At sidde på høj (A.Olrik)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Danske Studier
1909

s. 1-10
København 1909


AT SIDDE PÅ HØJ
(OLDTIDENS KONGER OG OLDTIDENS THULIR)

af Axel Olrik


I Sakses norske saga om Balder og Høder forekommer et sted den udtalelse, at kong Høder efter nederlaget strejfede ene og sorgfyldt om i Sverig, „men han plejede ellers fra toppen af en høj at give kundgørelser til det rådspørgende folk" (1).

En del steder i sagaliteraturen viser, at denne skik en gang har været ret almindelig. F. eks. hedder det, at da Harald hårfager underlagde sig Norge og allerede var nået til Trøndelagen, indså kong Hrollaug i Numedalen, at han ikke kunde forsvare sit rige. Han gik da op på den høj, hvor kongerne plejede at sidde, lod det kongelige højsæde opstille og satte sig i det; dernæst lod han lægge hynder på fodbrædtet, hvor jarlerne plejede at sidde; derpå væltede kongen sig ud af højsædet og ned i jarlesædet og gav sig selv jarlenavn. Så drog Hrollaug kong Harald i møde og overgav ham sit rige og tilbød at blive hans mand" (2).

Til endnu tidligere tid går vel det sagn tilbage, at kong Eystein den onde undertvang Trønderne og satte hunden Saur til at være konge over dem. Der blev nu lavet ham et halsbånd af guld- og sølvtråd; og når det var snavset, bar hofmændene ham på deres skuldre; „der blev indrettet højsæde til ham, og han sad på høj ligesom konger; han boede på Inderøen, hans bopæl var ved Saurshøj." Her fik han sin død en dag da der kom ulve i hans hjord; da han så dem, sprang han ned af højen og løs på ulvene, men de rev ham ihjel (3).

En udførligere beskrivelse forekommer i en fantastisk islandsk fortælling fra 14de årh., Stjærne-Oddes drøm. „Dernæst lod kongen bygge sig en bolig, og man rejste ham den høj han skulde sidde på. Så blev kongen sat i en stol, som stod på højen, og man hævede ham således på særlig måde til kongelig værdighed, og de gav ham på ny kostelige gaver og hædrede ham på alle de måder de kunde. Dagfinn skjald tænkte da, at ingen var nærmere end han til at hædre kongen med et kvad. Han gik da op på højen til kongen og faldt på knæ for ham, bøjede sig dybt og hilste, sagde at han havde digtet et kvad om kongen og bad ham lytte til. Kongen sagde venlig ja, og han fremførte digtet" (4).

I alle disse tilfælde er pladsen på højen den form, hvorunder kongen viser sig i sin fulde kongelige værdighed, og giver foretræde for dem der opsøger ham, udsteder sine kundgørelser for det rådsøgende folk, som Sakse siger. Mere kortfattet lyder skildringen i et af de ældste eddakvad: „Thrym sad på høj, hirsernes drot; han snoede guldbånd til sine hunde og glattede sine hestes manker," — da Loke kommer at søge ham med budskab fra asernes verden. Også her synes sædet på højen at være en konges (jætternes konges) daglige plads, uden at vi dog ser hans egenlige grund til at sidde der. Derimod er højens plads tydelig: ligesom i de to forrige tilfælde er den lige udenfor kongens bolig; „her i gården går guldhornede kør," siger tursekongen.

I første kapitel af Volsungasaga fortælles om den barnløse kong Rere, der havde påkaldt guderne for at få afkom; Frigg sendte da sin mø Osk til ham med et æble. Hun kom i krageham flyvende „derhen hvor kongen var, og han sad på høj; hun lod æblet falde i kongens skød, han tog det og kunde nok forstå hvortil det skulde tjæne, gik så hjem fra højen og kom til sine mænd, traf dronningen og hun åd en del af det." Også her synes det at sidde på høj at være kongens daglige beskæftigelse; mærkeligt er det at hans hirdmandsflok udtrykkelig forudsættes ikke at være tilstæde.

