Ansgar kap. 12

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ansgar prædiker for Harald Klak
(Louis Moe, 1898)
Rimbert:

Ansgars Levned

oversat af P. A. Fenger


Kapitel 12

Pavebullen om den nordiske Kirkesag


Og for at dette i Fremtiden kunde beholde sin Fasthed og Styrke, sendte Kejseren Ansgar med al Ære til det apostoliske Sæde og lod ved sine Sendebud, deres Højærværdigheder Biskopperne Bernold og Ratold og hans Højvelbaarenhed Grev Gerold, hele denne Forhandling indgive til hans Hellighed Pave Gregors Stadfæstelse.


Han bekræftede det ogsaa paa sine Forgængeres Vis baade ved en Bulle og ved at give ham Pallium, lod ham komme for sig og udnævnte ham tillige med Erkebiskop Ebo af Rheims, som i Forvejen havde modtaget samme Sendelse, til Missionær for alle de omboende Folkefærd, saavel af svenske som danske og Slaver og andre Folkefærd, som have deres Bopæl i de nordiske Lande, og foran den hellige Apostels St. Peters helgenskrin og Aller tildelte han ham offentlig Myndighed som Evangelist.


Og for at intet af dette i Fremtiden skulde forhindres, slog han enhver, der stod imod eller sagde imod eller paa hvilken som helst Maade lagde disse den fromme Kejsers Hensigter nogen Hindring i Vejen, med Banstraalen og dømte ham skyldig til stedsevarende Straf med Djævlene.


Den samme Sendelse havde som sagt Pave Pascal i Forvejen overdraget til Erkebiskop Ebo af Rheims. Thi denne, dreven, som vi tro, af Guds Aand, brændte af en hæftig Længsel efter Hedningernes Kaldelse, især de danskes, som han ofte havde set i Kejserens Gaard, og over hvis Blindhed og djævelske Vildfarelser han sørgede, og han ønskede for Kristi Skyld at hengive sig selv og alt, hvad han ejede, til Hedningernes Frelse. Ham havde ogsaa hans Højhed Kejseren givet et Sted ovenfor Elben, som kaldes Welnau, for at han dér kunde have et Opholdssted, saa ofte han drog til hine Egne. Til dette Sted kom han tit og ofrede meget paa at vinde Sjæle i Nordens Egne, fik mange til at antage Kristendommen og styrkede dem i Fællestroen.1



Noter:

1) Kejseren vilde have Pavens Stadfæstelse paa Erkesædets Oprettelse og sendte derfor Ansgar selv til Rom i Følge med de 3 Afsendinge. Af dem var Bernold Biskop af Strassburg, Ratold af Verona og en af Kejser Ludvigs trofaste Tilhængere; om den tredje, Grev Gerold, fortæller Einhards Aarbøger, at han var Grænsevogter mod Avarerne og til Stede ved Haralds Daab.

I Rom sad Gregor IV (827-44) paa Pavestolen, en ret myndig og krafig Mand. Han stadfæstede Ansgar i hans Værdighed og gjorde ham til pavelig Legat (Afsending), idet han gav ham Pallium. Paillet er en hvid ulden Krave, der falder ned over Skuldrene, prydet med 6 paasyede Kors (den Gang var de røde, nogle Aarhundreder efter indførtes sorte i Stedet for). Ulden var af den hellige Agnes' Faar; hvert Aar indviedes der paa denne Helgenindes Festdag to Faar, som et Nonnekloster efter Pavens Bestemmelse blev udset til at passe. I Begyndelsen blev Palliet kun baaret af Paven selv, men allerede fra det 6te Aarhundrede fik fremragende Kirkefyrster det, og snart blev det til et nødvendigt Anerkendelsestegn for enhver Erkebiskop; derfor var det en stor Højtidelighed, naar en Erkebiskop fik Paillet overrakt af Paven, som naturligvis var den eneste, der kunde bortgive det. Efter sædvanlig Skik udstedte Gregor IV en Bulle, som skulde bekræfte dette. Tidsangivelsen mangler i denne; men den er vel udstedt samme Aar 831 eller Aaret efter. I Følge denne stilles Ansgar med Hensyn til sin Missionsgerning lige med Ebo af Rheims, saaledes som ogsaa “Ansgars Levned” beretter.

