Bemærkninger til G. Holms Samling af Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik af H. Rink
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Bemærkninger til G. Holms Samling
af
Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
af H. Rink
Kjøbenhavn
1888
(E. S. betyder «Eskimoiske Eventyr og Sagn», udgivne 1866, og E. S. Spl. «Supplement» til samme, udgivet 1871.)
Den foreliggende Samling er jo forholdsvis rig og har sin Værdi især derved, at den maa betragtes som absolut original og repræsenterende det yderste eskimoiske Østens Sagnverden.Naar, som man tør haabe, Sagnsamlinger fra andre eskimoiske Lande engang ville blive tilvejebragte, vil den foreliggende faa forøget Værdi, og det vil da kunne hændes, at hvad der nu synes ringe og meningsløst, kan blive af Interesse med Hensyn til Slutningen om Stammernes Slægtskab. Samlingen vil saaledes være et Kildeskrift i kulturhistorisk Henseende, hvad Eskimoernes Fortid angaaer.
Grønlandske Sagn ere beregnede paa mundtligt Foredrag og paa en Tilhørerkreds, der føler sig ganske hjemme i de Tilstande og det Liv, som skildres i dem. Med andre Ord, de bør, hvis de skulle bedømmes ret, høres paa grønlandsk og i Grønland, og Tilhøreren bør kunne sætte sig ind i den grønlandske Tankegang. Ved Nedskrivningen og endmere ved Oversættelsen tabe disse Aandsfrembringelser mere eller mindre af, hvad der skulde udgjøre deres digteriske Indhold. Det Opløftende, som kan ligge i de Forestillinger, Fortælleren kan vække om Naturforholdene og Menneskenes Kamp med disse, gaaer tildels tabt; det Nedtrykkende, som ligger i Tanken om de Farer, der omringe Mennesket overalt i disse ode Egne, bliver tilbage, og Manglen paa rigtig Forstaaelse kan ogsaa forøge Skildringens frastødende, uhyggelige Præg.
Hvad der i saa Henseende gjør i alt Fald mange af de vestlandske Sagn mere tiltalende ogsaa for ikke Grønlændere, er, om just ikke udeladt, saa dog tilbagetrængt i disse østlandske. Hertil hører, hvad der handler om det svage og foragtede Barns Udvikling til Storhed, de Forskudtes og Svages beskyttelse ved højere Magter, Kajakmandens Mod og store Bedrifter, Kvindens Huslighed og kloge Sparsommelighed o. s. v., kort sagt, de samme Hovedtræk af Menneskenaturen, de samme Lidenskaber og Tilstande aabenbare sig her som andetsteds, kun i en anden, for os meget fremmed og kun sjeldent rigtig forstaaet Skikkelse. Vistnok spores disse forsonende og man tør vel sige opløftende Træk ogsaa i de østlandske Sagn, men det er dog øjensynligt, at Fremstillingen gaaer ud paa at fremhæve det, som fremkalder dels Skræk, dels Afsky. Deraf kommer det glædeløse, uhyggelige Præg, som disse Skildringer i en overvejende Grad maa faa for os, og som maaske nok kan bidrage til at forøge den ugunstige Forestilling, man er tilbøjelig til at danne sig om de saakaldle «vilde» Eskimoer. Men i Virkeligheden kan denne Forskjel kun hidrøre derfra, at den rigtige Fortællerkonst kun øves af visse særligt begavede Personer, og at der i saa Henseende havdes et større Udvalg til den vestlandske Samling. Hvad Traditionernes Ægthed og deres formodede historiske Værd angaaer, taler Rimeligheden jo endog for at give de østlandske Sagn Fortrinet.
