Atlakviða (FJ)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif


De gamle Eddadigte
Reprint Add.jpg
Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte II
Heimskringla Reprint


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Atlakviða

Et af de tekstlig mest mishandlede digte.


_______________________________________________________________________________________________________________________


Dauði Atla
Guðrún Gjúkadóttir hefndi brœðra sinna, svá sem frægt er orðit. Hon drap fyrst sonu Atla, en eptir drap hon Atla ok brendi hǫllina ok hirðina alla; um þetta er sjá kviða ort.


1.
Atli sęndi
ár til Gunnars
kunnan sęgg at riða,
Knéfrøðr vas hęitinn;
at gǫrðum kom Gjúka
ok at Gunnars hǫllu,
bękkjum aringręypum
ok at bjóri svǫ́sum.



1. ár: som ellers ‘i fordums dage’. — kunnan: klog, listig. — aringręypum: arnen omgivende (til bægge sider); jfr. gręypa ‘false, indskære’.



2.
Drukku dróttmęgir,
ęn dyljęndr þǫ
gðu,
vín í valhǫllu,
vręiði sǫ́usk Húna;
kallaði Knéfrøðr
kaldri rǫddu,
sęggr hinn suðrœni,
sat á bękk hóum.



2. dróttmęgir: = hirð, hirdmændene. — dyljęndr: dølgere, de som dølger deres mening, falske mænd ɔ: Atles udsendinge. — valhǫllu (jfr. v. 15): er vist blot det kendte Valhal, her brugt som fællesnavn for en stor drikkehal. — sǫ́usk: var bange for, en ret mærkelig tanke. — kaldri: betegner hans falske, uvenlige sind.



3.
Atli mik sęndi
ríða øręndi
mari hinum mélgręypa
myrkvið ókunnan
at biðja yðr Gunnarr,
at á bękk kœmið
með hjǫlmum aringręypum,
at sœkja hęim Atla.



3. ríða: trans., ride for at udrette. — mélgręypa: omfattende bidslets mundstykke. — aringręypum: om hjælmene, er höjst besynderligt; det skulde bet. ‘de arnen omsluttende’ m. h. t. at de var ophærfgte på væggene; men i denne forbindelse er det en unaturlig betegnelse; man kunde være fristet til at antage en fejl og at der skulde læses -greypan til bękk, el. at ordet var forvansket; man har gættet på hringreifðum.



4.
Skjǫldu kneguð par vęlja
ok skafna aska,
hjalma gollroðna
ok Húna męngi,
silfrgyld sǫðulklæði,
sęrki valrauða,
dafar darraðar,
drǫsla mélgręypa.



4. gollroðna: = gollhroðna, forgyldte. — silfrgyld: et mærkeligt udtryk, sølvforgyldte. — sǫðulklæði: tæpper, der lægges over sadlen. — sęrki: her vel i sin egl. betydn. — valrauða (-rǫþa R): et mærkeligt ord, ‘blodrød’ passer ikke i sammenhængen, -ræna (Bugge) er måske det rigtige, stammende fra Vælskland. — dafar darraðar: dǫf findes bl. spydnavne; darraðr forekommer også som spydnavn; (angels. daroð = spyd); men ordet synes at have haft en anden betydn., jfr. darraðr med i M. skrevet ovenover i det lille glossar i AM 7481. Darraðr er også Odinsnavn — derefter kunde dafar Darraðar være kenning f. spyd. Det hele er usikkert. — drǫsla: heste.



5.
Vǫll lézk ykr ok mundu gefa
víðrar Gnitahęiðar
með gęiri gjallanda *
ok gyldum stǫfnum, *
stǫ́rar meiðmar *
ok staði Danpar, *
hrís þat hit mæra, *
es Myrkvið kalla. *



5. með: tilligemed; R har af, der er uden mening. — L. 3-8 er meget mistænkelige og tildels lidet forståelige; halvverset minder stærkt om et vers i Heiðrekss. (udg. s. 143); især er gyldum stǫfnum uforståeligt; om skibe kan der ikke godt være tale. — staði Danpar: Danparstaðir anses for at stå i forbindelse med Dnjepr. Mulig er hele verset uægte.



