Ansgar kap. 16

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ansgar prædiker for Harald Klak
(Louis Moe, 1898)
Rimbert:

Ansgars Levned

oversat af P. A. Fenger


Kapitel 16

Ardgars Rejse til Sverig. Herigars Mirakler og Død


I næsten 7 Aar derefter var der saaledes ingen Præst nærværende der paa Stedet. Vor Herre og Hyrde Ansgar var derover meget ængstelig og bedrøvet; han kunde ikke udholde den Tanke, at den kristelige Tro, som der var begyndt, skulde dø hen; og især var han bekymret for sin Søn, den før omtalte Herigar. Han sendte derfor en Eneboer ved Navn Ardgar til hine Egne og bød denne, at han især skulde holde sig til ham.


Da han kom derhen, blev han højtidelig modtaget af Herigar selv, og foraarsagede ved sin Nærværelse de der boende Kristne en stor Glæde. De begyndte, ligesom de før havde gjort, med Andagt at søge, hvad Guds er, og med villig Aand at varetage de kristnes Skikke. Der var heller ingen af de vantro, som vovede at forhindre ham i at forkynde Ordet, fordi de med bævende Hjerter havde draget til Minde, hvad Straf de fik, som havde jaget Guds Tjenere ud.


Efter ovennævnte Herigars Tilskyndelse og med den daværende Konges Vilje og Tilladelse begyndte han offentlig at forvalte Guds Sakramenter. Paa den Tid nemlig, da ingen Præst var dér til Stede, udstod den trofaste Mand Herigar mange Forhaanelser af de vantro, men ved Guds rige Naade blev paa hans Bøn den sande Tros Forkyndelse bekræftet ved himmelske Jertegn. Af disse ville vi her efter Løfte anføre nogle, for at hans uovervindelige Trosmod kan komme for Dagen.1


Da han nemlig en Gang sad paa et Thingsted, en Løvsal paa aaben Mark, indrettet til Samtale, og hine blandt anden Snak, som der faldt, havde rost deres Guder, ved hvis Yndest mange Ting lykkedes vel for dem, og med mangfoldige Ord bebrejdede ham, at han alene med en tosset Tro afveg fra, hvad alle vare enige om, skal han, brændende i Aanden som han var, have svaret dem:


Dersom der er saa stor Uvished om den guddommelige Majestæt, hvilken Tvivl dog paa ingen maade burde finde Sted, saa lad os prøve ved Jertegn, hvem der er størst Magt i, enten eders mange saakaldte Guder, eller min ene, almægtige: Herre Jesus Kristus. Se, det bliver snart Regn, (thi Regnen hang dem over Hovedet), paakalder I eders Guders Navne, at Regnen ikke maa falde over eder, og jeg vil paakalde min Herre Jesus Kristus, at ikke en Regndraabe skal røre mig, og den skal være Gud, som i dette Stykke bønhører dem, som ham paakalde.”


Da de vare blevne enige om det, og hine alle sad paa den ene Side, men han med en lille Dreng paa den anden, begyndte enhver af dem at paakalde sin Gud, men han paakaldte den Herre Kristus, - og en Skylregn faldt fra Himlen og gjorde hine alle saa dyngvaade, at det saa ud, som om de med Klæderne paa vare kastede i en Flod; ja endog Bladene, som med Voldsomhed styrtede ned over dem fra de Grene, hvoraf Løvhytten der var bygget, viste, at de var overvældede af den guddommelige Magt. Men over ham og Drengen, som var hos ham, faldt ikke en Regndraabe. Da dette var sket, og hine vare forvirrede og fulde af Forundring, sagde han:


“Ser her, hvem der er Gud ! Hold op, I ulykkelige, at kalde mig bort fra hans Dyrkelse; skammer eder hellere ved eders Vildfarelser og lærer Sandhedens Vej!”


En anden Gang hændte det sig, at han havde en hæftig Smerte i sit Skinneben, saa han paa ingen Maade kunde komme fra det Sted, hvor han var, uden han blev baaret. Da han længe maatte udholde denne Besværlighed, begyndte mange at komme til ham for at besøge ham. Nogle raadede og formanede ham til, at han skulde ofre til Guderne for sin Helbredelse, andre angreb og forhaanede ham, fordi han ikke havde nogen Gud og derfor ikke kunde komme sig.


Da dette nu ofte gik paa, og han bestandig viste deres daarlige Forslag tilbage, kunde han til Slutning ikke døje deres Bespottelse og svareder at han ingenlunde vilde søge Hjælp hos deres forfængelige Afgudsbilleder, men hos sin Herre Jesus Kristus, som kunde, om han vilde, i et Øjeblik helbrede ham for hans Svaghed. Han lod straks sine Folk kalde og befalede, at de skulde bære ham til hans Kirke. Da han var sat dér for alle tilstedeværendes øjne, udøste han ydmyge Bønner for Gud og sagde:


“Min Herre Jesu Krist! lad disse ulykkelige faa at vide, at du alene er Gud, og at der er ingen anden foruden dig. Giv derfor mig, din Tjener, denne Time min forrige Legemssundhed tilbage; for at Modstanderne kunne se dine store Gerninger, skamme sig ved deres Vildfarelser og blive omvendte til at kende dit Navn! Gør, hvad jeg beder, for dit hellige Navns Skyld, som er velsignet i Evighed, og lad dem ikke blive beskæmmede, Herre, som haabe paa dig !”


