Ansgar kap. 24
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af P. A. Fenger
Kapitel 24
Den kristne Gudsdyrkelse faar fast Fod i Sverig
Men da han befandt sig i disse vanskelige og trykkende Omstændigheder, og Dagen nærmede sig, da Thinget skulde holdes, og han en Dag under den hellige Messetjeneste, medens Præsten stod for Alteret og talede de hellige Indstiftelsesord, laa paa sit Ansigt paa Jorden, fik han en Indskydelse herovenfra. Ved den Helligaands Gave fik han nemlig en indre Bestyrkelse og en stor fast Fortrøstning i Sjælen, hvoraf han kunde kende, at alt vilde lykkes for ham, som han ønskede det.
Derfor tilkendegav han efter Messen samme Præst, som var hans meget gode Ven, at han ikke behøvede at frygte, efterdi Guds Naade fulgte med ham.1 Da han spurgte, hvoraf han vidste det, svarede han, at det var ved Aanden indgivet ham herovenfra. Denne hans Sinds Oplysning genkendte hin Broder meget godt, fordi han før af mange Kendetegn havde erfaret, at han paa saadan Maade blev trøstet af Gud.
Sagens Udfald stadfæstede straks denne hans sjæls Fortrøstning. Thi Kongen samlede først Sine Høvdinger og begyndte at forhandle med dem om dette vor Faders Ærende. Disse besluttede, at man ved Lodtrækning skulde udforske, hvad der var Gudernes Vilje i denne Sag. De gik derfor, som det var deres Sædvane, ud paa fri Mark og kastede Lod, og Loddet faldt, at det var med Guddommens Vilje, at Kristendommen dér skulde grundfæstes. Dette Udfald lod straks en af de fornemme, som var Biskoppens Ven, ham vide, og til Trøst for hans Sjæl sendte han ham den kærlige Formaning: “Vær stærk og vær en Mand; thi Gud siger ikke nej til dit Ønske og dit Ærende!” Saa tog han Mod til sig, glædede sig af sit ganske Hjærte og jublede i Herren.
Da nu Thingdagen var kommen, som blev holdt i ovennævnte By Byrka, lod Kongen, saaledes som det er Skik og Brug hos dem, ved Heroldens Røst udraabe blandt Folket, hvad der var deres Ærende. Aldrig saa snart fik de det at høre, før disse Folk, saa gale og forstyrrede som de i Forvejen vare, begyndte at raabe hver paa sit og gøre Støj.
Men midt i denne almindelige Larm rejste sig saa en gammel Mand blandt Almuen og sagde: ”Hører mig, Konge og Folk! Det er ikke først i Dag, at flere af os have faaet noget at vide om at dyrke hin Gud, og om at han formaaede at være dem til stor Hjælp, som haabe paa ham; thi det have mange af os alt ofte erfaret, baade i Havsnød og i al Slags Trængsel. Hvorfor kaste vi da det bort, som vi ved, er nødvendigt og nyttigt for os? Det er jo ikke saa sjeldent at nogle af os rejste til Dorstad og frivillig antog denne Gudsdyrkelse, da de fornam, at det vilde blive dem til Gavn. Nu ligger der mange Røverreder imellem, og ved Vikingernes Overfald er denne Rejse bleven meget farlig for os. Hvad vi før søgte med Bekymring, da det var saa langt borte, hvorfor tage vi ikke imod det, naar det her bydes os med det samme? Og naar vi have erfaret, at den Guds Naade har været os nyttig i mange Ting, hvorfor skulde vi da ikke gerne tillade, at hans Tjenere forblev hos os ? Saa agter, Folk! vort Raad, og kaster ikke bort, hvad der er til eders egen Gavn! thi skulde det engang hændes, at vi mistede vore egne Guders Yndest, saa er det godt at have denne Guds Naade, som altid og i alle Ting kan og vil hjælpe dem, som ham paakalde!”
Da han havde talet saaledes til Ende, blev Folkemængden enig og vedtog, at baade Præsterne maatte være hos dem, og at hvad der hørte til Kristi Sakramenter, maatte ske hos dem uden Modsigelse. Nu rejste Kongen sig fra Thinget og sendte straks sin Staller med Biskoppens Sendebud og lod ham bringe den Besked, at Folket var enstemmig gaaet over til hans Mening, og dette var ham meget kært; men han kunde dog endnu ikke tilstaa ham fuld Tilladelse, førend han paa et andet Thing, som skulde holdes i en anden Del af hans Rige, meddelte det samme til de der boende Folk.
Da søgte atter vor Fader, (velsignet være hans Minde!) sin Hjælp, som han plejede, og bad inderlig til den milde Gud, og se! Thingdagen kom, Kongen lod ved Heroldens Røst Biskoppens Ærende udraabe og tillige bekendtgøre, hvad der var sagt og sket paa det forrige Thing. Og nu blev ved Guds naadige Forsyn alles Hjærter saaledes forenede, at de tilsammen roste det forrige Things Beslutning og tilstod, at de ogsaa paa alle Maader vilde samtykke deri.2
Noter:
1) Det er naturligst, ved Præsten at tænke paa Gautberts Slægtning Eribert, som var given Ansgar som Medhjælper. Fordi han kaldtes hans meget gode Ven, mener andre, at det har været Rimbert,
Bogens Forfatter. Og ganske vist siges der ogsaa om ham i “Rimberts Levned”, at han var Ansgars uadskillelige Ledsager paa Misisonsrejserne (Kap. 5), og tillige, at hvor der i “Ansgars Levned” omtales en meget fortrolig Lærling, der har Rimbert betegnet sig selv (Kap. 9).
Dette sidste er ingenlunde tvingende, da det samme Udtryk i Begyndelsen af Kap. 22 ogsaa bruges om Kong Haarik; og imod denne Antagelse kan det gøres gældende, at Rimbert endnu ved Ansgars Død skal have været Diakon og altsaa ikke nogensinde har været Præst (se Indledn.) .
2) De to forskellige Thing, som holdes, er uden Tvivl Sveernes og Göternes; Landet var nemlig delt i to Riger, Göternes mod Syd, Sveafolkets mod Nord. Grænseskellet var til Dels umaadelige Skovstrækninger (Kolmaarden). Det første Thing, det i Bjørkø, maa have været for Sveariget det andet altsaa for Göteriget; Olaf har været begge Rigers Konge.
