Atis og Watis

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind I, s. 66

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Atis og Watis


252. En Mand fra Fastnip var kjørende til Egeris Mølle med Korn at faa malet. Da han kjørte hjem, kom der én ud af en Høj og raabte til ham:
   "Vil du hilse Biltser, te Baltser er død."
   Da han kom hjem og sad ved Bordet, fortalte han hans Folk, hvad han havde hørt. Saa var der én, der sagde:
   "Aa, er Baltser død!" og saa rendte den ud af Stuen med et Par fladbundede Træsko paa.
Kristian Peder Hansen, Hammerum.


253. En Mand fra Fastrup kjørte til Egeris Mølle.... Da han kom hjem igjen og fortalte.... var der én, der raabte:
   "Aa-, er Baltser død," og saa rendte der en Person ud af Døren med et Par fladbundede Træsko paa.
Anton Jensen, Skjællund.


254. Paa Ormslev Mark ved Siden af Vejen fra Korsør til Slagelse ligger en Høj, der kaldes Lysbjærg og har været beboet af Troldfolk. Tæt ved ligger en Gaard, og deri kunde intet trives, Køerne døde, og Mælken spildtes eller blev ødelagt.
   En Aften kom en Mand gaaende hen ad Vejen, og da var Højen aabnet, og der var stort Spektakel derinde, saa han standsede og lyttede. Han hørte da én raabe:
   "Sig til Ate, at Date er død."
   Vejen gik netop igjennem hans Gaard, og da han nu kom hjem, raabte han der det samme, og saa blev der en frygtelig Hurlumhej i Gaarden. Folkene vaagnede, og da de kom op og fik set efter, var Køerne løse og Mælken spildt.
   Det hele kom i Orden igjen, og siden mærkede de ikke noget til Bjærgfolkene.
1909. Peder Jensen, Vinkel v. Viborg.


254 b. Der er en Historie om Kalvdal med Dværgene Atis og Watis.
J. Chr. Pedersen, Mammen.


255. Min Moders Fader Povl Fisker fra Vesterbølle og saa en Svoger til ham de var i Nibe at hente et Læs Fisk. Da de saa kjørte hjem ad, skulde de over en Bro, de kalder Halsmand Bro, en halvanden Mil syd for Nibe. Da hører de en Røst, der siger:
   "Hilsen Atis, Watis er død."
   De havde endnu fire Mil at kjøre og tænkte ikke mere paa det. Da de saa var komne hjem om Natten og havde faaet noget at spise, skulde de jo have Fiskene gjort rene. Saa sad Kvindfolkene ude i Bryggerset ved det, og Mændene kom saa derud og skulde se til dem. Saa siger de:
   "Vi har da hørt noget underligt i Aften, da vi kjørte over Halsmand Bro. Der var noget, der sagde, vi skulde hilsne Atis, te Watis var død."
   Saa var der nogle Stemmer, der tog paa at sige:
   "Aa, er Watis død, er Watis død!" og de klagede dem og jamrede. Folkene blev helt forskrækkede og fik nu at vide, at der var fuldt af Underjordiske i Huset. Men der blev saa ikke mere ud af det.
Niels Peter Rasmussen (Christensen), Øse.


256. I Korup, Ravsled Sogn, er en Gaard, der i vor Tid har været ejet af Ludvig Hansen; men det var nu længe før hans Tid, da traf det sig, at Manden i den Gaard en Gang var til Mølle i Andrup Mølle. Det blev silde og mørkt, inden han kom paa Hjemvejen, og saa kom han forbi en Kjæmpehøj, der ligger til Nordvest for Byen ved Vejen.
   Da bliver der raabt til ham, te han skulde hilse æ Puen, te Pajen var død.
   Da han kom hjem, og de saa spændte af, saa stod han og fortalte Karlene dether. Da var der én, der raabte inde i Stalden:
   "Aa Herre Gud, saa er Pajen nu død!" Siden hørte de ikke mere til det.
   R. P. Clausen, Smedeager.
H. Rasmussen, S. 8: Nu er Kong Pippe død. - Fra Als.


257. En Mand fra Giver var kjørende til Nibe. Den Gang var der ikke andet end saadan gamle Hedeveje. Den Gang han saa kjørte hjem om Aftenen, da kommer han forbi Ottibakken norden for Skivum,der nede ved Skivum Sande.
   Der kommer én rendende ud af Højen med en rød Lue paa og raaber til ham:
   "Vil du ikke gaa op til Skjelbuund og sige Atus, te Batus er død."
   Han lovede det, og saa kjørte han videre.
   Da han kommer til Skjelhøj, saa siger han det her, hvad han har lovet, og da hører han saadan Skrigen og Jamren og Hvællen der inde i Højen.
Sml. 239. Søren Andersen, Bravlstrup.


