Ansgar kap. 30
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af P. A. Fenger
Kapitel 30
Den hellige Ansgars Bodfærdighed, Bønner og Almisser
Da vi nu have talet saa meget om hans Embedsgerning og om den Omhu, han anvendte paa andres Frelse, saa er det vistnok ogsaa paa Tiden at fortælle, hvorledes han i sit eget Indre øvede sig for at frelse sin egen Sjæl, og hvordan han i Gudsfrygt bestandig spægede sit Legeme.
Hvorledes han hos Eder i Klosteret udmærkede sig ved al Tarvelighed og Gudfrygtighedsøvelse, behøver jeg ikke at sige Eder, det véd I bedst selv; dog var han, som vi have hørt, alt i sin Opvækst og som Yngling Genstand for de gamles og bedagedes Beundring og Efterligning.
Men da han saa hos os var bleven Biskop, gjorde han sig ikke alene al Flid for, paa alle Maader at fuldkomme, hvad han i Klosteret havde begyndt, men ogsaa at efterligne alle de helliges, især dog den salige Martins Levned.1 Thi han bar en Haarskjorte paa sit bare Legeme, ikke alene, om Dagen, men ogsaa om Natten.
Fremdeles, hvor meget han end bestræbte sig for, som han havde læst i dennes Levnedsbeskrivelse, at gavne Folk ved at prædike Herrens Ord, søgte han dog stundom Ensomhed, for at øve sig selv i gudelig Betragtning. Dertil havde han ogsaa bygget sig en passende lille Bolig, som han kaldte: “Sorgens venlige Hvilested”. Dér dvælede han med nogle faa Venner og boede for sig selv, saa ofte han kunde være fri fra Prædiken og Kirketjeneste og fra at foruroliges af Hedningerne, dog saaledes at han aldrig foretrak egen Bekvemmelighed og Lyst til Ensomhed for, hvad der kunde gavne den Hjord, som var ham betroet. Fremdeles, saa længe han paa nogen Maade var i Besiddelse af Ungdoms Kraft, plejede han ofte at tage Brød til sig efter Vægt og Vand efter Maal, især naar han kunde leve i Ensomhed.
Paa den Tid blev han, som han selv forsikrede, ikke lidet fristet af Forfængelighedsdjævelen. Thi Menneskeslægtens Fjende søgte at smitte hans Sjæl med nysnævnte Pest, og han syntes stor i sine egne Øjne, fordi han kunde leve saa afholdende.
Herover blev han saa bedrøvet, vendte sig af al Magt i Bønnen til sin fromme Herre og begærede, at han ved sin Naade vilde befri ham fra denne fordærvelige Ugudelighed. Hvad ogsaa skete. Og da han stred heftig i Bønnen for denne Sag, syntes det ham en Nat, da han var falden i Søvn, at det var, ligesom han blev hendragen til Himmelen, og at hele Verden ligesom svandt ind til en hæslig Dal, hvorfra dog de frommes Sjæle, skønt ved Englenes særlige Tjeneste, baade bleve revne ud og førte til Himlen. I denne mørke Dal blev der nemlig vist ham noget, der saa ud som den Sæd, hvoraf Menneskearten har sin Oprindelse. Og da han betragtede alt dette med Undren og Gru, fik han Befaling at give Agt paa, af hvilken Begyndelse han korn til dette Liv, og der blev sagt: “Hvorfra”, saa lød det, “kan nogen Stolthed komme i et Menneske, der er fremkommet af saa ringe Oprindelse i Graadens Dal, og som ikke har, hvad godt der maatte findes hos ham, af sig selv, men af ham, fra hvem al god og al fuldkommen Gave kommer2 . ”Naar du derfor,” lød det videre, “skulde blive fristet af nogen Forfængeligheds Pest, saa erindre dette og kom i Hu, hvorfra du har dit Udspring, og ved Guds Naade skal du blive fri !” Hvad ogsaa skete saaledes.
Men nu, efter at han var bleven gammel, kunde han ikke være saa afholdende i Spise; dog var hans Drikke bestandig Vand, kun at han, mere for at undgaa Forfængelighed end for en Behageligheds Skyld, blandede nogle Draaber Vin i det Vand, han skulde drikke. Fordi han imidlertid i sin Alderdom ikke kunde leve saa tarvelig som før, søgte han at bøde derpaa ved Almisser og Bønner og mange andre gode Ting. Thi for den Sags Skyld løskøbte han mange Fanger, hvilke han ogsaa skænkede Friheden. Men nogle af dem, som kunde være skikkede dertil, lod han undervise i den hellige Skrift for at opdrage dem til Guds Tjeneste.
