker Askur og Liv. Endvidere foregive de ostindiske Bodadyrkere, samt de tilgrændsende Folk af lignende Secter, at de Væsener, som först beboe den fornyede Verden efter den gamles Undergang, leve i Förstningen af en nektaragtig Vædske, der sætter sig, ligesom Dug, paa Jorden; siden blive de efterhaanden til Mennesker og leve af menneskelig Föde. Jfr. Thorkelins Anmærkning til dette Sted om forskjellige af de ældste Folks Meninger om Menneskets Oprindelse, samt især de af ham anförte skjönne Vers af Ovids Forvandlingers Ite Bog.


46. Efter den yngre Eddas Fortællinger opsluger en Ulv (af Troldenes Slægt) Solen, og selve Fenris-Ulven Guden Odin, ved hvem vor Jords Himmel vistnok betegnes; ligesom Fenris-Ulven eller Ulven Fenrir ej er andet end den underjordiske lid, med dens Rög og Mörke, som i den sidste Tid ventes at bryde frem fra Afgrundens Svælg og opsluge ej allene Jorden, men ogsaa Himmelhvelvingen og dens skinnende Kloder. Navnet Fenrir betyder en der er Skjult i et bundlöst Dyb eller Morads, og passer altsaa meget vel paa den underjordiske Ild. "För" siger Eyvind Skaldaspiller skal Fenris-Ulven; löst af sine Lænker, hærge Menneskenes Boliger, end en Konge, som er Hakon den Godes Mage, beklæder hans ledige Sæde."


     I övrigt digtede Nordboerne om flere Ulve der forfulgte Sol og Maane. Om den ene er der allerede noget sagt i Valas Spaadom, nemlig Maanens Opsluger; om Sol-Ulvene handles der nærmere i Grimnersmaal. Disse Trold-Ulve, heder det i den yngre Edda, avles af et Qvinde-Uhyre som boer östen for Midgaard (Jordens Kreds) i Skoven Járnvid (ɔ: Jern-skoven), hvor forskjellige Jættinder have deres Bopæl. Hun föder mange Sönner som ere Jætter (eller Trolde), og alle i Ulveskikkelse (eller sammenlignede med graadige Ulve). De værste deraf ere Skoll som forfölger Solen, og Hate som ligeledes söger at opsluge Maanen. Dette vil og lykkes dem tilsidst. Jernskoven er vel den Luftegn, hvorfra Mörket kommer over Verden hver Aften; det er koldt og mörkt ligesom Jernet. Ligesom Yggdrasils Grene betyde Luften, saa kaldes ogsaa hiin dens Deel eller Egn en Skov, og af ommeldte Aarsag en Jernskov; denne Benævnelse kunde og tillægges det nordostlige Ishav, især naar man vilde læse Járnvídi (for Járnvidí), da ingen Forskjel gjöres paa sligt i vor ældste Skrift; da vilde Ordet sige: Jernhavet ɔ: hvor den tilfrosne Sö er overtrukken med en jernhaard og jernkold Isflade. Mærkeligt er det at Bodaisterne beskrive den uhyre Bjergkjæde som, efter deres (og vore Forfædres) Mening omgiver Verden, og svarer til vort Utgard, Jætternes fornemste Opholdssted, som bestaaende af Jern. I hiin mythiske Egn boer da den gamle uhyre Jættinde Ur-Natten nemlig, Moder til mangfoldige Jætter i Ulveskikkelse, Mörkets graadige og skadelige Börn. Det er altsaa naturligt at de forfölge Lyset, og söge at udtörre dets Kilder. Naar Sol og Maane formörkes, finde de Sejer; skeer det for Alvor, saa at de ikke kunne skinne mere, saa er det ude med Verden og Menneskene. En saadan, egentlig poetisk Oprindelse, have vel de Uhyrer, som efter de gamle Tydskeres, samt Bayrernes endnu ikke uddöde, Folketro — efter Inders, Tibetaners , Chinesers, Amerikaneres o. fl. Myther forfölge Sol og Maane, samt söge at sluge dem ved indtræffende Formørkelser. Romerne synes og at have havt samme Tro. I det mindste brugte de efter Livius, Plutarck og Ovid den samme Skik som de nysnævnte Nationer, den nemlig, at skrige og larme ved Bækkenklang m. m. saalænge som en Maaneformörkelse (*) varede.

