Atlakviða (FJ)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
|
De gamle Eddadigte II
Heimskringla Reprint
Udgivne og tolkede af
G. E. C. Gads Forlag
København, 1932
Atlakviða
- Et af de tekstlig mest mishandlede digte.
- _______________________________________________________________________________________________________________________
- Dauði Atla
- Guðrún Gjúkadóttir hefndi brœðra sinna, svá sem frægt er orðit. Hon drap fyrst sonu Atla, en eptir drap hon Atla ok brendi hǫllina ok hirðina alla; um þetta er sjá kviða ort.
- 1.
- Atli sęndi
- ár til Gunnars
- kunnan sęgg at riða,
- Knéfrøðr vas hęitinn;
- at gǫrðum kom Gjúka
- ok at Gunnars hǫllu,
- bękkjum aringręypum
- ok at bjóri svǫ́sum.
1. ár: som ellers ‘i fordums dage’. — kunnan: klog, listig. — aringręypum: arnen omgivende (til bægge sider); jfr. gręypa ‘false, indskære’.
- 2.
- Drukku dróttmęgir,
- ęn dyljęndr þǫgðu,
- vín í valhǫllu,
- vręiði sǫ́usk Húna;
- kallaði Knéfrøðr
- kaldri rǫddu,
- sęggr hinn suðrœni,
- sat á bękk hóum.
2. dróttmęgir: = hirð, hirdmændene. — dyljęndr: dølgere, de som dølger deres mening, falske mænd ɔ: Atles udsendinge. — valhǫllu (jfr. v. 15): er vist blot det kendte Valhal, her brugt som fællesnavn for en stor drikkehal. — sǫ́usk: var bange for, en ret mærkelig tanke. — kaldri: betegner hans falske, uvenlige sind.
- 3.
- Atli mik sęndi
- ríða øręndi
- mari hinum mélgręypa
- myrkvið ókunnan
- at biðja yðr Gunnarr,
- at á bękk kœmið
- með hjǫlmum aringręypum,
- at sœkja hęim Atla.
3. ríða: trans., ride for at udrette. — mélgręypa: omfattende bidslets mundstykke. — aringręypum: om hjælmene, er höjst besynderligt; det skulde bet. ‘de arnen omsluttende’ m. h. t. at de var ophærfgte på væggene; men i denne forbindelse er det en unaturlig betegnelse; man kunde være fristet til at antage en fejl og at der skulde læses -greypan til bękk, el. at ordet var forvansket; man har gættet på hringreifðum.
- 4.
- Skjǫldu kneguð par vęlja
- ok skafna aska,
- hjalma gollroðna
- ok Húna męngi,
- silfrgyld sǫðulklæði,
- sęrki valrauða,
- dafar darraðar,
- drǫsla mélgręypa.
4. gollroðna: = gollhroðna, forgyldte. — silfrgyld: et mærkeligt udtryk, sølvforgyldte. — sǫðulklæði: tæpper, der lægges over sadlen. — sęrki: her vel i sin egl. betydn. — valrauða (-rǫþa R): et mærkeligt ord, ‘blodrød’ passer ikke i sammenhængen, -ræna (Bugge) er måske det rigtige, stammende fra Vælskland. — dafar darraðar: dǫf findes bl. spydnavne; darraðr forekommer også som spydnavn; (angels. daroð = spyd); men ordet synes at have haft en anden betydn., jfr. darraðr med i M. skrevet ovenover i det lille glossar i AM 7481. Darraðr er også Odinsnavn — derefter kunde dafar Darraðar være kenning f. spyd. Det hele er usikkert. — drǫsla: heste.
- 5.
- Vǫll lézk ykr ok mundu gefa
- víðrar Gnitahęiðar
- með gęiri gjallanda *
- ok gyldum stǫfnum, *
- stǫ́rar meiðmar *
- ok staði Danpar, *
- hrís þat hit mæra, *
- es Myrkvið kalla. *
5. með: tilligemed; R har af, der er uden mening. — L. 3-8 er meget mistænkelige og tildels lidet forståelige; halvverset minder stærkt om et vers i Heiðrekss. (udg. s. 143); især er gyldum stǫfnum uforståeligt; om skibe kan der ikke godt være tale. — staði Danpar: Danparstaðir anses for at stå i forbindelse med Dnjepr. Mulig er hele verset uægte.
- 6.