Fremdeles, hvilken Flid han anvendte i at opvække sig selv til Fromhed og Kærlighed til Gud, bevise de store Bøger, vi har, som han selv med egen Haand har forsynet med Anmærkninger. Disse Bøger ses alene at indeholde det, som hører til den almægtige Guds Pris og til Synderes Revselse, ogsaa til at berømme et saligt og evigt Liv og vække Gru for Helvede, samt hvad der vedrører Anger og Samvittighedsnag. Det ved ogsaa Brødrene, baade de der opholde sig hos Eder og i Ny Korvej, og af hvem han hyppigt til dette Brug begærede, og som ogsaa sendte ham nogle saadanne Haandskrifter.
Men han kunde aldrig faa nok, fordi han vilde tilbringe hele sit Liv i Sorg og Taarer. Thi omendskønt Hjærtets Bedrøvelse hyppigt bragte ham til at græde, syntes det ham aldrig at være nok, før han i det sidste Aar af sit Liv fik af Herrens Godhed den Naade, han ogsaa længe havde søgt efter, at han kunde græde, saa ofte han kun vilde. Desforuden føjede han af de mest rørende Steder, som han tog af den hellige Skrift, til alle Salmerne (nemlig et til hver Salme) et eget Hjertesuk, som han plejede at kalde “Kryddervin”3 , for at Salmerne af denne Aarsag kunde smage ham desto bedre. I denne Kryddervin brød han sig ikke saa meget om, hvordan Ordene var sat sammen, men søgte kun Hjærtets Rørelse. Deri lover han snart Guds Almagt og Dom, snart laster og dadler han sig selv, snart priser han de hellige salige, som adlyde Gud, snart sørger han over de elendige og Synderne og sagde altid om sig selv, at han var den værste af dem allesammen.
Naar andre sang Salmer med ham, og Salmen var til Ende, plejede han saa sagte at nynne disse Hjærtesuk hos sig selv, og han vilde ikke sige dem højt til nogen.
Dog var der en af vore, som var hans fortrolige Ven4 , og som ved at bede ham meget derom endelig fik ham til at sige ham “Kryddervinen” Ord til andet, just som han plejede at synge den. Det skrev han op, dog viste han det ikke til nogen i vor Faders levende Live; men efter hans Død gav han denne Opskrift, til hvem der havde Lyst at læse den.
Medens han sang Salmer, plejede han tillige ofte at foretage sig et Haandarbejde; thi paa de Tider bandt han gerne Fiskegarn .5
Men med Salmerne selv havde han en vis Inddeling, nogle som han sang om Natten, nogle om Dagen, nogle naar han beredte sig til at synge Messe, nogle naar han igen klædte sig af og gik i Seng. Men om Morgenen, naar han klædte sig paa og vaskede sine Hænder, sang han altid Litaniet; og saa gik han til Kirke og lod holde 3 eller 4 Messer, medens han selv stod hos og gjorde Tjeneste. Dog paa den fastsatte, lovbestemte Tid om Dagen sang han selv Højmessen, uden naar der var tilstødt ham en eller anden Upasselighed, for saa hørte han til.
Men hvo kan beskrive, hvor rund han var til at give Almisse, da han ønskede at bortgive alt, hvad han havde, til de nødlidende, efter Guds Vilje. Thi hvorsomhelst han vidste, der var nogen, som led Nød, fik han travlt med at hjælpe ham, saa vidt han kunde; og ikke alene i sit eget Stift, men ogsaa til dem, som boede paa langt bortliggende Steder, rakte han en hjælpsom Haand.
Navnlig havde han stiftet et Hospital (Fattighus) i Bremen, hvortil han lagde Tienden af nogle Landsbyer, for at der baade de fattige daglig kunde optages og de syge vederkvæges.