     Som bekjendt ere Vulkaners Udbrud ledsagede af en forfærdelig Stövtaage, der undertiden formörker Solen gandske. Da man fra Arilds Tid havde lagt Mærke hertil, troede man at en naturlig Sol- eller Maaneformörkelse opstod paa samme Maade, eftersom man iagttog lignende Phænomener derved, — og at den bebudede en rædsom Jordbrand, der maaskee kunde volde Verdens Undergang, og som mentes — især paa Grund af præstelige Digteres Fictioner — at foraarsages af et græsseligt Uhyre der sprudede Flammer, hvis Rög formörkede Sol og Himmel, men skulde siden opsluge eller fortære dem og den hele Verden.


47. Her menes den nye Verdens unge Sol, der siges at være en Datter af den forrige. Hvad Udtrykket rída (nu egentlig at ride) angaaer, saa bruges det og om Solen i et af Bergmann oversat mongolsk - kalmukkisk Heltedigt. "Paa den sydostlige Himmel oplöftede Solen sig, ridende paa Regnbuen, og holdende Maanen foran sig. Da de ankom i Schampala-Riget oplystes der den dunkle Skumring."

     Thorkelin har anmærket ved Ordene: Guderne döe (eller falde) at Stoikerne, efter Seneca, spaaede om Himlens og Verdens Fald, samt Gudernes Död. Disse Sætninger antages og af Inderne. "Jorden og Havet, selv Guderne forgaae" saa lyder et af deres hellige Sprog.[8] Dog antage de, at Livets Urstof ulmer, som en umærkelig Gnist, i Universets Ruiner, og udvikler sig paa ny til en klar Flamme, hvis velgjörende Straaler fornye og igjen oplive det Hele.


48. Foruden de i Varianterne anmærkede forskjeilige Oversættelser, som dette Sted kan modtage, kunde lída mar forklares ved Folkenes eller Menneskenes Hav, og Spörgsmaalet da komme til at lyde saaledes:


Hvilke ere de Möer
Som over Folkenes Hav
Meget vidende fare?


Vist er det vel at de tre store Norner menes ved disse Möer; Folkenes Hav skulde da være Tiden, som det, hvori de leve og forgaae; ellers er den og tit bleven sammenlignet med et Hav af Digterne. Oversætter man end:

     Som over Havet svæve, saa kan der derved alluderes dels til det samme allegoriske Billede, dels til det mythiske Hav eller Sö, hvori eller hvorved Nornerne opholdt sig efter Eddaerne.


49. MögϷrasis er et saare dunkelt og ellers uhört Ord. Det synes at komme af Mögr, Sön, Slægtning, Mand (hvoraf Meygja, Mey, Mö, Qvinde er Fæmininet) samt af Ϸrá, Stadighed m. m. (hvoraf Ϸras bestandig Trætte) — og at betegne enten hele Menneskeslægten i dens fortløbende Forplantelse, eller og dens Vedligeholdelse eller Bevarelse. Ved Ordenes Omsættelse, og den deraf fölgende Oversættelse, antager jeg denne Læsemaade: Ϸiár mögϷrasis meya falla yfir Ϸiódar Ϸorp — eller: Ϸriár meya falla yfir mögϷrasis Ϸiódar Ϸorp. Det ubekjendte Ord udelader jeg i Oversættelsen, skjönt de rimelige Gisninger om dets Betydning bidrage til dens as större Tydelighed, Hamíngia er ellers hos de gamle det samme som Norn, en Skjæbnens Gudinde, qvindelig Genius, som mentes at fölge ethvert Mennneske, og enten bevogte det som Skytsaand, eller söge at styrte det i Ulykke. Nu betyder Hamíngia Skjæbne, og især Lykke, men Ó-hamíngia Ulykke. De tre fornemste Norner Urde, Verande og Skuld (Fortid, Nutid og Eftertid) kaldtes især Meyar eller Möer — f. Ex i Valas Spaadom. Paa dem passe disse to Stropher fuldkommen , da de vare Skjæbnens Herskerinder, og bestyrede alle Verdeners Indbyggeres Skjæbne. Selve Guderne maatte adlyde dem og give efter for den strænge Nödvendighed. Hermed stemme Grækernes og de fleste Asiaters Sætninger overeens. At Nornerne (efter vor Digter) födes eller opfödes blandt Jætterne (ligesom Vala, deres Præstinde, udtrykker sig i sit eller Urdes Navn) vil vel sige saa meget, at de, ligesom Ymer og Jætterne, vare til förend Asa-Guderne.