I denne sammenhæng må nævnes en fortælling, der tilsyneladende handler om noget ganske andet. Der fortælles i Gautrekssaga, at kong Gautreks dronning døde og at han efter den tid sad hver dag på hendes gravhøj, og imens lod sin høg flyve for dog at korte tiden med noget. Den kloge Nere jarl råder da den fattige Ræv til, at han skal sætte sig bagved kongens stol og, når kongen rækker hånden bagud for at få noget at kaste til høgen, skal række ham en hvæssesten; så vil Gautrek nok gengælde ham gaven. Ræv følger rådet, og kongen rækker, uden at se sig om, en guldring til den tjænstvillige hjælper (5). Denne konge, der stadig sidder på en høj nærved kongsgården og leger med sine dyr, svarer i virkeligheden ganske til de andre konger, der sidder på høje. Den døde dronning spiller ingen rolle i sagaen; sorgen over hendes død er øjensynlig blot opfundet for at forklare kongens vane at sitja á haugi. Men det er ganske overflødigt at finde en forklaring for dette enkelte tilfælde, da det øjensynlig har været almindelig sædvane for oldtidskonger. Det er kun en islandsk sagamand fra 14de årh., der har fundet det nødvendigt at opdigte dette træk med sorgen over dronningens død. I den tilsvarende fortælling hos Sakse står der blot, at Gøtrik havde ladet sit højsæde opstille (sella posita) og sad og uddelte sold til sine hirdmænd, da Ræv kom til ham og fik ringen i gave.

Alle disse overleveringer omhandler den forhistoriske tid, tiden forud for at Norge samledes til ett rige. Nogle ret tvivlsomme efterretninger lader den samme skik også gælde i historisk tid. En meget legendarisk fremstilling af Olaf den helliges liv beretter, at han som ung vikingekonge overholdt strænge fasteregler og gav lækkerier og vin til en krøbling, som kom til ham på „den høj, hvor han plejede at sidde" (6).

I en enkelt overlevering er det en almindelig storbonde på Oplandene, Torleif spake, der sidder på højen ved sin gård, da kongens hirdmand Halfred kommer til ham forklædt som tigger og beder om hans hjælp (7). Men da alle andre overleveringer netop betragter det som et kendetegn på kongeværdighed at sitja á haugi, kan sagaen om Halfred let have taget fejl.

Til de tvivlsomme steder hører også eddakvadet om Helge Hjørvardssøn. Her hedder det i prosa-indledningen, at Helge sad på høj, da han så ni valkyrjer komme ridende, og den forreste af dem tiltalte ham. Men i selve kvadet står intet om højen; og i hvert fald kan der ikke menes en sidden på høj i samme betydning som de andre kilder har, der taler om at kongens tronstol er indrettet på højen.

Tager vi overleveringen som helhed, vidner den, at det er et kongeligt værdighedstegn at sitja á haugi; de udførlige og stedfaste efterretninger om det knytter sig til norske småkonger i tiden førend riget samles under én hersker. Højen ligger nær ved kongsgården, kongen har dær sin daglige plads på et højsæde; her søger de af folket ham, der vil kræve hans afgørelse eller hædre ham som hersker, og ellers leger han med sine heste, høge og hunde eller har lignende småbeskæftigelse.

Dette billede af kongens liv og hans kongegerning har det mærkelige, at det passer meget dårlig med hvad vi ellers hører om den nordiske oldtids kongemagt. Kongen er ellers altid i første række krigersk, ikke blot i den ældste nordiske literatur, men hos alle de beslægtede folk; det er ad krigersk vej, at det gotisk-germanske kongedømme — i og inden folkevandringstiden — har hævet sig til at være en magtfaktor. Kongens skikkelse viser sig overalt som krigersk, virksom, altid på færde, omgivet af den hirdstyrke, hvorpå hans magt beror; — og så tegner disse overleveringer os billedet af en konge, der sidder dagelangt ene på højen. Endogså hans optræden som dommer, især i denne stilfærdige form, er fremmed; ti vi er vante til, at domsmagten er hos tingfolket, og at den udøves på faste tingdage.

Sagen synes os at være en gåde, eller en ganske vrang overlevering. Dog opdigtet er den næppe; dertil passer den altfor lidt med det sædvanlige begreb om en konges foretagender, og den optræder jo ikke blot mange gange, men også knyttet til bestemte steder og med en fylde af enkeltheder i sagn fra det nordenfjældske Norge (fra Trøndelagen og fra Numedalen). I alt fald her må man vente, at den har hørt med til småkongedømmets sædvaner, indtil Harald hårfagers erobring skabte en ny skik.