Med Hensyn til de eskimoiske Sagnfortællingers Sammensætning i Almindelighed er at bemærke, at de, foruden at være helt gjennemtrængte af de Indfødtes Forestillinger om det Overnaturlige, bestaa af visse Sagnelementer, nemlig mere bestemte Forestillinger, Navne, Optrin i Begivenhederne, Skikke, Karakterer, Sædvaner o. s. v., som forekomme forskjelligt fordelte, mere eller mindre gjentagne i forskjellige Sagn. Undertiden er endog en Række af Begivenheder eller Sagnelementer taget ud af det ene og indførte i det andet Sagn. Dog er Forskjellen mellem hine Forestillinger og Sagnelementerne ikke skarp. Naar der derfor siges om to Sagn, at de intet have tilfælles, nemlig ingen Elementer tilfælles, menes derved dog kun, at Lighederne i alt Fald kun ere af en mere almindelig Art.
Det nærmere vil erfares af Bemærkningerne til hvert enkelt Sagn paa den efterfølgende Liste. Det vil sees, at af de 52 Numre, maa 12 eller 14 ansees for identiske med Sagn fra andre eskimoiske Egne, navnlig Grønlands Vestkyst, medens et lignende Antal blot har Elementer tilfælles med disse, og endelig maa 16 betragtes som mere eller mindre særegne for Angmagsalik, om end holdende sig indenfor den samme oprindelige Forestillingskreds som de eskimoiske Sagn i Almindelighed. Endelig give 3 Numre under en mere beskrivende Form en Fremstilling af visse vigtigere Forestillinger, saasom Himmellegemerne, navnlig Maanen, visse fra Angmagsalik forsvundne eller fabelagtige Dyr, samt endelig Uddannelsen til Angekok. Resten af Numrene indeholder 3 Nidviser, 2 almindelige Sange, 2 Tryllesange og 1 Trylleformular. De sidsnævnte 4 Sange ere gjengivne i det grønlandske Sprog; Trylleformularen i Ord, hvis Betydning ikke mere kjendes.
Blandt de vestlandske Sagn, som saaledes ere gjenfundne paa Østkysten, have enkelte derved først nu faaet den rette Værdi for mig, da jeg tidligere ikke vidste, hvorvidt de vare almindelige eller blot lokale.
I enkelte østlandske Sagn troer jeg at have bemærket Elementer, som jeg ikke har i Samlingen fra Vestkysten, men spores i det lidet, som hidtil haves fra Labrador og Baffins-Land.
Det vil være interessant at lægge Mærke til, om de 16 Sagn, som hidtil bære Præg af at være ejendommelige for Østgrønland, maaske senere tildels turde dukke op ogsaa paa andre, helt fjerne Steder.
At de tilsidst anførte Numre, der ere at betragte som Sjeldenheder, have stor kulturhistorisk Værdi for den eskimoiske Folkestammes Vedkommende, tør neppe betvivles.
Fra det eskimoiske yderste Vesten savne vi saa godt som ganske Bidrag til Sammenligning, men der er de bedste Udsigter til, at de snart ville erholdes. Netop under disse Omstændigheder vil det være af Vigtighed, at være udrustet med en tilsvarende Underretning fra det yderste Østen af de eskimoiske Lande, og Samlingen kan derfor siges at være tilvejebragt fra dansk Side netop i rette Tid.
1. Kamikinak
Hvad Hovedhandlingen angaaer, stemmer dette nærmest med Inousarsuk, E. S. Spl. 37, nemlig at en Dreng begiver sig i Kajak tværs over Havet til Kæmpernes Land i Akilinek, og der selv bliver til en Kæmpe. Om Inousarsuk fortælles, hvorledes han blev dreven dertil ved Plejefaderens Mishandlinger, om Kamikinak antydes kun en fornærmende Ytring af Moderen som Aarsag dertil.
2. Imerasugsuk
Dette stemmer i alt Væsentligt med Igimarasugsuk, E. S. 3, som er grundet paa 4 Gjengivelser, hvoraf een fra Labrador. Den Iabradorske er dog meget afvigende og kommer heller ikke den østgrønlandske nærmere. Sagnet er ogsaa bekjendt fra Baffins-Land, men derfra haves der ingen Gjengivelse af det.