     Endelig bör jeg ikke undlade at anmærke, at dersom man, med Sandvig, vil læse Þiódar som Ϸiódár, kan man fölge denne Omskrivning: Ϸriár Ϸiódár falla yfir Ϸorp mögϷrasis meya. Da Meningen bliver: "Tre store Elve falde over (eller gjennem) de Möers Boliger, som opholde Menneskeslægten. Disse Möer" o. s. v. Da maatte man antage, at Digteren skildrer Fortid, Nutid og Eftertid som tre uhyre Elve, der alle have sit Udspring Fra Tidens eller Ætherens Væld (Urdes Kilde i Edda) og falde derfra i Evighedens Hav.


50. Surturs Brand er den, hvori den nærværende Verden skulde forgaae, efter de eddiske Myther. För har jeg bemærket, at Surtur betyder den överste Gud og egentlige Alfader, der ödelægger den fordærvede Verden, for at fornye og forbedre den. Saaledes handle ogsaa Persernes Ormuzd (ved Gurzscher) Indernes Rudder elier Visnu, Bodadyrkernes Dammada o. s. v. Det vilde blive altfor vidtlöftigt, at vise her hvorledes Navnene og Begreberne Surtur, Muspell o. s. v. ere af reen asiatisk Oprindelse. Jeg forbeholder mig det til en bedre Lejlighed. Thorkelin har viist af Sophocles, Seneca og Lucan hvorledes Græker og Romere antoge en saadan Verdensbrand. Mærkeligt er det at Stoikernes Troe: at den skulde gaae tit for sig, og Verdenerne igjen fornyes til Evighed, stemmer paa det nöjeste overeens med de österlandske Bodadyrkeres hellige Böger. Disse samme Meninger synes ej heller at have været fremmede for vore Forfædre.


