Barnefødsel 2

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

G. Religiøse sagn

10. Barnefødsel


171. Det var i Tise i mit gamle hjemmen, der blev født mig et barn, som havde en lykkelig stjærne på himmelen. Han blev født mellen 11 og 12 om natten, og da stod der en klar stjærne. Så siger jordemoderen: «Det barn bliver ikke gammelt,» og det kom også til at passe, for det døde, netop den dag, det var to år, ved samme klokkeslæt.

Maren Skade, Åsted.


172. Der var en gang en præst i Vorning, hvis kone var i barnsnød, og medens hun lå i den stilling, gik præsten udenfor og bad til, at hun ikke måtte blive forløst, så længe det himmeltegn var på himlen, der var nemlig en galge på den; men da præsten kom ind, var hans kone alligevel bleven forløst. Den sön, hun fødte, blev en røver, og omsider hængt på Galgebakken mellem Kvorning og Hammershöj. Da han skulde hænges, bad han om at måtte kysse sin moder, men hun sagde nej. Så sagde han, at det heller ikke var hans mening, men han vilde have bidt næsen af hende, fordi hun ikke havde givet ham en bedre opdragelse.

Fortalt af Niels Leths kone, Mollerup. J. Jensen.


173. Vorning præst havde en sön, der blev henrettet på Galgebakken ved Årup. Da han blev født, var der en galge på himmelen, og præsten bad om, at barnet ikke skulde fødes, så længe den var opå . . . Lov til åt tage afsked med hans moder, og da hun så kom, vilde han kysse hende, lod han til, men bed så næsen af hende. Så ondskabsfuld var han. Siden gik han igjen og blev nedmanet af en præst ude på Årup mark ved siden af.

Morten Simonsen, Kvorning.


174. Kristen Testrup var herredsfoged og meget klog. Så var hans kone höjfrugtsommelig, og han skal da have gået ude og set på stjærnerne, og dernæst gået ind til jordemoderen flere gange og bedet hende om at opholde tiden. Så sagde hun til sidst, at det var ikke muligt længere. Han skulde da have sagt: «Hvor ulykkelig fødes dog ikke det barn til verden». Den gang det blev stort, var det så vildt og gik og prangede sine klæder bort med andre bønderbörn og handlede med, hvad det kunde få fat i, og de kunde ikke styre det på nogen måder. Så sendte han barnet uden lands, vist til England, og udstyrede det med penge, så det havde nok af dem.

Kristen Spillemand, Farsø.


175. Der var en præst på Mors, hvis kone var i barnsnød. Præsten loppede vinduet, så ud på stjærnerne og bad, at hans kone måtte føde i denne time. Da de sagde, at nu var timen kommen, hun skulde forløses, sagde han: «Ja, så lad det ske i Guds navn.» Hun fødte en sön, men denne dreng blev så ustyrlig, at de ikke kunde råde med ham. Så kom han til at gå ude ved avlskarlen, som var den, der bedst kunde styre ham. En dag, de kjørte korn hjem, fik drengen, der løb ved vognen, bagrebet om halsen og kvaltes. Karlen, der var ude af sig selv der over, sagde det til kokkepigen, som han var kjæreste med. Hun sagde det til præsten, han slog sine hænder sammen og sagde: «Å, Gud ske lov! jeg havde ikke tænkt, det havde gået så godt.»

P. K. M.


176. Der var en gang en præstekone, der var i barnsnød. Så gik præsten ud og så op til himmelen, og han så uheldige himmeltegn. Han blev ved at gå sådan en ni, ti timer, og det blev hele tiden mere uheldigt. Til sidst blev hun forløst. Det barn skulde hænges. Da barnet var en fem, seks år, blev han hængt i bagrebet. Så var faderen så glad, tog barnet i sine arme og gik hjem. Men konen var så bedrøvet. Nu fortalte han hende, hvad der var spået barnet.