- Hǫfði vatt þá Gunnarr,
- ok Hǫgna til sagði:
- »hvat ræðr okr sęggr hinn œri
- alls vit slíkt hęyrum?
- goli vissak ękki
- á Gnitahęiði
- Þats vit ættima
- annat slíkt.
6. hinn œri: yngre; hvorfor dette fremhæves, er ikke til at se. — slíkt: Vǫls.S har jafnmikit, men indsættes det, fås to hovedstave, hvilket næppe går an.
- 7.
- Sjau ęigum salhús,
- sverða full eru;
- hvęrju eru þęira
- hjǫlt ór golli.
7-8 består af 12 linjer. Det er mulig rester af 2 vers, ɔ: 4+8, således at der mgl. 4 linjer i det første. 7. eru: mgl. R.
- 8.
- Minn vęitk mar baztan,
- ęn mæki hvassastan,
- boga bekksœma
- ęn brynjur ór golli,
- hjalm ok skjǫld hvítastan
- kominn ór hǫll Kíars,
- ęinn es minn bętri
- an sé allra Húna.
8. bekksœma: der tager sig godt ud på (ɔ: hængt op over) bænkene. — Kíars: se Vǫlkv. 16.
- H. kv. 9.
- Hvat hyggr brúði bęndu,
- þás okr baug sęndi
- varðan ulfs vǫ́ðum;
- hygg at vǫrnuð byði;
- hár fank hęiðingja
- riðit í hring rauðum,
- ylfskr es vegr okkarr
- at ríða øręndi.
9. bęndu: præt. inf., at hun mente med tegnet. — varðan: omgivet af, forklares ved det følgende riðit í. — ulfs vǫ́ðum: ulvehår. Se Krit. bem. — vǫrnuð byði: gav et advarende tegn. — hęiðingja: ulvs; egl. ‘hedebeboer’. — riðit: flettet. — ylfskr: ulve-agtig, opfyldt af ulve ɔ: svig.
- 10.
- Niðjargi hvǫttu
- né nǫ́ungr annarr,
- rýnęndr né ráðęndr,
- né þęirs ríkir vǫ́ru.
10. Niðjargi hvǫttu: Ikke æggede de pårørende (til rejsen). — rýnęndr: fortrolige venner. — ráðęndr: rådgivere. — né — vǫ́ru: heller ikke de mægtige, de mægtige høvdinge.
- 11.
- Kvaddi þá Gunnarr
- sęm konungr skyldi,
- mærr í mjǫðranni,
- af móði stórum:
- »rís þú nú Fjǫrnir,
- lát á flęt vaða
- greppa gollskálir
- með gumna hǫndum.
11. Kvaddi: tiltalte. — L. 2: »som det sömmede sig en konge«. — Fjǫrnir: ɔ: mundskænken: — á flęt: omkring på bænkene.
- 12.
- Ulfar munu ráða
- arfi Niflunga
- gamlir gránvarðir,
- ef Gunnars missir,
- birnir blakkfjallir
- bíta þreftǫnnum,
- gamna gręystóði,
- ef Gunnarr né kømrat.«
12. Ulfar: ɔ: fjenderne; R har ulfr mun. — gránvarðir: gråklædte; adj. passer naturligvis kun på ulvene, men grán- kan måske indeholde el. antyde det fjendtlige sind (jfr. grár). — birnir: har sm betydn. som ulfar her. — blakk-fjallir: med sorte(brune) skind (fjallir til fell). — þreftǫnnum: antages at bet. ‘gribende tænder’, men da væntede man þrif-, — gamna gręystóði: er uforståeligt og vistnok forvansket; gręystóð ‘en flok hunde’, men stóð bruges aldrig om hunde; og hvad bet. gamna (skaffe forlystelse) i smhængen? Verset vilde passe udmærket efter v. 9.
- 13.
- Leiddu landrǫgni
- lýðar ónęisir
- grátęndr gunnhvata
- ór garði ok Hǫgna.
- Þá kvað hinn œri
- ęrfivǫrðr Hǫgna:
- hęilir farið ok horskir,
- hvars ykr hugr tęygir.
13. landrǫgni: landets styrer, kongen, ɔ: Gunnar. — Hǫgna: rettelse f. hvna, som er uden mening. — ęrfivǫrðr: i Atlam. nævnes to sönner af Högne, Snævarr og Sólarr, ellers ukendte.
- 14.