258. En Mand fra Skjørbæk havde været kjørende til Nibe og kom hjem. Som han nu sad og fik noget at spise, sagde Konen:
   "Hvordan gik saa Rejsen?" -
   "Jo, den gik godt nok. Men der traf mig saadan noget underlig noget, da a kom til Anders Mands Bakke." -
   "Hvad da, væltede du?" -
   "Nej, der var én, der raabte til mig, men a kunde ikke se, hvem det var: Hils Atus, te Watus er død."
   Aldrig saa snart han havde sagt det, saa blev der saadan Raaben og Skrigen under neden Stuen:- "Aa, er Watus død, er Watus død!"
C. Brøgger.


259. Der var hejsen mange Ellefolk i gamle Dage. En Mand kjørte en Dag fra By, og som han kjører, kommer der én rendende hen til Vognen og siger:
   Om han vilde ikke, naar han kom hjem, sige til Atti, te Watti var død.
   Det tykte han noget sært om. Da han kom hjem til Konen, sagde han, at han kunde ikke forstaa, hvad det var for én, der kom til ham her ude.... Den Gang han havde sagt det, kom der én og lukkede Døren op og sagde:
   "Er Atti Watti død?"
   Da havde de Ellefolk i deres Gang, og det vidste de ikke af. Der blev nu saadan Græden og Hylen der ude.
Ane Dorothea Pedersdatter, Lundø.
H. Rasmussen: Vitte og Vatte. - Fra Ogsevad.


260. Der ude ved Waarbro er en stor Høj, de kalder Waarbrohøj. Den var der Bjærgfolk i, og der stod Lys og brændte paa den. Min Fader kom kjørende der omkring ved, og da kom der én ud af Højen Og raabte:
   "Højj, Hutti er død!"
Hans Kristian Larsen, Skibsby.


261. En Mand i Havnlev paa Stevns havde et forfærdeligt Spektakel i hans Kjælder alle Tider; alting blev flyttet om, men de kunde aldrig opdage, hvad det var.
   En Dag havde han været ude at kjøre og kom sildig hjem om Aftenen. Da han kom forbi en Høj, hørte han en Stemme sige:
   "Sig til Aat, at Daat er død."
   Saa fortalte han det, da han kom hjem. Strags hørte de et Mas nede i Kjælderen, og en Stemme sagde:
   "Aa, er nu Daat død."
   Fra den Tid var der ingen Urolighed.
Ry Højskole. Hans Julius de la Moth.


262. Den gamle Kone i Kræn Skyttes Gaard blev noget sær, inden hun døde, hun gik ude i Haven ved nogle Hylder og snakkede altid om de Ellefolk. En Aften blev der saadan Græden inde i Stuen, og de hørte det allesammen. Det kom af, at én havde sagt, en skulde hilse Bet, te Bjat var død.
Mads Pedersen, Gassum.


263. En Mand fra Albæk kjørte hjem fra Randers.... "Hils Bet, te Bjaet er død." - "Aa, æ Bjaet no dø fræ ålld hende bitte Bøen."
Niels Møller, Vester-Tørslev.


264. Mølleren i Subæk Mølle var en Rejse i Hobro og kjørte hjem om Eftermiddagen. Som han kommer til Vammen Tinghøje, hører han én raabe:
   "Glem ikke at sige, naar du kommer hjem, at Enøje er død."
   Manden saa sig om i den Tanke, at det var Hyrdedrengen, der raabte, men han saa ingen.
   Det var nu om Efteraaret, og lidt hen paa Aftenen kom han hjem, Klokken var vel 7, og det var en meget ordentlig Mand, som jeg kjendte godt.
   Da han havde faaet spændt fra og var kommen ind, satte Konen Mad paa Bordet for ham. Mens han sad og spiste, kom han i Tanker om Tildragelsen ved Tinghøjene og gav sig til at smaale. Konen blev opmærksom paa det og spurgte, hvad det var. Han vilde ikke sige det, men hun blev ved.
   Ja, det var da, siger han, at der var nogle Hjordedrenge, der raabte til ham, da han kom forbi Tinghøje: Glem ikke at sige, naar du kommer hjem, at Enøje er død.
   I samme Øjeblik raabtes der i Møllen:
   "O ve o ve, er En-øje død," og der blev saadan Rumlen, som hele Møllen skulde vælte, saa der blev jo stor Forskrækkelse.
Pens. Lærer R. Rasmussen, Storvorde.


265. En Mand fra Ajstrup havde været i Randers og kjørte tilbage. Da han kom omtrent til Hald, raabte én:
   "Du kan hilse Ate fra Fjate, at nu er Fjate død."
   Da han kom hjem, fortalte han det til Konen. Saa hørte de underneden Gulvet saadan Skrigen og Snakken. Nu for stod de, at Bjærgmanden boede hos dem.
Lærer Stegger, Lystrup.


266. Ovre paa Fur var der mange Ellefolk, som boede neden under Gaardene. En Mand kjørte en Dag til Mølle, og ligesom han kjørte paa Vejen, blev der raabt:
   "Hils Pi, at Pjag er død!"
   Det gjentog sig flere Gange.
   Den Gang han saa kom til Møllen, fortalte han, hvad han havde hørt, og med det samme blev der saadan Jammer neden under dem:
   "Pjag er død, Pjag er død!" lød det, og da var det først, Møllerfolkene opdagede, at der boede Ellefolk hos dem.
Morten Jeppesen, Tovstrup.