51. Vidar betyder Sejervinder (Victor) ligesom Navnet paa Indernes store Guddom Visnu. Om barn siger ellers den yngre Edda: "Vidar heder og den tause Asa, som har en meget tyk Sko, og er den stærkeste næst efter Thor. Af ham have Guderne Hjelp i mange farlige Begivenheder." I Beskrivelsen over den sidste Kamp heder det om ham : "Ulven opsluger Odin, hvilket bliver haus Död. Strax paa Stand vender Vidar sig mod Ulven, og sætter sin ene Fod (med den tykke Sko) i hans Undermund. Med Haanden griber Vidar i Overkjæften og rivet Gabet ud. Saaledes omkommer Ulven." Jeg har udeladt et i Texten indflikket, skjönt vistnok ældgammelt Ammestue-Eventyr, angaaende visse Læderstrimler, som fordum plejede at bortskjæres fra Skoene, hvorpaa der hele Tiden samledes til Vidars tykke Sko, og hvorfor man ikke maatte forsömme, saaledes at borttage slige Lapper. Derimod have andre hedenske Beretninger sagt, at hin Vidars tykke Sko bestod af Jern eller Staal, og derfor kaldes han i Skalda: Jernskoens Ejer. Ved nöje at undersöge Eddaernes, Skaldas og Thorsdrapas Beretninger om Vidar, har jeg udfundet, at Bastholm ikke har saa meget uret i at antage, at denne Gud er et Sindbillede paa Stormen, dog kun forsaavidt han betegner den heftigste Orkanart i Naturen. Min Mening er: at man ved ham ikke har tænkt sig den almindelige Blæst, især da Hræsvelg, Kaur, Njord, Skade o. fl. ere mythiske Væsener som have med den at gjöre — men vel det Meteor som de gamle Ægypter, Græker og Romere kjendte under Navnet Typhon, der ellers egentlig tilhörte en mægtig Dæmon eller Naturgud. Det beskrives saaledes i vor Saxtorphs Electricitets-Lære: "Det Meteor, som paa Söen förer Navn af Skyepumpe, Vandtap, Vandhose, Typhon, og, naar det viser sig paa Landet, kaldes Væirstötte eller Skyehvirvel, bestaaer i en Stötte, sædvanlig i Skikkelse af en omvendt Kegle, sjeldnere som en retvendt, hvilken nedlader sig med Bulder fra en Skye i Havet, bevæger sig fra et Sted til et andet, omdrejer sig i en Hvirvel og ödelægger de Skibe som den stöder paa, eller, dersom den forlader Söen, kaster Huse omkuld, oplöfter og borttager Jord, Planter og Træer hvor den farer over Jorden. Undertiden bestaaer den ganske af Vand og er gjennemsigtig; som oftest er den huul og omgivet med mange smaae Vandstraaler, som gjöre den uigennemsigtig. Den har ofte en Störrelse af 50 Fod i Gjennemsnit. Dens Varighed er ubestemt. Ofte sees den at forsvinde som et Lyn." Andre Forfattere berette, at dette Meteor deels foraarsager uhyre Oversvømmelse, deels udtörrer Damme og Aaer, oprykker de störste Træer med Rod o. s. v., hvilket alt skeer med forfærdeligt Brag eg Bulder, ligesom naar mange Vogne kjöre i flyvende Fart over en Steenbroe, alle paa een Gang. Debes beretter at det engang har optaget af Havet ved Færöerne nogle Læster Sild og opslængt dem paa et Fjeld af 200 Favnes Höjde. I de sidstafvigte Aar har det viist sig temmelig hyppig i Danmark og Europas övrige Lande, med en lignende forunderlig Styrke. Det der saaes i Röddinge kort fra Viborg i Junii 1818, og ellers rasede skrækkelig paa Söen, beskrives Som rædsom skjönt, langsom svævende nær Jorden hen mod Östen, beegsort, som en opreist Stötte, der i snegleformig Bevægelse immer trak fra en lavere Skye op i en höjere, og efterlod sig, i det den forsvandt, efter at man i flere Minuter havde betragtet den, mange slangelignende Former, som dog snart adspredtes. Mange og store Hagel faldt ned, og en skrækkelig Susen hörtes i det den passerede forbi. Hist og her i Nærheden tordnede det tillige. De Gamle, der besjælede alle Naturkræfter, f. Ex. Tordenen, havde fuldt saa stor Aarsag til at lade Væirstötten eller Typhon vederfares denne Ære, da dens Bevægelser og Phoenomener ofte ere höjst forunderlige, og synes at röbe etslags Overlæg af den styrende Aand. Jeg vil anföre et Par Exempder: Den 8de August samme Aar (nemlig 1818) blev Landsbyen Wasbeck ned Neumünster i det Holsteenske truffet af en Skyepumpe, som hvirvlede lig fra Tordenskyen ned over Byen og udbredte ødelæggelse til alle Sider. De störste Træer bleve overbrækkede eller oprykkede med Rod og alt. Uvæiret varede i 8 Minuter. Alle Huse, som Væirstötten berörte, bleve enten aldeles nedstyrtede, eller berövede deres Tage, Forunderligt var det at ingen Ildebrand opkom herved, at ingen af Beboerne kom af Dage, ja ikke engang blev beskadiget paa nogen Maade. En Kone som vilde tage et eensomt gaaende Barn ind til sig i Hytten, blev, tilligemed Barnet; kastet imod et Træe, Træet styrtede snart efter og skjöd dog Konen kun sagte ned i en Fordybning, saa at hun ikke kunde beskadiges ved dets Fald. Stormen rev Barnet fra hende og kastede det, 10 Fod langt, hen paa en Bunke Halm. Da Uvæiret var forbi kröb baade Kone og Barn ubeskadigede frem igjen. To Heste bleve ligeledes grebne af Hvirvelen og löftede op, drejede nogle Gange omkring, men kom ubeskadigede til Jorden igjen. En Hyrde fortæller, at Skyepumpen kom mod ham som en brölende Löve, men omtrent 20 Skridt fra ham hævede den sig og forsvandt. Her troe vi, og det med rette, at öjne Forsynets besynderlige Styrelse, hvorved den öjensynlig overhængende Ulykke afvendtes, fra saa mange; der truedes med Undergang — men vore Oldefædre havde meent i et saadant Tilfælde, at Guden Vidar enten var bleven vreed paa dem og vilde give dem en alvorlig Paamindelse, eller at han her stædtes i Kamp mod Jætter eller Trolde — men at han i alle Tilfælde havde aabenbare viist sin Skaansel mod Menneskers Liv, og derved tillige sin vise og kraftige Beskjærmelse. Af en noget forskjellig Art er den Begivenhed, der gik for sig Aaret forhen (1817) paa et Sted i Kongeriget Neapel. Ved klar Luft nedsænkede en kegleformig Skyestötte sig ved en Brönd, nogle Fruentimmer, som just stod og vaskede her, löbe forskrækkede bort. Skyen drog alt Vandet af Brönden op med sig, rev det ved samme liggende Linned ligeledes op i Luften og hvirvlede sig dermed til et flere Mile belliggende Sted, hvorfra den, inden en Times Forlöb, kom tilbage til Brönden og lod næsten alle de medtagne Stykker igjen falde. Nogle af dem vare ganske forbrændte, andre saae ud som om de vare gjennemborede af Kanonkugler. Ingen kan nægte at denne Hændelse var höjst besynderlig; var den skeet i den hedenske Tid, er der ikke mindste Tvivl om, at man jo havde troet at en af Guderne Typhon eller Vidar, havde villet skræmme Qvinderne og moeret sig selv ved et saadant Indfald.

