Ansgar kap. 29
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af P. A. Fenger
Kapitel 29
Apostoliske Mænd sendes til Sverig. Ebos Profeti om Kirken i Norden.
Medens dette gik for sig, sendte fornævnte højærværdige Biskop Gautbert til det svenske Folk en Præst ved Navn Asfred, som var dansk af Fødsel og havde været opdraget af Hr. Ebo til Herrens Tjeneste.
Da han var kommet derhen, vendte ovennævnte Præst Eribert tilbage derfra; Asfred opholdt sig dér 3 Aars Tid eller mere efter alles enstemmige Ønske. Men siden, da han spurgte Gautberts Død, vendte han ogsaa tilbage derfra, og da han havde opholdt sig en Tid lang hos os1, blev han angrebet af en besværlig Sygdom, Smerterne toge til, og han døde.
Da dette var sket, og Biskoppen ikke kunde finde sig i, at den der opkomne kristne Tro skulde dø hen, besluttede han at sende sin egen Præst, som hed Ragembert2, derover. Han var særdeles skikket til denne Gerning og meget villig til den lange Rejse. Men da han ilede til den omtalte Havn Slesvig, hvor Skibene laa med de Købmænd3, som skulde rejse med ham, traf det sig, at han undervejs ved Djævelens List faldt i et Baghold af danske Røvere, blev berøvet, hvad han havde, og paa den hellige Marias Himmelfartsdag fuldkommede han ved en Salig Hengang det Løb, han med god Vilje havde begyndt.
Skønt denne Begivenhed gjorde Biskoppen megen Sorg, kunde han dog ingenlunde bortdrages fra, hvad han havde foresat sig. Men til denne Gerning indviede han ikke længe efter en anden til Biskop, som ogsaa var dansk af Fødsel og hed Rimbert. Ham sendte han for Kristi Navns Skyld til hine Egne, og han blev velvillig modtaget af Kongen og Folket, og han har ved Guds Naade frit forvaltet de guddommelige Sakramenter hos dem indtil denne Dag. Han paalagde ham ligesom de øvrige Præster, som han før havde beskikket til Hedningerne, at de ikke skulde begære eller eftertragte nogens Ejendom, og formanede dem saa inderlig til, at de hellere efter den salige Apostel Pauli Eksempel4 skulde arbejde med deres egne Hænder, og at, naar de havde Føde og Klæder, skulde de dermed lade sig nøje. Dog hvad der hørte til deres og deres Følgesvendes Nødtørft, og desforuden hvad der maatte gives ud for at skaffe sig Venner, det forsynede han dem overflødigt med af sit eget.5
Omendskønt vor Fader under disse mangfoldige forskellige og trykkende Omstændigheder, som vi have fortalt om samme Sendelse, altid som sagt blev styrket ved Indskydelse herovenfra, for at han ikke skulde lade af fra det begyndte Værk, saa havde han desuden en ikke ringe Trøst i denne Sag baade af den Fromhed og af den Sjæls Fyrighed, der var hos ovennævnte Erkebiskop af Rheims, Hr. Ebo, der først havde overtaget denne Sendelse. Thi brændende i Aand og Hjærte, som han var for Hedningernes Kaldelse, opfordrede han ham bestandig til at forkynde Troens Naade for hine Egne og paamindede ham ivrig om ikke at slippe, hvad der var begyndt.
Tilskyndet ved hans Formaningsord og den store Sindsfyrighed, der brændte i den gode Mand for denne Sag, drog han uden at vakle Omsorg for det ham betroede Kald og kunde aldrig ved noget Ildebefindende eller nogen Modgang drages bort fra det begyndte Værk.
