Ansgar kap. 11
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af P. A. Fenger
Kapitel 11
Oprettelsen af Erkesædet i Hamborg.
Da ovennævnte Guds Tjener havde været hos dem halvandet Aar, vendte de med sikkert Bevis paa, at de havde udrettet noget, og med et Brev, som Kongen med egen Haand paa den der brugelige Maade havde tegnet, tilbage til hans Højhed Kejseren1 . Han modtog dem paa en ærefuld Maade og med Højagtelse for deres Fromhed, og de fortalte ham, hvor store Ting, Herren ved dem havde udrettet, og at Troens Dør til Hedningernes Kaldelse var aabnet for dem i hine Egne. Da den fromme Kejser hørte det, frydede han sig med stor Glæde, og da han derhos overvejede, hvad der alt tilforn var udført for Gudsdyrkelsen hos de danske, lovede og takkede han den almægtige Gud, og opflammet af Iver for Troen begyndte han at tænke paa, om det ikke kunde lade sig gøre, i Norden, paa Grænsen nemlig af hans Rige, at oprette en Bispestol, hvorfra det kunde være bekvemt for den Biskop, som dér havde sit Sæde, jævnligt at besøge hine Egne for at prædike, og hvorfra hine barbariske Folkeslag lettere og rigeligere kunde faa Del i Herrens højærværdige Sakramenter.
Da han saaledes med Omhu og Aarvaagenhed vedblev at være optaget af denne Sag, fik han at vide af nogle af sine tro Mænd, at da hans Fader Kejser Karl, højlovlig Ihukommelse, havde med Sværdet tæmmet hele Saksland og lagt det under Kristi Aag, inddelte han det i Bispedømmer. Men den yderste Del af dette Landskab, som laa i Norden, hinsides Elben, overgav han ikke nogen af Biskopperne at tage vare paa, men besluttede at holde den tilbage i den Hensigt dér at oprette et Ærkesæde, hvorfra ved Guds Naade den kristne Tro kunne forplantes til de udenfor boende Folkestammer. Derfor lod han ogsaa den første Kirke dér indvie af en frankisk Biskop, som hed Amalhar. Senere lod han ogsaa denne Kirke særskilt styre af en Præst ved Navn Heridag og vilde paa ingen Maade at Nabobisperne skulde have nogen Højhedsret over dette Sted. Den samme Præst havde han i Sinde, skulde indvies til Biskop; men hans alt for tidlige Bortgang fra denne Verden hindrede, at det skete. Efter denne store berømmelige Kejsers Død besteg hans ovennævnte Søn, nemlig Kejser Ludvig, hans Riges Trone. Efter visse Folks Tilskyndelse delte han det Stykke af dette Landskab, som ligger hinsides Elben, i to Dele og overgav den indtil videre til to Nabobiskopper. Thi han var ikke noksom opmærksom paa sin Faders Bestemmelse i denne Sag, eller snarere: han kendte den slet ikke.2
Men ved denne Lejlighed, da den kristne Tro ved Guds Naade havde begyndt at bære Frugt hos de Danske og Svenske, fik han sin Faders Ønske at vide; og for at intet af, hvad han havde tænkt paa skulde blive uopfyldt, grundlagde han med Biskoppernes og et stort Kirkemødes Samtykke i ovenfor omtalte yderste Del af Saksland nord for Elben et Ærkesæde i Staden Hamburg.
Hele den nordalbingiske Kirke skulde være det underlagt, med Myndighed over alle Nordens Lande til at indsætte Biskopper eller Præster, som maatte beskikkes til hine Egne for Kristi Navns Skyld. Og dette Sæde lod ovennævnte Kejser vor Herre og hellige Fader Ansgar indvie som Ærkebiskop, under Haandspaalæggelse af Drogo, Biskop af Metz og den Gang det høje og højærværdige Hofs Ærkekapellan. Hos stode: Ærkebiskopperne Ebo af Reims, Hetti af Trier og Otgar af Mainz tillige med flere andre paa Rigsmødet forsamlede Biskopper. Ogsaa var til Stede Biskopperne Helmgaud og Willerik, af hvilke han havde faaet de nysnævnte Dele af Stiftet tilbage, som de havde styret. Disse gav ogsaa deres Samtykke og var med at indvie ham.
Og fordi dette Stift var beliggende paa farlige Steder og let kunde lægges øde formedelst de nærboende Barbarers Grumhed, og fordi det var lille i alle Maader, lagde Kejseren til hans Embede et Kloster i Gallien, som hed Turholt, og som bestandig skulde ligge under samme Stol.3
Noter:
1) Det Brev, som Kong Bjørn medgav dem, har uden Tvivl været et Runebrev; saaledes maa det være at forstaa, at det var “tegnet paa den Maade, som bruges der”. Desuden giver den samtidige Rabanus Maurus, Abbed i Fulde, senere Erkebiskop af Mainz, Efterretning om Nordboernes Runer, som de brugte til at optegne deres Sange og Spaadomme. Mon ikke Ansgar har været hans Kilde?
