Aser og Vaner (S.T.Thyregod)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Oldemoders Fortælling om Nordens Guder
Søren Tvermose Thyregod


Aser og Vaner


Guldvejg, der var født tre Gange, blev løftet paa Spydsodder og brændt tre Gange i Odins Hal, og dog lever hun endnu. Alle Guderne gik da til deres Højsæder og overlagde, om de skulde bære Tabet eller kræve Bod, men Odin slyngede Spydet ud i Verden og voldte derved det første Folkedrab, og nu var Hegnet om Asgaard gjennembrudt, saa de kamplystne Vaner red frem over Markerne.


I Striden mellem Aserne og Vanerne var Sejren snart paa den ene og snart paa den anden Side, saa i Længden blev det kun Tab for begge Parter; da de havde indseet det, bleve de enige om, at der nu skulde være Fred imellem dem, og til Stadfæstelse gave de hinanden Gidsler. Saaledes blev den rige Njord og hans Børn Frej og Freja sendte til Asgaard fra Vanerne, der fik den vise Mimer og Hæner i Stedet. Hæner, der havde et anseeligt og smukt Ydre, gjorde Vanerne strax til deres Høvding, thi det havde Aserne raadet dem til, men han holdt ikke af at gaa til Things uden at have Mimer ved Siden at raadføre sig med, og traf det sig undertiden, at han var nødsaget til at gaa ene, sagde han i Reglen: »I Dag maa I raade Jer selv, Børn!« Saa snart Vanerne mærkede det, troede de, at Aserne havde narret dem ved Byttet, og for at komme efter, om det forholdt sig saaledes, bleve de enige om at fjærne Mimer fra Hæner, hvilket de gjorde ved at halshugge ham, thi derved syntes de tillige, de fik Bedraget hævnet. Mimers Hoved sendte de derpaa til Asgaard, men Odin, der ligesom de andre Aser var bleven undervist af Freja i Vanernes Trolddom, smurte det ind med Urter og sang Trylleviser over det, indtil det kunde tale, og siden raadførte han sig tit med det om vigtige Ting, og det aabenbarede ham mange Hemmeligheder.


L.Moe 92.jpg
Da Aserne og Vanerne sluttede Fred, var ogsaa det et Tegn paa Forsoning, at begge Parter gik sammen til et Kar og spyttede deri, men da hver drog til sit, syntes Guderne ikke, de vilde lade det Fredsmærke gaa tabt, hvorfor de toge det med sig og skabte deraf en Mand, som hed Kvaser. Denne Kvaser var saa vis, at ingen kunde spørge om noget, som han ikke vidste Besked paa, og derfor drog han vidt omkring i alle Lande og underviste Menneskene i Visdom; men en Gang da han saaledes var indbuden til nogle Dværge, Fjalar og Galar, kaldte de ham ind til en Samtale i Enrum og dræbte ham. De lode hans Blod løbe ud i to Kar og en Kjedel, og ved at blande det med Honning fik de deraf en Mjød, som gjorde hver, der drikker deraf, til Vismand eller Digter, men til Aserne sagde de, at Kvaser var kvalt i Visdom, fordi ingen havde haft Kundskaber nok til at spørge om noget, han ikke kjendte Svaret paa.


Siden indbøde Dværgene Jætten Gilling og hans Kone, og da de vare komne, sejlede de ud paa Søen med Gilling, men efter at de havde roet noget fra Land, styrede Dværgene Baaden mod et skjult Skjær, saa den kæntrede, og Jætten, der ikke kunde svømme, druknede, hvorimod Dværgene rejste Skibet og roede til Land. Da de nu fortalte Jættens Kone denne Hændelse, græd hun saa højt, at Fjalar spurgte, om det ikke kunde lindre Sorgen noget, hvis hun saa ud over Søen, hvor han var død, hvilket hun nok mente, men da sagde Fjalar til sin Broder, at han skulde gaa op over Døren og lade en Møllesten falde ned i Hovedet paa hende, naar hun gik ud, thi det var kjedeligt at høre paa al den Jammer, og saaledes skete det. Men Gilling havde en Søn, som hed Suttung, og da han hørte dette, drog han strax derhen, tog Dværgene og bragte dem ud i Søen, hvor han satte dem paa en lav og lille Klippeø; de bad om at maatte beholde Livet og bød tilsidst Suttung den dejlige Mjød til Forlig og Bøder for hans Faders Drab, og da han gik ind paa det, sluttede de Forlig med hverandre, hvorpaa Suttung førte Mjøden hjem og skjulte den i et Bjærg, men sin Datter Gunlød satte han til at passe paa den.


