Ansgar kap. 34

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ansgar prædiker for Harald Klak
(Louis Moe, 1898)
Rimbert:

Ansgars Levned

oversat af P. A. Fenger


Kapitel 34

Ansgars Død og Begravelse


Fra den Tid af begyndte han med stor Omhyggelighed at besørge og ordne alting i sit Stift og lod derhos Apostelstolens Forordninger, som var udstedte om hans Sendelse, forfatte i mange Afskrifter og sendte dem næsten til alle Biskopper i Kong Ludvigs Rige. Ogsaa Kong Ludvig selv og hans Søn af samme Navn tilstillede han en Afskrift og sendte et Brev med fra sig selv, i hvilket han bad, at de vilde have disse Ting i Erindring, og derhos tillige, naar Omstændighederne krævede det, vilde yde deres Bistand, for at Plantningen selv med Guds Naades Hjælp og ved deres Medvirkning kunde vokse og bære Frugt hos Hedningerne.1


Men da han nu tre Maaneder i Træk led af ovennævnte Sygdom, og Helligtrekongerdag var gaaet forbi, begyndte han at ønske, at det maatte blive ham forundt, paa Marias Renselsesdag at gaa ind til Herrens Herlighed.2


Da denne Fest altsaa nærmede sig, befalede han, at et Maaltid skulde beredes for Klerkene og for de fattige, saa at de paa den højhellige Dag kunde holde Gæstebud. Han befalede ogsaa, at der skulde støbes 3 store Vokslys af hans eget allerbedste Voks, og da de var færdige, lod han dem bringe til sig paa selve ovennævnte Fests Helligaften, og da det var sket, bød han, at det ene skulde tændes foran den hellige Marias Alter og det andet foran den hellige Peters Alter, men det tredje foran den hellige Johannes Døbers Alter, med det Ønske, at de samme maatte modtage ham, naar han gik ud af Legemet, som fordum i ovennævnte Syn havde været hans Førere.3


I øvrigt var han saaledes udmattet og svækket ved denne Sygdom, at der nu næsten ikke var andet tilbage af hans Legeme end Skind og Ben. Dog øvede han sig bestandig i at love Gud. Men da nysnævnte Højtidsdag oprandt, læste næsten alle de tilstedeværende Præster Messe for ham, ligesom de havde plejet daglig at gøre. Men selv tog han sig for at anordne, hvorledes der skulde tales til Folket, og sagde, at han samme Dag intet vilde nyde, førend Højmessen var ude. Da den var til Ende, og han havde spist og drukket en Smule, stræbte han med al Flid næsten hele Dagen igennem at formane sine og at opflamme dem til Herrens Tjeneste og at opmuntre dem, snart alle, snart hver især, som det kunde falde for ham, til at tjene Gud. Dog var hans Omhu og Bekymring mest henvendt paa hans Sendelse til Hedningerne.


Ogsaa tilbragte han næsten den hele følgende Nat med saadanne Paamindelser. Men Brødrene, som var til Stede og udførte Litaniet og sang Salmerne for hans Bortgang, som Brug er, bad han selv, at de ogsaa vilde synge den Lovsang, som er forfattet til at prise Gud med, nemlig: “O store Gud, vi love dig,”4 og derefter Fællestroen, som er sat paa Vers af den salige Athanasius.5 Men da det var blevet Morgen,6 læste næsten alle de Præster, som var til Stede, den hellige, højtidelige Messe for ham, og da han var delagtiggjort i Herrens Legeme og Blod, bad han med oprakte Hænder, at den gode Gud vilde tilgive enhver, som paa nogen Maade havde syndet imod ham. Derpaa begyndte han hyppigt at gentage Bibelsprogene: “Kom mig i Hu efter din miskundhed, for din Godheds Skyld, Herre!” og: “Gud, vær mig Synder naadig!” og: “I din Haand befaler jeg min Aand, du forløste mig, Herre, du Sandheds Gud!”7 Da han selv hyppigt gentog dette og alt flere Gange for Stakaandethed ikke formaaede at sige det igen, bad han en Broder, at han i hans Sted vilde blive ved med at udsige disse Ord, og med øjnene fæstede paa Himlen befalede han sin Sjæl til Guds Naade og opgav Aanden.”8