3. Kaluluk
Hertil findes der, saavidt mindes, intet tilsvarende. Af Elementerne i samme ligeledes kun meget lidt, deriblandt Tryllemidlet ved Spanden med Drikkevand, der forekommer i «Malaise», E. S. 23, men rigtignok ogsaa fra Østkysten, nemlig i en af Rosing meddelt Gjengivelse under Navnet «Maledok».
4. Kunuk
Vi gjenfinde heri «Kunuk den Forældreløse», E. S. 14, betydelig afkortet og vistnok med nogle Forandringer, men saa tillige med paafaldende Overensstemmelse i visse Enkeltheder, deriblandt selve Navnene Ungilagtaki og Kunuk. Det er heller ikke godt at vide, om den vestgrønlandske Fortælling ikke er forlænget ved Tillæg af Elementer fra andre Sagn.
5. Uiartek
Uiartek betyder: «den, der gaaer udenom (et Næs)». Man kunde antage, at Sagnet var beslægtet med det om Iviangersouk, E. S. Spl. 33, der rejste omkring Sydspidsen af Landet langs Østkysten og tilbage til Vestkysten ad et Sund, der gik tværs igjennem Landet ved Jakobshavn, og efter hvem en Ø ved Godthaab skal være kaldet Uiarniak. Men denne Fortælling skyldes vist en nyere Paavirkning. «Uiartek» synes at være særegen for Østkysten.
6. Uiartek og Kasagsik
Navnet Kasagsik svarer jo sikkert til Kagsagsuk, E. S. 1, og hvad der fortælles om denne, ligner Sagnet om Kagsuk, E. S. 88.
Mærkeligt er det, at det egentlige Sagn om Kagsagsuk, som er det mest almindelige i hele den tidligere Samling, ganske savnes i denne fra Østgrønland.
7. Natatek
Hertil haves der intet tilsvarende blandt Sagnene andetsteds fra. Men det er sammensat af Elementer, der for en stor Del forekomme ganske spredte i forskjellige af disse, saasom især den gamle Mands Hævn for Tilsidesættelse, Sammenslutning med Indlandsboerne, at strides om et Hvaldyr ved at hale fra begge Sider (Akigsiak E. S. 5), Drenge, som havde en medfødt Magt over Sødyrene («Den Ufrugtbare» E. S. 19), og særligt til at fange flere i det samme Kast (Nerngajorak E. S. 6). Noget om de for Mændene farlige Kvinder forekommer der ogsaa.
8. Den Blinde, som fik sit Syn igjen
Dette svarer til E. S. 2, med nogle Tilsætninger. Det trykte er efter 8 Opskrifter, hvoraf to fra Labrador. Denne østgrønlandske Gjengivelse har ingen særlig Lighed med de labradorske. Det er ogsaa opgivet mig af Dr. Boas som kjendt i Baffins-Land. Tilsætningen indeholder et ejendommeligt Element, som ogsaa kjendes andetsteds fra, nemlig det om fabelagtige Væsener, der manglede Anus-Aabningen.
9. Arfersiartok
Dette har nogen Lighed med «Moder og Søn som Kivigtut», E. S. Spl. 60, om end ganske afkortet og med mange Forandringer i Enkelthederne. Blandt de tilsvarende Elementer er især det betegnende om Dukkerne, som blive levende.
10. Solen og Maanen
Dette svarer ganske til det almindelige, som gaaer lige til Berings-Strædet.
11. De to Fættere
I Hovedsagen er dette en Gjengivelse af E. S. 59 og E. S. Spl. 42, et meget udbredt Sagn med følgende Hovedelementer: Flere Mænd (Brødre) forsvinde i en Fjord, den Tilbageblevne vil opsøge dem — Mordernes Hus — Flugt ved at knække Aaren — Morderen, som kunde forvandle sig til en Fugl — han blev skudt af en dertil oplært Dreng. Af disse Elementer er det første bleven til kun een Bortebleven. Fortryllede Pile synes paa Østkysten at skulle laves af Bedstemoderens Kjødvender, medens der paa Vestkysten tales om en ufrugtbar Kones Tørrehæk som det tjenligste Materiale.