Efter disse Ord blev han helbredet ved den Guddommelige Naade. Han blev straks frisk og sund, gik selv uden Hjælp ud af Kirken, takkede Gud for sin Frelse, og da han ved Troen paa Kristus fik sin Helsen igen, beskæmmede han mere og mere de vantro.


Næsten paa samme Tid hændte det sig ogsaa, at en svensk Konge ved Navn Anund blev udjaget af sit Rige og levede som landflygtig hos de danske. Da han ønskede paa ny at indtage sit forrige Rige, begyndte han at søge hjælp hos dem og lovede dem Guld og grønne Skove, naar de vilde følge med. Han fortalte dem om den By, som hed Byrka, at der var mange rige Købmænd og Overflødighed paa alt godt og mange Penge og Kostbarheder. Til denne By lovede han at føre dem, hvor de, uden at deres Hær led stort Tab, kunde faa, hvad de trængte til. De blev glade over de Herligheder, som var dem lovede, og begærlige efter at faa Fingre i Kostbarhederne og gav ham til Hjælp 21 Skibe, fulde af raske, stridbare Karle, og overlod dem til hans Raadighed. Selv havde han 11 Skibe, der tilhørte ham.


e stævnede ud fra Danmark og kom uventede til den omtalte By. Kongen var just den Gang langt borte, og Høvdingerne og Almuen kunde ikke samles. Alene ovennævnte Herigar, som var Befalingsmand paa Stedet selv, var til Stede tilligemed de Købmænd og Folk, som var blevne hjemme: I denne store Knibe flygtede de til den Borg, som Laa tæt ved. De begyndte dernæst at love og bringe Løfter og Ofre til deres Guder eller rettere Djævle, for at de ved deres Hjælp kunde frelses af saa stor en Fare.


Men da Borgen selv ikke var meget fast, og de selv var for faa til at staa imod, skikkede de Sendebud ud til dem, som skulde tilbyde Forlig og Forbud. Kong Anund lod dem vide, at de skulde betale 100 Pund Sølv i Løsepenge for selve Byen, saa skulde de faa Fred. Disse sendte straks, hvad der forlangtes, og nysnævnte Konge tog derimod. Men de danske bleve meget fortrydelige over dette Forlig, fordi det ikke var gaaet, som de havde ventet, og lavede sig til at kaste sig over dem og udplyndre og opbrændte Stedet selv i Bund og Grund; de sagde, at hver Købmand derinde ejede mere end det, man havde punget ud med til dem, og at de paa ingen Maade vilde taale, at man saaledes holdt dem for Nar.2


Medens de havde det for og beredte sig til at storme den Stad, til hvilken Byrkas Indbyggere var flygtede, fik disse det ogsaa at vide. Derfor samlede de sig atter, og da de paa ingen Maade havde Kræfter til at staa imod, og der intet Haab var om, at de kunde slippe bort, opmuntrede de hverandre til at bringe deres Guder større Løfter og Ofre. Men da blev Guds tro Tjener Herigar vred paa dem og sagde:


“Forbandet af Herren være eders Løfter og ofre tilligemed eders Afguder! hvor længe vil I trælle for Djævle og med forfængelige Løfter til eders egen Ulykke styrte eder selv i Fattigdom? Se, meget har I ofret, og mere har I Lovet, desforuden har I givet de 100 Pund Sølv. Hvad har det gavnet eder? Se, nu komme de for at plyndre alt, hvad I have, eders Hustruer og Børn ville de føre fangne bort, Borgen og Byen ville de brænde, og I ville falde for Sværdet ! Hvad gavner eder nu eders Afgudsbilleder?”


Ved disse Ord blev de alle forfærdede, vidste ikke, hvad de skulde gøre, og svarede som med en Mund: “Overvej du hvorledes vi skal blive frelst og giv du os Raad, og hvadsomhelst du raader os til, det vil vi uden Betænkning gøre.” - “Ja,” sagde han til dem, “naar I vil gøre Løfter, saa lov og betal dem til den almægtige Herre og Gud, som hersker i Himlene, og hvem jeg tjener i en god Samvittighed og i en ret Tro. Han er alles Herre, al Ting beror paa hans Vilje, og ingen kan modstaa hans Magt. Naar I derfor af ganske Hjærte søge hans Bistand, skal I faa at fornemme, at hans almægtige Hjælp ikke skal svigte eder.”