6.
Hǫfði vatt þá Gunnarr,
ok Hǫgna til sagði:
»hvat ræðr okr sęggr hinn œri
alls vit slíkt hęyrum?
goli vissak ękki
á Gnitahęiði
Þats vit ættima
annat slíkt.



6. hinn œri: yngre; hvorfor dette fremhæves, er ikke til at se. — slíkt: Vǫls.S har jafnmikit, men indsættes det, fås to hovedstave, hvilket næppe går an.



7.
Sjau ęigum salhús,
sverða full eru;
hvęrju eru þęira
hjǫlt ór golli.



7-8 består af 12 linjer. Det er mulig rester af 2 vers, ɔ: 4+8, således at der mgl. 4 linjer i det første. 7. eru: mgl. R.



8.
Minn vęitk mar baztan,
ęn mæki hvassastan,
boga bekksœma
ęn brynjur ór golli,
hjalm ok skjǫld hvítastan
kominn ór hǫll Kíars,
ęinn es minn bętri
an sé allra Húna.



8. bekksœma: der tager sig godt ud på (ɔ: hængt op over) bænkene. — Kíars: se Vǫlkv. 16.



H. kv. 9.
Hvat hyggr brúði bęndu,
þás okr baug sęndi
varðan ulfs vǫ́ðum;
hygg at vǫrnuð byði;
hár fank hęiðingja
riðit í hring rauðum,
ylfskr es vegr okkarr
at ríða øręndi.



9. bęndu: præt. inf., at hun mente med tegnet. — varðan: omgivet af, forklares ved det følgende riðit í. — ulfs vǫ́ðum: ulvehår. Se Krit. bem. — vǫrnuð byði: gav et advarende tegn. — hęiðingja: ulvs; egl. ‘hedebeboer’. — riðit: flettet. — ylfskr: ulve-agtig, opfyldt af ulve ɔ: svig.



10.
Niðjargi hvǫttu
né nǫ́ungr annarr,
rýnęndr né ráðęndr,
né þęirs ríkir vǫ́ru.



10. Niðjargi hvǫttu: Ikke æggede de pårørende (til rejsen). — rýnęndr: fortrolige venner. — ráðęndr: rådgivere. — né — vǫ́ru: heller ikke de mægtige, de mægtige høvdinge.



11.
Kvaddi þá Gunnarr
sęm konungr skyldi,
mærr í mjǫðranni,
af móði stórum:
»rís þú nú Fjǫrnir,
lát á flęt vaða
greppa gollskálir
með gumna hǫndum.



11. Kvaddi: tiltalte. — L. 2: »som det sömmede sig en konge«. — Fjǫrnir: ɔ: mundskænken: — á flęt: omkring på bænkene.



12.
Ulfar munu ráða
arfi Niflunga
gamlir gránvarðir,
ef Gunnars missir,
birnir blakkfjallir
bíta þreftǫnnum,
gamna gręystóði,
ef Gunnarr né kømrat.«



12. Ulfar: ɔ: fjenderne; R har ulfr mun. — gránvarðir: gråklædte; adj. passer naturligvis kun på ulvene, men grán- kan måske indeholde el. antyde det fjendtlige sind (jfr. grár). — birnir: har sm betydn. som ulfar her. — blakk-fjallir: med sorte(brune) skind (fjallir til fell). — þreftǫnnum: antages at bet. ‘gribende tænder’, men da væntede man þrif-, — gamna gręystóði: er uforståeligt og vistnok forvansket; gręystóð ‘en flok hunde’, men stóð bruges aldrig om hunde; og hvad bet. gamna (skaffe forlystelse) i smhængen? Verset vilde passe udmærket efter v. 9.



13.
Leiddu landrǫgni
lýðar ónęisir
grátęndr gunnhvata
ór garði ok Hǫgna.
Þá kvað hinn œri
ęrfivǫrðr Hǫgna:
hęilir farið ok horskir,
hvars ykr hugr tęygir.



13. landrǫgni: landets styrer, kongen, ɔ: Gunnar. — Hǫgna: rettelse f. hvna, som er uden mening. — ęrfivǫrðr: i Atlam. nævnes to sönner af Högne, Snævarr og Sólarr, ellers ukendte.