     En saadan Naturkraft, eller den Guddom der meentes at styre den, have vore Oldefædre og troet være i Stand til at slukke Verdensbranden eller klöve i Fenris-Ulvens Gab, som det heder i Digtersproget. Vi ville betragte hvorledes Meteorets Beskrivelse giver Anledning til det allegoriske Billede. Vidar tillægges kun en Skoe, men den er af Jern og giver Foden uhyre Kraft — ligesom Typhon eller Væirstötten kun viser sig paa et Been, der ikke er mindre stærkt, og det er vel derfor at den kaldes Vandhose. Vist er det, at Forfædrene kunde sige om dette Meteor, personificeret som Asaguden Vidar, at det var det stærkeste af alle Naturguddomme, næst efter Thor, den himmelske Tordner. Vil man (med Nogle) antage at Vidar betyder en som skover eller fælder Træer, saa passer ogsaa denne Benævnelse meget vel paa en Naturkraft, som oprykker Træer med Roden. Det eneste af Betydenhed der kunde indvendes mod denne Forklaring er vel Vidars Epithet: den tause Gud. Jeg troer derimod at dette Tilnavn bestyrker min Sætning, da Phænomenet er sjeldent og altsaa sædvanligviis taust, — ligesom en Physiker bemærker: "at det beste ved det er: at dets rædsomme Tilsyneladelse kun er sjelden, og varer som oftest meget kort."