Efter dette hans Raad gik de alle endrægtig og frivillig ud paa Marken, som det der var Skik, og lovede for deres Befrielse, at de vilde faste og give Almisse, den Herre Kristus til Ære. Medens dette stod paa, begyndte ovennævnte Konge at forhandle med de danske, at de ved Lodkastning skulde ransage, om det var med Gudernes Vilje, at dette Sted skulde ødelægges af dem. “Der er derinde,” sagde han, “mange mægtige og store Guder; der er ogsaa for længe siden opbygt en Kirke, og mange kristne dyrke der Kristus, og han er den stærkeste af Guderne og kan hjælpe dem, som forlade sig paa ham, ligeom han vil — derfor maa man nødvendig udforske, om det er efter guddommelig Vilje, at I drives til dette.”


Og det kunde de ingenlunde sige nej til, fordi det saaledes er Skik hos dem. Altsaa blev der spurgt ved Lodkastning, og Udfaldet blev, at de Ingenlunde kunde udføre dette til Held for dem og at Guddommen ikke overgav dette Sted til deres Plyndring. Og da der atter blev spurgt, hvor de da skulde gaa hen for at skaffe sig Penge, at de ikke med skuffede Forventninger og tomhændede skulde vende hjem, kom det Svar ud, at de skulde drage til en Stad, som laa langt derfra i Slavenland.3 Dette troede hine, nemlig de danske, som om det var en guddommelig Befaling til dem, drog bort fra ovenomtalte Sted, skyndte sig ad den korteste Vej til den Stad, styrtede sig over de rolige og trygge Indbyggere, overrumplede Borgen, indtog den med væbnet Haand og vendte saa hjem med det Bytte og de mange Kostbarheder, de der havde taget.


Men hin Kong Anund, som var kommet for at udplyndre dem, sluttede Fred og Forbund med dem, gav dem det Sølv tilbage, som han nylig havde modtaget af dem, og blev en Tid lang hos dem, da han ønskede at blive forligt med sit Folk. Saaledes befriede den naadefulde Gud for sin Tjener Herigars Tros Skyld Folket paa det Sted fra Fjendens Anfald og gav dem deres Gods tilbage. Denne Sag foreholdt Herigar dem siden i en offentlig Folkeforsamling og paamindede dem om, at de alvorligere skulde tænke paa, hvem der var Gud. “Ak I ulyksalige,” sagde han, “forstaar dog endelig en Gang, at det er taabeligt at søge Hjælp hos Afguder, der ikke kunne komme Folk til Bistand i deres Nød! Tager ved Troen paa min Herre Jesus Kristus, som I have erfaret at være den sande Gud, som forbarmede sig over eder og trøstede eder, da I savnede al anden Tilflugt! Søger ikke længer til den overtroiske Gudsdyrkelse, eller prøver ved forfængelige Ofre at forsone eders Afguder! Dyrker den.sande Gud, som hersker over alting i Himlen og paa Jorden, og underkaster eder ham og tilbeder ham, den almægtige!”


Jo mere han blev bestyrket i Troen ved Herrens hyppige Velgerninger, desto fyrigere blev han derfor til offentlig, og hvor han var, og for alle at forkynde og ophøje baade Herrens Dyder: og Troens Naade. Saaledes stred han Troens Strid indtil sit Livs Ende; og da han havde fuldkommet sit Løb og sin gode Gerning, og han blev mæt og træt, stod nysnævnte Præst Ardgar hos ham og anbefalede ham til den milde Gud; og efterat have modtaget det hellige Samfundsmaaltid, døde han salig i Kristus.



Noter:

1) Naar der staar, at Hergejr (Herigar) udstod mange Forhaanelser i den Tid, da der ikke var nogen Præst i Sverig, saa tyder dette paa, at han selv har forrettet de gudstjenstlige Handlinger, fordi der ikke var nogen anden dertil. Saaledes har det været almindeligt i Begyndelsen ved alle de private Kirker; Høvdingen eller Bonden blev præsteviet, uden at det forandrede hans Stilling i Samfundet. Da Kristendommen blev indført paa Island, blev dette Forhold næsten eneherskende. Men det hørte snart op i alle Nordens Egne.


2) Den svenske Kong Anund maa sikkert være den samme som Ønundr i Hervarar Saga, der beretter, at han herskede sammen med sin Broder Bjørn (se Kap, 10, Anm. 1). Om det er Broderen eller en anden, der har fordrevet ham, vides slet ikke.

Den Borg, som Bjørkøs Indbyggere flygte til, er rimeligvis Sigtun; dermed stemmer det ogsaa, at Anund omtaler den som et Sted, hvor der er mange mægtige og store Guder. Her var nemlig et anset Hov — Ynglingesaga fortæller, at Odin havde taget Bolig i Sigtun, da han kom fra Don — som dog maatte træde i Skygge for det i Upsala. Anund omtaler ogsaa en Kirke, rimeligvis den, Gautbert havde bygget (se Kap. 13 Anm.. 1).


3) Det har vel været en af de vendiske Kyststæder.



Næste kapitel ►




HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.