Attarsuatsiak, en Morder ved Upernivik (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

97. Attarsuatsiak
en Morder ved Upernivik

(Fortælling fra Upernivik i Nordgrønland)

Nordpaa hos de rigtige Nordlændinge, ved Kangersuatsiak, var der fordum indbyrdes Stridigheder, men een Mand var ved sin Stridbarhed den værste, nemlig Attarsuatsiak, med sine fire Brødre. Disse fem Brødre vare hemmelige Mordere, som dræbte eenlige Kajakmænd, som de mødte. Men disses Paarørende fik ingen Underretning derom; de troede derfor, naar nogen udeblev i Kajak, at han var druknet. Undertiden gik de til Attarsuatsiaks, for at forhøre sig angaaende den Borteblevne, og naar de kom medens der blev kogt, lod man dem vente til det var færdigt, og saa satte man det kogte Kjød frem for dem med den Besked, at det var af en Sælhund, de havde fanget udhavs, medens den i Virkeligheden var tagen fra den Dræbte. Engang roede en af de Dræbtes Paarørende hjemefter med en Sælhund paa Slæb, da han foran sig bemærkede en anden Kajak, som roede ind efter Land og gik i Skjul bag Kangersuatsiaks-Næsset. Da han anede noget ondt, gik han udenom Næsset og fik Øie paa en Klippehule, i hvis bælmørke Baggrund han kunde see ligesom den hvide Beenspids af en Kajaks Forstævn, og han mærkede, at der virkelig var en Kajak derinde. Derpaa flygtede han bort fra Hulen, og da han var kommen et Stykke bort og saae sig om, kom hiin Kajak frem for at forfølge ham. Da Forfølgeren ikke kunde naae ham, standsede han, vendte sig paatværs og raabte til den Forfulgte: »kom, kom!« Men denne saae sig blot om og skyndte sig derpaa hjem. Paa denne Maade fik de nok Formodning om at Attarsuatsiaks vare Mordere, men de havde dog endnu ikke Vished derom.

Engang gik en anden af dem, hvis Slægtninge vare dræbte, paa Besøg hos Attarsuatsiaks, forblev hos dem og tog en af deres Qvinder til Hustru. De fik ham kjær, men han elskede dem kun paa Skrømt for at udforske deres Mordgjerninger. Om Efteraaret, da Hvidfiskene kom, gik Attarsuatsiaks paa Hvidfiskefangst, men Svogeren gik ikke. Derover blev Attarsuatsiak vred, og naar han stod og lavede Kajakker istand til de andre, skubbede han Svogeren ud med de Ord: »du, som hverken kan fange Hvidfisk eller Mennesker!« Herover blev Svogeren forbittret, og endelig traf han engang en af de fæle Brødre ene paa en Kajakfart, lokkede ham til sig, harpunerede ham tildøde, hvorpaa han, uden at vende tilbage til sine Huusfæller, flygtede til sit eget Hjem. Da var det, at hans Slægtninge indsaae, at Attarsuatsiaks vare Morderne. Han havde tillige bemærket, at de havde stukne Mærker paa Panden, ved hvilke de betegnede deres Mord. Paa Attarsuatsiaks Pande naaede Mærkerne tværs over til begge Siderne. Alle Pladsens Beboere svore dem derfor Fjendskab, og blandt andet gik Syorak og en Anden ud paa at træffe en af hiint Slæng alene og dræbe ham. Engang saae de en af disse Kajakker i Nærheden af deres Hjemsted. De søgte først at faae ham imellem sig, men kunde ikke, da han var dem for urolig. Derfor søgte de at stille ham tilfreds, idet de raabte til ham: »vi længes efter at see dig, tænk ikke paa noget saadant!« Da de talte saaledes holdt han op med at dreie Hovedet, og da han langsomt vendte sig om mod Syoraks Ledsager, løftede hiin Harpunen mod ham. Ligesom han bemærkede dette, vilde han kaste sig bag over, men blev i det samme truffen i Rygraden. Der siges, at Duppen paa Harpunstokken knækkede, og at den derfor fløi skjævt og af den Grund strax dræbte. Derpaa gik de begge hen til Attarsuatsiaks paa Besøg. Da de hele Aftenen havde ventet paa den yngre Broder og det blev Nat, uden at denne endnu var kommen, begyndte de begge at hyle og græde. Den ene af Gjæsterne græd ogsaa med, men Syorak forstillede sig blot som om han græd, men kiggede mellem Fingrene for at opdage et Vaaben, og bemærkede paa Loftsbjelken en stor Hvalrostand; den bestemte han til sit Vaaben. Da de holdt op med at hyle, bade de Syoraks Ledsager om at mane Aander, for at erfare noget om deres Slægtning. Da Lamperne vare slukkede, begyndte Gjæsten sin Aandeflugt; men han forfeilede med Forsæt sin Vei, og idet han lod, som om han gik ind igjen, sagde han: »der er intet at befrygte, han er hos Fluerne!« — dette betyder nemlig det samme som, han er hos Ingnersuït. Derpaa afløste en af Huusbeboerne ham i Aandebesværgelsen; han fulgte den forriges Vei, og sagde ligeledes: »der er intet at befrygte, han er hos Fluerne.« — Men først da Gjæsterne vare gaaede, gjorde han sin Aandeflugt om igjen og saae den Dræbte, hvorpaa de kom til Indsigt af, at hine havde været Gjerningsmændene.