Nu skete det imidlertid, at Odin drog hjemme fra og kom til et Sted, hvor ni Trælle sloge Hø; han spurgte, om han ikke skulde hvæsse deres Leer, og da de gjærne ønskede det, tog han en Hvæssesten frem fra sit Bælte og skærpede Leerne, saa Trællene syntes, de skar meget bedre, og de vilde alle kjøbe Hvæssestenen; Odin var ogsaa villig til at sælge den, men sagde, at den, som vilde kjøbe den, maatte give passende Betaling; de vilde alle gjærne have den alligevel, men da kastede Odin den op i Luften, og i det alle vilde gribe den, endte det med, at de dræbte hverandre med Leerne. Nu søgte Odin under Navn af Bølverk Natteleje hos Jætten Bøge, der var Broder til Suttung; han beklagede sig meget over sin Høbjærgning, thi hans Trælle havde dræbt hverandre, og han vidste ikke, hvor han skulde faa Arbejdere fra; da tilbød Bølverk, at han vilde paatage sig alle ni Mænds Arbejde, men forlangte i Løn en Drik af Suttungs Mjød. Bøge svarede, at han raadte ikke for Mjøden, thi Suttung vilde have den for sig alene, men han lovede dog, at han vilde drage med og prøve, om de kunde komme til den. Bølverk udførte da ni Mænds Arbejde for Bøge om Sommeren, til Vinteren kom, da bad han om sin Løn, og de droge begge afsted til Suttung, men da Bøge fortalte sin Broder om Handelen, nægtede denne aldeles at give en eneste Draabe bort af Mjøden. Da sagde Bølverk til Bøge, at de maatte prøve en eller anden List for at komme til den, og da Bøge var villig til at hjælpe ham, drog Bølverk et Bor frem og sagde, at han skulde gjennembore Bjærget, hvis Boret ellers vilde bide. Bøge begyndte strax derpaa, og kort efter sagde han, at Bjærget nu var gjennemboret, men da Bølverk blæste ind i det borede Hul, røg Spaanerne tilbage mod ham, saa han kunde se, at Bøge vilde narre ham. Bøge maatte da til at arbejde videre, og Boret gnavede sig gjennem Sten og Grus, saa at Spaanerne føg ind ad, da Bølverk blæste anden Gang. Da skabte Bølverk sig i Ormeskikkelse og krøb ind ad Aabningen; der stod hans Liv paa Spil, thi der var jo Sten paa alle Sider af ham, og Bøge stak efter ham med Boret, dog uden at ramme. — Da Bølverk var kommen ind i Bjærget, gik han hen, hvor Gunlød var, og blev hos hende tre Døgn, derfor lovede hun ham, at han maatte drikke tre Gange af Mjøden, og hun holdt sit Løfte, thi han blev sat paa Guldstol og drak tre Gange af den dejlige Drik, men i det første Drag tømte han Kjedlen og i det andet og tredje begge Karrene, saa at han nu havde al Mjøden. Derpaa drog han i Ørneham og fløj bort saa hurtig, han kunde, men da Suttung saa en Ørn flyve, tog han sin Ørneham paa og satte efter den. Aserne saa, hvorledes Odin fløj, hvorpaa de hurtig satte deres Kar ud i Gaarden, og da Odin kom ind i Asgaard, spyttede han Mjøden op i Karrene, men da var Suttung saa nær ved at naa ham, at han maatte lade en Del af Mjøden efter sig, som hver derefter kan tage, og det blev de daarlige Digteres Lod, hvorimod Odin gav Suttungs Mjød til Aserne og de Mænd, som kunne digte. — Næste Dag gik Rimthurserne til Odins Hal og spurgte, om Bølverk var kommen hjem, eller om Suttung havde dræbt ham; Odin sagde, at han næppe var kommen levende fra Jætternes Gaarde, hvis ikke Gunlød havde hjulpet ham, og dog brød han de Løfter, han gav hende, saa at hun nu sidder og græder.