14.
Fetum létu frœknir
of fjǫll at þyrja
mara mélgręypa
myrkvið ókunnan,
hristisk ǫll Húnmǫrk,
þars harðmóðgir fóru,
rǫ́ku vandstyggva
vǫllu algrœna.



14. Fetum—at þyrja: løbe hurtig. — vandstyggva: sky for pisken, som frygter pisken.



15.
Land sǫ́u Atla
† ok liðskjalfar djúpa,
Bikka greppar standa *
á borg hinni hóu, *
sal of suðrþjóðum, *
slęginn sessmęiðum *
bundnum rǫndum, *
blęikum skjǫldum, *
dafar darraðar, *
ęn þar drakk Atli
vín í valhǫllu,
vęrðir sǫ́tu úti.
(at varða þęim Gunnari,
ef hans vitja kœmi,
með gęiri gjallanda
at vękja gram hildi).



15. 16 linjer! Der er forlængst set, at l. 3-4 må være kommet herind fra et digt om Jörmunrekk, siden Bikki nævnes, der intet har med Atle at göre. dafar darraðar (l. 9) falder i syntaktisk henseende udenfor det øvrige. Mulig er det rigtigst i overleveringen at se rester af to vers, ɔ: 1-2, 5-8 som rester af et, og 10-16 af et andet vers; da mgl. der to linjer i det første, og én l. (l. 1) i det andet.

L. 2 er forvansket og uforståelig; bagved ordene skimtes ‘hallen’. — slęginn: beslået med. — sessmęiðum: bænketræer, ɔ: bænke (af træ). — bundnum: bundne, synes ikke at give nogen mening (fast bundne til væggen?). Mulig er disse to linjer uægte her. — L. 13-16 er måske også uægte her. Indholdet er mærkeligt. Det er jo Atle, der har indbudt Gjukungerne; hvorledes kan han da tro, at de kommer med ufred?



16.
Systir fann þęira
snemst at í sal kómu
brœðr hennar báðir,
bjóri vas lítt drukkin;
»ráðinn est Gunnarr;
hvat munt ríkr vinna
við Húna harmbrǫgðum?
hǫll gakk ór snimma.



16. Systir: ɔ: Gudrun. — lítt: ikke. — ráðinn: der er anlagt drabsplaner (mod dig). — ríkr: så mægtig du end er. — snimma: med det samme.



17.
Bętr hęfðir bróðir,
at í brynju fœrir
sęm hjǫlmum aringręypum
at séa hęim Atla;
sætir í sǫðlum
sólhęiða daga
nái nauðfǫlva
létir nornir gráta,
Húna skjaldmęyjar *
herfi kanna; *
ęn Atla sjalfan *
létir í ormgarð koma; *
nú ’s sá ormgarðr *
ykr of folginn. *



17. brynju: er vist dativ og fœrir bet. ‘du var rejst’; herefter skulde Gunnar ikke have været i hærklæder, da de jo skulde til venligt gæstebud. — Indholdet af l. 5-8 er meget dunkelt, l. 7-8 ret uforståelige; ‘at du lod nornerne begræde nød-blege lig’ (nái er rettelse f. nar). — herfi: et ukendt ord, står måske i forb. med ty. herb, ‘hård medfart’? — folginn: bestemt.



G.kv. 18.
Sęinat’ es nú systir
at samna Niflungum;
langt es at lęita
lýða sinnis til
of rosmufjǫll Rínar
rekka ónęissa.



18. Sęinat: forsinket ɔ: for sent (er det nu). — lýða sinnis: (stort) følge af mænd; Gunnar er altså rejst med nogle få. — rosmufjǫll (jfr. fjǫll v. 14): rosmu- er ukendt ord; man har sat det i forb. med roden i adj. ‘rød’; S. Bugge vilde læse rosmun-, som han satte i forb. med ‘Rosomonerne’, men dette er mere end tvivlsomt. — rekka ónęissa: appos. til lýða (sinnis).



19.
Fingu þeir Gunnar
ok í fjǫtur settu
vin Borgunda
ok bundu fastla.



19. vin Borgunda: det eneste sted, hvor Gunnar (Gjukungerne) sættes i forb. med Burgunderne, hvad der jo er rigtigt.



