Augpilagtok (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

84. Augpilagtok

(Fortælling fra Sydgrønland)

Augpilagtok, som boede paa Sydlandet, hørte fortælle, at Kangek, ved Mundingen af Godthaabs Fjord, skulde være særdeles rigt paa al Slags Fangst. Han begav sig derfor paa Veien dertil, men Efteraaret indfandt sig og Jorden begyndte at fryse, inden han naaede dertil. Han traf da nogle gamle Huustomter, ved hvilke han byggede sit Vinterhuus. Dette var paa Ikarisæt, ganske nær ved Kangek, men han var ubekjendt med Landet. Først paa Vinteren havde han en heldig Fangst. Det var som om Sælhundene af sig selv kom op i hans Huus, saaledes samlede han sammen. Men efter Vintersolhverv indtraadte der stormende Nordenvind paa Fjorden, Fangsten standsede, og da Sneen opdyngede sig paa Landet, maatte han tage de Sælhunde, han havde liggende, ind til sig i Huset, og levede nu alene af dem. Omsider slap de op, paa samme Tid blev Veiret mere stille, men saa frøs Havet til rundt omkring. Under disse Omstændigheder lavede han sig en lille Harpun til Fangst paa Isen, og han gik ud for at opsøge Sælhundenes Aandehuller. Den første Dag gik han hele Amaraglik-Fjorden rundt, men kom hjem uden at have fundet noget. Den følgende Dag gik han til Kapisilik, men ligeledes forgjæves. Men da han den tredie Dag havde været i Kangersunek og kom tomhændet hjem, og intet havde faaet at spise, tog han om Aftenen sin Kniv og sleb den. De eiede en Tævehund, med nedhængende Øren. Den gik han hen og ihjelstak, hvorpaa han udskar et Stykke Kjød med Skind paa, af Laaret, skrabede blot Haarene af og spiste det derpaa ganske raat. Da de havde kogt af det øvrige, spiste han først rigtigt. Dagen efter gik han slet ikke ud. Den følgende Dag besteg han de høieste Fjelde og opdagede da, at der var aabent Vand ikke saa langt udenfor hans Boplads, men da han kom ned, var det blevet for sildigt den Dag. Om Morgenen derefter tog han sin Kajak paa Hovedet og bar den hen til det aabne Vand. Da han havde roet et Stykke langs Kanten af Isen, fik han ganske uventet Øie paa mange Huse, og foran dem var Strandbredden ganske rød af Blod af fangne Sødyr. Han roede rask til, og blev ved Ankomsten høfligt modtagen og indbudt af Pladsens Beboere. Han var her kommen til det Kangek, som han om Efteraaret, af Ukjendskab til Landet, ikke havde kunnet naae. Da han kom op paa Landet, laae der paa Møddingen frosne Indvolde af Alker. Dem begyndte han strax at sluge i sig, og først da han havde fortæret dem, kunde de faae ham ind i Huset. Han blev derpaa beværtet med rigtig Mad, og drog hjem med Kajakken ganske fuld af Forraad. Nogen Tid derefter flyttede han til Kangek med sine Folk. Han gik nu hveranden Dag efter Alker, hveranden efter Sælhunde, og hans lille Søn fik sig en Kajak paa dette Sted. Faderen sagde til Sønnen: »Naar du gaaer efter Alker, og jeg ikke er med dig, skal du blot passe paa de andre Kajakker, thi nogle af dem ere ikke til at spøge med, naar man forstyrrer dem i deres Jagt.« Men det hændtes engang at Augpilagtok var sammen med sin Søn paa Alkejagt, og da de vare komne lidt fra hinanden hørte han Mandsstemmer, og da han vendte sig om, var den lille Kajak heelt omringet af de andre Kajakker. Augpilagtok, som anede noget Ondt, greb i Kanten af sin Pels og fremtog sin Amulet, tog den i Munden og roede henimod Kajakkerne. Derpaa kastede han Amuletten, sigende: »hvilkensomhelst!« — og strax kæntrede først een, saa en anden, og tilsidst druknede de alle, og Augpilagtok kom hjem alene med sin Søn. Da de nu ikke mere følte sig sikkre i Kangek, flyttede de om Foraaret nordpaa, og bosatte sig ved Atangmik. Under Opholdet der voxede Sønnen til og Faderen bød ham uddanne sig godt, eftersom de kunde vente Hævn fra Kangekkerne. Sønnen blev tidligt en udmærket Erhverver og lærte at jage udenskjærs i Stormveir. Han pleiede gjerne at have til Ledsager den mellemste af flere Brødre, som boede paa den Plads. Engang hændtes det, at han, da han troede sig ene, pludselig blev overrasket ved Lyden af en Kajak, og saae at denne hans Følgesvend sigtede med Harpunen efter ham. Han undgik kun tilnød dennes Kast ved at kæntre, og da han havde reist sig, sagde den anden, at det blot var for Spøg, han havde kastet, — men i Virkelighen havde han tragtet ham efter Livet. Da han kom hjem, fortalte han det til Faderen, men denne raadede ham fra at gjøre Gjengjæld, af Frygt for at skaffe sig endnu flere Fjender. Dagen efter gjentoges det samme paa samme Maade; men da han tredie Gang blev efterstræbt af den samme og havde frelst sig ved Kæntring, dræbte han ham endelig. Efter Drabet roede han hjem, efterat have lagt sin fangne Fjordsæl ovenpaa Kajakken, men i omvendt Stilling. Da Faderen saae ham komme saaledes, vidste han, hvad der var foregaaet, men Brødrene til den Dræbte stode samlede udenfor Huset og sagde til hverandre: »det er nok fordi han ikke formaaede det, imod Vinden, at han har lagt Sælhunden omvendt.« Augpilagtoks Søn roede lige hen til dem og sagde: »fordi den var den anden efter et Menneske, har jeg lagt den saaledes. Han var nær ved at myrde mig; nu kunne I hente ham derude, hvis I længes efter ham.« Da Brødrene hørte dette, gik de grædende ind i deres Huus.

Fra den Tid af var Augpilagtoks Søn meget forsigtig, og gik kun paa Sælhundefangst, naar det stormede saa haardt, at de andre Kajakker bleve hjemme. Engang henved Foraaret bleve han og Faderen indbudne til Besøg hos Brødrene, Augpilagtok sagde: »idet vi gaae ind, skulle vi være rigtig raske, jeg vil gaae forrest; naar jeg er midt i Huusgangen, springer jeg i eet Sæt op igjennem Indgangen.« Da de paa denne Maade vare komne ind i Huset, saae de alle Brødrene ligge udstrakte paa Brixen, saa at blot Fødderne stak frem over Kanten (d. e.: som Tegn paa Vrede). De bleve derpaa beværtede med Lever, og spiste af et aflangt Træfad, men da de havde tømt det halvt, faldt et Stykke af det frosne Tag ned og hele Fadet blev bedækket med Tørvsmulder. Da sagde den ældste af Brødrene: »naar Græstørven falder saaledes ned, skeer det nok ikke af sig selv, men ved Trolddom. Sydlændingene voxe ikke op til ingenting, men ere meget kloge. Lader dem heller være, og gjører dem intet!« — Derpaa sagde Augpilagtok til sin Søn: »træk din Pels af!« — og han greb en Kniv og opskar hans Bug, men saasnart Indvoldene traadte ud, foer han med Haanden over Saaret, og lægede det igjen. — Senere droge de atter sydpaa, og der siges, at de døde uden at blive saarede.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 238-240.