Det er nemlig sikkert, at Ansgar ikke er den første, der har virket for Kristendommens Fremme i Danmark; han havde en Forløber i Erkebiskop Ebo af Rheims. Det ser vi her af “Ansgars Levned”, og af de frankiske Aarbøger ved vi det ogsaa.

Denne højtbegavede og mægtige franske Prælat var af meget ringe Herkomst, en livegens Søn; men han blev opdragen i Karl den stores Hofskole sammen med den senere Kejser Ludvig og blev saaledes knyttet til ham. Paa Grund af dette Ungdomsvenskab, og vel ogsaa, fordi han havde lagt stor Kraft og Dygtighed for Dagen, steg han fra at være kejserlig Bibliotekar til at beklæde det ansete Erkebispesæde i Rheims (816).

Synet af Nordboerne havde opflammet hans Missionsiver, ligesom vi ved, at Gregor den stores Begejstring for Anglernes Omvendelse vaktes paa samme Maade. Han udbad sig Pave Paschalis I's (817-824) Tilladelse til at følge sit Kald og fik ogsaa hans Minde. Som Medhjælper blev der givet ham Munken Halitgar, der vistnok har været en videnskabelig dannet Mand. Ogsaa hans gamle Ven Kejser Ludvig understøttede ham i den nye Virksomhed; han gav ham en Gaard, saaledes som det ogsaa fortælles i vort Kapitel, ved Navn Welanao (Welnau) ved Elbens Biflod Stør, ikke langt fra den frankiske Fæstning Esesfeld (Itzeho), som Karl den store havde anlagt til Værn mod de danske. Ebo drog da til Danmark, hvor han forkyndte Kristendommen i det meste af Aaret 823 og siges at have omvendt og døbt mange; maaske har han ogsaa faaet Indflydelse paa Kong Harald (se Kap. 6, Anm.). Om Efteraaret vendte han tilbage med nogle frankiske Grever, som Ludvig paa Grund af Haralds Klager havde sendt til Landet for at undersøge Forholdene. Han er rimeligvis ikke oftere kommet til selve Danmark, men den levende Interesse for Hedningernes Omvendelse, ved vi, at han bevarede (Kap. 29), og han har vel ogsaa ofte besøgt Welano, hvor han havde indrettet et lille Kloster, cella Wellana. (Det var ikke blot enkelte Kamre, der betegnedes som “cella”, men ogsaa de mindre Klostre).

Om Ebos senere Historie se Kap. 29, Anm. 2.

Man kunde maaske undre sig over, at medens Ebo søger pavelig Stadfæstelse, inden han begynder sin Gerning, saa begærer Ansgar den ikke, førend han har prædiket flere Aar for Hedningerne og er udvalgt til Erkebiskop. Sagen maa opfattes saaledes, at Ansgar ikke i Begyndelsen har haft en selvstændig Stilling; han har været Arbejder paa den Missionsmark, som Pave Paschalis havde anvist Ebo, og maa derfor have haft Erkebiskoppens Fuldmagt. Men nu, da han faar sit eget Erkesæde og altsaa ikke længer er Ebo underordnet, men sideordnet, er Pavens Samtykke nødvendigt. (Paa samme Maade havde Vinfred, “Tyskernes Apostel”, de første Aar af sin Missionsvirksomhed ikke søgt Pavens Befuldmægtigelse, fordi han kun hjalp Willebrord med at omvende Friserne; men saa snart han havde besluttet at søge sin egen Virkekreds, tøvede han ikke med at anmode Paven om hans Tilladelse).



Næste kapitel ►




HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.