Da Attarsuatsiak senere fik endnu flere Fjender, bosatte han sig paa Øerne nordenfor Upernivik, for at dræbe dem, der gik paa Maupok-Fangst deromkring. En af de Omboende, en Forældreløs ved Navn Ikersæt, gik tilfods paa Fangst, skjøndt endnu kun et Barn, og da han paa Veien kom forbi Attarsuatsiaks, overnattede han der, for paa Hjemveien ligeledes at sove der. Engang sagde Attarsuatsiak ved sin Bortgang i Qvindernes Paahør: »naar Ikersæt kommer, vil jeg dræbe ham.« Da nu Ikersæt kom, gik en af Qvinderne ud og sagde til ham: »naar Attarsuatsiak kommer, vil han dræbe dig. Han kommer vist snart, løb din Vei, men du maa ikke tabe Veiret!« Derpaa ilede Ikersæt afsted med sin Tok i Haanden, og naaede lykkelig sit Hjemsted. Da Attarsuatsiak kom hjem og trak sin Pels af, turde Qvinderne i deres Angst ikke fortie det, men sagde: »Ikersæt er borte, gaaet sin Vei!« Derpaa tog han hurtig Pelsen paa igjen, men da han, uden at naae ham, troede at komme hans Boplads for nær, vendte han om igjen.

Derefter opdrog denne Ikersæt sig selv og øvede sig i Kræfter, til Kamp mod Attarsuatsiak. Endelig, da han var bleven stærk og fuldvoxen, tog han sig en Kone, og gik paa Besøg hos Attarsuatsiaks Slægfredkone, for at træffe ham der. Hans Venner fulgte ham om Sommeren i Baad, hvorpaa de alle opholdt sig ved hendes Boplads. Imidlertid vilde Attarsuatsiak, som intet vidste derom, paa Besøg hos sin Slægfredkone, og bad en af de Samboende, et ungt Menneske, om at følge med sig. Da den Unge ikke vilde, skjændte han paa ham indtil hans Farbroder omsider flk ham overtalt til at følge med, men selv fulgte Farbroderen hemmelig bagefter, for at see efter Brodersønnen. Da de naaede det Land, de vilde hen til, hørte han Attarsuatsiak sige til sin Ledsager: »lad os gaae iland og drikke!« Derpaa gik de sammen op paa Land, idet Attarsuatsiak tog en Kniv ud af Kajakken og stak den i sin Støvle; de gik op til en Ferskvandspyt, ved hvilken de satte sig ligeoverfor hinanden og drak, hvorpaa de reiste sig igjen. Derpaa gjorde de, paa samme Maade vendte mod hinanden, deres Nødtørft. Imidlertid var den Unges Farbroder kommen til Næsset og saae paa dem, idet han støttede sig mod Strandbredden. Attarsuatsiak raabte: »en Kajak!« —Derpaa gik de ned, og da de kom til deres Kajakker, sagde han: »lad os bytte Kajakker!« Den Unges Farbroder stillede sig strax tilrette, for at kaste efter Attarsuatsiak naar denne steg i Kajakken, men da han nu byttede, og tog den Unges Kajak, kunde han ikke. Da Attarsuatsiak nu endelig kom til sin Elskerindes Boplads, saae han mange Mænd samlede i Ikersæts Telt. Nogle af dem kom ind til Attarsuatsiak, for at see de Nyankomne; imidlertid holdt Ikersæt Udkig gjennem et lille Hul i det indre Telteskind, da han meente at de vilde reise om Natten. Om Aftenen, da Attarsuatsiak havde lagt sig, gik Mændene ned til Baaden, knækkede alle hans Vaaben og gjemte alt det Skarpe i Baaden. De skar ogsaa Huller i hans Kajak, to store Huller under Sædet, og derpaa gik de ind i Ikersæts Telt og vedbleve at holde Øie med Attarsuatsiaks. Strax efter Solens Opgang kom Attarsuatsiak ud og trak sin Halvpels paa for at reise. Strax gik ogsaa Ikersæt ud, holdende begge Arme under Pelsen. Idet han lod, som om han var søvnig, saae han efter Attarsuatsiak, der gik ned mod Baaden, og saaledes kom de begge samtidigt til Baaden. Da Attarsuatsiak saae sine Vaaben knækkede, lod han som om han ikke bemærkede det, men da han reiste Kajakken op og eftersaae den indvendig og opdagede de store Huller, sagde han: »Hu! jeg har glemt min korte Pels,« og han vendte Ryggen til for at gaae hen imod Teltet; men i det samme trak Ikersæt Armene ud af Pelsen, greb Attarsuatsiak bagfra ved begge Armene, og stødte dem ind mod hans Ribbeen. Med det samme raabte han: »Nu da! Nu da!« og saa kom de mange Mænd stormende ud af hans Telt, og han vendte Attarsuatsiak lige imod dem. Da den, der gik forrest, holdt en Kniv i Haanden, skubbede han Attarsuatsiak hen imod denne, som da stak ham i Brystet, hvorpaa Attarsuatsiak sank til Jorden. Nogle vilde, at man strax skulde dræbe ham, men andre vilde, at man først skulde udspørge ham om hans Mordgjerninger. Naar de nu udspurgte ham, og han sagde: »ja,« skar Slægtningen til den Dræbte, som han nævnte, ham paa Kinderne og spurgte: »gjør Kniven ondt?« Men han sank blot hen, og da han segnede, kom hans Slægfredkone ud af Teltet med en Kniv og en Ullo, som hun vilde give sin Slægfredmand til Vaaben. Da Folk saae hende komme, raabte de: »kom, kom, du vil nok hævne dig hemmelig igjen.« Hun sagde: »engang tidligere vilde han dræbe mig, lad det derfor kun skee saaledes med ham!« — Derpaa dræbte de Attarsuatsiak, til Straf fordi han havde været den, der begyndte med Drabene, og de sønderlemmede ham og deelte ham i alle hans Led.

Fodnoter

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 270-274.