Atlekvadet eller Gudruns Hævn (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


35. Atlekvadet
eller Gudruns Hævn


Gudrun Gjukesdatter hævnede sine Brødre saaledes, som vide berømt er vorden. Først dræbte hun Atles Sønner, derefter dræbte hun Atle og afbrændte Salen med alle Hirdmændene. Herom er digtet dette Kvad.


1.
For Atle fordum
Til Gunnar red
En kyndig Mand,
Som Knefrød hed,
I Gjukes Gaarde
Han kom tilstede,
Til Gunnars Hal
Til Bænkesæde,
I aaben Kreds
Til Gildets Glæde.


2.
Viin i Valhallen
Hofmænd drak,
Bag Tavshed hine
Sig end forstak,
Huners Vrede
Frygt indgjød;
Knefrød den Sydmand
Tavsheden brød,
Koldt hans Røst
Fra Højbænk lød:


3.
"Hid mig Atle
I Ærinde sender,
Igjennem Mørkved,
Som Vej ej kjender,
Paa bidsel tyggende
Ganger vi rede;
Eder, Gunnar!
Jeg skulde bede,
I aabne Hjælme
Eder at klæde
Og drage som Gjæster
Til Atles Sæde."


4.
"Der I gyldne
Hjælme, Skjolde
Og skavede Landser
Kunne erholde,
Pantsersærke
I farvet Pragt,
Vaaben, som trodse
Spydenes Magt,
Sølvergyldne
Saddeldækker,
Bidsiede Gangere,
Huners Rækker."


5.
"Land han ogsaa
Vil give Eder,
Gnitas vidt
Udstrakte Heder;
Danpes Stad,
De prægtige Skove,
Som Mørkved kaldes,
Jeg Eder kan love;
Klingende Spyd
Og Kostbarheder,
Gyldne Stavne
Han skjænker Eder."


6.
Til Høgne Gunnar
Sig vendte paa Stand:
"Hvad raader Du os,
Du yngre Mand!
Til nu at gjøre,
Da Sligt vi høre.
Ej Guld paa Gnitas
Hede jeg kjender,
Som vejer mod Guldet
I vore Hænder."


7.
Fulde af gylden-
hjaltede Sværd
Syv Vaabensale
Eje vi her;
Min hvasse Klinge,
Min Ganger mig hue
Af alle bedst,
En Pryd er min Bue,
Af Guld jo vore
Brynjer ere,
De hvideste Hjælme
Og Skjolde vi bære,
Komme alle
Fra Hallen hos Kjar,
Ej Een blandt Huner
Som mine dem har."


8.
"Hvad tænker Du Kvinden
Havde i Agt,
Hun sendte en Ring
I Ulvedragt?
Jeg tænker, hun os
Forsigtighed bød;
Thi knyttet fandt jeg
I Ringen rød
Et Ulvehaar,
Ad Ulvevej
Den Rejse nok gaaer.


9.
Ej Slægt eller Frænde
Gunnar egger,
Ej Rigmand, Raadmand
Og Tegnsudlægger.
Hvad Kongen paa Gilde
Prud anstod,
Det bød nu Gunnar
I højen Mod.


10.
"Fjerner stat op!
Lad Svende med Ære,
Guldskaaler for Borde
Til Skjaldene bære."


11.[1]
"Ulven skal raade
Med gamle Ravne
For Niflungers Arv,
Om Gunnar vi savne;
Brunpelsede Bjørne
Høsten forøde
Til Rovdyrs Glæde,
Om Gunnar døde." —


12.
Ædle Herrer
Udfulgte med Sorg
Landstyreren, Huners
Opegger, af Borg;
Høgnes Arving
Tilønsked dem saa:
"Hilsen og Sundhed
Hvorhelst I gaae!"


13.
Over Fjæld gjennem Mørkved,
Den uvejbare,
De Kjække bidslede
Heste lod fare;
Hunmarken rysted,
Hvor Heltenes Mod
De Tugtskye paa Grønsletten
Springe lod.