Og skønt de Raad og Formaninger vare utallige, hvormed ovennævnte Ypperstepræst trøstede og glædede vor Faders Hjærte, kunde han dog især aldrig glemme den Samtale, de havde haft, da de sidste Gang taledes ved i denne Verden om dette Anliggende. Thi da vor Biskop havde opregnet de mange Vanskeligheder, som der var mødt ham, og spurgte ham, hvad han tænkte om samme Sendelse, og bad, ja fordrede af ham, at han vilde sige det, dersom han havde et eller andet Trøstens Ord i denne Henseende, saa var det, som om en profetisk Aand kom over ham, og han svarede:
“Jeg er vis paa,” sagde han, “at hvad vi have begyndt af arbejde for Kristi Navns Skyld, skal bære Frugt i Herren. Thi det er min Tillid, og saaledes tror jeg fast, ja véd det vist, at om det ogsaa stundom for Syndens Skyld skal blive ligesom forhindret, hvad vi have begyndt hos hine Folkefærd, skal det dog aldrig gaa helt tilbage, men bære Frugt ved Guds Naade og lykkes, indtil Herrens Navn naar til Verdens Ende.” 6
Denne var altsaa deres Tro; de søgte med dette Sind de fremmede Hedningers Grænser, og med en saadan gudelig Kærlighed stred de for Herren, af hvem de ogsaa upaatvivlelig skulle erholde Løn for deres Arbejde. Dette fromme Sind veg aldrig fra vor Herres og Faders Sjæl, og han ophørte aldrig at bede for Hedningernes Frelse. Tværtimod, skønt hans Stift næsten bestandig rundtom blev ødelagt af Vikinger, som kom fra de nysnævnte Hedningefolk, og hans Hus og Gaard blev udplyndret, bad han bestandig for sine Modstandere og Efterstræbere og anraabte uden Ophør den barmhjertige Gud for deres Omvendelse, som tilføjede ham ondt, og begærede, at det ikke maatte tilregnes dem, at de, ubekendte med Guds Retfærdighed og bedragne ved en djævelsk, Vildfarelse, øvede Fjendskab mod de kristne.
Saadan brændende Bekymring havde han for denne sin Embedsgerning, at han endog paa Sottesengen aldrig ophørte at tænke paa og virke for den, førend han udaandede sit sidste Suk. I denne fromme Iver blev han borttagen fra Verden, og vi tro, at han ved Guds Naade som Løn for hin gode Strid vil paa den almindelige Opstandelsesdag herlig og salig gaa ind i Himmeriges Rige, ledsaget af en stor Skare af troende, som han har vundet for Herren af det danske og svenske Folk.
Noter:
1) I Bremen.
2) Bedre: Regnbert.
3) Jfr. Kap. 9
4) Ap. Gern. 18, 3, 20-34.
5) Vi læse her, at Ansgar aldrig tabte den fjærne svenske Menighed med Bjørkø som Midtpunkt af Sinde; tre Mænd blev sendt dertil, den ene dog ikke sendt af Ansgar, men af Gautbert.
Den første var Asfred, der drog tilbage ved Rygtet om Gautberts Død, fordi det var i hans Navn, at han havde virket. Gautberts Død mener man, har været i Aaret 858. I Osnabrück, hvor han havde været Biskop sine sidste Aar, ærede man ham som Martyr; men der foreligger ingen Efterretninger om hans Død, maaske er han bleven dræbt ved et af Normannernes talløse Indfald.
Den anden Præst naaede ikke til sin Menighed, men den tredje, der tilmed indviedes til Biskop, den danske Rimbert, lykkedes det at udfolde en velsignelsesrig Virksomhed; det fælles Sprog, den danske Tunge, har vel ogsaa lettet ham den en Del. Han er vistnok kommen til Sverig 859 og siges at have virket der “indtil denne Dag”; paa den Tid altsaa, da Erkebiskop Rimbert og hans Medforfatter skrev “Ansgars Levned”, var den danskfødte Rimbert endnu Biskop i Bjørkø (henimod Aar 870).
6) Den Samtale mellem Ansgar og Erkebiskop Ebo af Rheims, som Forfatteren lader være Afslutningen paa sin Skildring af Ansgars Missionsvirksomhed, har ikke fundet Sted efter de Begivenheder, der fortælles sidst; dengang var Ebo nemlig forlængst død. Ebos Trøst og Opmuntring, som kom i rette Øjeblik, er snarere fra Tiden før Genoptagelsen af Forkyndelsen i Danmark.
Da Ebo er en saa betydelig Mand, skal hans Skæbne her omtales i Korthed. (I Kap. 12, Anm. 1, er jo fortalt om hans Herkomst, Ophøjelse og Missionsgerning.)
