Asken Ygdrasil (NFSG)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
N.F.S Grundtvig (1783-1872)
Ill. Carsten Lyngdrup Madsen


Naturlyrik og romantik


N. F. S. Grundtvigs
Poetiske Skrifter

Bind 1

København, 1880.


Asken Ygdrasil - Et Mytekvad

N. F. S. Grundtvig


[Nordens Mytologi 1808, S. 155-58; uden Overskrift. Med ovenstaaende Titel optrykt i Kvædlinger 1815, S. 86-91, med det herefter aftrykte "Tillæg".]


1. Tidens Sønner, Mænd paa Jord!
Vil I eders Moder skue,
Vender Øjet op mod Nord!
Stirrer stift paa Himlens Bue!
Denne Bue er en Rod
Af det Træ, som længe stod,
Og som staar til Verden falder.


2. Træets Navn er Ygdrasil,
Vidt udsprede[1] sig dets Grene,
Under dem i Vekselspil
Alt, som blev, maa sig forene.
Ingen saa', det randt af Rod,
Alt ved[2] Tidens Fødsel stod
Grønt det over Urdas Kilde.


3. Træets andet Navn er Tid,
Mange Løv dets Grene tvinge,
Hver en Daad og hver en Id
Maatte af dets Saft udspringe.
Underligt at end det staar;
Som det stod utalte Aar,
At det raadned ej og visned!


4. Trende Rødder har det vel,
Men de kan det ej oplive:
Én nedruger over Hel,
Som en tung og dunkel Skive;
Én nedtrykker Jætters Æt;
Under Solen klar og let,
Over Midgard én sig hvælver.


5. Kommer Tidens Sønner! Hører
Hvad det er, som Livet rører
I det alderstegne Træ!
Nornerne som Tiden lænke,
Tidens tørre Ask bestænke,
Læske den af Urdas Brønd.


6. Derfor kneiser end i Vælde
Stammen trods sin høje Ælde,
Derfor visned ej dens Løv.
Dog kan ingen ret udmaale
Al den Trængsel, den maa taale;
Evig kan den ikke staa.


7. Kan I høre hvor den stønner?
Fire Hjorte, Søvnens Sønner,
Stande i dens høje Top,
Og som Tiderne fremskride,
Bladene de dybt afbide,
Bladet med den unge Knop.


8. Véd I vel, hvad Hjorten bider?
At det er de gamle Tider,
Som fortæres af dens Tand?
Derfor mørke Glemsel ruger
Over dem, og tungt nedknuger
Spiren til hver herlig Old.


9. Mere Trængsel Asken lider,
Thi ved Roden Nidhøg slider,
Dragen med sin Ormeflok.
Selv den ældes gjennem Tiden,
Mør og trøsket bliver Siden,
Og den stunder mod sit Fald.


10. Høre I det høje Kvæde
Lyde hist fra Ørnens Sæde,
Paa det underfulde Træ?
Ratatoskur brat nedspringer,
Kvadet ned fra Toppen bringer
Den til Dragen under Rod.


11. Ørnen kvad om Træets Alder,
Om at, naar engang det falder,
Skal det knuse Jætters Æt.
Dobbelt flinke Orme gnave,
Asken vil de undergrave
Før[3] den frygtelige Stund.


12. Tidens Sønner! Vil I stride
Lumskelig ved Ormes Side,
Imod Norners høje Raad?
Vil I eders Moder trænge?
Vil I stræbe at forlænge
Jætters syndefulde Liv?


13. Vel! Saa stræber som I stræbte,
Da i eder selv I dræbte
Anden Gang den svundne Old!
Hevnen kommer: Asken raver,
Naar den falder, den begraver
Eder til en evig Død.
---


Tillæg
[i Kvædlinger].

Ogsaa dette forkynder sig som et Mytekvad. Asken med sin Trængsel og sine underlige Vilkaar er og ganske ordentlig afbildet efter Vøluspa og Grimnismaal; ej heller bør der vel tvivles om, at den for Nordens Skjalde var en Gang Tidens Sindbillede; men den videre Udlæggelse har ingen Hjemmel i Edda, og til Dels ingensteds hjemme, uden i et taaget Øje. I Steden for den Ørnesang, der klinger hel mistænkelig, taler nok Edda om Skjændsmaal mellem Ørnen og Nidhøg; om Hjortene er dens Mening i det mindste tvivlsom; og at Ormene blive flinkere til at undergrave Asken, naar de høre, den i sit Fald skal knuse dem, klinger en Smule dumt. I en anden Udgave af Mytologien er Stedet at omtale Mytens Betydning, her at sige, hvi Verset gjemmes. Man ser let, det egentlig er en Benyttelse af den gamle Myte til at paaminde Tidsalderen om dens vrange Syn og galne Adfærd; og det kan vel endnu behøves at lade Hedninge minde os om, at Tidens Hjul drives ved Ovenfalds-Vande: at kun Gud paa underfuld Maade opholder Tiden og gjenføder Kraften, medens vi, hvor højt vi end elske det timelige og grue for dets Ophør, arbejde paa at fremskynde den, ved at bortødsle Kraften og forpeste Luften. Saaledes aabenbares det, at jeg vel havde noget sandt for Øje, men kunde ej ret afbilde det, fordi Staven var bunden af en Myte, jeg ikke ret forstod. Den tilsyneladende Modsigelse forsvinder, naar man med mig betragter Tidens Øjemed [som] kun opnaaeligt, naar den ender i en vis Time, det som Ormenes Øjemed, at Asken kan falde før den Time, det som Menneskenes Galskab, at hjælpe Ormene i Striden mod Guds Øjemed, og det som Galskabens Fragt, at Asken, der alligevel ej falder før den skal, knuser dem og deres Fostbrødre i den evige Død.



Fodnoter

  1. [Kvædl.: udbrede.]
  2. [Kvædl.: i.]
  3. [Før, Mytol.; For i Kvædl. Trykfejl.]