Ansgar kap. 5
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af P. A. Fenger
Kapitel 5
Forflyttelsen til Ny Korvej
I disse Egne, nemlig i Saksland, blev der i sin Tid bygget paa et Kloster, som ved Eders Anseelse og efter Eders Anvisning baade fra Begyndelsen af blev grundet og siden efterhaanden under Guds Velsignelse fuldført. Det laante sit Navn af Eders Bopæl og blev kaldet Ny Korvej.
Til dette Kloster blev Guds Tjener forflyttet tilligemed andre Brødre hos Eder; i Begyndelsen for at han der skulde beklæde Lærerembedet ved Skolen. I denne Gerning vandt han saadan Bifald og Yndest, at han enstemmig blev udnævnt til offentlig i Kirken at prædike Guds Ord.
Saaledes skete det, at han paa dette Sted blev baade den første Skolelærer og den første Folkelærer.1
Noter:
1) Om Korvej finder vi kun lidet her i “Ansgars Levned”; dets Stiftelse nævnes jo kun lejlighedsvis, fordi Forfatteren vil rense sin Helt for mulige Beskyldninger for Letsindighed, som han kunde tænke sig en eller anden fremføre, fordi Ansgar skiftede Kloster; der var nemlig og er i det hele endnu den Lov for Munkene, at de skal blive der, hvor de har klostergivet sig.
Men af samtidige Kildeskrifter kender vi Korvejs første Historie ret nøje.
Den Jordbund, paa hvilken Ny Korvej rejstes, var vædet med Blod. Sakserne havde kæmpet tappert for deres Frihed og deres Gudsdyrkelse mod Karl den stores Hære; ofte havde de maattet bukke under i voldsomme Slag, hvorpaa de tiloversblevne maatte underkaste sig, modtage Daaben og dertil roligt finde sig i, at se Frankerne omstyrte deres kære Helligdomme; men det var heller ikke faa Gange, at de havde rejst sig, afkastet Aaget og den paatvungne Kristendom, myrdet Frankerne og deres Præster og øvet rigelig Gengæld ved at lade de kristne Kirker gaa op i Luer. Hvert Oprør fik Kejseren dæmpet med Sværdet, og hans Hævn var grusom; 4500 fangne Saksere blev saaledes halshuggede paa en Gang: Friheden skulde druknes i Blod.
Tilsidst opgav den tapre Høvding Vidukind den ødelæggende Modstand og lod sig døbe (785). Men endnu ulmede Oprørsflammen og brød flere Gange ud i lys Lue, især i de nordlige Dele af Sakslandet, indtil Karl omsider fik gjort en Ende paa den bitre Omvendelseskrig, der havde varet siden 772, ved i Aaret 804 at forvise Befolkningen i hele store Egne.
Dernæst søgte han at støtte og udbrede Kristendommen, mange Steder blev der bygget Kirker og Kapeller, og Landet inddeltes i Bispedømmer; desuden sendte han en Mængde saksiske Ynglinge, han havde som Gisler, til de frankiske Klostre, for at de der kunde gøres til brugbare Redskaber til at fremme Evangeliet i deres Hjemstavn; blandt andre fik ogsaa Corbie en Del unge Saksere.
Det er jo muligt, at Omgangen med dem har vakt Ansgars Missionsiver; i alt Fald fremkaldte det hos Abbed Adalhard den Tanke, at man i Saksen selv burde anlægge et Kloster, som kunde blive et aandeligt Midtpunkt for Landet. En Sakser blandt Klosterbrødrene (Theodrad) mente, at han med Lethed kunde skaffe en Grund med en Kilde, som tilhørte hans Fader, og dette Tilbud blev modtaget med Glæde.
Men Planen kom dog ikke straks til Udførelse; Karl den store døde nemlig, og hans Søn Ludvig havde i Begyndelsen af sin Regering megen Mistanke til sine Frænder, saaledes ogsaa til den ædle Adalhard, hvor ugrundet det end var; han forviste ham til et afsides Kloster ved Loire, medens hans Broder Vale blev gjort til Munk i Corbie. Denne gjorde nu Broderens Tanke til sin, og den nye Abbed, en yngre Adalhard, sluttede sig ogsaa dertil og henvendte sig til Kejser Ludvig paa en Rigsdag i Paderborn (815), hvor Kejseren med Glæde gav ham Tilladelse til at anlægge Klosteret i Saksland.
