Antikviteter m. m. (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Udsigt over den norsk-islandske filologis historie


af Finnur Jónsson
Udgivet 1918


XVI. ANTIKVITETER m. m.


Antikviteter er et gammelt navn på de såkaldte sproglige bifag. Dertil kan man regne skrifter om privatlivet, bygning, klædedragt, det offenlige liv (statsantikviteter), samt alslags sæder og skikke. En samlet fremstilling af alt herhenhørende findes ikke, men de fleste grene er bleven særskilt behandlede.

   En sammenfattende skildring af privatlivet findes i R, Keyser: Nordmændenes private liv i oldtiden (Efterl. skr. II; 1867), der indeholder en skildring af opdragelse og ungdomsliv, ægteskab, boliger, klædedragt, det daglige liv og dets sysler, forlystelser, begravelsesskikke. Det er et meget dygtigt og formfuldendt skrift. Noget tidligere (1856) havde K. Weinhold (1823—1904) udgivet sit Altnordisches leben, et for sin tid fortræffeligt arbejde, der endnu kan benyttes med udbytte; det beror på førstehåndsstudier. Det behandler udførlig »de ydre og indre tilstande«. Til de første regnes: næringsveje tilligemed handel og erhværv, penge og skibsfart, føde, klæder, våben, bolig. Til de sidste: ægteskab, børn, opdragelse, lege; åndelig virksomhed, digtekunst, sagafortælling, lægekunst, sprogkunst m. m., gæstevæsen og selskabelighed, død og begravelse — altså tildels det samme stof, som Keyser har behandlet. Også Rosenbergs Nordboernes åndsliv giver her gode og mangesidige bidrag; jfr. hans Træk af livet på Island i Fristatstiden, 2. oplag (1894) og H. Hildebrand: Lifvet på Island under sagotiden (1867). Endelig haves en sammenfattende fremstilling af Kr. Kålund og V. Guðmundsson i Grundriss. d. germ. philol.: Sitte, Skandinavische verhältnisse; om familjeforhold, tyende, begravelse, bolig, klædedragt, hverdagsliv; landboforhold, handel og søfart, skibe, mønt, mål.

   Af særlige afhandlinger om enkelte æmner kan følgende nævnes: De berserkis et furore berserkico, trykt bagved Kristnisaga 1773, De centenario argenti sst., De expositione infantum og De vocibus vikingr et viking, bægge bagved Gunnlaugss. 1775. — Kr. Kålund: Familjelivet på Island (Aarbb. 1870), Björn Bjarnason: Nordboernes legemlige uddannelse i oldtiden (1905). — L. Engelstoft: Kvindekønnets huslige og borgerlige kår hos Skandinaverne (1799). H. F. J. Estrup: Om trældom i Norden (1823); A. E. Eriksen: Om trældom hos Skandinaverne (Nord. universitets tidsskr. VII; 1861); G. A. Gjessing: Trældom i Norge (Annaler 1862). — V. Guðmundsson: Privatboligen på Island i sagatiden (1889), et meget udførligt arbejde, der efter kilderne giver den rigtige fremstilling af oldtidens bygninger især på Island. E. Dagobert Scönfeld: Der isl. bauernhof und sein betrieb zur sagazeit (1902), en righoldig, men næppe i alt fuldt kritisk afhandling; der findes her et fortjænstfuldt afsnit om husdyrene. — V. Guðmundsson: Nordboernes skibe i vikinge- og sagatiden (bagved 2. udg. af Rosenbergs Træk af livet paa Isl.): E. Magnússon: Notes on shipbuilding (1906). H. Falk: Altn. seewesen (1912) og Altn. waffenkunde (1914), et par fortræffelige afhandlinger.

   Vedrørende statsinstitutioner og rettergang er følgende afhandlinger af særiig betydning: V. Finsen: Om de isl. love i fristatstiden (Aarbb. 1873) og sammes: Om nogle af fristatens institutioner, en grundlæggende afhandling (Videnskabernes selsk. skr. 1888); K. Maurer: Udsigt over de nordgermanske retskilders historie (1878), samt flere særafhandlinger af ham, der dog mere vedrører litteraturens historie og de enkelte lovarbejder. Endelig har R. Keyser givet en sammenhængende fremstilhng: Norges stats- og retsforfatning i middelalderen, hvori der også findes meget om Island (Efterl. skr. II). Af grundlæggende betydning er A. Heusler: Das strafrecht der Isländersagas (1911), der også har litteraturhistorisk betydning. Det undersøges her, hvorledes forholdet er mellem sagaernes skildring og antydninger ang. den gamle strafferet og Grågås-lovens; der påvises, at hine står gennemgående på et ældre standpunkt.

   Endelig skal her nævnes de vigtigste værker vedrørende den gamle geografi: N. M. Petersen: Håndbog i den gammelnordiske geografi (1834; der udkom af dette vigtige værk aldrig mere end 1. del). P. A. Munch: Historisk-geografisk beskrivelse over kongeriget Norge i middelalderen (1849), et særdeles dygtigt og righoldigt værk. Af særlig betydning er O. Rygh: Norske gårdnavne, hvoraf 17 bind er udkomne, en fuldstændig fortegnelse over alle norske gårdnavne, såvidt muligt med angivelse af deres oprindelige eller ældste i litteraturen forekommende form og med fortolkning, et virkeligt mønsterværk på dette område, (jfr. s. 76). Af betydning er E. Hellquists ovennævnte afhdl.: Svenska sjönamn (i Svenska landsmålen 1904-06). Hvad Island angår, haves Kr. Kålunds fortrinlige hovedværk: Historisk-topografisk beskrivelse af Island I-II (1877; 1879-82). I Safn til sögu Islands IV findes en oversigt over de islandske gårdnavne og deres dannelse.