20.
Sjau hjó Hǫgni
sverði hvǫssu
ęn hinum átta
hratt í ęld hęitan;
svá skal frœkn
fjándum vęrjask
Hǫgni varði hęndr.



20. Sidste linje mgl.; afskriveren synes her at have oversprunget en linje i orig.



21.
— — — Gunnars;
frǫ́gu frœknan
ef fjǫr vildi
gotna þjóðann
golli kaupa.


G. kv. 22.
Hjarta skal mér Hǫgna
í hęndi liggja
blóðugt ór brjósti
skorit baldriða
saxi slíðrbęittu
(syni þjóðans) — —



22. baldriða: den stærke rytter; er ellers en betegnelse for guderne. — syni þjóðans: er vist en tilföjelse.



23.
Skǫ́ru þęir hjarta
Hjalla ór brjósti
blóðugt á bjóð lǫgðu
ok bǫ́ru fyr Gunnar.



23. Hjalla: en træl. — bjóð: et lille bord el. fad.



24.
(Þá kvað þat Gunnarr,
gumna dróttinn):
Hér hęfk hjarta
Hjalla hins blauða
óglíkt hjarta
Hǫgna hins frœkna,
es mjǫk bifask,
es á bjóði liggr;
bifðisk hǫlfu męir,
es í brjósti lá.


25.
Hló þá Hǫgni,
es til hjarta skǫ́ru
kvikvan kumbla męið,
kløkkva síz hugði;
blóðugt á bjóð lǫgðu
ok bǫ́ru fyr Gunnar.



25. kumbla męið: af kumbl, vistnok = hjælm; R har smið, men dette er umuligt i en kenning for en kriger, mindst af alt for Högne; ordet må være galt, og det mest nærliggende ord er męið, der passer fortræffelig. — síz: mindst af alt.



26.
(Mærr kvað þat Gunnarr
gęirniflungr:)
Hér hęfk hjarta
Hǫgna hins frœkna
óglíkt hjarta
Hjalla hins blauða;
es lítt bifask,
es á bjóði liggr;
bifðisk svági mjǫk,
þás í brjósti lá.



26. gęirniflungr: spyd-Niflungen, en enestående betegnelse.



27.
Svá skalt Atli *
augum fjarri *
sem munt *
męnjum verða; *
es und ęinum mér *
ǫll of folgin *
hodd Niflunga *
lifira nú Hǫgni. *



27. Vistnok uægte vers, i formel henseende meget dårligt. Indholdet kommer også i det følg. vers. — augum: synes meningsløst; aurum? — und ęinum mér —folgin: kun i min magt; »jeg er den eneste, der ved hvor guldet er«. — hodd: skat.



28.
Ęy vas mér týja,
meðan tvęir lifðum,
nú es mér ęngi,
es ęinn lifik.



28. týja: tvivl (beslægtet med tveir).



29.
Rín skal ráða
rógmalmi skatna
svinn áskunnum.
arfi Niflunga,
í veltanda vatni
lýsask valbaugar,
hęldr an á hǫndum goll
skíni Húna bǫrnum.



29. rógmalmi skatna: mændenes strids-malm ɔ: guldet. — svinn: stærkt strömmende. — áskunnum: fra guderne stammende. Se Krit. bem. — lýsask: skinner. — valbaugar: må vel bet. ‘de vælske ringe’, set fra nord. standpunkt.



30.
Ýkvið hvélvǫgnum,
haptr es nú í bǫndum.



30. Et brudstykke af et vers. — Ýkvið: = víkvið, sæt i bevægelse. — haptr: fange (i almlh.).



31.
Atli hinn ríki
ręið Glaumi mærum,
slęginn rógþornum,
sifjungr þęira — —
Goðrún (sigtíva)
varnaði við tǫ́rum,
vaðin í þyshǫllu.



31. Glaumi mærum: den navnkundige G. Se Krit. bem. — slęginn: omgivet af (bruges ellers ikke i en sådan forbindelse). — rógþornum: kamp-torn, skulde snarest være spyd, men det giver ingen god mening; kunde også bet. ‘krigere’; rimeligvis er linjen forvansket. — sifjungr: svoger, ɔ: Atle. — sigtíva: må bero på en af disse uforståelige idéassociationer hos skriveren; i smhængen er det meningsløst. — vaðin: hun som færdedes. — þyshǫllu: er dativ, larmhallen, Mulig er í fejl f. ór.