12. Matakatak
Al et Barn røvedes af Indlandsboer, omtales ogsaa i andre Sagn (E. S. 47, E. S. Spl. 61), men dette synes mig ejendommeligt for Østkysten. Særlig interessant synes det mig, at der tales om Sælhundegarn af Barder.
13. Pouia
Har, saavidt mindes, neppe noget tilsvarende.
14. To Søstre, som legede Huslege
Stemmer godt baade med det vestgrønlandsk og det labradorske, lige godt med begge.
15. De to Drenge, som kunde opholde sig under Vandet
Nærmest har dette Lighed med «Katerparsuk», E. S. 10, fra Vestkysten og med et Sagn fra Ladrador, E. S. 120. I det første beroede Kunsten, at kunne gaa under Vandet, paa et Tryllemiddel, nemlig ved at antage Skikkelse af visse Dyr, i dette Tilfælde af en Hvalros. Denne Kunst betegnes ved «pûlik», Ejer af Pose, Ham eller Forklædning. Det labradorske derimod handler om en Dreng, der af Moderen opdroges til at kunne opholde sig under Vandet, og dette kommer vel det østgrønlandske nærmest.
16. Maanens Barn
Kun Elementerne af dette ere bekjendte, i sin Helhed maa det vel betragtes som fremmed.
17. De Gamles Hævn over deres Sønner
Svarer ganske til «Uvikiak», E. S. 53. Af Elementerne er Tildækningen af Baaden eller Kajakerne med Blade eller Græs (vestgrønlandsk) mærkelig.
18. Inurudsiak
Begyndelsen er som E. S. 48: «Hunden» men Resten er helt forskjellig.
19. Plejebørnene
Svarer til E. S. 30 og E. S. Spl. 109, om Barne-Uhyret, der aad sine Husfæller.
20. Oprindelsen til Kavdlunak'er, Timersek'er og Erkilik'er
Svarer ganske til E. S. 17 og E. S. Spl. pag. 150, om Kvindens og Hundens Afkom. Det er ogsaa bekjendt paa Baffins-Land, og maa altsaa være kommet derfra eller endnu fjernere fra til Vest- og Østgrønland. Det fortælles overalt ens, med mærkelige Enkeltheder. Her opstaaer da Spørgsmaalet, hvilke have da de Europæere været, paa hvilke Sagnet er grundet? Det vil være interessant at vide, hvor langt det kan forfølges mod Vest.
21. Hunden, der røvede Piger
Denne Fortælling om Hunden, som røvede Pigerne, er, saavidt mindes, ikke bekjendt andetsteds fra.
22. Navagijak
Denne Fortælling om et Menneske, der som Sjæl vandrede gjennem forskjellige Sødyr og endte med at blive fanget og født paany som Menneske, er velbekjendt paa Vestkysten (E. S. 145 Avigiatsiak) ligesom og paa Baffins-Land.
23. Pigen, som gik over Indlandsisen til Vestkysten
Der haves en Fortælling (E.S. 41) om en Pige, som kom fra Østkysten til Vestkysten, men den staaer sikkert ikke i nogen Forbindelse med denne.
24. Konen, som havde mistet Bevidstheden
Den beskrevne Tilstand staaer imellem Angekokens Aandeflugt og almindelige Sjæles Bortvandring fra Legemet. Noget lignende, men ikke det samme haves i E. S. Spl; 45.
25. De to Kajaker, som bleve hjulpne ved Trylleord
Flere Elementer heraf ere bekjendte.
26. En Fortælling om en stor Orm
Indeholder ligeledes bekjendte Elementer, men er forøvrigt ny.
27. Den forfulgte Angekok,
28. Karrak og
29. En Tupilek-Fortælling
Alle ligesom Nr. 26.
30. En sandfærdig Fortælling fra Angmagsalik om Maanen og
31. En Maanefortælling
Der er i disse nok Ligheder med de bekjendte Sagn om Samkvem mellem Menneskene og Maanen, men i Hovedsagen ere de dog meget afvigende. Saavidt mindes, findes der i de vestlandske Sagn intet om Konebytten.