I hele sin Embedstid uddelte han ogsaa til de fattiges Behov Tiende af sit Kvæg og af alle sine Indkomster, ogsaa Tiende af de Tiender, der tilkom ham; og hvad for Penge eller anden Afgift han fik ind, gav han Tiende af til Fordel for de trængende. Desforuden hvert 5te Aar gav han paany Tiende til Almisseuddeling af alt sit Kvæg, som han ogsaa havde fortiendet det før. Ogsaa af de Penge, som kom ind til Klosterkirkerne, bestemte han en Fjerdedel til samme Brug.
Han havde altid den største Omhu for faderløse og Enker, og hvorsomhelst han vidste, der var Eneboere, enten det var Mænd eller Kvinder, søgte han ved hyppige Besøg og Gaver at styrke dem i Guds Tjeneste og staa dem bi ved Hjælp til deres Nødtørft. Han havde ogsaa altid i sit eget Belte en Pengepung, for at, naar det traf, at der kom en trængende, og hans Almisse-Uddeler ikke var til Stede, han da selv uden Ophold kunde have noget at give bort.
Thi han stræbte tilfulde at opfylde hint Ord af den salige Job6 , ikke engang at lade Enkens Øjne vente en liden Stund; og saaledes søgte han paa alle Maader baade at være den blindes Øje og den haltes Fod og de fattiges Fader. Men i Fastetiden lod han daglig i Bremen 4 fattige bespise, nemlig 2 Mænd og 2 Kvinder. Mændenes Fødder toede han selv med Brødrene; men Kvindernes toede paa hans Vegne i ovennævnte Fattighus en Nonne, hvis Lydighed imod Gud og fromme Kærlighed han nøje kendte.
Endelig, naar han som Biskop drog om i Stifterne, saa, førend han selv gik til Bords, befalede han, at de fattige skulde føres ind, og bragte dem baade selv Vand til at to deres Hænder og gjorde Taksigelse og skænkede i for dem; og først naar han havde faaet dem sat til Bords, gik han til sit Maaltid med sine Gæster .7
Som Vidnesbyrd om hans inderlige Medlidenhed og Fromhed maa vi anføre, hvad vi engang saa, da han blandt mange andre havde løskøbt en vis Enkes Søn, der var ført bort som Fange til et langt bortliggende Sted, Sverig nemlig, og havde ført ham hjem med sig til Fædrelandet; thi da Moderen med Glæde saa ham igen og, som Kvinder pleje, stod for hans Ansigt og græd af Glæde, blev ogsaa Biskoppen rørt og græd ikke mindre; straks skænkede han Enkens Søn Friheden og gav ham tilbage til Moderen og lod dem gaa glade hjem.
Og fordi hans Borgerskab, efter den salige Apostel Pauli Ord8 , altid var i Himlen, blev han ofte paa Jorden oplyst ved himmelske Aabenbaringer, saaledes som vi alt have fortalt (skønt vi have forbigaaet meget) saa at næsten alt, hvad der skulde møde ham, blev ham stadig i Forvejen tilkendegivet enten ved en Drøm eller ved en Aabenbarelse dybt i Sjælen eller ved en Henrykkelse. Med hvad vi have sagt, der skete i Sjælen, tro vi nemlig, det gik saaledes til, som naar der læses i Apostlenes Gerninger9 : “Aanden,” hedder det, “sagde til Filip”.
Til alt af Vigtighed, som han skulde bestemme, vilde han have Betænkningstid, og han fattede ikke let nogen Beslutning, førend han blev oplyst af Guds Naade og følte i sin egen Sjæl, hvad der var det bedste; men naar han saaledes var bleven vis i sin Sag ved en Besøgelse herovenfra, fattede han straks i sin Sjæl Beslutning om, hvad der var at gøre.
Fremdeles var, hvad han saa i en Drøm, som vi alt ovenfor have anført mange Eksempler paa, saa sikkert, at vi ikke kunne erindre, at det nogensinde slog fejl. Som Bevis herpaa vil vi anføre, hvad vi have forbigaaet.
Førend han blev kaldet til Bremerkirken10 , syntes han en Nat, at han var kommet til et meget behageligt Sted, hvor han traf den salige Apostel Peter. Og da han beundrede ham, kom der nogle Mennesker og bad ham (nemlig den salige Peter), at han vilde beskikke dem en Lærer og Hyrde. Og da han svarede dem: “Det er ham, som I bør have til Hyrde,” og viste med det samme hen paa Biskoppen, som stod for hans Aasyn, saa syntes han, at der skete et stort Jordskælv, og at han selv var faldet til Jorden; og at der var kommet en Røst over ham og en stor Sødhed i Sjælen (nemlig den Helligaands Salvelse), saa han følte sig ligesom fornyet i Kristi Naade. Men den Røst, der kom, lyste ligesom Velsignelse over ham.
