Ansgar kap. 6

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ansgar prædiker for Harald Klak
(Louis Moe, 1898)
Rimbert:

Ansgars Levned

oversat af P. A. Fenger


Kapitel 6

Kejser Ludvig og Ansgar


Derefter hændte det sig, at en vis Kong Harald, som regerede over en Del af Danmark, blev af andre Konger i samme Land forfulgt med Had og Fjendskab og uddrevet af sit Rige.


Han søgte hans Højhed Kejser Ludvig paa Haand og bad ham hjælpe sig, at han kunde faa sit Rige igen. Kejseren beholdt ham hos sig og formanede ham baade selv og ved andre til at antage Kristendommen, for at der saaledes kunde være større Fortrolighed imellem dem; og det kristne Folk vilde da komme ham og hans Undersaatter villigere til Hjælp, naar man paa begge Sider dyrkede samme Gud.


Endelig fik han ham ved Guds naadige Hjælp omvendt til Troen. Han blev døbt, Kejseren selv holdt ham over Daaben og antog ham til Søn1. Da Kejseren nu vilde sende ham hjem igen, for at han ved den Hjælp, han gav ham, kunde indtage sit Rige, saa begyndte han med Flid at tænke paa, om han ikke kunde finde en hellig og from Mand, der kunde rejse med ham, og som kunde undervise ham og hans Folk i den saliggørende Lære til Bestyrkelse af Troen paa Herren og dens videre Udbredelse.


Fornævnte Kejser begyndte da ogsaa paa Herredagen at forhandle derom med Præsterne og sine øvrige tro Mænd og udspurgte alle nøje, om de ikke kunde tænke sig nogen, der var baade villig og værdig til at paatage sig en saadan Gerning.


Da de nu alle rystede paa Hovedet og sagde, at de paa ingen Maade vidste nogen, der var saa from, at han for Kristi Skyld vilde paatage sig en saa farlig Udvandring, — saa rejste sig den ærværdige Vale, som dengang var Abbed i Eders Kloster, og sagde til Kejseren, at han vidste dog i sit Kloster en Munk, som brændte af stor Iver for den guddommelige Tro og gerne vilde lide meget for Guds Navns Skyld. Han roste baade hans Lære og Levned og sagde, at han var vel skikket til denne Gerning, men føjede dog til, at han ikke vidste, om han var villig til at underkaste sig de Besværligheder, der vare forbundne med denne Udvandring.


Kort at fortælle: paa Kejserens Befaling bliver han kaldt til Hove. Abbeden baade meddelte ham, hvad der var forhandlet og sagt, og forestillede ham, hvad det var, han kaldedes til. Han svarede, at han var beredt til at tjene Gud i alt, hvad der paalagdes ham som en Lydighedspligt.


Han blev saa fremstillet for hans Majestæt, og da denne spurgte ham, om han for Guds Navns Skyld vilde følges med Harald for at prædike Evangeliet for de danske Folkefærd, svarede han med Fasthed: Ja! det vilde han. Og da Abbeden ogsaa kom med den Bemærkning, at han paa ingen Maade vilde paalægge ham denne Byrde som en Befaling, men dersom han gjorde det af eget fri Valg, saa var det ham kært, og saa gav han ham i Kraft af sin Myndighed Tilladelse dertil, saa svarede han, at han vilde alligevel og skulde udføre det i alle Maader2.


Da han nu sagde det aabenbarlig, og det var blevet vitterligt for alle, som hørte til Abbedens Omgangskreds, begyndte mange at undre sig over, at han vilde gøre et saa daarligt Bytte: at han nemlig vilde forlade sit Fædreneland og sine Paarørende og de Brødre, med hvilke han var opdraget og som holdt saa inderlig af ham, og i det Sted søge hen til fremmede Folkefærd og leve blandt ubekendte og Barbarer. Det var der mange, som lastede ham for og angreb ham med Bebrejdelser, og nogle stræbte at kalde ham tilbage fra sit Forsæt; men den Guds Mand forblev urokkelig ved det, han én Gang havde besluttet. Og naar saa Abbeden Dag efter Dag gik til Slottet, sad han hjemme, omgikkes ikke med nogen og udvalgte sig et ensomt Sted i en Vingaard, som laa tæt ved, og anvendte Tiden til Bøn og Læsning.


