Biskop Gudmund Aresøns saga - Uddrag (CCR/FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Dansk.gif
GHM 2.jpg


Bispesagaer


Grønlands historiske mindesmærker II


XX
Uddrag af Biskop Gudmund Aresöns,
kaldet den Godes saga


paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn




Denne mærkværdige Mands Levnet er, da han efter sin Död betragtedes som en Helgen, blevet beskrevet i forskjellige Sagaer, der kun löselig ere ommeldte i Sagabibliotheket I, 244-245, som tildeels indlemmede i den store Sturlunga-Saga, om hvis Afattelsesmaade vi og her foran (I, 65-70) have handlet, og af hvilken vi, i Afsnittet XXIV af nærværende Hovedafdeling, endvidere komme til at meddele enkelte Uddrag. Om Halvhelgenen Gudmund selv have vi da ikke synderligt at sige, og bemærke derfor kun at han var Biskop til Holum fra 1202 til 1237, samt blev efter Döden af mange, især i Island, betragtet og dyrket som en Helgen, skjöndt denne Dyrkelse kun blev paabuden for hans forrige Stift, mest af Geistligheden, og at den af ham attraaede Canonisation aldrig blev fuldbyrdet i Rom. Hans Navn findes i de Islandske Almanakker antegnet ved den 16de Marts (endnu kaldet i Island Gvöndardagr) og ligeledes i de Danske (dog kun fra henved 1700 Tallets Begyndelse af). Fölgende tre Hovedbearbeidelser haves af hans Saga: A) en meget vidtlöftig, som sandsynligviis er oprindelig forfattet af Sturla Thordsön, hvis Fader Thord Sturlesön, var Biskop Gudmunds næsten eneste Ven blandt de islandske Magnater, men denne Saga synes dog at være bleven betydelig foröget og derefter indskudt i den större Sturlunga-Saga, efter hvad vi ovenfor (l. c.) have sögt at udvikle, af Abbed Thorstein Snorresön, og denne hans Bearbeidelse er da B), eller Biographiens anden Hovedrecension, hvorimod end en, aldeles særskilt, udgjör C) eller den 3de, forfattet af Munken Arngrim, om hvem vi kun vide lidet andet, end at han, efter hvad man af enkelte Beretninger i hans Skrift med Vished kan slutte sig til, har levet sidst i det 13de og först i det 14de Aarhundrede. Originalen, som vi ikke mere besidde, har sikkerlig været paa Latin, rimeligviis skrevet saaledes, for at forberede Halvhelgenens tit i Island paatænkte og understöttede, men dog aldrig i Stand bragte Canonisation. Skjöndt den islandske Oversættelse vi endnu have kun indeholder lidet af historisk Interesse, og mest beskjeftiger sig med indbildte eller opdigtede Mirakler, er den dog meget mærkelig af den Aarsag, at den indeholder enkelte vigtige Beretninger om Islands physisk-oekonomiske Tilstand i det 13de Aarhundrede, optegnede i den Hensigt, at underrette de fjerne Sydboere derom. Den har saaledes rimeligviis været bestemt til at sendes til Rom, som et Hoveddocument, hvorpaa den Lovpristes Helliggjörelse skulde kunne grundes, og altsaa formodentlig henved Aar 1314, da Biskop Audun befalede at den hellige Gudmunds Been skulde opgraves af Jorden og fremstilles (i et Helgenskrin) til almindelig Dyrkelse. Endelig gives der D), en fjerde Bearbeidelse af denne Saga; den kjende vi ikke fuldstændig, men kun Brudstykker deraf, hvilke, som det synes, Arne Magnussen har ladet afskrive, med den tilföiede Bemærkning, at den kun var et Uddrag af de tvende bekjendte (islandske) Hoved-Recensioner. Den Magnæanske Samlings Haandskrifter af Gudmund den Godes Levnet kunne da saaledes henföres til de opregnede 4 forskjellige Bearbeidelser:

A) i Folio 210 c. 220; i Qvart 394, 399, 657 c. Membraner, men alle ufuldstændige, og af hvilke ingen indeholder de her meddeelte Steder fuldstændig; i Folio 204 haves en Papirsafskrift ved Jon Gissursön, tildeels vidtlöftigere, end de andre af samme Slags, som ikke befindes at være af nogen Mærkværdighed for os.

B) Den hertilhörende, i Sturlunga (med enkelte Tillæg) indrykkede Text. Om dens Papirsafskrifter henvise vi til den trykte Udgaves Fortale, da de citeres her under de deri anförte og forklarede Mærker (som B, Gr og E). Vi nævne her kun Membranfragmenterne i nysnævnte Samling Nr. 122, og da netop de indeholde alle de af os her meddeelte Stykker udförligst, have vi lagt dem til Grund for Texten i nærværende Udgave. Vi have confereret dem med een af Sturlungas fuldstændigste Papirsafskrifter, tilhörende mig Finn Magnusen, her betegnet M., samt med den trykte Udgave og de i den anförte Varianter.