267. En Mand i Sejlstrup, Fræer Sogn, var kjørt til Mølle. Da han kjørte hen ad Vejen til Hjemmet, kom der én og sprang op i Vognen til ham og sagde, at naar han kom hjem, saa kunde han sige til Atis, te Watis var død, nu kunde han godt komme hjem igjen.
   Derefter sprang Skikkelsen igjen af Vognen.
   Da Manden nu kom hjem til Konen, sad hun og fyrede under Grubekjedelen. Saa sagde han:
   "Det var noget godt Sludder, a hørte paa Vejen," og saa fortalte han det.
   Da sprang der én ud fra Kjedelen og sagde:
   "Nu vil a saa hjem igjen."
   Det var jo én, der ikke havde kunnet være hjemme.
Ane Thorsdatter, Siem.


268. I et Sted ved Visborg, kaldet Sindholt, kom en Mand ind i Stuen og satte sig i Kakkelovnskrogen. Han blev der i flere Dage, og bød man ham Mad, tog han det, men ellers sagde han intet.
   En Aften, da Manden i Huset, kom hjem efter at have været kjørende til Mølle, sagde han til sin Kone:
   "Nu har jeg kjørt til Mølle saa mange Gange, men aldrig er der hændet mig det, som er hændet mig i Aften."
   Paa Konens Forespørgsel om, hvad der var hændet ham, svarede han:
   "Da jeg kjørte forbi Dejlig-Højene (nogle Høje ved Landevejen mellem Hadsund og Terndrup), kom der én ud af en Høj og sagde til mig:
   "Hej, bitte Mand, hej, naar du kommer hjem, sig saa til Kukkelurris om at komme hjem, da der nu er Dag og Dagfred, for nu er Ufred død."
   Just som Manden i Kakkelovnskrogen hørte det, sprang han op fra Stolen og sagde:
   "Er Ufred død, maa jeg hjem!" hvorefter han foer ud af Døren, og Folkene saa ham aldrig mere.
A. Chr. Sørensen, Hadsund.


269. En fremmed Mand kom en Gang ind i et Sted ved Visborg og satte sig i Kakkelovnskrogen og blev siddende der i flere Dage. Noget efter kom en anden Mand, der ogsaa var ukjendt, til samme Sted og lettede Døren til Stuen, hvor den førstnævnte Mand sad, sigende:
   "Kukkelurris, kom hjem, nu er Davfeld død," hvorpaa de begge forsvandt.
A. Chr. Sørensen, Hadsund.


270. Et Sted Manden kom ud om Morgenen, løb der én oven ad Laden og klagede sig saa jammerlig:
   "Nummen te Tummen er død."
   Derfor kunde han ikke være ved Tummen, og saa maatte han flygte derfra, og det var det, han klagede sig over. Saa tog Manden ham da ind, og han satte sig ved Siden af Kakkelovnen paa en Stol. Der fik han Lov til at sidde, og de syntes altid, han sad der baade Nætter og Dage. Naar de spiste, bar de Mad ind til ham og han spiste for deres Øjne, men aldrig han gik af Stolen.
   Aaret efter havde Manden været ude at kjøre. Da han kom hjem, sagde han til Konen:
   "Der kom én efter mig og sagde, te nu var Tummen død, nu kunde du komme hjem."
   Aldrig saa snart Personen hørte det, saa siger han:
   "Hvad er det, er Tummen død !" -
   "Ja, saadan sagde én, der kom til Vognen."
   Saa gik Manden ud, og Konen kom bagefter og sagde:
   "Ja, a er ogsaa glad ved at komme af med ham, for der maa vist se ræle ud under Hyndet, nu har han siddet derpaa baade Nætter og Dage."
   Han rejste sig og gik ud, og de saa ham aldrig mere. Da de vilde se efter under Hyndet, var der ikke Spor af Svineri, og der var en hel Redelighed af Sølvpenge, dem fik Manden for hans Godgjørenhed.
Else Mikaelsdatter, Grindsted.


271. En Mand var kjørende i Sundby. Paa Hjemvejen kom en Dreng til ham, sprang op og kjørte med. Der hjemme satte han sig i Kakkelovnskrogen og sad der i flere Aar.
   Saa var Manden atter kjørende til Sundby. Da kom en anden rendende. Han kjørte nu rask til, for han vilde ikke have flere til at sidde der hjemme. Da raabte Drengen:
   "Du kan hilse Bittesætsnætte, nu er Dawwfæt død."
   Han kom nu hjem og fortalte om, hvad Møde han havde haft.
   "Er Dawwfæt død," sagde Drengen i Krogen, og saa rejste han af.
   De var fra en Høj, der kaldes Tværhøj.
Frederik Jensen