Skønt han havde sin Ungdomsven Ludvig den fromme at takke for, at han var hævet lige fra de vordnedes Stand til at være en af de mægtigste og mest ansete Erkebisper, sluttede han sig dog ivrigt til hans oprørske Sønner (833); og da Kejseren var bleven afsat paa Rigsdagen i Compiegne, fik Ebo sat igennem, at han endda underkastede sig en offentlig Kirkebod: Sværdbæltet blev ham frarevet, og han blev iført Haarskjorten (Ludvig den frommes Afsættelse er allerede omtalt Kap. 14, Anm. 1).
Men denne Hjerteløshed vakte ogsaa Afsky hos de fleste. Da det bratte Omslag kom, og Kejseren fik sin Magt tilbage, flygtede Ebo over Hals og Hoved med Kirkeskattene fra sit Erkesæde; hans Agt var at søge Tilflugt i Danmark — en Krønikeskriver fra Hildesheim siger, at han kom til Ansgar — men han blev grebet og sat i Fængsel i Bonifaciusklosteret i Fulda.
Paa den højtidelige Forsamling i Thionville (835), hvor Kejser Ludvig blev genindsat i sin gamle Værdighed, bekendte Ebo sin Brøde og erklærede sig selv uværdig til sit Embede, hvorpaa de forsamlede Biskopper afsatte ham, og han blev ført tilbage til sit Fangenskab.
Efter Ludvig den frommes Død (840) vendte han vel ved Lothars Hjælp tilbage til sit Erkesæde; men under den voldsomme Broderkrig, der nu begyndte, kunde han ikke blive der for Karl den skaldede, men maatte flygte til Lothar. Af ham fik han nogle Abbedier, da Paven (Sergius II) vægrede sig ved at give ham Rheims tilbage; men da han ogsaa faldt i Unaade hos Lothar, drog han til den tredje af Brødrene, Ludvig den tyske. Han modtog ham godt — maaske bevæget dertil af Ansgar, maaske var det dog kun af Politik — og gjorde ham til Biskop i Hildesheim, hvor han blev til sin Død 851.
Historien mindes ham som en Mand, hvis Karaktermærker var Utaknemmelighed, Troløshed og Grusomhed; naar man tilmed har ham mistænkt for en storartet Forfalskning af Pavebreve (de saakaldte pseudo-isidoriske Dekretaler), er det dog næppe med Rette.
Men til hans Undskyldning skal det siges, at han ikke begyndte sin ulykkelige Kamp af Hensyn til sin Person, men han stred for en Idé, og meget, der ser ud næsten som Ondskab, maa tilskrives hans hensynsløse Iver for Kirkens Selvstændighed og Vel; han har som saa mange andre af Datidens betydelige Mænd set, hvorledes Ludvig i sin Svaghed og Mangel paa Herskerevne skadede Karl den stores Rige (se Kap. 6, Anm. 2), og han har anset det for sin Pligt at træde op mod sin Ven og overhugge de Baand, der knyttede dem sammen, for at gøre sit til at sikre Riget og Kirken.
Ebo har ogsaa sikkert haft sine gode Sider, og her kan da blandt andet nævnes hans Iver for Missionen, som ikke kølnedes; Ansgars Ærefrygt og Hengivenhed for ham tør nok efter det Billede, vi har af hans Sindelag og Tænkemaade, være os en Borgen herfor; saa vi kan her slutte os til Adam af Bremen, som idet han ikke skjuler Ebos Synder, dog ved at sige det til hans Ære, at Ansgar bevarede sin Kærlighed til ham lige til det sidste. Og — som Historikeren A. D. Jørgensen siger — “det var heller ikke lidet, Ansgar skyldte denne Karakter og fyrige Aand. Ikke blot havde han brudt Vej baade hos Kejseren, Paven og i det fremmede Land; han vedblev bestandig at støtte sin fromme og gudhengivne, men ikke sjælden overvældede og klejnmodige Ven .... Saa lad da disse to Mænd staa ved Siden af hinanden i den nordiske Kirkes Daggry, den rene ved Siden af den urene, den lidenskabeligt hensynsløse Aand ved Siden af den jomfruelige, drømmerige Sjæl; det Værk, som de grundlagde, kom til at bære Præg af dem begge: saa hvile da ogsaa over det den Velsignelse, hvori de mødtes!”