14.
Nu Tinderne saae de
I Atles Lande,
Og Bikkes Skjalde
Paa Højborg stande;
Sydmænds Sal,
Hvor Skjold ved Skjold
Langs Bænkene lyste,
En Spyddøvervold,
Der Vinen blev Atle
I Valhallen bragt,
Men udenfor Krigere
Stode paa Vagt,
Med gjaldende Spyd
Til Kampen rede,
Hvis Gunnar mandstærk
Kom der tilstede.


15.
Først deres Søster,
Heelt ædru hun var,
I Salen saae træde
Det Broderpar:
"Forraadt er Du Gunnar!
Hvad mægter Du kry
Mod Hunernes Rænker?
Af Hallen Du fly!"


16.
"Langt bedre Du foer
I Brynje frem,
End aabenhjælmet
Til Atles Hjem;
Bedre i solklare Dage
Du Sæde I Sadlen tog,
Lod Norner begræde
Faldne Mænd
Med Dødens Farve,
Lod Huniske Skjoldmøer
Lære at harve,
Og kasted Atle
I Ormegaard;
Beredt for Eder
Nu denne staaer."


17.
"For seent nu, Søster!
At sammenkalde
Niflungers Skare!
Lang vilde falde
Vejen til Hjælp
For Kjæmper bolde
Hid fra Rhinens
Fjælde golde."


18.
Borgundernes Venner
Gunnar greb,
I Fjædre ham satte
Og faste Reb.


19.
Syv hug Høgne
Med hvassen Sværd,
I Ilden han kasted
Den Ottende der;
Saa skal den Kjække
Med Fjender stride.


20.
Saa kjæmpede Høgne
Ved Gunnars Side:
Man Gotherdrotten
Det Vilkaar satte,
At kjøbe Livet
Med sine Skatte.


21.
"Først Hjærtet ud
Af Høgnes Liv,
Blodigt skaaret
Med smertefuld Kniv
Af Kongesønnens
Bryst det bolde,
Her jeg i min
Haand vil holde."


22.
Af Hjalle de Hjærtet
Blodigt skar,
Paa Fad det lagde,
Til Gunnar bar.


23.
Gunnar, Mændenes
Drot, da kvad:
"Her Hjærtet af Hjalle
Den Fejge vi have,
Uligt Hjærtet
Af Høgne den Brave;
Thi meget det bæver
Lagt paa Fad,
Halvt mere, da end
I Bryst det sad."


24
Høgne lo,
Da Man Hjærtet udskar,
Ret som hans Bryst
Nu et Skjoldmærke bar;
Paa Klynk og Klage
Han ej gav Agt,
Blodigt paa Fad
Det Gunnar blev bragt.


25.
Den herlige Niflung-
Kriger kvad:
"Nu Hjærtet af Høgne
Den Brave jeg seer,
Ej det som Hjalle
Den Fejges sig teer,
Thi lidet bæver det
Nu paa Fad,
End mindre medens
I Bryst det sad."


26.
"Gid Atle saa langt
Af Syne fra mig
Du var, som Skatten
Skal være fra Dig;
Ved Høgnes Død
Er til Værge jeg sat
For hele den skjulte
Niflungeskat."


27.
"Tvivlsomt det var,
Da vi levede baade,
Nu er jeg ene
Og ene kan raade;
Rhinen skal gjemme
Mændenes Tvist,
Den gudlige Niflunge-
Arv, med List,
Guldet skal blankes
I væltende Vande,
Aldrig paa Huner
Glindsende stande."


28.
"Nu frem de rullende
Vogne I kjøre,
Lænkebunden
I Fangen føre!"


29.
Svogren, den mægtige
Atle, mon ride
Den manrige Glam
Med Landsen ved Side.
I Hallens Tummel
Knap kunde sig væbne
Gudrun mod Graad
Over Heltenes Skjæbne.