32.
»Svá gangi þér Atli
sęm við Gunnar áttir
ęiða opt svarða
ok ár of nęfnda
at sól hinni suðrhǫllu
ok at Sigtýs bergi,
hǫlkvi hvílbęðjar
ok at hringi Ullar.« 
ok męir þaðan *
męnvǫrð bituls *
dolgrǫgni dró *
til dauðs skokr. *



32. áttir: havde og holdt. — ár: fordums, tidligere. — L. 5-8: disse eder er ellers ukendte. — Sigtýs bergi: Odins klippe, ukendt. — hǫlkvi hvílbęðjar: leje-pudens hest, sæng. — hringi Ullar: Ulls (hellige) ring, jfr. den ring på hovenes alter, hvorpå eder aflagdes. — De 4 linjer, 9-12, er i et forskelligt metrum og tildels uforståelige; de er sikkert et yngre tillæg; passer heller ikke i smhængen; S. Bugge flyttede dem til v. 30. — męnvǫrð: halsring-ejeren, Gunnar(?) — bituls kan ikke høre sm dermed. — dolgrǫgni: kampvækkeren, krigeren Gunnar(?). — skokr: vides ikke hvad er, hører det til bituls(?), bituls skokr = hest(?).



33.
Lifanda gram *
lagði í garð, *
þanns skriðinn vas, *
skatna męngi, *
innan ormum, *
ęn ęinn Gunnarr *
hęiptmóðr hǫrpu *
hęndi kníði; *
glumðu stręngir, *
svá golli skal *
frœkn hringdrifi *
við fira halda. *



33. Verset er uoprindeligt, det er tydeligt i et andet versemål, regulært fornyrðislag; jfr. linjernes usædvanlige smhæng. — skatna męngi: subj. til lagði. — hęndi: ellers slår Gunnar harpen med tæerne. — hringdrifi: ring-spreder, gavmild mand, fyrste. — við fira: overfor mænd.



34.
Atli lét rinna
lands síns á vit
jó ęyrskáan
aptr frá morði;
dynr vas í garði,
drǫslum of þrungit,
vápnsǫngr virða,
vǫ́ru af hęiði komnir.



34. rinna: mgl. R. — ęyrskáan: løbende henover grus(sand)sletten. — morði: ɔ: Gunnars død i ormegården. — vas þrungit: (hestene) var samlet til trængsel(?). — vápnsǫngr: våbensang, hvad der egl. menes er uklart; næppe det, at våbnene klirrer mod hinanden.



35.
Út gekk þá Goðrún
Atla í gǫgn
með gyldum kálki
at ręifa gjǫld Rǫgnis:
»þiggja knátt þęngill
í þinni hǫllu
glaðr at Goðrúnu
at gnadda niflfarna.«



35. ręifa: (foranstalte) give. — Rǫgnis: fyrstens, den fyrsten (Atle) skulde have; mulig er Rǫgni det rigtige. — þiggja: uden obj. (ɔ: kálk). — Goðrúnar: er nødvendig rettelse f. -rúnu; en afskriver har ment, at at betød ‘af, hos’, og så ændret kasus. — gnadda: af gnaddr ‘en lille dreng’. — niflfarna: gåede til nifl ɔ: niflhęl, ‘dødens bolig’. Gudrun antyder herved, at hun havde ombragt sine to sönner, at bet. ‘efter’ (hvorved et slags arveøl antydes).



36.
Umðu ǫlskálir
Atla vínhǫfgar,
þás í hǫll saman
Húnar of tǫlðusk,
gumar gransíðir
gingu inn hvatir.


37.
Skævaði hin skírleita
— — — —
vęigar þęim at bera,
afkǫ́r dís jǫfrum
ok ǫlkrásir valði
nauðug nęffǫlum,
ęn níð sagði Atla.



37. L. 2-3 er udfaldne. — Skævaði: gik rask, verbet skal udtrykke hendes sindsoprevethed. — afkǫ́r: voldsom. — neffǫlum: blege om næsen, hvorfor(?). — níð: skammelige, hånende ord.