Der var den Gang ogsaa hos Abbeden en Broder fra Eders Kloster ved Navn Autbert. Da han saa, at Ansgar var meget bekymret og bedrøvet, og daglig sad dér i Enrum og ikke omgikkes eller talte med nogen, begyndte han at faa Medlidenhed med ham, og en Dag ilede han til det Sted, hvor han sad alene i ovennævnte Vingaard, og begyndte at spørge ham, om han da virkelig vilde paatage sig den Udvandring.


Han, som formodede, at han ikke spurgte saaledes af Deltagelse, men snarere som en Skelm, svarede: “Hvad kommer det Jer ved? forstyr ikke mit Sind ved en saadan Fritten!” Men han forsikrede, at der ingenlunde laa nogen Svig bagved, men at han kun vilde vide med Vished, om han havde i Sinde at blive ved sit Forsæt.


Da takkede han ham for hans Velvilje og svarede: “Man spurgte mig, om jeg for Guds Navns Skyld vilde drage til Hedningefolk for at prædike Kristi Evangelium. Dette Forslag vovede jeg ingenlunde at sige nej til, ja jeg ønsker af al Magt, at der maa gives mig Kraft til denne Vandring, og at ingen maa kunne rokke mit Sind fra dette mit Forsæt!” Da svarede ovennævnte Broder ham: “Ja saa kan jeg aldrig nænne, at du skal gaa alene; men jeg ønsker for Guds Kærligheds Skyld at drage med dig, — kun at du kan skaffe mig Abbedens Tilladelse !”


Saa sluttede de da denne hellige Pagt med hinanden, og da Abbeden vendte tilbage, gik han til ham og lod ham vide, at han havde fundet en Stalbroder, som af fri Vilje vilde være hans Ledsager paa denne Rejse.


Abbeden spurgte ham da, hvem det var, og han nævnede Broder Autbert, studsede han derover som over et stort Under, da han aldrig havde troet, at han, som var af adelig Slægt i denne Verden og den Gang var hans fortrolige og efter ham selv havde mest at sige i hans Hus, kunde faa det i Sinde. Dog lod han ham kalde og spurgte ham ad; han svarede, at han ingenlunde kunde nænne, at Ansgar skulde gaa alene, men for Kristi Navns Skyld vilde han være ham til Trøst og Hjælp, naar det skete med hans og Brødrenes Minde. Hr. Abbeden svarede, at hans Tilladelse skulde han faa, naar denne Udvandring var efter hans eget fri Valg. Dog kunde han ikke anvise dem nogen af sit Tyende til at følge med for at opvarte og tjene dem, uden de kunde faa en eller anden til godvillig at gaa med dem.


Det gjorde den ærværdige Abbed ikke af Mangel paa Velvilje, men fordi det ogsaa paa den Tid blev anset for afskyeligt og uretfærdigt at tvinge nogen mod sin Vilje til at leve blandt Hedninger.



Noter:

1) Haralds Daab er en Begivenhed af saa stor Betydning for Danmarks Historie, at det vil være passende at se lidt paa de nærmere Omstændigheder ved den. Først maa vi da kaste et Blik paa de forviklede Forhold i Danmark paa den Tid, saaledes som vi kende dem fra de frankiske Aarbøger, der ogsaa er benyttede af Adam af Bremen. Efter at den berømte Kong Gudfred (Godofred) eller Götrik (saaledes kalder Saxo ham), der havde trodset Kejser Karl den store og truet med at hjemsøge ham i Aachen, var bleven myrdet, havde hans Brodersøn og Efterfølger Hemming straks sluttet Fred med Kejseren (811); Gudfreds Sønner, der ikke fik Del i Magten, flygtede til Sverig. Efter Hemmings Død (812) kom det til en voldsom Kamp mellem de to Grene af Kongeslægten; i et Slag faldt 10.940 Mand, deriblandt begge Partiers Overhoveder. Det sejrende Parti satte Harald og hans Broder Reginfred paa Tronen; men nu optraadte Gudfreds Sønner med Hjælp fra Sverig, og efter flere Kampe, der kostede den ældste af dem Livet, enedes de med Harald, hvis Broder ogsaa var falden, saa at Landet blev delt mellem ham og dem; en af dem var Haarik, som senere omtales.