L.Moe 93.jpg
Bedre Skæbne end Mimer og Kvaser fik dog Njord og hans Børn; men først maa fortælles, at Odin drog hjemme fra i Selskab med Loke og Hæner; de kom over Heder og i Bjærgegne, hvor de manglede Mad, men da kom de ned i en Dal og saa der en Flok Køer, hvoraf de slagtede en og begyndte at koge dens Kjød; da de mente, at det nu maatte være mørt, spredte de Gløderne, men Kjødet viste sig at være raat endnu; de maatte derfor til at koge endnu en Gang, og da der atter var gaaet en Tid, standsede de Kogningen, men Kjødet var endnu ikke kogt. Det undrede dem meget, og de talte om, hvorledes det kunde gaa til, da de pludselig hørte én tale oppe i Egen, som de sad under; de saa op og fik Øje paa en stor Ørn, som sagde, det var dens Skyld, at Kjødet ikke var blevet mørt. »Men,« vedblev Ørnen, »ville I give mig en Del af det, skulle I snart blive færdige med at koge.« Det lovede de, og nu lod Ørnen sig glide ned af Træet og satte sig ved Ilden; det varede heller ikke længe, før Kjødet var spiseligt, men da snappede Ørnen to Laar og begge Bovene af Oxen; derover blev Loke vred, greb en stor Stang og slog til Ørnen af alle Kræfter; den fløj hurtig op ved Slaget, men da hang Stangen fast ved Ørnens Krop med den ene Ende og ved Lokes Hænder med den anden, saa hans Fødder slæbte over Stok og Sten, i det Ørnen fløj hurtig af Sted, og Loke troede, at hans Arme skulde slides fra Skuldrene; han raabte og bad da ogsaa Ørnen mindelig om Skaansel, men denne sagde, at han aldrig skulde komme los, hvis han ikke med Ed vilde love at lokke Idun ud af Asgaard med sine Æbler. Loke lovede det, hvorpaa han slap løs og gik tilbage til sine Rejsefæller, og de droge nu hjem sammen.


L.Moe 94.jpg
Ved den aftalte Tid førte Loke ogsaa Idun ud fra Asgaard i en Skov, i det han sagde, at han der havde fundet nogle Æbler, som lignede hendes, og at hun helst maatte tage sine med, for at de kunde sammenligne dem; der kom da Jætten Thjasse, thi ham var det, i Ørneham; han tog Idun og fløj bort med hende til sin Bolig i Thrymshjem. Men Aserne lede Nød ved Iduns Fraværelse og; bleve snart gamle og graa; de samledes derfor paa Thinget og spurgte hverandre, hvem der sidst vidste noget om hende, men det var det sidste, nogen havde seet, at hun var gaaet ud af Asgaard med Loke; han blev da greben og ført til Thingstedet, hvor de truede ham med Pinsler og Død, til han blev bange og lovede at søge Idun i Jættehjem, hvis Freja vilde laane ham sin Falkeham. Den fik han og fløj derpaa mod Nord, saa han naaede Jættehjem en Dag, da Thjasse just var roet ud paa Søen, og Idun var ene hjemme. Loke skabte hende da om til en Nød, som han tog i Kloen og fløj hurtig bort med; men da Thjasse kom hjem, savnede han jo Idun, hvorfor han trak i Ørneham og fløj efter Loke med vældig Fart. Men Aserne, som saa Falken med Nødden forfulgt af Ørnen, gik uden for Asgaard med Høvlspaaner, og da Falken var kommen ind i Borgen, lode de Spaanerne falde ned ved Muren og tændte Ild i dem. Ørnen kunde ikke standse i sin Flugt, saa Ilden brændte dens Vinger, og den sank ned, men da var Aserne nær og dræbte Thjasse ved Asgaards Mur, hvilket regnes for en vigtig Hændelse.