- Fetum létu frœknir
- of fjǫll at þyrja
- mara mélgręypa
- myrkvið ókunnan,
- hristisk ǫll Húnmǫrk,
- þars harðmóðgir fóru,
- rǫ́ku vandstyggva
- vǫllu algrœna.
14. Fetum—at þyrja: løbe hurtig. — vandstyggva: sky for pisken, som frygter pisken.
- 15.
- Land sǫ́u Atla
- † ok liðskjalfar djúpa,
- Bikka greppar standa *
- á borg hinni hóu, *
- sal of suðrþjóðum, *
- slęginn sessmęiðum *
- bundnum rǫndum, *
- blęikum skjǫldum, *
- dafar darraðar, *
- ęn þar drakk Atli
- vín í valhǫllu,
- vęrðir sǫ́tu úti.
- (at varða þęim Gunnari,
- ef hans vitja kœmi,
- með gęiri gjallanda
- at vękja gram hildi).
15. 16 linjer! Der er forlængst set, at l. 3-4 må være kommet herind fra et digt om Jörmunrekk, siden Bikki nævnes, der intet har med Atle at göre. dafar darraðar (l. 9) falder i syntaktisk henseende udenfor det øvrige. Mulig er det rigtigst i overleveringen at se rester af to vers, ɔ: 1-2, 5-8 som rester af et, og 10-16 af et andet vers; da mgl. der to linjer i det første, og én l. (l. 1) i det andet.
L. 2 er forvansket og uforståelig; bagved ordene skimtes ‘hallen’. — slęginn: beslået med. — sessmęiðum: bænketræer, ɔ: bænke (af træ). — bundnum: bundne, synes ikke at give nogen mening (fast bundne til væggen?). Mulig er disse to linjer uægte her. — L. 13-16 er måske også uægte her. Indholdet er mærkeligt. Det er jo Atle, der har indbudt Gjukungerne; hvorledes kan han da tro, at de kommer med ufred?
- 16.
- Systir fann þęira
- snemst at í sal kómu
- brœðr hennar báðir,
- bjóri vas lítt drukkin;
- »ráðinn est Gunnarr;
- hvat munt ríkr vinna
- við Húna harmbrǫgðum?
- hǫll gakk ór snimma.
16. Systir: ɔ: Gudrun. — lítt: ikke. — ráðinn: der er anlagt drabsplaner (mod dig). — ríkr: så mægtig du end er. — snimma: med det samme.
- 17.
- Bętr hęfðir bróðir,
- at í brynju fœrir
- sęm hjǫlmum aringręypum
- at séa hęim Atla;
- sætir í sǫðlum
- sólhęiða daga
- nái nauðfǫlva
- létir nornir gráta,
- Húna skjaldmęyjar *
- herfi kanna; *
- ęn Atla sjalfan *
- létir í ormgarð koma; *
- nú ’s sá ormgarðr *
- ykr of folginn. *
17. brynju: er vist dativ og fœrir bet. ‘du var rejst’; herefter skulde Gunnar ikke have været i hærklæder, da de jo skulde til venligt gæstebud. — Indholdet af l. 5-8 er meget dunkelt, l. 7-8 ret uforståelige; ‘at du lod nornerne begræde nød-blege lig’ (nái er rettelse f. nar). — herfi: et ukendt ord, står måske i forb. med ty. herb, ‘hård medfart’? — folginn: bestemt.
- G.kv. 18.
- Sęinat’ es nú systir
- at samna Niflungum;
- langt es at lęita
- lýða sinnis til
- of rosmufjǫll Rínar
- rekka ónęissa.
18. Sęinat: forsinket ɔ: for sent (er det nu). — lýða sinnis: (stort) følge af mænd; Gunnar er altså rejst med nogle få. — rosmufjǫll (jfr. fjǫll v. 14): rosmu- er ukendt ord; man har sat det i forb. med roden i adj. ‘rød’; S. Bugge vilde læse rosmun-, som han satte i forb. med ‘Rosomonerne’, men dette er mere end tvivlsomt. — rekka ónęissa: appos. til lýða (sinnis).
- 19.
- Fingu þeir Gunnar
- ok í fjǫtur settu
- vin Borgunda
- ok bundu fastla.
19. vin Borgunda: det eneste sted, hvor Gunnar (Gjukungerne) sættes i forb. med Burgunderne, hvad der jo er rigtigt.
- 20.