     Rummet tillader os ikke her at udvikle Vidars i det hedenske Digt Thorsdrapa indeholdte mærkelige Skildring. Derimod bliver det os mærkværdigt, at Vidar, der saaledes betyder den heftigste Orkanart i Naturen, her siges at gjenopbygge Gudernes Boliger efter Verdens Undergang — og at de asiatiske Bodaisters kosmogoniske Myther beskrive den fornyede Verdens Frembringelse, som foraarsaget ved en rasende Orkan, der sammenhvirvler de Vand-Atomer, hvoraf Jorden og dens Omgivelser igjen blive til og naae sin forrige Skikkelse.

     Vidar betragtedes og som en af de tolv Maanedsguder, ligesom ogsaa Lysguden Vale — men herom henviser jeg til Forklaringen over Grimnersmaal.

     Mode (den Modige) og Magne (den Stærke) vare begge Sönner af Tordenguden Thor, og betyde vel hans formeentlige vigtigste Egenskaber. Disse skulde, naar Thor var falden i den heftige Tvekamp mod Midgaardsslangen eller det rasende Verdenshav, beholde Tordenkilen Miölner og gjöre Ende paa Striden mod Gudernes og Verdens Fiender.


52-53. Betydningen af Uhyret Fenris-Ulven og Guden Vidar, samt deres Kamp, har jeg udviklet i Anmærkningerne til de næstforegaaende Stropber. Aldafadir kan betyde 1) Seklers eller Tiders og 2) Menneskenes eller alle Födtes Fader. Som Himmelgud var Odin 1) Tidens Ophav, 2) Guders og Menneskers Stamfader. Egentlig kaldes Ulvens Gab i Originalen koldt, men den latinske Oversætter har rigtig anmærket, at dette Udtryk i vort gamle Sprog, ofte bruges om alt hvad der er fiendsk eller skadeligt.


54-55. Det, som Odin hviskede sin afdöde Sön Baldur i Öret, kunde ingen Andre höre, og det var altsaa den bedstforvarede Hemmelighed for Alle, undtagen ham selv. Af dette Spörgsmaal, som Vafthrudner ikke kan besvare, mærker han at det er Odin, som har fört ham i Fristelse, og vundet Væddemaalet, der gjaldt om Jættens Hoved. Det selvsamme Spörgsmaal fremsatte Odin, under Navn af Gestur Blinde for Kong Heidrik (i Hervarar-Saga) uden at han kunde besvare det rigtig. Ved denne hemmelige Tale, maaskee henhörende til den oldnordiske Religions vigtigste Mysterier, have Digterne vel tænkt sig en Spaadom om Baldurs Opstandelse i den nye Himmel eller den gjenfödte Verden, hvorom de Brudstykker, som vi endnu have af Valas Spaadom, give os Underretning. Det er meget at formode, at dersom vi havde det samme Digt heelt, vilde vi og være overbeviste om at alle Guderne skulde da leve op paa nye efter Forfædrenes Meninger, der i övrigt stemmede saa nöje overeens med Indernes (især Bodaisternes), Persernes, de stoiske Philosophers og Tusindaarsrigets kristne Forfægteres m. fl. Troe om Verdens Undergang og Fornyelse. Valas Spaadom synes at mene alle Aserne, naar hun synger om deres nye Sammenkomst og Raadsforsamling paa Idas Slette. Ellers berette Eddaerne udtrykkelig: at Vidar og Vale, Mode og Magne skulle overleve Gudernes Fald og beboe den nye Himmel, samt at Baldur og hans Banemand Höder skulde komme paa ny til Live og leve der tilsammen. Hæner, samt tvende Brödres Unævnte Sönner skulde da og beboe det vide Vindheim ɔ: Vindens, eller Vanernes Verden, Skyeluften nemlig.




Noter:

  1. Se Tillæg s. 275.
  2. Af juba (Manke)
  3. rettere Kjærrer
  4. (danske) Kongelige og Wormske
  5. Burde hede fælde.
  6. Om den yngre Cyrus’s Ledingstog 6te Bog. Jfr. Athenæus Deipnos. 1ste Bog.
  7. Se Rettelser S. 276.
  8. Asiatic Researches VII. 244.