Men Thjasse havde en Datter, som hed Skade; hun tog Hjælm og Brynje paa, rustede sig med alle Krigsvaaben og drog til Asgaard for at hævne sin Faders Død. Aserne bød hende Fred og Forsoning og tilbød for det første, at hun maatte udvælge sig en Mand blandt dem, dog maatte hun ved Valget kun se Fødderne. Det gik hun ind paa, og da hun saa et Par overordentlig smukke Fødder, sagde hun:


»Denne vælger jeg, thi Balder er uden Fejl«. Men det var dog Njord fra Noatun, hun havde valgt. — Da forlangte hun end videre, at Aserne skulde bringe hende til at le, hvilket hun troede var umuligt, men Loke kom strax med en uanstændig Spøg, som fik hende til at le; da var der kommet Forlig i Stand mellem hende og Aserne, og dog gjorde Odin det for fuldt at stille hende tilfreds, at han tog Thjasses Øjne, kastede dem op paa Himmelen og dannede to Stjærner af dem. Forholdet mellem Njord og Skade blev dog ikke godt paa Grund af deres forskjellige Levevis; thi hun vilde helst bo paa sin Faders Gaard, medens Njord helst vilde blive ved Søen; de enedes da om, at de skulde være ni Nætter paa Thrymshjem og derpaa tre Nætter paa Noatun, men da Njord kom tilbage fra Fjældene til Noatun, sagde han:


»Jeg er kjed af Bjærgene, skjønt jeg kun var der i ni Nætter, thi Ulvenes Tuden er hæslig i Stedet for Svanesang!« Og Skade var lige saa utilfreds, i det hun sagde:


»Jeg kunde ikke sove ved Søen for Fugleskrig, thi Maagen vækker mig hver Morgen, naar den kommer fra Søen.« Derfor drog hun op og boer nu i Thrymshjem, hvor hun løber meget paa Ski og skyder Dyr med sin Bue.


Dog viste Skade Omhu for Njords Børn, som det senere viser sig.


L.Moe 95.jpg
Frej, Njords Søn, havde nemlig en Dag sat sig i Lidskjalv, hvor fra han saa ud over hele Verden; men da han saa mod Nord til Jættehjem, fik han Øje paa en stor By med en smuk Gaard, og der gik en Mø fra sin Faders Hus hen til sin egen Bolig; det var Gymes Datter Gerd, der var saa smuk, at baade Luft og Hav lyste af hendes Haand, da hun løftede den for at aabne Døren, og alle Verdener gave Gjenskin af hende. Det blev Frejs Straf, fordi han havde været saa forvoven at sætte sig paa det hellige Sæde, at han gik bort med Bekymring og Sorg og kunde hverken spise eller drikke; han sagde ikke et Ord, og ingen turde tale til ham. Da lod Njord sende Bud efter Frejs Skosvend, som hed Skirner, og bad ham spørge Frej, hvorfor han var saa vred, at han ikke talte med andre Mænd; Skirner vilde nødig, thi han ventede kun et daarligt Svar, men Skade sagde ligeledes:


»Skynd dig, Skirner, at spørge vor Søn, hvorfor han er vred.« 


»Jeg venter kun onde Ord, naar jeg begynder at tale med ham,« sagde Skirner, men gik dog til Frej og spurgte:


»Hvorfor sidder du ene i Salen den hele Dag?« 


»Skulde jeg sige dig min store Sorg? — Solen spreder Glans over Alfer alle Dage, men mig glæder den ikke.« 


»Er din Sorg da saa stor, at du ikke kan nævne mig den? Husk, at vi har været Barndomsvenner, saa vi maa kunne tro hinanden,« sagde Skirner, og da fortalte Frej:


»Jeg saa en Kvinde, hvis Arme lyste, saa Luft og Hav fik Glans deraf, og hun blev mig kjærere end min Barndomsven; dog vil ingen, at vi maa være sammen, skjønt jeg dør, hvis hun ikke bliver min. Men du skal drage hen og bejle for mig og føre hende med tilbage, hvad enten hendes Fader vil eller ej, da skal jeg lønne dig godt.« 


»Saa maa du give mig din Hest, der kan bære mig igjennem Trylleluerne, og Sværdet, som selv dræber Jætter,« sagde Skirner, og efter at have faaet det, han forlangte, red han bort; paa Vejen talte han til sin Hest:


»Det er mørkt, hvor vi skulle fare frem mellem vaade Bjærge, men vi følges ad tilbage igjen, hvis ikke den mægtige Jætte beholder os begge.« 