- Sjau hjó Hǫgni
- sverði hvǫssu
- ęn hinum átta
- hratt í ęld hęitan;
- svá skal frœkn
- fjándum vęrjask
- Hǫgni varði hęndr.
20. Sidste linje mgl.; afskriveren synes her at have oversprunget en linje i orig.
- 21.
- — — — Gunnars;
- frǫ́gu frœknan
- ef fjǫr vildi
- gotna þjóðann
- golli kaupa.
- G. kv. 22.
- Hjarta skal mér Hǫgna
- í hęndi liggja
- blóðugt ór brjósti
- skorit baldriða
- saxi slíðrbęittu
- (syni þjóðans) — —
22. baldriða: den stærke rytter; er ellers en betegnelse for guderne. — syni þjóðans: er vist en tilföjelse.
- 23.
- Skǫ́ru þęir hjarta
- Hjalla ór brjósti
- blóðugt á bjóð lǫgðu
- ok bǫ́ru fyr Gunnar.
23. Hjalla: en træl. — bjóð: et lille bord el. fad.
- 24.
- (Þá kvað þat Gunnarr,
- gumna dróttinn):
- Hér hęfk hjarta
- Hjalla hins blauða
- óglíkt hjarta
- Hǫgna hins frœkna,
- es mjǫk bifask,
- es á bjóði liggr;
- bifðisk hǫlfu męir,
- es í brjósti lá.
- 25.
- Hló þá Hǫgni,
- es til hjarta skǫ́ru
- kvikvan kumbla męið,
- kløkkva síz hugði;
- blóðugt á bjóð lǫgðu
- ok bǫ́ru fyr Gunnar.
25. kumbla męið: af kumbl, vistnok = hjælm; R har smið, men dette er umuligt i en kenning for en kriger, mindst af alt for Högne; ordet må være galt, og det mest nærliggende ord er męið, der passer fortræffelig. — síz: mindst af alt.
- 26.
- (Mærr kvað þat Gunnarr
- gęirniflungr:)
- Hér hęfk hjarta
- Hǫgna hins frœkna
- óglíkt hjarta
- Hjalla hins blauða;
- es lítt bifask,
- es á bjóði liggr;
- bifðisk svági mjǫk,
- þás í brjósti lá.
26. gęirniflungr: spyd-Niflungen, en enestående betegnelse.
- 27.
- Svá skalt Atli *
- augum fjarri *
- sem munt *
- męnjum verða; *
- es und ęinum mér *
- ǫll of folgin *
- hodd Niflunga *
- lifira nú Hǫgni. *
27. Vistnok uægte vers, i formel henseende meget dårligt. Indholdet kommer også i det følg. vers. — augum: synes meningsløst; aurum? — und ęinum mér —folgin: kun i min magt; »jeg er den eneste, der ved hvor guldet er«. — hodd: skat.
- 28.
- Ęy vas mér týja,
- meðan tvęir lifðum,
- nú es mér ęngi,
- es ęinn lifik.
28. týja: tvivl (beslægtet med tveir).
- 29.
- Rín skal ráða
- rógmalmi skatna
- svinn áskunnum.
- arfi Niflunga,
- í veltanda vatni
- lýsask valbaugar,
- hęldr an á hǫndum goll
- skíni Húna bǫrnum.
29. rógmalmi skatna: mændenes strids-malm ɔ: guldet. — svinn: stærkt strömmende. — áskunnum: fra guderne stammende. Se Krit. bem. — lýsask: skinner. — valbaugar: må vel bet. ‘de vælske ringe’, set fra nord. standpunkt.
- 30.
- Ýkvið hvélvǫgnum,
- haptr es nú í bǫndum.
30. Et brudstykke af et vers. — Ýkvið: = víkvið, sæt i bevægelse. — haptr: fange (i almlh.).
- 31.
- Atli hinn ríki
- ręið Glaumi mærum,
- slęginn rógþornum,
- sifjungr þęira — —
- Goðrún (sigtíva)
- varnaði við tǫ́rum,
- vaðin í þyshǫllu.
31. Glaumi mærum: den navnkundige G. Se Krit. bem. — slęginn: omgivet af (bruges ellers ikke i en sådan forbindelse). — rógþornum: kamp-torn, skulde snarest være spyd, men det giver ingen god mening; kunde også bet. ‘krigere’; rimeligvis er linjen forvansket. — sifjungr: svoger, ɔ: Atle. — sigtíva: må bero på en af disse uforståelige idéassociationer hos skriveren; i smhængen er det meningsløst. — vaðin: hun som færdedes. — þyshǫllu: er dativ, larmhallen, Mulig er í fejl f. ór.