38.
Sona hęfr þinna,
sverða dęilir,
hjǫrtu hrædręyrug
við hunang of tuggin,
melta knátt móðugr,
manna valbráðir
eta at ǫlkrǫ́sum
ok ór ǫndugi at sęnda.



38. sverða dęilir: se Oddrgr. 31. — valbráðir: brad af døde mænd, lig. — at: som. — sęnda: sende som hædrende skænk.



39.
Kallara síðan *
til knéa þinna *
Ęrp né Ęitil *
ǫlręifa tváa; *
séra þu síðan *
í seti miðju *
golls miðlęndr *
gęira skępta. *
(manar męita *
né mara keyra). *



39. Verset er vist uægte, da det åbenbart er digtet i fornyrðislag. — ǫlręifa: øl-glade, berusede, en mærkelig betegnelse for to smådrenge. — golls miðlęndr: gulduddelere, en lige så mærkelig betegnelse. L. 7-10 nævner drengenes lege, som Atle, siddende midt på bænken, ser på.



40.
Ymr varð á bękkjum,
afkárr sǫngr virða,
gnýr und goðvęfjum,
grétu bǫrn Húna,
nema ęin Goðrún,
es æva grét
brœðr sína berharða
ok buri svása.
unga ófróða, *
þás við Atla gat. *



40. gnýr: betegner her mændenes hulken og stönnen og udråb, goðvęfjum kan kun bet. ‘purpurkapper’; mændene tager dem for ansigtet (en naturlig handling); derved forklares und. Vægtæpper kaldes aldrig goðvęfir. — Húnar: nødvendig rettelse for Húna i R. — berharða: björnehårde (kraftige). — L. 9-10 er en mat og overflødig tilföjelse.



41.
Golli søri Goðrún,
hin gaglbjarta,
hringum rauðum
ręifði húskarla;
skǫp lét hón vaxa,
ęn skíran malm vaða,
æva fljóð ękki
gáði fjarghúsa.



41. Goðrún: mgl. R. — gaglbjarta: lys som en gæsling. — vaxa: fuldbyrdes. — fjarghúsa: af usikker betydn., kunde her bet. ‘livets hus’, legeme; jfr. v. 44; dette måtte da antyde hendes forehavende.



42.
Óvarr vas Atli,
óðan hafði sik drukkit,
vápn hafði ękki,
varnaðit við Goðrúnu;
opt vas lęikr bętri,
þás þau lint skyldu
optar umb faðmask,
fyr ǫðlingum.



42. Óvarr: uforsigtig, ɔ: uden at ane uråd. — fyr ǫðlingum: giver ingen mening og må være forvansket.



43.
Hón bęði broddi
gaf blóð at drekka
hęndi hęlfússi
ok hvelpa lęysti,
hratt fyr hallar dyrr,
ok húskarla vakði
brandi brúðr hęitum;
þau lét brœðra gjǫld.



43. hvelpa: de i hallen bundne hunde; et fint psykologisk træk antydes her. — hratt: underforstået er hvelpum.



44.
Ęldi gaf alla,
þás inni vǫ́ru
ok frá morði Gunnars
kómu ór myrkviði,
forn timbr fellu,
fjarghús of ruku,
bœr brann Buðlunga,
brunnu ok skjaldmęyjar.
inni aldrstamar *
hnigu í ęld hęitan. *



44. fjarghús: her synes ikke betydn. ‘legeme’ at passe; man har da villet lægge betydn. ‘tempel’ i ordet (fjǫrg = goð, jfr. Lokas. 19). — aldrstamar: alder-berøvede. — Enten l. 5-6 eller 9-10 beror vist på senere tildigtning. — brann: mgl. R.



45.
(Fullrœtt ’s of þetta,
fęrr ęngi svá síðan
brúðr í brynju
brœðra at hęfna;
hón hęfr þriggja
þjóðkonunga
banorð borit
bjǫrt áðr sylti.)



45. Verset er sikkert en tildigtning; det er så at sige helt i fornyrðislag. — þriggja: Atles og Jörmunrekks, hvem er den 3.? — sylti: døde; antyder aldeles ikke, at hun døde ved indebrændingen (også omkom i flammerne).



Enn segir gløggra í Atlamálum hinum grœnlenzkum.