Maren Skade, Åsted.


177. På en herregård var konen frugtsommelig, og så kom tiden, da hun skulde føde. Da jordemoderen kom nu derind, gik manden ud og så op efter stjærnerne. Så kommer han ind og ønsker, at hun ikke må blive forløst endnu i denne stund, går så ud igjen og ser, kommer atter ind og siger ligesom forrige gang. Tredje gang kommer han ind og beder om, at det nu måtte ske. Men det blev ikke. Så gik han ud fjerde gang, og da blev barnet fød«. Det så nu ud til, sagde han, at barnet skulde hænges, men han sagde det aldrig til moderen, og gik og bar det ved sig selv. Da barnet var en syv, otte år, traf det om hösten, at folkene kjørte korn hjem, og så vilde det op at kjøre med dem ad marken, og de tog det jo også med. Den gang de havde så fået stangen trækket ud, så den slæbte bag efter vognen med den ene ende, og den anden ende var i vognen, som de bruger endnu her på egnen, da sætter drengen sig op at ride på stangen, og så fik han hans hånd ind i en løkke og faldt af og slæbte på jorden. Folkene lagde ikke mærke til det. Havde stangen ligget på jorden, havde han ikke kommet sådan af sted. Da folkene nu havde fået tillæsset og skulde have stangen op, får de det jo at se og bliver så harmede, at de holder i marken og tör ikke kjøre hjem, for drengen var jo død. Så kommer manden derud og får det hele at høre. Men han var ikke vred, han takkede Vorherre, at det nu var sket, mens drengen var barn og ikke blev fuldvoksen, for han mente jo, det var bestemt, det skulde sådan være, og sagde det nu til folk, hvad han havde set i stjærnerne. För havde han ikke sagt det for ej at gjøre hans kone harmet.

Iver Skade, Havbjærg.


178. En kone sad og svöbte hendes barn, og det lå helt nøgent på hendes knæ. Det var en bitte dreng. Så kommer der en fattig kone ind, og ligesom hun ser på barnet, så giver hun sig sådanner til at role (ɔ: græde). Så spörger moderen om, hvad hun sådan rolte over. Ja, det kunde hun ikke sige. Jo, hun skulde sige hende det. «Herregud, skal a sige dig det, så kan a også. Det barn, der ligger, er født i den time, at det skal hænge sig selv, kan du ikke se strikken under sin hage?» Nej, hun kunde ikke. Så går den fattige kone hen og viser hende, te der sad en hinde under hagen af det. Siden den tid fik konen mange flere börn og hver gang hun gav dem brød, gav hun jo også ham brød, men så rolte hun. Så vilde manden have at vide, hvad hun rolte for. Hun siger ham det. Drengen blev den pæneste karl, nogen kunde se, og en grumme rar karl og kom til at tjene en præst for avlskarl. Men hver aften, når de andre gik til hvile, gik han op i kirken for alteret og satte sig og bad til Vorherre. Sådan var det flere aftener, og så fulgte præsten bag efter og så, han sad der på knæfaldet, ligesom når vi går til Herrens bord. Men præsten kunde se, der var en strikke dér, som hængte fra loftet og ned under hagen af ham. Karlen vidste jo nu, hvad der vilde ske med ham, derfor bad han. Da præsten så ser dette her, siger han: «Kom nu hjem, min kjære sön! nu er du frelst fra nød og fare,» og så fulgte han med og blev så lykkelig over at høre præstens ord. Siden gik al ting så godt for ham.

Maren Skade, Åsted.


179. Der var en gang et bitte barn i Tise kirke at blive døbt. Da sukkede det så dybt og foldede sine hænder så pænt. Men ottende dagen efter, nemlig næste søndag, blev det jordet. Præsten sagde: «Hvem har lært det bitte barn at folde sine hænder, jeg er ræd, det bliver ikke gammelt.» De börn, der folder sine hænder som bitte, de bliver aldrig gamle.