- 32.
- »Svá gangi þér Atli
- sęm við Gunnar áttir
- ęiða opt svarða
- ok ár of nęfnda
- at sól hinni suðrhǫllu
- ok at Sigtýs bergi,
- hǫlkvi hvílbęðjar
- ok at hringi Ullar.«
- ok męir þaðan *
- męnvǫrð bituls *
- dolgrǫgni dró *
- til dauðs skokr. *
32. áttir: havde og holdt. — ár: fordums, tidligere. — L. 5-8: disse eder er ellers ukendte. — Sigtýs bergi: Odins klippe, ukendt. — hǫlkvi hvílbęðjar: leje-pudens hest, sæng. — hringi Ullar: Ulls (hellige) ring, jfr. den ring på hovenes alter, hvorpå eder aflagdes. — De 4 linjer, 9-12, er i et forskelligt metrum og tildels uforståelige; de er sikkert et yngre tillæg; passer heller ikke i smhængen; S. Bugge flyttede dem til v. 30. — męnvǫrð: halsring-ejeren, Gunnar(?) — bituls kan ikke høre sm dermed. — dolgrǫgni: kampvækkeren, krigeren Gunnar(?). — skokr: vides ikke hvad er, hører det til bituls(?), bituls skokr = hest(?).
- 33.
- Lifanda gram *
- lagði í garð, *
- þanns skriðinn vas, *
- skatna męngi, *
- innan ormum, *
- ęn ęinn Gunnarr *
- hęiptmóðr hǫrpu *
- hęndi kníði; *
- glumðu stręngir, *
- svá golli skal *
- frœkn hringdrifi *
- við fira halda. *
33. Verset er uoprindeligt, det er tydeligt i et andet versemål, regulært fornyrðislag; jfr. linjernes usædvanlige smhæng. — skatna męngi: subj. til lagði. — hęndi: ellers slår Gunnar harpen med tæerne. — hringdrifi: ring-spreder, gavmild mand, fyrste. — við fira: overfor mænd.
- 34.
- Atli lét rinna
- lands síns á vit
- jó ęyrskáan
- aptr frá morði;
- dynr vas í garði,
- drǫslum of þrungit,
- vápnsǫngr virða,
- vǫ́ru af hęiði komnir.
34. rinna: mgl. R. — ęyrskáan: løbende henover grus(sand)sletten. — morði: ɔ: Gunnars død i ormegården. — vas þrungit: (hestene) var samlet til trængsel(?). — vápnsǫngr: våbensang, hvad der egl. menes er uklart; næppe det, at våbnene klirrer mod hinanden.
- 35.
- Út gekk þá Goðrún
- Atla í gǫgn
- með gyldum kálki
- at ręifa gjǫld Rǫgnis:
- »þiggja knátt þęngill
- í þinni hǫllu
- glaðr at Goðrúnu
- at gnadda niflfarna.«
35. ręifa: (foranstalte) give. — Rǫgnis: fyrstens, den fyrsten (Atle) skulde have; mulig er Rǫgni det rigtige. — þiggja: uden obj. (ɔ: kálk). — Goðrúnar: er nødvendig rettelse f. -rúnu; en afskriver har ment, at at betød ‘af, hos’, og så ændret kasus. — gnadda: af gnaddr ‘en lille dreng’. — niflfarna: gåede til nifl ɔ: niflhęl, ‘dødens bolig’. Gudrun antyder herved, at hun havde ombragt sine to sönner, at bet. ‘efter’ (hvorved et slags arveøl antydes).
- 36.
- Umðu ǫlskálir
- Atla vínhǫfgar,
- þás í hǫll saman
- Húnar of tǫlðusk,
- gumar gransíðir
- gingu inn hvatir.
- 37.
- Skævaði hin skírleita
- — — — —
- vęigar þęim at bera,
- afkǫ́r dís jǫfrum
- ok ǫlkrásir valði
- nauðug nęffǫlum,
- ęn níð sagði Atla.
37. L. 2-3 er udfaldne. — Skævaði: gik rask, verbet skal udtrykke hendes sindsoprevethed. — afkǫ́r: voldsom. — neffǫlum: blege om næsen, hvorfor(?). — níð: skammelige, hånende ord.
- 38.