Derpaa syntes det ham, som om de nysnævnte Mænd atter mindede Apostelen om, at han skulde beskikke dem en Lærer; thi de syntes at være misfornøjede med det, han før havde foreslaaet dem. Da var det, ligesom han blev vred og svarede dem: “Har jeg ikke sagt eder, at det burde være ham, som dér staar? Hvorfor har I tvivlet ? Hørte I ikke den Helligaands Røst, som faldt over ham, for at indvie ham til eders Hyrde?”
Ved dette Ord vaagnede han op af Drømmen (som han havde haft, 3 Aar førend han blev kaldet til at bestyre Bremer-Kirken) og blev ganske vis paa, at han skulde drage et eller andet Sted hen i Herrens Navn; men hvorhen, det vidste han ikke. Men efterat han paa Kongens Befaling kom til ovennævnte Kirke og fik at vide, at den var indviet til Sanct Peters Ære, og han dér ogsaa traf nogle, som ikke tog imod ham med Velvilje, saa huskede han paa sit Syn, og det var Aarsagen til, at han overtog Stiftets Bestyrelse; thi ellers sagde og forsikrede han, at han aldrig havde gjort det.
Al hans Omhu gik ud paa Hedningernes Kaldelse, for at han i sin Embedstid maatte gavne dem saa meget som muligt. Derfor var det ogsaa, dengang han havde haft ovennævnte Turholte-Gaard i Besiddelse, at han havde købt nogle Drenge af Normanner eller Slaver og sat dem i Skole paa samme Gaard, for at de skulde opfostres til Herrens Stridsmænd. Saa snart fornævnte Reginar fik den Gaard, tog han nogle af dem bort derfra og sendte dem hen til sit Trællearbejde.
Herover blev Biskoppen meget bekymret; men kort efter havde han det Drømmesyn, at han var kommet ind i et Hus og dér havde truffet hans Højhed Kong Karl og denne Reginar selv, og han syntes, at han skændte paa dem for de samme Drenges Skyld, og stod paa, at han havde ladet dem opføde til den almægtige Guds Tjeneste, og ikke for at de skulde trælle for Reginar. Ved dette Ord syntes han, at samme Reginar løftede sin Fod og sparkede Biskoppen i Ansigtet. Da dette var sket, syntes han straks, at Jesus Kristus stod hos ham og sagde til ovennævnte Konge og til Reginar: “Hvorfor”, lød det, “vanære I denne Mand saa skammelig? I skal faa at vide, at han har en Herre, og I ikke skulle gaa Straf forbi for denne Sag”. Over disse Ord bleve de forskrækkede og forvirrede;
men Biskoppen vaagnede.
Og at dette hans Syn var sandt, derom, vidner den guddommelige Straf, som kom over Reginar selv. Thi ikke længe efter paadrog han sig Kongens Vrede og mistede samme Gaard, med alt hvad han havde faaet af Kongen, og kunde aldrig mere faa hans Yndest igen.
Noter:
1) Den hellige Martin (Morten), Biskop af Tours (død 400), er Fader til Munkevæsenet i Frankrig. Han var oprindelig Kriger, men allerede i den Stilling, og førend han endnu var døbt, viste han sin sjældne Ædelmodighed; da han saaledes engang paa en kold Vinterdag mødte en Tigger i Pjalter, delte han sin Kappe og gav ham det ene Stykke. For sin Fromhed og sit asketiske Levned blev han holdt højt i Ære baade af ansete og ringe Mænd; tillige indlagde han sig stor Berømmelse ved sine ihærdige Bestræbelser for at udrydde Resterne af Hedenskabet og give Folket den rette Kristenkundskab.
2) Anvendelse af Jak. 1,17: Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader o. s. v.
3) Se Tillæg II.
4) Rimeligvis Rimbert selv.
5) Hans Forbillede har heri været Paulus, der ernærede sig ved sit Arbejde, Teltmagerarbejdet (Ap. Gern. 18, 3).
6) Job 31,16 er her tænkt paa.