Haralds Del har vel været Sønderjylland; men hele denne Ordning viste sig ikke at være heldig. Allerede under disse Stridigheder havde Harald søgt Ludvig den frommes Hjælp, og han havde ikke været i Danmark ret længe, førend han følte sig truet og derfor igen søgte til Kejseren (i Compiegne), som tog sig af hans Sag. Gudfreds Sønner, der nærede Frygt for de mægtige frankiske Stridskræfter, turde ikke andet end byde Forlig.

Men Haralds Stilling har vel fremdeles været usikker, saa at han nu for tredje Gang søger Støtte hos Ludvig (826). Det synes efter en samtidigs (Ermoldus Nigellus') digteriske Skildring, at den danske Konge denne Gang skulde være draget ud af sit Rige væsentligst for at lade sig døbe, idet han var bleven stemt for Kristendommen af Erkebiskop Ebo af Rheims, der havde gæstet ham (se Noten til Kap. 12). Denne Fortælling er det ikke let at bringe i Samklang med Beretningen i “Ansgars Levned” (“Kejseren formanede ham”…“Endelig fik han ham omvendt”); han siges her at have søgt Krigshjælp og ved den Lejlighed ladet sig overtale til at modtage Daaben; paa den anden Side har han inden sit Møde med Kejseren rimeligvis stillet sig alt andet end ugunstigt overfor Kristentroen, uden dog derfor af sig selv at tænke paa at antage den.

De gamle frankiske Forfattere lægge stor Vægt paa Kong Haralds Daab; udførligst er den beskrevet af Abbeden Ermoldus Nigellus i 4de Del af et større Digt til Kejser Ludvigs Forherligelse; han har maaske været til Stede selv og i alt Fald skrevet snart efter. Af disse Kilder ved vi, at Harald med Hustru, Søn og et meget talrigt Følge kom sejlende op ad Rhinen til Kongsgaarden Ingelheim, som Karl den store havde bygget i Nærheden af Mainz, og som var rigt smykket, blandt andet med Billeder af Karolingernes Sejre; her blev han vel modtaget af Kejseren og hans Hoffolk.

Daaben fandt Sted i Albans-Kirken ved Mainz, rimeligvis i et særligt Daabskapel efter Skik og Brug; Kejseren selv stod Fadder til Harald og iførte ham den hvide Daabsdragt, paa samme Maade Kejserinde Judith hans Hustru, Prins Lothar hans Søn og ansete Hofmænd hans Følge. Derpaa modtog de døbte kostbare Gaver; Harald fik saaledes en Purpurkaabe med Guldbræmme og Ædelstene og et Sværd med gyldent Hæfte, som Kejseren selv havde baaret, tilligemed et Bælte; endvidere blev han smykket med Guldkrone, Kæde og Sporer. De nordiske Barbarer blev overøste med Rigdomme, som de aldrig havde drømt om.

Da dette var sket, deltog alle i den højtidelige Gudstjeneste; i festligt Optog drog man til Kirken (det synes at have været den Kirke, der hørte til Ingelheim); de høje Hvælvinger, Billederne, der forestillede Hovedpunkterne i den bibelske Historie, Gudstjenestens Rigdom med Klokkeklang og Klerkenes Sang gjorde et mægtigt Indtryk paa Danskerne.

Efter at have opholdt sig ved Kejserhoffet en Tid drog Harald tilbage; i hans Følge var da Munkene Ansgar og Autbert (Ermoldus nævner ikke deres Navne, han har ikke anet, hvor berømt Ansgar skulde blive).