- Sona hęfr þinna,
- sverða dęilir,
- hjǫrtu hrædręyrug
- við hunang of tuggin,
- melta knátt móðugr,
- manna valbráðir
- eta at ǫlkrǫ́sum
- ok ór ǫndugi at sęnda.
38. sverða dęilir: se Oddrgr. 31. — valbráðir: brad af døde mænd, lig. — at: som. — sęnda: sende som hædrende skænk.
- 39.
- Kallara síðan *
- til knéa þinna *
- Ęrp né Ęitil *
- ǫlręifa tváa; *
- séra þu síðan *
- í seti miðju *
- golls miðlęndr *
- gęira skępta. *
- (manar męita *
- né mara keyra). *
39. Verset er vist uægte, da det åbenbart er digtet i fornyrðislag. — ǫlręifa: øl-glade, berusede, en mærkelig betegnelse for to smådrenge. — golls miðlęndr: gulduddelere, en lige så mærkelig betegnelse. L. 7-10 nævner drengenes lege, som Atle, siddende midt på bænken, ser på.
- 40.
- Ymr varð á bękkjum,
- afkárr sǫngr virða,
- gnýr und goðvęfjum,
- grétu bǫrn Húna,
- nema ęin Goðrún,
- es æva grét
- brœðr sína berharða
- ok buri svása.
- unga ófróða, *
- þás við Atla gat. *
40. gnýr: betegner her mændenes hulken og stönnen og udråb, goðvęfjum kan kun bet. ‘purpurkapper’; mændene tager dem for ansigtet (en naturlig handling); derved forklares und. Vægtæpper kaldes aldrig goðvęfir. — Húnar: nødvendig rettelse for Húna i R. — berharða: björnehårde (kraftige). — L. 9-10 er en mat og overflødig tilföjelse.
- 41.
- Golli søri Goðrún,
- hin gaglbjarta,
- hringum rauðum
- ręifði húskarla;
- skǫp lét hón vaxa,
- ęn skíran malm vaða,
- æva fljóð ękki
- gáði fjarghúsa.
41. Goðrún: mgl. R. — gaglbjarta: lys som en gæsling. — vaxa: fuldbyrdes. — fjarghúsa: af usikker betydn., kunde her bet. ‘livets hus’, legeme; jfr. v. 44; dette måtte da antyde hendes forehavende.
- 42.
- Óvarr vas Atli,
- óðan hafði sik drukkit,
- vápn hafði ękki,
- varnaðit við Goðrúnu;
- opt vas lęikr bętri,
- þás þau lint skyldu
- optar umb faðmask,
- fyr ǫðlingum.
42. Óvarr: uforsigtig, ɔ: uden at ane uråd. — fyr ǫðlingum: giver ingen mening og må være forvansket.
- 43.
- Hón bęði broddi
- gaf blóð at drekka
- hęndi hęlfússi
- ok hvelpa lęysti,
- hratt fyr hallar dyrr,
- ok húskarla vakði
- brandi brúðr hęitum;
- þau lét brœðra gjǫld.
43. hvelpa: de i hallen bundne hunde; et fint psykologisk træk antydes her. — hratt: underforstået er hvelpum.
- 44.
- Ęldi gaf alla,
- þás inni vǫ́ru
- ok frá morði Gunnars
- kómu ór myrkviði,
- forn timbr fellu,
- fjarghús of ruku,
- bœr brann Buðlunga,
- brunnu ok skjaldmęyjar.
- inni aldrstamar *
- hnigu í ęld hęitan. *
44. fjarghús: her synes ikke betydn. ‘legeme’ at passe; man har da villet lægge betydn. ‘tempel’ i ordet (fjǫrg = goð, jfr. Lokas. 19). — aldrstamar: alder-berøvede. — Enten l. 5-6 eller 9-10 beror vist på senere tildigtning. — brann: mgl. R.
- 45.
- (Fullrœtt ’s of þetta,
- fęrr ęngi svá síðan
- brúðr í brynju
- brœðra at hęfna;
- hón hęfr þriggja
- þjóðkonunga
- banorð borit
- bjǫrt áðr sylti.)
45. Verset er sikkert en tildigtning; det er så at sige helt i fornyrðislag. — þriggja: Atles og Jörmunrekks, hvem er den 3.? — sylti: døde; antyder aldeles ikke, at hun døde ved indebrændingen (også omkom i flammerne).
- Enn segir gløggra í Atlamálum hinum grœnlenzkum.