Da Skirner kom til Gymes Gaard i Jættehjem, saa han, at Gerds Sal var bevogtet af glubske Hunde, hvorfor han red hen til en Hyrde, der sad paa en Høj, og sagde:


»Sig mig, Hyrde, hvorledes jeg kan komme forbi Hundene og faa Gerd i Tale.« 


»Er du død eller dødsens?« spurgte Hyrden, »du faar aldrig talt med Gymes Datter.« 


»Paa Rejse maa man hellere jage end klage, min Dødsdag er jo dog bestemt ligesom alle andres,« svarede Skirner, men nu spurgte Gerd inde i Huset:


»Hvad er dog det for en Larm, jeg hører? Jorden bæver jo, saa Murene skjælve.« 


»Der er en Mand der ude,« svarede Ternen, »som er steget af Hesten og lader den græsse paa Marken.« 


»Da bed ham komme ind i vor Sal at drikke Mjød,« sagde Gerd til Ternen, og denne gjorde, som hun bød.


»Hvem er du af Aser eller Vaner?« spurgte Gerd derpaa den indtrædende. »Hvorfor drog du ene over den flammende Ild til vort Hus?« 


»Jeg er hverken af Asers eller Vaners Slægt,« svarede Skirner, »men jeg drog ene hid for at give dig elleve Guldæbler, hvis du vil elske Frej.« 


»Jeg vil aldrig elske nogen for Guld, og Frej skal aldrig bo sammen med mig, hvor længe vi end leve,« svarede Gerd.


»Jeg giver dig Drøpner, fra hvilken der hver niende Nat drypper otte lige saa tunge Ringe.« 


»Jeg faar Guld nok som Arv efter min Fader,« svarede Gerd, »saa jeg behøver ikke at forøge det.« 


»Da vil jeg afhugge dit Hoved med dette Sværd og dræbe din Fader. Jeg tryller dig, saa du flygter for Mennesker hen til Ørnens Tue, hvor du skal sidde med Ryggen mod dit Hjem og stirre ned til Hel, og Mad skal blive dig saa modbydelig som den glinsende Orm. — Sæt dig ned, Gerd, saa vil jeg fortælle, hvorledes du skal plages: — Trolde skal true dig, saa du kryber til Thursernes Haller; nedenfor Ligporten skal du leve med en trehovedet Thurs, men gold som en Tidsel, og bedre Drik end Gedernes Vand faar du ikke. Det var din egen Vilje, og det blev min Vilje. Jeg gik til Skoven, hvor jeg fandt Tryllekvisten, og jeg rister Runer, saa Usselhed og Raseri med Utaalmodighed skal følge dig, men jeg kan løse dig igjen, hvis du vil.« 


»Saa byder jeg dig hellere velkommen,« sagde Gerd, »og rækker dig Bægeret med den gamle Mjød, skjønt jeg aldrig havde troet, jeg kunde elske Frej.« 


»Men du maa give mig fuld Besked om mit Ærende,« sagde Skirner, »og sige mig, før jeg rider hjem, hvornaar du vil møde Frej.« 


»Vi kjende begge den stille Lund, som hedder Barre, der vil jeg møde ham om ni Nætter,« svarede Gerd, og nu red Skirner hjem til Frej, der stod ude og raabte mod ham:


»Sig mig Skirner, før du tager Sadelen af Hesten, hvad du udrettede for mig i Jættehjem.« 


»Barre hedder den stille Lund, som vi begge kjende,« svarede han, »der vil Gerd skjænke dig sin Kjærlighed om ni Nætter.« 


»En Nat er lang, og to er længere, hvorledes kan jeg vente tre? En hel Maaned syntes mig ofte kortere end en saadan Nat fyldt med Længsel.« 


Saaledes blev Frej gift med Gerd, men siden han gav Skirner sit Sværd, er hans eneste Vaaben et Hjortehorn, og i Stedet for sin Hest ejer han Galten Gyldenbørste.