Men hvor skal vi søge forklaringen på denne sidden på høj? En praktisk årsag til den vil være vanskelig at finde. Hensigten dermed kan ikke være, at kongens ord lettere skal høres af den samlede folkeskare; ti paa højen sidder han ofte alene, og han opsøges af den enkelte, der har ærende til ham; og den står aldrig i forbindelse med offenligt tingsted, men med kongens bolig. Vi får heller ikke rimelig forklaring ved at opsøge andre personer, der i oldliteraturen sidder på høje. Således hører vi, at hyrder sidder på høje; men det gør også nutidens hyrdedrenge, ganske simpelt fordi de dær har overblik over deres hjord, og hvad der sker i egnen, og fordi der intet andet sæde byder sig (8). Dette jordbundne sæde har intet med kongestolens plads at gøre. Endelig kunde man også tænke sig, at han sad som jorddrot og så ud over sin ejendom, ligesom i vore folkeviser riddersmand eller frue „står ved borgeled" og spejder ud ad vejen. Men i så fald vilde storbonden være nærmere dertil end kongen; dog det er jo netop så, at en meget fyldig overlevering opfatter det som kongeskik, og kun en eneste — måske misforstående — kilde lader det gælde for en bonde. Tillige vil det ikke give nogen tilfredsstillende forklaring på, at det så stadig er kongens sæde, hvor han giver foretræde for sine undersåtter.

Vi står øjensynlig ikke overfor et praktisk livsforhold, men overfor et ceremoniel, en nedarvet højtidelig form, som han bruger for at give sine undersåtter foretræde. Men et ceremoniel må en gang i sin tid have udtrykt en bestemt mening, en højtidelig, ofte en religiøs handling. Lad os se de vink, som overleveringen giver.

Også for tingforsamlinger har højen en gang spillet en rolle. Islændingen havde på altinget sit lǫgberg og sin þingbrekka, ligesom Vermelændingen sit logbergh; en mængde jyske herredsting har været holdte ved høje; de saliske Frankers tingsted hedder malloberg, retsbjærg, osv. (9). Denne sammenhæng mellem høj og dommerforsamling er så gennemgående, at den synes at bunde i en bestemt tanke: en vis følelse af, at det ophøjede sted er det mere hellige og højtidelige. Kongens sidden på høj for at give sine kundgørelser for de rådsøgende og tingfolkets eller tinglederens kendelser fra lovbjærget synes at være ensartede i deres væsen, selv om de i dagliglivet optræder adskilte.

Foruden kongerne træffes én stand til, der har et ophøjet sæde: det er sejd- eller spåkvinderne, vølverne. Allerede Tacitus kender spåkvinden Veleda, der fra et højt tårn forkyndte guddommelige åbenbaringer for dem der søgte råd. Den nordiske vølve må, for at komme i forbindelse med åndeverdenen, sætte sig på en træforhøjning, båren af stolper, en seiðhjallr. Jeg kan minde om den velkendte skildring af kong Frodes gildehal, hvor der er rejst en høj hjall, vølven tager plads på den, og kongen udfritter hende om hvor Halvdansønnerne er skjulte. Hun sætter sig i magisk tilstand, slår munden højt op og gisper stærkt, og da kan hun kende at kongesønnerne sidder ved ilden; hun springer ned af forhøjningen og frem imod dem. En anden velkendt skildring er det grønlandske vølvegilde i Erik den rødes saga, hvor kvinderne står i kres om vølven på sejdhjallen, og en af dem kvæder den tryllesang, der kalder de stærke magter til.

Meningen med vølvens plads på hjallen er tydelig nok den at afsondre hende fra berøringer med den omgivende verden, da dette kan øve en forstyrrende eller skadende indflydelse på hendes samkvem med ånderne.