7) Til denne almindelige Skildring af Ansgars ydmyge Selvfornægtelse og Godgørenhed kan vi endnu tilføje en Del.
Naar det læses, at Ansgar løskøbte mange Fanger (i den Henseende efterlignede Rimbert ham med stor Iver, se Indledn.) og lod en Del af dem opdrage til at blive Præster, maa det bemærkes, at denne Uddannelse er foregaaet i Klostrene, der under de daværende Forhold maatte blive en Slags Præsteseminarier. At Ansgar har stiftet flere Klostre, forbigaas næsten helt i hans Levned, men Adam af Bremen omtaler dem.
Det første var det udmærket indrettede Kloster i Hamborg, om hvilket Rimberts Skrift fortæller, at det blev ødelagt af Vikingerne tilligemed Kirken; rimeligvis har Ansgar faaet det opført igen, da han var bleven Erkebiskop over de forenede Stifter.
Det andet var det, som han grundlagde ved Gaarden Ramesloh, som han fik af Ikia, da han ved Hamborgs Brand var bleven berøvet alt; her samlede han sine bortflygtede Munke.
Det tredje var Klosteret i Bremen; Adam fortæller om dets Munke, at de gik med Kannikers Klædning i Stedet for at være iførte Munkekutten, men for øvrigt levede efter Benediktinerreglen; og endelig fik han oprettet et Nonnekloster i Bremens Omegn i Birxinon eller Brixen, til hvilket den fromme Liudgard, der selv klostergav sig her, skænkede hele sin Formue. Ansgars Klostre var altsaa 4 i Tallet.
Men det var ikke blot til disse Stiftelser, at han anvendte de Midler, der stod til hans Raadighed; i Bremen fik han rejst et Hus, der var et Hjem for fattige og et Herberge for syge; tillige modtog man broderligt paa et saadant Sted de fremmede. Saadanne kristelige Gæstehuse fandtes trindt om i Byerne; den store Basilios i Kappadonien (død 378) er den, der fremfor alle ved sit Eksempel har fremkaldt denne Institution.
Dette Herberge i Bremen blev udvidet først af Rimbert, dernæst af Adaldag, men senere blev det paa det skammeligste under Adalbert ligefrem udplyndret af Stiftets egen Viceprovst, under hvis Varetægt det stod, saa at de fattige fandtes døde paa Gaderne.
Ligesom Ansgar lod sig det være meget magtpaaliggende at sørge for de fattige, faderløse og Enker, saaledes støttede han ogsaa Eneboere af begge Køn; det tilbagetrukne Livs Stilhed tiltalte ham meget, og han levede selv som Eneboer nu og da, saaledes som hans Levnedsbeskrivelse fortæller det.
Man ved ogsaa andet Steds fra, at det var hans Glæde at bringe saadanne Mænd og Kvinder Gaver og samtale med dem; især drog han ofte den lange Vej til Bodedalen øst for Harzen, skønt det laa udenfor hans eget Stift i Halberstads Bispedømme, for at besøge den fromme Liutberg, som boede i en Hule og lærte unge Piger Salmesang og Haandarbejde. (Hendes Bolig findes endnu, overbygget med et Kloster og en Kirke, Michaelstein.)
Som Eksempel paa Ansgars Ydmyghed anføres her i hans Levned, at han i Fastetiden vaskede de fattiges Fødder; den høje Erkebiskop har heri efterlignet en Skik hos Benediktinermunkene, som for at øve sig i Selvfornægtelse ofte vaskede hverandres Fødder, hvilket Synoden i Achen 817 gjorde til Lov for Munkene i Fastetiden, idet der tillige bestemtes, at hver Skærtorsdag skulde Abbeden efter Kristi Forbillede vaske og endda kysse sine Munkes Fødder. Det samme gælder Ansgars Sædvane, at lade de fattige faa Tiende af Stiftets Indtægter.
Andre Beviser paa Ansgars Selvfornedrelse er Fortællingen i Begyndelsen af Kap. 33, ligeledes det eneste Brev fra ham, man har tilbage, i hvilket han berømmer Ebos Fortjeneste af Missionen, men tier helt stille med sin egen, der dog var langt større (se Tillæget II), og endvidere hans Ord om Rimbert, som han mente, var mere værdig til at være Erkebiskop end han selv til at beklæde det laveste kirkelige Embede (se Indledn.).