Den saksiske Munks Slægtninge afstod et Stykke Land i Egnen ved Weserfloden; Stedet kaldtes Hethi (Hede, i Sollinger Wald); her blev Klosteret bygget (816) og kaldt efter Moderklosteret, men den bredere saksiske Udtale var Korvej. Det var en afsides Plet, meget fattig og øde, saa at Brødrene manglede det nødvendige; de maatte forsynes fra Gammel Corbie, hvis de ikke skulde forlade det nye Kloster; hertil kom endda et Jordskælv, der for største Delen ødelagde deres Kilde og Bæk. Imidlertid blev den ældre Adalhard kaldt tilbage og indtog sin gamle Plads; saa snart han kunde, rejste han hen for at se, hvorledes hans Plan var bleven udført. Da han saa Klosterets kummerlige Tilstand, bad han Ludvig den fromme, om han maatte flytte det til et gunstigere Sted; det havde Kejseren intet imod, man undersøgte Omegnen og fandt lidt Vest for Nethi en udmærket Plads paa den kongelige Gaard Huxores Grund. Det var ved en af Weserflodens Krumninger, et smukt Bakkestrøg, der mindede Munkene om Egnen ved (Gl.) Corbie. Grunden blev indviet, og det egentlige Ny Korvej hurtigt rejst; derpaa drog Munkene i højtidelig Procession med Relikvier og Krucifikser ind i de nye Bygninger (822).
I Begyndelsen stod de to Klostre i den mest levende Forbindelse med hinanden, ligesom de ogsaa havde fælles Overhoved, Adalhard. Først efter hans Død (Jan. 826) fik hvert af dem sin Abbed: Corbie fik hans Broder Vale, Korvej fik Varinus, som Adalhard havde anbefalet. Det nye Kloster steg hurtigt i Magt og Anseelse; det skyldtes for en stor Del Kejserens Velvilje og Gavmildhed; han gav det saaledes Gaarden Huxore med alt Tilbehør og stillede det paa lige Fod med de frankiske Klostre, idet han gav det Fritagelse for at staa under den verdslige Øvrighed (Immunitet); endvidere fik det saadanne Forrettigheder som Fiskeriet i Weser, og hans Hustru Judith viste det ogsaa oftere sin Gunst.
Korvej husede mange dygtige Mænd, som gjorde sig fortjente; her var flere lærde, og man afskrev ivrigt ældre Værker (det er Korvej, vi skylder Bevarelsen af de 6 første Bøger af Tacitus Aarbøger). Noget, der i høj Grad forøgede dets Betydning, var Overførelsen dertil af de undergørende Levninger af den hellige Vitus (en lydisk Dreng, der var bleven Martyr under den diokletianske Forfølgelse) fra St. Denis ved Paris (836). Abbeden fra dette Kloster (Hilduin) var nemlig paa Grund af politisk Forseelse sat i Fængsel i Korvej og lovede nu Abbeden Varinus disse kostbare Relikvier, hvis han kunde skaffe ham fri. Efter sin Udløsning maatte han til Frankernes store Sorg holde sit Løfte; samme Aar brød flere Ulykker ind over Frankrig, især Normannernes Hærgning, og man mente, det var, fordi man havde givet slip paa den hellige Vitus; ogsaa Karl den skaldede skal have klaget over, at Lykken fra den Tid var vegen fra Frankrig.
Da Korvej stod i nært Forhold til Moderklosteret i Frankrig, fik det ogsaa en Del Munke derfra, saaledes i Aaret 823, blandt dem Ansgar, som det altsaa fortælles, der vel er bleven her et Par Aar; her var han ikke blot Skolelærer som tidligere, men ogsaa (som det siges) Folkelærer, Prædikant; han har altsaa trods sin unge Alder faaet Præstevielsen. At han har haft ualmindelige Gaver til at tale alle til Hjærte, og det i Folkesproget, fortælles ogsaa senere (Kap. 31); det var derfor rimeligt, at Vale — som det fortælles i det følgende Kap. — straks tænkte paa ham, da der var Tale om at sende en Kristendomsforkynder til Danmark.
