Barnet, som røvedes af Indlandsboerne (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

47. Barnet, som røvedes af Indlandsboerne

En Mand ved Navn Tungnerdluk havde sin stadige Boplads ved en Fjord; om Sommeren drog han ind i Landet paa Rensjagt, og var i Reglen meget heldig. Om Vinteren drev han sin Fangst i Mundingen af Fjorden. En Sommer var han atter paa Rensjagt, og medens han var borte, gik Konen med deres eneste Barn, en lille Dreng, ud at plukke Bær. Da hun havde lagt Drengen ned og forlod ham lidt, hørte hun ham græde, løb tilbage igjen, men da var han forsvunden, og hun kunde kun høre hans fjerne Skrig. Hun gik nu hjem i dyb Bedrøvelse, fortalte, at hun havde ladet sit Barn røve af Indlandsboerne, og at hun frygtede sin Mands Vrede. Imidlertid kom Tungnerdluk hjem om Aftenen med en god Byrde paa Nakken, og man kunde høre ham raabe: »jeg har faaet dygtigt af Rensdyr til eder.« Men da han mærkede, at Ingen i Teltet svarede, vidste han strax at der maatte være Sorg; han skyndte sig ind og spurgte efter Sønnen, om denne maaskee var død. Konen svarede ikke, men de Andre sagde: »hun har ladet Indlandsboerne tage ham.« Da sagde Tungnerdluk til sin skjælvende Kone, at hun skulde forsaale hans Støvler, og han opsøgte sin Fætter, som var Angakok. Denne udpegede Barnets Opholdssted, og fulgte ham, for at hente det tilbage. Da de kom langt ind i Landet, fik de Øie paa et stort Huus; da sagde Angakokken, at nu skulde han gaae alene, han selv vilde vende tilbage. Tungnerdluk gik hen, kiggede ind ad Vinduet, og saae to fæle Qvinder, som reves om hans grædende Barn. Han sprang hurtigt ned i Huusgangen, men maatte klavre paa Hænder og Fødder op ad Opgangen, formedelst dennes Høide. Da han kom op i Huset, vilde han gribe sit Barn, men naar han vilde tage det fra den ene af Qvinderne, rakte hun det til den anden, og saaledes vedbleve de. Da traadte der en stor Mand ind i Huset, og sagde, at han vilde hjælpe ham, thi han nedstammede fra Kystboerne. »Løb du kun i forveien,« sagde han, »jeg vil følge efter med Barnet, men skynd dig, thi mine Landsmænd ville snart forfølge os.« Derpaa ilede Tungnerdluk afsted, og da han havde naaet sit Telt, kom den Anden strax efter med Barnet, og sagde: »skynder eder at bryde op herfra med eders Telt.« Strax satte de deres Baad i Vandet, ladede den, og ligesom de stødte fra Land, kom Forfølgerne tilsyne. Da Indlandsboerne havde naaet Strandbredden, vendte Tungnerdluk om i sin Kajak, for at maale sig med dem. Han dræbte en af dem med Harpunen, og reiste derpaa med sine Folk ud af Fjorden. Senere blev hans Søn syg og han hidkaldte en Angakok, men denne kunde ikke udfinde Aarsagen til Sygdommen. Derpaa hentede han en anden, som var kyndig i Trommespil. Denne foretog en Besværgelse, lagde sig paa Ryggen, tabte Aandedrættet, reiste sig derpaa igjen, idet han atter drog Aande, og sagde: »Barnets Sjæl er hos Indlandsboerne!« Da sagde de: »begiv dig paa Aandeflugt og hent det.« Derpaa flöi han til Indlandsboerne og hentede Barnets Sjæl. Da han kom tilbage, hørte han, at Barnets Stemme tabte sig, men han satte nu Sjælen i det igjen, hvorpaa det kom sig. Tungnerdluk betalte ham godt med Spæk, Kjød og Renstælg, idet han sagde: »hvis du herefter kommer i Nød, vil jeg hjælpe dig.«

Senere hen kom der engang to fremmede Kajakker, for at besøge Tungnerdluk. Da de nærmede sig, kunde han see, at den ene havde en stor Hvalbard paa Kajakken. Disse Mænd havde nemlig hørt tale om den vældige Tungnerdluk, som skulde have hentet sit Barn fra Indlandsboerne, og de kom nu for at gjøre Nar af ham. De sagde: »Tungnerdluk, fortæl os lidt om dine Bedrifter, vi ville forære dig Hvalbard derfor.« Tungnerdluk svarede: »det Slags trænger jeg ikke til;« derpaa gik han med dem til sit Forraadskammer, og viste dem sit store Oplag, baade af Hvalrostænder og Hvalbarder. Da de saae dette, bleve de ganske tause, gik ikke engang ind i Huset, men bortfjernede sig strax, og kom aldrig mere paa Besøg.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 156-158.