2) Da den langvarige Sakserkrig omsider fik Ende, blev Sakserlandet inddelt i Bispedømmer. Deres Antal var 8: Osnabrück, Münster, Paderborn, Minden, Bremen, Ferden, Halberstadt og Hildesheim (det sidste først stiftet under Ludvig den fromme).
Hamborg blev ikke gjort til Bispesæde, men dens Kirke blev dog højtideligt indviet til Kristus og hans Moder af en Frankerrigets mest ansete Kirkefyrster, Erkebiskop Amalhar af Trier, som ogsaa indviede Præsten Heridag. At det var en Biskop fra et fjærnere Stift, der foretog Indvielsen, er ret mærkeligt; der laa heri virkeligt et Bevis for, at Karl den store havde tænkt at give Hamborg fuld Selvstændighed, da ellers naturligvis den nærmeste Biskop skulde have indviet Kirken og Præsten. Dertil kom, at Kejser Karl udstyrede Heridag rigeligt ved at give ham et Kloster Hrodnach (Renaix i Øst-Flandern, nærmest ved Gent) som Understøttelse og Tilflugt. Men hans Planer kom ikke til Udførelse, fordi Præsten døde, og Kejseren selv fulgte snart efter.
3) Da Ansgar vendte tilbage fra Sverig (831) fik han Omvæltninger at se, som han ikke havde tænkt sig: hans Velynder Vale sad som Fange. Dette skadede dog ikke Ansgars Sag; dels har han vel holdt sig udenfor alle Partistridigheder, dels har der været andre, f. Eks. Ebo af Rheims, der har støttet ham. Derfor faar hans Abbeds Skæbne ingen Indflydelse paa hans; tværtimod, Kejser Ludvig hæver ham til Erkebispeværdigheden, som vi læser. Det maa have været samme Aar, 831; i Kap. 33 siges det nemlig, at det var i hans Alders 64de og i hans Bispedømmes 34te Aar, at hans sidste, 4 Maaneder lange, Sygdom indtraf. Gaar vi nu ud fra, at hans Dødsdag var den 3dje Februar 865, hvilket nok kan siges at staa fast, faar vi 831 som hans Tiltrædelsesaar.
Hvad det er for et Landemode, paa hvilket Erkesædets Oprettelse blev besluttet, kan ikke siges med fuldstændig Sikkerhed. Af Aarbøgerne kender vi 3 Rigsdage for 831; det maa efter al Sandsynlighed have været paa den største af disse, at Sagen blev afgjort; den afholdtes sent paa Efteraaret i Thionville (Diedenhofen ved Mosel, lidt nord for Metz) og er især berømt derved, at Ludvig ved denne Lejlighed modtog saracenske Sendemænd fra Bagdad.
Ansgar er, som vi læser det, indviet og indsat i sit Embede af Drogo; han var kejserlig Erkekapellan og Biskop af Metz, for Resten en Halvbroder til Kejser Ludvig. De 3 store Erkebisper gik ham til Haande (om Ebo se næste Kap. med Anm.), saa at det har været en usædvanlig Højtidelighed. Endvidere var til Stede de to Nabobiskopper Hilingaud eller Helmgaud af Ferden og Wilderik af Bremen (Bremens anden Biskop, 805-838, især bekendt ved den Stenkirke, han opførte i Stedet for den gamle Trækirke, som hans Forgænger Wilhad havde bygget); de gav deres Samtykke til at give slip paa de Dele af deres Stift, som oprindeligt hørte under Hamborg, og som de under Ludvigs Regering havde faaet; Hamborg selv hørte under Ferden, Ditmarsken med Kirken i Meldorf var tilfaldet Bremen, hvorfor ogsaa Wilderik siges ofte at have besøgt denne Egn.
Paa samme Maade som Karl den store havde givet Præsten Heridag et flandersk Kloster (det var naturligvis imidlertid kommet i andre Hænder), skænkede Ludvig Ansgar et Kloster Turholt (nu Thourout, i Vest-Flandern, nærmest ved Brügge); det havde allerede i et Par Aarhundreder staaet i stor Anseelse. Det skulde baade være en materiel Understøttelse og en Tilflugt i Trængselstider. Ludvig har her fulgt en almindelig Skik paa den Tid, at give Kirkens Mænd en eller anden Stiftelse at nyde Indtægten af; desværre brugte man ogsaa at belønne verdslige Stormænd paa samme Maade, og det gav Anledning til meget forargeligt. Saaledes kom netop Turholt senere i en uværdigs Hænder (Kap. 18 og 30).
Ansgar er vistnok oftere kommen hertil; Adam af Bremen siger: “Naar han undertiden ved Barbarernes Forfølgelse blev hindret i sin ivrige Forkyndelse, trak han sig med sine Lærlinge tilbage til Turholt.” Ved et af disse Besøg var det, at han blev opmærksom paa Rimbert.