Da hans Legeme var balsameret, som Skik er, og lagt paa Baaren og førtes til Kirken, fornyedes den almindelige Sorg og Klage, især dog af Klerke, faderløse, Enker, umyndige og fattige. Thi omendskønt der ingen Tvivl kan være om hans Salighed, hvilket fromt eller troende Menneske skulde dog kunne afholde sig fra saa velberettiget en Graad, da vi stod forladte tilbage efter ham, hos hvem alene næsten alle de gamle helliges Dyder levende fremtraadte?


Thi for straks at begynde med alle de udvalgtes Hoved, efterfulgte han, selv fattig, den fattige Kristus. Med Apostelene forlod han alt9 , og med Johannes Døber tilbragte han sin første Ungdomstid bortfjærnet fra den larmende Hob og søgte Klosterets Ensomhed. Og da han dér, alt som Tiden gik, Dag for Dag var vokset op og var gaaet frem fra Dyd til Dyd, og var beskikket til, som et udvalgt Redskab med den salige Apostel Paulus at bære Kristi Navn frem for Hedningerne10 , overtog han siden, med Apostelfyrsten Peter, Hyrdeomsorgen for Kristi Hjord11 , og hvordan og hvorvidt han udførte dette Embede, synes bedst at kunne ses deraf, at han ligesom svævende imellem Himmel og Jord, delt imellem Gud og Næsten, snart var fordybet i guddommelige Syner og himmelske Aabenbaringer, snart ordnede de ham betroede Sjæles Levned og Handlinger. Med dobbelte Vinger var han saaledes dygtig til virksom Daad og gudelig Betragtning; thi eftersom alle de rene af Hjærtet, som Evangelierne lære, skulle se Gud12 , forblev han, dertil udvalgt, ligesom den hellige Apostel og Evangelist Johannes, altid jomfruelig ren baade paa Sjæl og Legeme, men derhos var han saa fuldkommen i Kærlighed til alle, at han endog, med den salige Martyrfyrste Stephanus, bad for sine Forfølgere .13


Og salig tilvisse den Mand og værdig til den største Ros og Berømmelse, hvem det blev forundt, saaledes og saa vidt at efterligne saa stor en Mand og hos sig alene at forene saa manges Dyder, som hellig paa Sjæl og kysk paa Legeme skal med Jomfruerne følge Lammet, ihvor det gaar14 , som altid varagtig i Kristi Bekendelse skal indtage en meget ærefuld Plads blandt “Bekenderne”, han som med Apostlene i alle Tings Fornyelse skal sidde paa hint ophøjede Dommersæde15 for at dømme den Verden, som han havde foragtet, og med Martyrerne modtage Retfærdighedens Krone og Martyrdommets Palme!


Der er, som vi vide, to Slags Martyrdom, det ene lønligt, naar Kirken har Fred, det andet aabenbart, naar Forfølgelsens Dag er for Haanden. Viljen havde han til dem begge, og det sidste naaede han saa at sige ved sin Higen. Fordi han nemlig altid Dag for Dag ofrede Gud paa Hjærtets Alter Taarer, Nattevaagen, Faste, Kødets Spægelse og de kødelige Lysters Dødelse, saa opnaaede han efter ønske det Martyrdom, som han ikke kunde komme til paa Fredens Tid. Og fordi han ikke fattedes Modet til et aabenbart, legemligt Martyrdom under Forfølgeres Sværd, blev hans Vilje taget i Gerningens Sted.


