Ansgar kap. 14

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ansgar prædiker for Harald Klak
(Louis Moe, 1898)
Rimbert:

Ansgars Levned

oversat af P. A. Fenger


Kapitel 14

Hamborgs Brand


Imidlertid udførte vor Herre og Hyrde med Nid¬kærhed sit Embede i det ham betroede Stift og blandt de danske, og ved Eksempel og god Omgængelse drog han mange til Troens Naade. Han begyndte ogsaa at købe nogle Drenge af dansk og slavisk Herkomst, samt at løskøbe nogle af Fangenskab, som han kunde opdrage til Guds Tjeneste. En Del af dem beholdt han her hos sig, andre lod han opfostre paa ovennævnte Turholt Kloster. Her var med ham nogle af Eders Broderskab, vore hellige Fædre og Lærere, ved hvis Lærdom og Undervisning vor Lyst til det gudelige Levned fik en lykke¬lig Fremvækst.


Medens dette paa begge Steder blev udført paa en rosværdig og Gud velbehagelig Maade, skete det uformodet, at der kom Vikinger og omringede Staden Hamborg med deres Flaade. Da det kom saa uventet og pludseligt paa, blev der ikke Tid til at samle Folket fra Landet, saa meget mindre som den berømmelige Grev Bernar, som paa den Tid var Overbefalingsmand paa dette Sted, den Gang var fraværende.


Men saa snart Biskoppen, som havde sit Sæde der, fik deres Ankomst at vide, vilde han først forsvaret Stedet med dem, som var i selve Byen eller dvælede i Forstaden, indtil de kunde faa en klækkeligere Hjælp. Dog, da Hedningerne brøde paa, og Staden allerede var taget, saa han nok, at han med dem ikke kunde gøre Modstand, og beredte sig til at føre Helgenlevningerne bort; og medens hans Klerke saaledes spredte sig hid og did paa Flugten, slap han selv med Nød og næppe og fik ikke engang sin Kappe med. Ogsaa Indbyggerne forlod Stedet selv og vankede vildfarende om; de fleste flygtede bort, nogle blev fangne, en hel Del endog dræbt.


Nu kom Staden i Fjendernes Vold, og de plyndrede alt, hvad der var i den eller i den nærmeste Landsby. Ved Aftenstid var de komne og forblev der Natten over og den følgende Dag og Nat. Da saaledes alt var stukket i Brand og plyndret, drog de deres Vej.


Der blev Kirken, et herligt Arbejde, som var opført efter Erkebiskoppens Anvisning, tillige med det ypperligt indrettede Munkekloster opbrændt; der gik det Bibliothek af ypperlige Haandskrifter, som ovennævnte kejserlige Højhed havde foræret samme vor Fader, op i Luer tillige med mange andre Bøger. Og saa aldeles blev alt, hvad han der havde haft af Kirketøj eller Klenodier og andre Ejendomme, adsplittet ved Plyndring, Brand og Fjendevold, at de saa at sige jog ham nøgen bort. Der var nemlig næsten intet ført bort derfra i Forvejen, ej heller blev noget dengang reddet, uden hvad en eller anden Flygtning kunde træffe til at gribe og være saa heldig at tage med.


Over alt dette blev vor hellige Herre og Fader ikke tungsindig, ej heller syndede han med sine Læber; men da han som i et øjeblik havde mistet næsten alt, hvad han fra sit Bispedømmes Begyndelse havde kunnet samle eller anvende til Bygningsarbejder, gentog han den ene Gang efter den anden hint Ord af den salige Job1: Herren gav, Herren tog; som Herren vilde, saa skete det; Herrens Navn være lovet!2



Noter:

1) Job, 1, 21.


2) Den tunge Skæbne, som ramte Ansgar, idet hans Erkesæde blev ødelagt, er et Led af den lange Række Ulykker, som paa denne Tid forødte Frankerrigets Kræfter.

Begyndelsen var den indre Strid og Splid. Lothar og Ludvigs andre Sønner gjorde Oprør mod deres Fader, ophidsede og understøttede af de højeste kirkelige Embedsmænd, fremfor alle af Ebo af Rheims.

Lothar holdt den stakkels gamle Kejser, der var forraadt og forladt af de fleste af sine fordums Venner og Tilhængere, fangen i et Kloster i Soisson; man tvang ham til at frasige sig Tronen og underkaste sig en offentlig Kirkebod (833).

Da angrede hans Søn Ludvig den skammelige Fremfærd mod Faderen og besluttede at befri ham med Vaabenmagt; dermed vendte Bladet sig, Oprørerne spredtes til alle Sider, og Ludvig den fromme blev paa Forsamlingen i Thionville højtideligt genindsat (835).

Sine sidste Aar fik han Lov at leve i Fred; ganske vist var hans Søn Ludvig misfornøjet og udkastede nye Oprørsplaner, men Døden befriede den haardt prøvede Olding fra nye Ydmygelser (840).

Ludvig den tyskes Rustninger havde dog ikke været forgæves: det varede nemlig ikke længe, inden der udbrød den forbitrede Krig mellem Brødrene, som først endte med Forliget i Verdun 843 og medførte Landets Svækkelse, Ødelæggelse og fuldstændige Splittelse.