Spørsmålet er nu, om vi kan anvende en lignende forklaring på kongerne. I det ydre er der jo en kendelig lighed mellem kongerne, der skal sidde på høj for at udføre visse kongelige forretninger, især den at afgive kendelser til dem som søger deres råd, og vølverne, som fra tårn eller hjall forkynder åbenbarelser til dem der fritter dem. Spørsmålet om den indre sammenhæng må sikkert besvares med ja. På en mængde steder med primitiv kultur svarer det overtroiske ceremoniel, hvormed kongens person afsondres og værnes, til den måde hvorpå troldmanden holdes utilgængelig for alle jordiske påvirkninger; og hos mange folkeslag er folkets konge også dets største troldmand, levende afsondret i sin hytte eller hal, og kun under visse former ladende sig til syne for undersåtterne. Et overordenligt stort stof, der belyser dette forhold, er tilvejebragt af Frazer i hans store værk om misteltenen (The Golden Bough — den gyldne kvist). Jeg henter derfra nogle eksempler. På kysten af det Sorte Hav boede en rå og krigersk folkestamme, Mosynerne, gennem hvis land de 10,000 Hellener måtte bane sig vej på det berømte Anabasis-tog år 401 f. Kr. Disse barbarer holdt deres konge skjult øverst oppe i et højt tårn; og når han først var valgt til konge, blev det ikke tilladt ham atter at stige ned, men han måtte herfra udtale domme for sit folk. Var folket ikke tilfreds med hans styrelse straffede man ham ved en dag igennem at lade ham uden fødemidler eller ved rent ud at sulte ham ihjel. I Sheba i Arabien var der i oldtiden en præstekonge, den såkaldte makarrib (ɔ: velsigner), der aldrig viste sig udenfor sit slot; men øverst oppe på dets mur var der et vindue, og den som havde en sag at bringe for kongens dom kom til vinduet og drog i en kæde som førte op til det. På samme trin står spåkvinden Veleda hos Germanerne, der kun fra et højt tårn giver sine kundgørelser til de rådspørgende. Men også sagaernes konge, der kun fra en høj udsteder sine domme eller kundgørelser til de rådspørgende, svarer så vidt hertil, at dette tør betragtes som levning af et gammelt kongedømme, der holdt sig i en eller anden magisk afsondrethed fra folket.

Dette dømmende og rådgivende kongedømme er atter kun en gren af det religiøst præstelige kongedømme, eller af den troldmandsvælde som vi kan spore omkring hos så mange folkeslag. Jeg anfører her et enkelt eksempel, fordi det ligger de nysnævnte særlig nær. I de bjærgskove der skiller Cambodia fra Annam bor der endnu den dag idag præster der fører navn af „vandkongen" og „ildkongen", syv tårne på forskellige bjærghøjder tjæner disse konger til bolig, hvert år flyttes de til et nyt; de lever i en vis afsluttethed fra omverdenen, men modtager dog kostbare gaver og nyder en slags tilbedelse af dem der kommer til dem; egentlig politisk magt har de ikke men i høj grad religiøs; i kraft af visse talismaner, der er nedarvede i deres slægt (en slyngplantefrugt, en rotang og et sværd) har de magt over naturen, og de af dem årlig sendte gaver holder på magisk vis alt ondt borte. Atter den enligboende „konge" i tårnet, som søges af de mennesker der trænger til hans hjælp, men denne gang ikke i retslige men i præstelige former, hvad der sikkert er det oprindelige (10).

Man har tidligere ment, at kongedømmet overhovedet var en forholdsvis ny indretning hos hele den gotiske folkeæt. Imod denne opfattelse har Chadwick vendt sig i sin „Origin of the English Nation" (11). Allerede i Romertiden træffer vi hos mange gotiske stammer, navnlig de østlige og nordlige, et fuldt udviklet kongedømme; og han hævder, sikkert med rette, at det ikke er begyndelsen til det opvoksende folkevandrings-kongedømme, men levning af en gammel præstelig kongemagt. Selve den skik at sidde på høj vidner om, at der har været et kongedømme med et ceremoniel, der står fremmed for folkevandringstidens hird-kongedømme, og efter sit væsen er religiøst eller magisk. —

Indenfor de nordiske lande er det kun Norge, der har fortællingerne om kongernes sidden på høj. Grunden er øjensynlig den, at her holdt smårigerne sig længst; i de andre lande var storkongedømmet tidligere dannet og havde skabt statsformer der passede for et større samfund. Tillige knyttede sagnene om konger sig tidlig til den sten, som kongen stod på ved sin kåring, Danerygen ved Viborg, Kongstolen ved Lejre, Morastenene i Sverig (12). Alt hvad vi véd om kongeværdighedens ydre form er betegnelsen Hleiðrarstóll for kongevælden; Kongens „stol" ved Lejre svarer til det på højen rejste hásæti i de norrøne overleveringer.