Maren Skade, Åsted.


180. Der var nogle folk, der fik et barn. Lidt efter, at det var født, slog klokken 12. Så sagde barnet: «Nu slog klokken tolv.» Da den slog 1, sagde det igjen: «Nu slog klokken 2, nu skal a snart te'n.» Da klokken så slog 2, sagde det: «Nu slog klokken 2, nu skal a af sted. Men der skal komme to gode år og to onde år.» Da det havde sagt det, så døde det.

(Et forvirret brudstykke.) A. F.


181. En pige i Marri-Malene vilde ikke giftes, inden hun var de halvtreds. Men da hun så blev gift, fik hun syv börn på én gang, og de blev bårne til Ryomgård på et tinfad, for at de skulde se dem.

Maren Knudsdatter, Uglbølle.


182. Der var en pige, som ikke vilde gifte sig, inden hun var sikker på at blive fri for börn. Men hun var lige vel fremmelig, for hun fik da tre af én gang og fire af én, det blev syv i alt.

Lavst Jensen, Bjærggrav.


183. Der boede en kone her uden for byen, hendes mand kaldte de Svejborg-Rask, hun var 49 år, inden hun giftede sig, for hun havde sat sig for, at hun vilde ingen börn have, og derfor vilde hun først komme over hendes börneår. Så kom hun lige godt til at lave til barsel, og hendes mand mærkede det nok. Da tiden kom, fødte hun det ene barn efter det andet, og jordemoderen, der hed Maren Knudster, hun sagde, at manden måtte helst løbe ned til præsten og få ham til at komme og døbe dem. Så kommer han jo og forlanger ham til at døbe nogle börn. Præsten, han hed Zimmermann, siger helt forundret: «Nogle börn!» — «Ja, min kone havde fået fem, da a gik hjemme fra, og det kommer an på, hvor mange hun har fået nu, når vi kommer hjem.» Så fulgte præsten med, og da havde hun fået syv i alt, og de blev lagt på et tinfad og blev døbt. Jordemoderen var der endnu og forsikrede, at det var gået regelmæssigt til ved födselen, så det har virkelig tildraget til, og huset har navnet Svejborg-huset endnu efter dem. Den straf skulde konen jo have, for det hun havde fattet det slemme forsæt.

Ane Hansdatter, Torrild.


184. En fattig kone kom til en rig herremands kone og bad hende om lidt i Guds navn. Ja, hun havde ikke noget at give hende, hun skulde pakke sig. Den fattige kone bad igjen om det, for hendes börn de var så sultne. Men det var lige nær. Nu havde fruen kun ét barn, og så sagde tiggerkonen: «Nu vil jeg ønske, når fruen skal have barn igjen, at hun må få så mange, som der er dage i et år.» Da tiden kom, fødte hun så mange småskabninger, der var trukne på en tråd.

K. N. Stegger, Lystrup.


185. På Brejninggård var to søstre, den ene havde sådan afsky for börn og vilde ikke gifte sig, för hun blev over den alder. Søsteren der imod giftede sig. Da hun blev ved de halvtreds, blev hun syg og døde. Søsteren havde altså småbörn, og de løb omkring i haven. Så kommer der sådan en gammel venlig dame til dem en eftermiddag og vilde spøge med dem. De kommer ind og fortæller det. Sådan gik det flere dage i træk. Så skulde barnepigen med dem ud en dag, og damen kommer også til hende og beder hende, om hun vil ikke få svøbelsebarnet der ud, hun ønskede så gjærne at komme til at svøbe et lille barn. Barnepigen vægrede sig noget ved det, men da det var godt vejr, gik hun endelig ind og bad om at få det ud. Manden var ikke ret tryg, og han går med i afstand for at se efter det. Damen tager nu barnet op og giver sig til at ville svøbe det. Det tykte manden var galt, og så går han hen og snakker til hende, men hun svarer: «Forstyr mig ikke, hvad jeg har forsömt i levende live, skal opfyldes nu.» Så lod manden hende også have hendes vilje, og hun svöbte barnet, og så forsvandt hun. Han pålagde nu pigen ikke at sige det til hans kone, for han vilde ikke, at hun skulde blive ræd og kjed af det.