Endvidere aabnede disse Stridigheder Landet for de rovbegærlige danske Vikinger, saa meget mere, som Lothar havde været uklog nok til at tage dem i sin Tjeneste mod sine Brødre. Fra nu af benyttede de sig af Lejligheden, hærgede ideligt Frisernes Land, ødelagde det rige Dorstad og hjemsøgte endog allerede nu Frankrigs Kyster og Flodbredder; saaledes plyndrede de baade Rouen og Nantes. Det var Forspillet til Hamborgs Ødelæggelse.

I en anden Henseende faar Frankerrigets Deling Betydning for Ansgars Historie. Ved Forliget i Verdun fik nemlig Ludvig (den tyske) den østlige Del, Karl (den skaldede) den vestlige og Lothar det midterste tilligemed Italien og Kejserværdigheden.

Hamborg kom til at staa under Ludvig, men Turholt, det Kloster, som Ansgar havde faaet af Ludvig den fromme, kom til at staa under Karl, og han brød sig ikke om sin Faders Bestemmelse, men gav en af sine Yndlinge Klosteret. Dette fortælles senere i “Ansgars Levned” (Kap. 18); men det burde være fortalt inden Beretningen om Hamborgs Brand, da det er en tidligere Begivenhed. Havde Ansgar endnu haft sit Tilflugtssted, saa var han ikke ved denne Ulykke bleven hjemløs, saaledes som vi ved det; Hamborgs Brand føjer en tung Byrde til den Modgang, han altsaa allerede havde lidt.

Naar Adam af Bremen sætter Vikingernes Overfald paa Erkesædet til Ludvig den frommes sidste Aar (839-40), kan det ikke være rigtigt. Men gaa vi til de frankiske Aarbøger, kan vi faa paalideligere Tidsangivelse; her finder vi Aaret 845.

Anledningen til de danske Vikingers Tog var, at Kong Ludvig havde undertvunget Obotriterne, en vendisk Stamme, som Danskerne betragtede som deres skatskyldige. Dette vilde Gudfreds Søn Haarik hævne; med en Flaade paa 600 Skibe sejlede han op ad Elben og plyndrede og brændte det forsvarsløse Hamborg, dermed ogsaa Ansgars Kirke, som sikkert har været en Træbygning. Ansgar, der først havde tænkt paa Forsvar, undslap med Nød og næppe, som vi læser det; Helgenlevningerne, der var ham som ægte Munk saa dyrebare, fik han dog med sig; af Adam af Bremen ved vi, at det fornemmeligt var den hellige Sixtus' og Sinnicius' Legemer, som var en Gave fra Ebo af Rheims. (Samme Aar var det, at andre Normanner dristigt sejlede op ad Seine, trængte ind i Paris og plyndrede, hvorpaa Karl den skaldede maatte tilkøbe sig Fred, og Vikingeskarer kæmpede tre store Slag i Frisland, af hvilke de dog tabte det første).

Dette Røvertog mod Hamborg synes dog at være bleven hævnet, idet Sakserhæren skal have tilføjet de danske et Nederlag, da de vendte tilbage.

Ansgar var nu i den dyberste Nød, hans Tilflugt i Flandern var berøvet ham, hans Erkesæde tilintetgjort, hans Hjælpere spredte, mange forlod ham, blandt dem Munkene fra Corbie, som var sendt for at være til hans Tjeneste (dette staar først fortalt Kap. 18, men bør anføres her); og det har rnaaske tilmed været ikke blot Forsagthed, han mærkede hos sine nærmeste, men endog Kulde; endvidere stod det efter Haralds Fordrivelse slet med Missionens Sag i Danmark, Haarik var jo dens Fjende, og i Sverig fik den blomstrende Menighed et Knæk, som det for¬tælles i næste Kapitel. Man kunde vel Ønske en langt udførligere Skil¬dring af Ansgars Historie i denne Trængselsperiode; Fortællingen er her unægtelig fattig.

Adam af Bremen har paa dette Punkt et Sup¬plement. Han siger: “Men han (Ansgar) priste i sin Elendighed Gud og saaede ufortrøden Guds Ords Sæd, hvis Tjener han var, baade hos sine egne og hos frem¬mede. Derfor fik han ogsaa af en ærværdig Frue ved Navn Ikia en Gaard, der hedder Ramsola (Rames¬loh). Dette Sted laa i Bispedømmet Ferden, 3 Mil fra Hamborg. Der stiftede den hellige Guds Mand et Kloster og opstillede Levningerne af de hellige Be¬kendere Sixtus og Sinnicius og andre gamle Hellig¬domme, som han havde taget med sig paa Flugten fra Hamborg; der samlede han sin splittede Hjord, og i denne Havn frelste han dem af sine Fæller, som var blevne bortjagne af Redningerne. Herfra besøgte han den hamborgske Kirke og bragte de Nordalbinger tilbage til Troen, som Forfølgelsen havde skrærnmet; dernæst sendte han ogsaa Forkyndere til Danmark, for at ikke Hedningemissionen skulde slappes ved Opsættelse fra hans Side, men Eneboeren Ardgar sendte han til Sverig (se ”Ansgars Levned” Kap. 16). Det “fortælles, at han ogsaa er kommen til Bremen, men blev vist bort af Biskoppen (Leuterik eller Ljudrik), der misundte ham hans Lærdom og Dyder.”



Næste kapitel ►




HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.