Det gamle kongedømme med højsædet på højen har berøringspunkter med en anden klasse af folkets ledere i oldtiden. I oldkvad og på en dansk runesten træffes navnet thulir, egenlig „sangere", men stadig brugt i betydningen „vismænd" eller snarere „læremestre". Flere steder i Håvamål opfordrer til at lytte efter den gråhårede læremesters ord, „ofte er det godt hvad gamle folk siger"; thul'ens undervisning synes først og fremmest at være livserfaring (formaningerne i Håvamål til den unge Loddfåvne), dernæst vel også tryllekundskab; Odin er selv „den store thul", der har ristet de mægtige trolddomsruner. Læremesterens råd meddeles i sang eller versform (mál es at þylja), og selv sidder han da i en læremester-stol (þular-stóll), han meddeler til den enkelte tilhører den visdom, som han på lønlig eller underfuld måde har tilegnet sig ved selve Urdsbrønden, skæbnestyrelsens lønlige kilde. Denne þular-stóll minder altså om tårnet eller hjallen, hvorfra vølven giver sin åbenbaring, og endnu mere om den „stol" eller det „højsæde", hvori kongen sidder på høj og meddeler sine svar til de rådspørgende. Det er rimeligt at en sådan hellig foredragsplads også har været anbragt på et ophøjet sted.

Den ældste kilde, hvori ordet thulr forekommer, er på den runesten, der er funden i Snoldelev syd for Roskilde, og som henføres til beg. af 9de årh. Dens indskrift lyder Gunnwalds stæinn, sunaʀ Hróalds, þulaʀ á Salhaugwm (Danske runemindesmærker; II 344). De enkelte ord er tydelige nok: stenen er rejst over en Gunvald, der var søn af Hroald, og en af dem — fader eller søn — har været thul på Salhaugar (Sal-højene, ɔ: den lille landsby Salløv tæt ved Snoldelev). Stenen er prydet med religiøse symboler, hagekors og det trehornede mærke; „jeg anser det for sandsynligst", siger Wimmer „at der ved Snoldelevstenens þulʀ menes en gejstlig taler, snarest en Odinspræst." Hvad der endnu står tilbage at oplyse, er den bestemte tanke der ligger i ordene þulaʀ á Salhaugum. Det er dårligst at opløse tanken i to, 1) at han var taler eller præst, 2) at han boede i Salløv; ti runestenene plejer ikke at give tilfældige oplysninger om personers bopæl. Heller ikke er det troligt, at den lille by Salløv har været nogen berømt helligdom, især når man har herredets midtpunkt Tune og de to Thorslunde'er tæt ved. Men hvad der har været ved Salhaugar, er først en „sal", et anseligt boligshus eller en hal, og dernæst „høje". At være þuʀ á Salhaugum skal da forstås ganske bogstavelig som „læremester Salhøjene": han har sin þularstóll stående på en af „højene" og bor selv i „salen", — en vismand som folket kan søge til om råd eller lære, formodenlig tillige som opmand i trætter. Han svarer da til de norske bygdekonger, der fredelig „sidder på høj" og lader sig hylde eller spørge om afgørelser af landets folk. Han bliver en styrer af egnen, men med fredelig præstelig karakter, til hvis rolige vismandsfærd det religiøs-magiske at sitja á haugi allerbedst passer.