Dog, at han ogsaa havde det Martyrdom i Gerningen, kunne vi ikke aldeles benægte, naar vi lægge Mærke til hans saa store Møjsommeligheder for Herrens Skyld — efter Apostelens Ord16 : “Ofte paa Rejser, i Farligheder i Vandstrømme, i Farligheder blandt Røvere, i Farligheder af mit Folk, i Farligheder af Hedninger, i Farligheder i Ørken, i Farligheder i Byer, i Farligheder blandt falske Brødre, i Arbejde og Møje, ofte i Nattevaagen, i Hunger og Tørst, ofte i Fasten, i Kulde og Nøgenhed, foruden hvad der kommer til: det daglige Overløb af Bekymringer for alle Menigheder, hvo var skrøbelig, og han ikke ogsaa skrøbelig? hvo forargedes, og han brændtes ikke?” Den altsaa, der for Herrens Skyld er fortæret af saa megen og saa stor baade Legems Besværlighed og Sjælekval, hvorledes kan han med Rette siges ingen Martyr at være? Thi dersom alene et Liv, som endte med Pinsel, skulde regnes for et Martyrdom, vilde Herren paa ingen Maade have sagt, at den hellige Evangelist Johannes17 skulde drikke hans Kalk, da vi dog vide, at han ikke endte Livet med en voldsom Død. Og derfor, dersom vi ikke tvivle paa, at han efter Meningen. i Herrens Ord skal regnes blandt Martyrerne, bør vi heller ikke være uenige med os selv om den i Sandhed hellige højsalige Mand, som vi her have beskrevet.


Thi han var Martyr, fordi efter Apostelens Ord18 baade Verden var ham korsfæstet og han Verden. Han var Martyr, fordi han under Djævelens Fristelser, under Kødets Tillokkelser, under Hedningernes Forfølgelser, altid forblev uforfærdet, altid urokkelig, altid uovervindelig i Kristi Bekendelse indtil sit Livs Ende. Han var Martyr, fordi, al den Stund Martyr betyder Vidne, han altid var et Vidne om Guds Ord og om vort kristne Navn!


Ingen skal heller undre sig over, at han ikke naaede til det Slags Martyrdorn, som han selv ønskede med den største Længsel, og som han troede, var ham tilsagt flere Gange; thi det er vist, at det heller ikke var ham lovet lige efter Ordet. Og vistnok kunde i et aabenbart, legemligt Martyrdom maaske nogen Selvophøjelse have indsneget sig i hans Sjæl. For at det kunde blive afværget, gjorde det guddommelige Forsyn baade Løftet og Opfyldelsen saaledes, at baade hans Fortjeneste ikke blev mindre, og Ydmygheden blev bevaret, som er alle Dyders Bevogterinde.


Da det nu fremlyser af, hvad ovenfor er fortalt, hvor hellig og hvor værdig for Gud denne Mand var, saa staar kun tilbage, at ligesom han i alle Ting var Kristi Efterfølger, vi ogsaa bestræbe os for at være hans Efterfølgere.


Saaledes vil det nemlig kunne lade sig gøre, at baade han altid vil kunne leve med os her paa Jorden indtil Verdens Ende, og vi kan værdiges, naar dette Liv er udløbet, at leve med ham i Himlen. Thi han vil leve med os paa Jorden, naar vi have ham for øje i et helligt Liv og Ihukommelse af hans Lære; og vi skulle leve med ham i Himlen, naar vi efter hans Eksempel stedse med al vor Længsel og af al vor Kraft stræbe hen til ham, til hvem han gik forud for os, Jesus Kristus vor Herre, som med Fader og Helligaand lever og regerer, Gud fra Evighed til Evighed, Amen!



Noter:

1) Det var lige i Slutningen af sin Levetid, at Ansgar udfoldede denne Iver for at gøre Nikolaus' Bulle, som netop var kommen til ham i Aaret 864, kendt i vide Kredse, for saaledes at sikre Erkesædet mod Angreb ogsaa ud over den Tid, da han selv styrede det. Han har vistnok skrevet flere Breve, bestemte til at ledsage Afskrifterne af Pavebullen, blandt dem det eneste Brev, man nu kender fra hans Haand. Ogsaa Kong Ludvig den tyske fik, som vi læser det, en Afskrift, og ligeledes hans Søn Ludvig.

