Arfersiartok (Holm)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Gustav Holm
1888
9. Arfersiartok
Moder og Datter,
der ingen Forsørger havde
fortalt af Utuak
Et Ægtepars eneste Barn døde. Derover bleve de saa bedrøvede, at Manden rejste bort fra Konen med Konebaaden. Da de roede, sagde et af Fruertimmerne i Baaden: «I rejse jo fra hende»; men de andre lod, som om de ikke hørte det. Konen, der var blevet alene tilbage og som var frugtsommelig, gik nu ind i Landet gjennem et stort Dalstrøg, der førte Nord paa. Hun vedblev at gaa denne Vej, indtil hun saae Havet og et stort Forbjerg, paa Enden af hvilket der var en Forhøjning, som hun troede var en Maagetue. Da hun kom nærmere, saae hun, at det var en strandet Hval, fra hvilken Vandet var faldet bort.Ovenpaa Hvalen sad en Maage og hakkede i den. Hun gik hen til Hvalen, skar den istykker og bar ganske alene Kjødet ind i Landet. Her byggede hun sig et Hus og brugte Hvalbenene til Tagtræ. Hvaltarmene flækkede hun og brugte til Vinduer. Der gik kun en enkelt Tarm til et Vindue. Konen fik nu en Datter, og denne gav hun mange Dukker at lege med. Disse vare lavede af Sællaller.
Da Vinteren kom, og Rævene kom ned for at spise Hvalen, fangede hun dem i Snarer, som hun havde lavet af Hvalsenerne. Naar hun havde sovet og vaagnede, saae hun Rævene staa og spise af Hvalkjødet. Hun fangede dem derpaa med Snarer, brugte Skindene til Brixen og havde ogsaa snart nok til at betrække Væggene med. Hun fangede endnu flere Ræve, saa at Taget ogsaa blev betrukket dermed.
Da hun en Dag sad og syede paa Vindueskindet, væltede Datteren en af Dukkerne ned og raabte: «En af mine Dukker begynder at løbe!» Moderen sagde: «Leg med dine Dukker!» Barnet gjentog: «En af mine Dukker løber!«
Tre Dage efter lod Barnet Dukkerne gjøre Tornakkunster. Hendes Fader var nemlig en stor Angokok. Barnet raabte: «Moder! Dukkerne kunne sige noget!» «Dukken siger, at min Fader kommer imorgen». Hendes Moder svarede: «Du har jo ingen Fader!» Barnet svarede: «Dukken, der gjorde Tornakkunster, sagde: Naar det nu bliver mørkt, og det derefter bliver lyst igjen, kommer din Fader!«
De lagde sig til at sove, og da det blev lyst, hørte de Raslen udenfor. Moderen kiggede ud af Vinduet og saae sin Mand, som kom kjørende i Slæde. Han kom ind i Huset, og hun kjendte sin Mand igjen. «Hvorledes har Du fanget alle de Ræve, hvis Skind betrække Væggene?» spurgte Manden. «Jeg har fanget dem med Snarer«, svarede hun. Hun fortalte da, hvorledes hun havde fundet Hvalen. De laa nu sammen om Natten, og næste Dag vilde Manden tage Konen hjem med paa Slæden; men hun vilde ikke rejse. Manden vendte tilbage, og Konen og Datteren levede hele Vinteren af Hvalen.
Da Foraaret kom, rejste de ud til det Sted, hvor Manden boede, og da det blev Sommer, tog Manden hende igjen til Kone og skilte sig ved den nye Kone, han havde faaet. Efter Mandens Død blev hun boende alene sammen med sin Datter og kunde selv fange Sæler og andre Dyr. Hun kunde Alt, hvad hun vilde!