32. De to Angekokers Besøg hos Drabsmændene
Om Mænds Bortebliven se ovenfor Nr. 11; om det Træk, at Morderne ved en Fejltagelse flense deres egen Slægtning, se E.S. 22 pag. 103.
33. Et Besøg hos Akilinek-Beboerne
Maa vel betragtes som hidtil ubekjendt.
34. Maanemanden og Erkingasek
Hvad der her fortælles om Manden paa Maanen og hans Hus, svarer godt til de vestlandske Forestillinger. Ligesaa Angekokernes Rejse dertil. De vestlandske Angekoker havde ogsaa deres Erkungasok; Forestillingerne om ham ere afvigende, men ogsaa paa Vestkysten variable. I det Hele svarer vel dette Stykke til de vestlandske Sagn.
35. Ariagsnak
Svarer ganske til «Ariagsuak», E.S. Spl. 51.
36. Musatak
Ubekjendt.
37. Angeltasken og Rypen
Dette minder om Fabler eller Samtaler mellem Dyr, som fortælles eller vel rettere synges paa Baffins-Land, men hvorom kun lidet er hørt fra Vestgrønland.
38. Renen og «parpaligamik uniakagtagdlik» (Dyret med Jern hale) og
39. Om Rener, Moskusoxer, Harer og «Dyr med Jernhale»
Ubekjendt.
40. Nukarpiartekak
Af lignende Fortællinger haves forskjellige.
41. Den gamle Ungkarl og Gobajak-Barnet,
42. Sieterevarsusuak og Kobaluarsusuak,
43. Manden, der spiste sit eget Barn,
44. Folkene, der kom til at spise deres egen Broder og
45. En Fortælling om Hungersnød
Til disse Sagn mindes jeg for Øjeblikket ikke at have truffet noget tilsvarende. Dog er det muligt, at sligt endnu kunde findes blandt de ikke faa Opskrifter, jeg modtog, men som vare saa fragmentariske og uforstaaelige, at jeg ikke kunde optage dem i den trykte Samling.
46. Sanimuinak's Fortælling om, hvorledes han blev Angekok
Paa det Thema, som her er behandlet, haves der forskjellige Variationer i den trykte Samling. Den her meddelte, der er af ganske lignende Hovedindhold som hine, maa betragtes som et meget værdifuldt Bidrag.
47—52. Trommesange og Trylleformularer
Naar Sagnene ere beregnede paa at høres foredragne af selve Fortællerne, og derimod i høj Grad tabe ved Nedskrivning, endsige Oversættelse, gjælder dette selvfølgelig endnu mere om Sangene. Der tales i dem med afbrudte Sætninger og afbrudte Ord. De ere jo beregnede paa Tilhørere, som blot behøve Hentydninger for at forstaa Meningen. Dette gjælder baade om Nidviserne og de almindelige Sange. Naar man betænker dette, vil man finde, at der blandt almindelige Sange i den trykte Sagnsamling (E. S. pag. 348—50 og E. S. Spl. pag. 138—140) findes nogle, som tydeligt nok røbe digterisk Sands gjennem de korte Udbrud om Naturen, om Jagtlivet og Kajakmandens Gjerning o. s. v. Nidviserne prise de gamle Skikke, revse Uduelighed, Sløvhed og uordentligt Levnet. De her foreliggende Prøver ere for faa til at bedømme om Sangene fra Angmagsalik have noget Ejendommeligt fremfor hine, af hvilke nogle rigtignok ogsaa hidrøre fra Østlændinge, men af den sydlige Afdeling og saadanne som besøgte Vestkysten. I ethvert Tilfælde ere disse Trommesange fra Angmagsalik, tilligemed Trylleformularerne, paa Grund af deres Ægthed og de sidstnævntes Sjeldenhed et værdifuldt Bidrag.
Juli 1887.