For at have en Støtte i vanskelige Tider modtog han et Len af Kejseren og stod saaledes i varigt Afhængighedsforhold til ham. I det følgende, Kapitel af “Ansgars Levned” siges det at være hinsides Elben, og denne Angivelse følges af Adam af Bremen; dette maa vistnok i Overensstemmelse med den øvrige Brug af dette Udtryk i vort foreliggende Skrift forstaas om Holsten, men dette strider mod de frankiske Aarbøger og Levnedsbeskrivelserne af Ludvig den fromme, hvis Ord i denne Sag har mere Vægt. De taler kun om et Len i Frisland, Grevskabet Hriustri (Rüstringen, de lave Egne om Weserflodens Udløb), som han senere fik forøget med Dorstad, og efter Ludvigs Død fik han endnu Øen Walcheren ved Scheldes Udløb.

En Mulighed, som ikke kan benægtes, er det dog, at Forfatteren paa dette Sted ser det fra dansk eller hamborgsk Side; Udtrykket “hinsides Elben” indeholder i saa Fald intet urigtigt.


2) Vale er allerede omtalt som Broder til Adalhard og Fætter til Karl den store. Det var egentlig Ludvig den frommes Mistænksomhed, der bevirkede, at han blev Munk i Corbie, men han viste sig her at være paa sin rette Plads og blev derfor ogsaa efter Broderens Død Klosterets Abbed; Kejseren indsaa vel ogsaa det uberettigede i at nedværdige en saa dygtig og ædel Mand. Samme Aar (826) har han altsaa, som det læses i vort Kapitel, været hos Kejseren og skaffet ham Ansgar til at sende som Missionær.

Men det gode Forhold mellem de to Slægtninge vedblev ikke. Ludvig arbejdede paa at forandre sin tidligere Bestemmelse om sin Efterfølger, efter hvilken den ældste Søn Lothar skulde arve hele Kejserdømmet og de yngre Brødre Pipin og Ludvig kun have mindre Len; han lod sig nemlig paavirke af et Parti, der ønskede Riget delt ligeligt mellem Brødrene paa gammel germansk Vis. Dette Parti lededes af hans anden Hustru, den smukke Judith; hun vilde herved sikre deres Søn Karl (han var meget yngre end sine Halvbrødre) Del i Magten, som han ellers ikke kunde faa; men herimod rejstes den ivrigste Modstand af Kirkens Stormænd, som mente, at Kirkens Interesser maatte skades, naar ikke det romerske Rige bevaredes udelt: de vilde ikke se Karl den stores Værk brat tilintetgjort. Blandt dem indtog Vale en fremtrædende Plads, og de støttede Lothar, der naturligvis var misfornøjet med Udsigten til at faa langt ringere Magt.

Det kom til aaben Kamp, men Lykken var denne Gang med Ludvigs Vaaben (830), Lothar blev tvungen til selv at fælde Dommen over sine Tilhængere, men beholdt dog noget af sit tidligere Herredømme (Italien). Vale blev sat i Fængsel paa en Klippeø i Genevesøen, senere i det Kloster ved Loires Munding, hvortil ogsaa hans Broder Adalhard havde været forvist.

Men hans Mod til at kæmpe for sin Idé var ikke bleven brudt: da hans Parti tre Aar efter med Lothar og Ebo af Rheims i Spidsen atter rejste Oprørsfanen og denne Gang med Held, saa at den gamle Kejser ligefrem blev afsat, vendte han tilbage til Corbie. Da Ludvig efter denne Ydmygelse atter kom til Magten, blev han ganske vist afsat, men fik i Stedet for det rige Kloster Bobbio i Italien og døde 836, forsonet med Kejseren.

At Vale her omtales som Ansgars Foresatte, medens Korvejs Abbed Marinus slet ikke nævnes, kan enten opfattes saaledes, at Ansgar igen er vendt tilbage til gl. Corbie, eller ogsaa saaledes, at Abbeden i Moderklosteret har været den korvejanske Abbeds overordnede, saa at han virkelig har kunnet kalde en Munk fra Nybygden i Saksland for sin Munk.


Næste kapitel ►




HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.