Mette Marie Vig, Ölgod.


186. En pige ønskede, at hun måtte få lige så mange börn, som der var dage i et år. Hun fik dem også, men mange ad gangen, og de var ikke større end fingre. De gamle soldater, der i forrige krig lå i garnison i Kjöbenhavn, fortalte, at de havde set nogle af dem opbevaret i spiritus. Hun fik dem, hun havde ønsket sig, men det er heller ikke nemt at ønske noget.

Kristen Ebbesen, Egtved.


187. En gang kom der en fattig kone ind på en gård for at tigge. Hun var frugtsommelig, og det hændte sig sådan, at hun just blev syg og nedkom med et barn. Gårdkonen var meget vred over det og sagde nok så hovmodig, at hun ikke vilde være so for én gris at få. Nogen tid efter gjorde samme kone barsel, og hun fik tvillinger. Så kunde da folk forstå, at Vorherre havde straffet hende for de slemme og hårdhjærtede ord, hun havde sagt til den fattige kone.

J. G. Pinholt.


188. For et halvt hundrede år siden kom der i Bræstrup-egnen et dødfødt barn til verden. Det havde på hovedet en udvækst, der lignede en stor forloren hårfletning af den slags, som moderen og hendes søster plejede at gå med. Folk troede nu, at det var en himlens straf for moderens stolthed og udmajning, at barnet således fødtes vanskabt.

O. L. Rasmussen.


189. I Nörre-Snede levede for en menneskealder siden en pige, om hvem der fortælles følgende: En søndag fulgtes hun med en del andre unge piger til kirke, og de gik og førte samtale under vejs; blandt andet kom de til at tale om kjæresteri, og der var nu nogle, som sagde til nævnte pige, at det nok var godt med hende og en vis höj karl, som de nærmere betegnede. Karlen var fattig og derfor ikke særlig anset, og da pigen var rig og stolt, vilde hun ikke være ham bekjendt, men talte hånligt om ham, for at få de andre til at tro, at der intet kjærlighedsforhold var til stede mellem dem. Hun sagde blandt andet: «Skal jeg have ham, kommer jeg til at have ham skåren af i knæene.» Hun blev imidlertid senere gift med den höje karl; men det første barn, hun fødte, fattedes den nederste halvdel af benene, fra knæene af og ned efter.

Nikoline Mortensen, Vilgårde, ved C. L. R.


190. I Nordre-Hadsund havde en karl lokket en pige. En aften, de unge gik på gaden, lod de ham høre det. «Hvad kan det gjøre?» siger han og spotter med det, «får hun en sön, skal han kun have én arm.» Pigen var frugtsommelig, og da barnet blev født, havde det kun én arm.

Lærer Stegger, Lystrup.


191. En kone lå i barselseng, og de havde et andet lille barn, der gik ene ude på gulvet. Så lå der en femdalerseddel på bordet, og den fik barnet fat på og rev den i stykker. Da manden kort efter kom ind og så det, blev han så vred, at han slog barnet hen imod kakkelovnen, så det døde. Da konen, der lå i sengen, mærkede, hvordan han bar sig ad, blev hun så forskrækket, at hun også døde, og da manden mærkede det, gik han ud og hængte sig.

Nikoline Katrine Axelsen, Ovtrup.


192. Der har været en fortælling om en port på Røddinggård, ja, porten er der endnu. Den måtte aldrig blive lukket op, for hver gang det skete, indtraf der en stor ulykke på gården. Der var tre ejere, hvis hustruer døde i barselseng lige efter hverandre, for det den kom op.

Kjöbenhoved.