30.
"Saa times dig, Atle!
Som Eder dig bandt
Til Gunnar, dem tidlig
Og ofte Du vandt[2]
Ved Ullers Ring,
Ved Solens Sydgang,
Ved Sejrgudens Tinde,
Ved Hvilens For-Gang;
Du Hestetumler
Til Døden dog Helten,
Skattens Vogter, drog."


31.
Folkene Drotten
Levende ned
I Gaarden satte,
Hvor Ormene skred;
Da Gunnar slog
I harmfuldt Mod
Harpens rungende
Strenge med Fod.
Saa skal Ringenes
Giver den bolde
Mod andre Mænd
Paa Guldet holde.


32.
Men Atle lod
Fra Mordet rende
Sin vilde Ganger,
For hjem at vende;
Der larmed i Gaarden,
Af Heste trang,
Hedekrigernes
Vaabensang.


33.
Med Guldkalk Gudrun
For Atle gaaer,
I dunkel Tale
Ham Gjengjæld spaaer:
"Glæd Dig, Fyrste!
De Faldnes Minder
Du her i din Hal
Hos Gudrun finder."


34.
De viintunge Bægre
Hos Atle klang,
Da Huner i Hal
Holdt Mandetal,
Sidskjæggede Mænd
Med krigerisk Gang.


35.
Med straalende Aasyn
Blandt Fyrsterne gik
Den strenge Frue
Og skjænkede Drik;
Hun valgte dem nødig
En kostelig Bid,
Den blegnende Atle
Forkynder hun Nid:


36.
"I Honning spiste
Du, Sværdbelønner!
Nysslagtede Hjærter
Af dine Sønner;
De Kraaser, Du Kjække
Til Drikken nød
Og sendte til Højbænks,
Var Menneskekjød."


37.
"Ej mere Du kalder
For Dig ind
Erp og Eitil,
Muntre i Sind,
Ej mere Du skuer
Fra Midtersæde
Dem, der skjænkede
Guld med Glæde,
Manker at studse,
Heste at tumle,
Spydskafter at pudse."


38.
Med Larm man op
Fra Bænkene sprang,
Sky forstummede
Mændenes Sang,
Langs Purpurbehænget
Et Bulder lød
Og Huners Børn
I Graad udbrød —
Ej Gudrun: thi hendes
Taarer fløde
Hverken da bjørnhaarde
Brødre døde,
Ej heller over
De unge Gutter,
Som Atle hun bar,
De muntre Snutter.


39.
Den svanhvide Frue
Guld udstrøede,
Huuskarle begaved
Med Ringe røde,
Lod Skjæbnen fyldes,
Reenmalmen strømme;
Den Kvinde ej ændsed
Sin Vaaning at tømme.


40.
Uvarligen Atle
Sig drak fra Forstand,
For Gudrun ej vogted sig
Vaabenløs Mand;
Ofte den Leg
Ham bedre gavned,
Da ømt de hinanden
For Ædlinge favned.


41.
Med Brodd i mordlysten
Haand hun øste
Paa Hyndet Blod,
Hundene løste,
Lod Karlene vække,
Haldøren tilramme
Og Ilden til Hævn
For Brødre flamme.


42.
Til Ilden hun offred
Hvo inde laae,
Nys Gunnar de myrded
I skummel Vraa,
Det gamle Tømmer
Styrted for Fode,
Vaaningshuse
I Flammer stode,
Budlingers Gaarde,
I Ilden rød
Skjoldmøer fandt
En snarlig Død.


43.
Nu nok om dette:
Saa væbne en Kvinde
Til Broderhævn
Sig ingensinde!
Tre Konger havde
Den Favre ombragt,
Førend hun selv
I Grav blev lagt.


Herom fortælles nøjagtigere i det Grønlandske Atledigt.




Noter:

  1. Dette Vers er vel Skjaldenes Sang .
  2. "vinde" en Ed, d. e. aflægge.