Udenfor Norden træffes det samme ord thul igen i angelsaksisk thyle. Det forklares i gamle glossarer ved „orator", en taler; i Beovulfdigtet forekommer han som en embedsmand, der fører ordet på kongens vegne, og hvis plads i hallen er lige ved kongens fødder. Han repræsenterer så at sige den fredelige side af kongemagten, mens selve kongens værdighed først og fremmest er krigersk. Den måde, hvorpå han er underordnet kongen, er sikkert et yngre trin: det forudsætter et storre statsmaskineri, og det fjærner sig ganske fra den nordiske thul, der er selvstændig. Bag ved den nukendte angelsaksiske thyle må der da ligge en anden stilling, en folkeleder af ordførende, rådgivende og formodenlig dømmende art. I primitive samfund finder man ofte flere konger eller høvdinger, særlig en krigsfører ved siden af en religiøs og borgerlig fører: omtrent således må vel thyle og cyning have stået jævnsides hinanden en gang. Oftest er det krigerhøvdingen, der tager magten: den nordiske þulʀ svandt bort med hedenskabet, og den angelsaksiske thyle blev underordnet under kongen. Den fremstilling, jeg her har givet af thul'ens væsen, afviger ganske fra den, der er den gængse i nyere videnskabelig literatur. Siden Müllenhoff skrev sin Deutsche altertumskunde (V 292—310), har forskerne været ret enige om at opfatte oldtidens þulir slet og ret som „sangere", -„bærerne af Nordens samlede poetiske overlevering", de der i fyrstehaller eller som vandrende sangere spillede en lignende rolle som skjaldene senere gjorde. Denne opfattelse har vundet almindelig indgang; kun Wimmer i sit runeværk udtaler sig med kølighed om den, og i tilslutning til ham har siden Mogk taget afstand (13). I virkeligheden bør den fuldstændig forkastes. Ordet þulr som enstydigt med skald forekommer ikke før i 12te årh., på en tid hvor man ikke havde anelse om dets gamle kulturbetydning (14). Müllenhoffs teori, at þulr i Danmark og Sverig har været det gamle navn for sangerne af eddakvad, og at ordet skald, skjald, var ukendt, strider mod de virkelige forhold (15). Så vi har ingen grund til at blande thulerne ind i den almindelige digtergerning; vi lader den gamle skjald (skald) beholde sin betydning, og tillister ikke thulerne noget af hans hværv. Vi lader thul'en blive ved sin sal og på sin høj, i hans thularstol, med sin religiøse indvielse, magiske baggrund, moralske belæring og borgerlige høvdingedømme. Hvor gammel og hvor betydningsfuld hans opgave har været, aner vi ud af det forhold, at han var oldkongers ligemand i at have værdighedssædet og at sitja á haugi.




Noter:

1) Saxo 122: consueverat autem in editi montis vertice consulenti populo plebiscita depromere.
2) Heimskringla, Har. hårf., k. 8; kortere antydet i Egilssaga k. 3
3) Heimskringla, Håkon den godes saga, k. 12.
4) Stjǫrnu-Odda draumr, k. 5 (Bárðarsaga osv., udg. Vígfusson, s. 113).
5) Gautreks saga k. 9 (udg. Ranisch s. 35. 39—40).
6) Fornmannasögur V 160.
7) Hallfreðar saga k. 6 (Fornsögur udg. Vigfússon s. 98); i Fornmannasögur II 59 gengives dette: Þorleifr var þvi vanr, sem mjök var fornmennisháttr, at sitja löngum uti á haugi einum eigi langt frá bænum.
8) Skirnisfǫr 11. Hører også herhen gýgjar hirðir, der slår harpe på højen i Vǫluspá 42?
9) Amira i Paul, Grundriss II, 1 s. 183; Årb. f. nord. oldk. 1902, 292 ff.; Grimm, Rechtsaltertümer. 2 800 f. 6
10) Frazer, The golden bough, I.2 164 f.
11) Cambr. 1907, s. 303—23 (jf. DSt. 1907, 193). Nærværende afhandling er iøvrigt udarbejdet før fremkomsten af Chadwicks bog.
12) Se min Danm. heltedigtning I 195: Folklore 1903, 28 ff.; S. Bugge, Norröne skrifter af sagnhistorisk indhold, s. 362—63; Kek, Einleitung zur slav. lit. 601. — Om „Kongestol" se Grimm, Rechtsaltertumer 3.242.
13) Paul, Grundriss II 2, 575.
14) Finnur Jónsson, Oldn. literaturs historie I 80.
15) ‘Hiærne skald' i ‘Gesta Danorum på danske' (Gammeldanske krøniker udg. Lorenzen, s. 22-3); jf. min Danm. helted. II; jf. Söderwall, Ordbok: skald; jf. Liljegren, Runurkunder 129 (og vist flere steder). — [Tilføjelse i Korrekturen:] Ifølge Blankenstein i Indogerm. Forsch. XXIII 134 må den gængse opfattelse af þulr som „sanger" vistnok opgives (ordene þylja og þula er snarest afledte af þulr, ikke omvendt); ordet må være i slægt med de slaviske ord for „tolk” (urar *tl-qos), og grundbetydningen er da „forklarer" (vel snarest af den guddommelige visdom og af gudernes åbenbarelser).