Denne fik efter Faderens Død (876) en Del af Riget, Frankernes og Saksernes Land, medens hans Brødre Karlman og Karl den tykke fik det øvrige; denne nye Deling svækkede naturligvis Riget meget og havde til Følge, at Normannernes Ødelæggelser tiltog, og at der ogsaa fra andre Sider blev bragt Nød og Elendighed over Landet. Ludvig III døde allerede 882.


2) Marias Renselsesfest eller Kyndelmisse (missa candelarum, Lysenes Messe, fordi Lysene indviedes denne Dag) 2den Februar.


3) Kap. 2


4) Den berømte gamle Hymne: Te deum laudamus.


5) Det saakaldte athanasianske Symbol. Det er vistnok fremkommet i Vesterland i 6te Aarh. og har saaledes i Virkeligheden intet at gøre med den store aleksandrinske Biskop Athanasius († 373.)


6) Den 3dje Februar (865.)


7) Ps. 25,7. — Luk. 18,13. — Ps. 31,6 (de første Ord er ogsaa Herrens Dødsord paa Korset, Luk. 23,46.)


8) Ansgars Død var.3. Februar 865, som man véd det af Adam af Bremen; hans Sygdom, som varede godt og vel fire Maaneder (se forrige Kapitel), er altsaa begyndt i Efteraaret 864.

Det var Rimbert, som ved Ansgars Dødsleje efter hans Opfordring bad den sidste Bøn for ham; her i “Ansgars Levned” siges der ganske vist i Almindelighed, at det var “en Broder”; men i “Rimberts Levned” Kap. 9 fortælles det udtrykkeligt, at det var Rimbert, og at den døende Erkebiskop ønskede, at netop han skulde bede for ham, “da han paa Grund af hans Livs Fortjeneste ikke tvivlede paa, at han vilde blive bønhørt i sin Bøn for ham, og da han ikke gjorde Forskel paa, hvad Rimbert gjorde, og hvad han selv havde gjort, fordi der altid i dem var ét Hjærte og én Sjæl, én Aand og én Tro.”

Endnu samme Dag blev Ansgars Legeme under stor Sorg og Klage begravet i Bremens Peterskirke foran Jomfru Marias Alter, og ligeledes samme Dag blev Rimbert af Klerkene og Folkene valgt til at være hans Efterfølger, saaledes som Ansgar tre Dage før havde sagt ham.

Meget snart efter blev Ansgar regnet blandt Helgenerne, hans Lig blev taget op og højtidelig skrinlagt; det synes, som om Nikolaus I (død 867) har foretaget denne Kanonisation. “Nordens Apostel” blev holdt højt i Ære, hans Dødsdag højtideligholdtes med Pragt, han blev en yndet Skytshelgen, Kirker og andre Bygninger indviedes til ham, saaledes især i Bremen og Hamborg. Det varede heller ikke længe, inden man tog Relikvier af ham; saaledes skænkede Erkebiskop Adalbert Abbeden i Corbie en Armknokkel af Ansgar, hvilket foranledigede Waldos Digt (se Indledn.); i Norden har Lund, Roskilde og Viborg haft lignende Stykker, og i Hamborg skal man have opbevaret hans Hoved, indfattet i Sølv.


9) Jfr. Peters Ord til Kristus: “Vi have forladt alt og fulgt dig.” Mt. 19, 27.


10) Jfr. Herrens Ord til Ananias om Paulus: Han er mig et udvalgt Redskab til at bringe mit Navn for Hedninger og Israels Børn (Ap. Gern. 9,15.)


11) Jfr. de Ord, som Kristus efter sin Opstandelse 3 Gange siger til denne Apostel: “Vogt mine Lam!” (Joh. 21,15-17.)


12) Matth. 5,8.


13) Ap. Gern. 7,60.


14) Joh. Aab. 14,4.


15) Matth. 19,28


16) 2. Kor, 11,26-29 (sidste Vers lidt forandret.)


17) Matth. 20,23.


18) Gal. 6,14.



Tillæg I ►




HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.