Njords Datter Freja var gift med en Mand, som hed Odr og de havde Datteren Hnos, der er saa fager, at alt smukt har Navn efter hende. Men Odr drog langvejs bort, saa Freja græder over hans Fraværelse, og hendes Taarer ere røde som Guld; hun drog vel ud at søge ham op og kom gjennem mange Lande, saa hun maatte skifte Navn i hvert Folkeslag, men hun fandt ham ikke. Nu bor hun i sin Borg, hvor hun samler Halvdelen af de Krigere, der falde, men ved Asernes Gilder gaar hun rundt og skjænker i Hornene, og efter hende have Fruer deres Navn. Hun holder meget af Sang; og; er god mod dem, som tilbede hende; særlig; bliver hun anraabt i Elskovsanliggender. I Reglen kjører hun med to Katte for sin Kærre, og om Halsen har hun Smykket Brisingemen, som hun tilkjøbte sig paa følgende Maade.


Freja opholdt sig en Tid hos Odin, men en Dag, da kun kom forbi et Bjærg, der var i Nærheden af hans Borg, saa hun fire Dværge sidde og smede et Halssmykke, som næsten var færdigt. Freja syntes saa godt om Smykket, at hun endelig vilde kjøbe det og bød baade Guld og Sølv for det, men Dværgene svarede, at det havde de nok af og vilde ikke sælge det for sligt; vilde hun eje det, maatte hun skjænke dem sin Kjærlighed den ene efter den anden, saa skulde hun efter fire Dages Forløb faa Smykket; for den Pris vilde hver sælge sin Part og ikke for nogen anden. Hvad enten Freja syntes om Vilkaarene eller ikke, blev Handelen dog sluttet, og da hun paa den Maade havde faaet Smykket, gik hun hjem og lod som ingen Ting.


Men der er ikke meget, som undgaar Lokes Opmærksomhed, og da han først havde seet Smykket, varede det ikke længe, før han kjendte Prisen, og da fik Odin ogsaa snart det hele at vide. — Odin bød da Loke hente Smykket, men denne sagde, at det var umuligt, thi det Hus, Odin havde ladet bygge til hende, var saa stærkt, at ingen kunde komme ind, uden Freja selv lukkede op, og hun vilde selvfølgelig passe paa sit Smykke; men Odin endte Lokes Indvendinger ved at forbyde ham at komme tilbage uden dette, og saa maatte han gaa for at prøve derpaa, hvorvel han gav sig ynkelig derved til Glæde for de andre Aser, der syntes godt om, at det gik ham saa ilde. Han gik nu hen til Frejas Hus, men fandt Døren laaset; han forsøgte at bryde den op, men det vilde ikke lykkes, hvilket ærgrede ham, thi han begyndte at fryse stærkt i den strænge Kulde. Da skabte han sig om til en Flue og summede rundt alle Vegne for at finde en Aabning; det var længe spildt Umage, men endelig fandt han dog et lille Hul i Gavlen oppe under Taget, og skjønt det ikke var større end en Naals Tykkelse, krøb han dog igjennem det og stod nu i Frejas Værelse. Der brugte han sine Øjne; først saa han efter, om alle sov, og da han var sikker paa det, fløj han lige hen til Frejas Seng; men der saa han, at Spændet paa Smykket, som hun havde om Halsen, vendte nedad, han omskabte sig da til en Loppe og stak hende paa Kinden, hvorved hun vaagnede og vendte sig, men sov strax ind igjen. Da var Loke ikke sen, han kastede Loppeskikkelsen og listede varsomt Guldsmykket til sig, hvorpaa han gik ud den rigtige Vej ad Døren, som han lod staa aaben efter sig.


Da Freja vaagnede og saa, at Dørene vare aabne uden at være opbrudte, og at hendes Smykke var borte, anede hun strax, hvorledes det hang sammen, og gik, saa snart hun var klædt paa, til Odin og lod ham vide, at han havde gjort en ond Gjerning ved at stjæle hendes Smykke, hvilket han ikke kunde gjøre godt igjen uden ved at give det tilbage.


»Nej,« svarede Odin. »Du er selv kommen til det paa en daarlig Maade, og du faar det ikke, før du gjør to Konger saa uenige, at de strides, og saaledes skulle de kæmpe, at de døde rejse sig igjen, og Krigen fortsættes, til en fremmed Mand har saa meget Mod og saa megen Lykke, at han tør gaa imod dem og dræbe dem alle, da først maa Kampen ophøre.« Freja lovede dette og fik derpaa sit Smykke, og siden opfyldte hun Betingelsen.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.