C) i Qvart: 396, en ufuldstændig Membran, og 398 en fuldstændig og gammel Papirsafskrift, uden Tvivl efter en i sin Tid fuldstændig Pergaments Original.

D i Qvart: 400, Uddrag, paa Papiir. I C og D indeholdes intet som henhöre til vore Meddelelser.



A. (St. S. 2 þáttar 39 Kap).

Biskop Gudmundur Arason. Tegning hentet fra «Prestssaga Guðmundar góða».
Þorgeir Hallason bjó undir Hvassafialli í Eyjafirði. Hann átti Hallberu Einarsdóttur af Reykjanesi, Arasonar Þorgilssonar, Arasonar[1] Márssonar. Þau Þorgeir ok Hallbera áttu X börn, þau er or barnæsku komust, seni V ok dætr V. Þeírra son var Einarr; hann átti ekki barn; hann fèkk líflát á Grenlandi[2], ok [er tvenn frásögn um[3]. Sú er önnur sögn[4] Styrkárs Sigmundarsonar[5] [af Grænlandi[6], ok var hann [sannfróðr maðr[7], at skip þeirra [hefði fundizt[8] í óbygðum[9], en lið þeirra gengit í tvâ staði ok barizt[10] um þat er aðra [hafði fyrr þrotat vist[11] enn aðra, ok komst Einarr á brott við þriðja[12] mann, ok leitaði[13] bygðar[14]; [hann gekk[15] á jökla upp, ok [lèt þar lífi[16], er dagleið var til bygðar, ok fundust vetri siðar[17]. Lík Einars var heilt ok ósakat, ok hvílir hann á Herjólfsnesi.


B. (St. S. 3da Þáttar 7 kapítuli).

Um vârit eptir ræðst Íngimundr prestr til skips þess er Stángarbolli[18] hèt, ok bjóst til Íslands [or Björgvin[19]. Þar var á skipi Bergþórr, son Þórðar Ívarssonar[20] ok mart íslenzkra manna ok svâ norænna, góðra drengja. Skip þeirra kom í óbygð á Grænlandi, ok týndust[21] menn allir, en þess varð[22] svá vist, at [Xllll vetrum[23] síðar fannst skip þeirra ok [VII menn[24] í hellisskúta einum; þar var Íngimundr prestr; hann var heill ok ófuinn, [ok svâ[25] klæði hans, en VI manna bein voru þar hjá honum. [Vax var ok þar honum[26] ok[27] rúnar þær er sögðu atburð um liflát þeirra. En þetta þóttu mönnum mikil merki, hve guðí hafði líkat atferð Íngimundar prests, er hann skyldi svâ lengi legit hafa úti með heilum likama ok ósköddum.

Þat sumar er Stángarbollinn týndist, kom af Grænlandi Ásmundr kastanraszi[28].


C. (St. S. 3 þáttr, 3 kapítuli).

Um vârit eptir bregðr Þorgeir[29] búi sínu, ok [snýst til utanferðar, ok rèðst til skips í Eyjafirði[30]. Þat skip átti Ögmundr Rafakollr[31]; hann var faðir Helga[32] er síðan var biskupr á Grænlandi; þar ferr til skips við honum Þórálfr prestr Snorrason, Þorsteinn ok Ketill[33] Eirekssynir.


D. (St. S. 3 þáttr, 3 kapítuli).

Þat sumar fór ok utan í Eyjafirði á öðru skipi Karl ábóti ok Íngimundr prestr Þorgeírsson ok Ögmundr Þorvarðsson ok mart annarra íslenzkra manna. [Þenna vetr fórst Grænlandsfar[34]; þessi misseri[35] týndist [Einarr káti[36] ok mart góðra drengja við honum allraheilagra messu dag.


E. St. S. 3 þáttr, 4 kapítuli).

Nú fara skip þessi utan í Eyjafirði, ok taka Noreg, [ok eru í Þrándheimi um vetrinn[37] Þorgeírr, [son Brands[38] biskups, er með Eysteini erkibiskupi of vetrinn, en Íngimundr prestr hafði bæjarsetu, ok var honum gefin Jónsstúka at Krístskirkju til saungs. En um hátíðír, um jól ok páska, (var hann) með erkibiskupi, ok hafði góða virðíng af honum. Um vârít eptir fór Þorgeírr til Íslands ok fèlagar hans, en Íngimundr prestr er eptir í Noregi, ok tekr Mariukirkju til saungs á Staði, ok er þar[39] II vetr, ok var þat til marks hve vel erkibiskupi reyndist hans klerkdómr[40], at þá er Jón biskup er Knútr var kallaðr, á Grænlandi, andaðist, þá vildí Eysteinn erkibiskup vígja Íngimund þángat til biskups, en [þat fékkst eigi af honum[41].


F. (St. S. 3 þáttr, 5 kapítuli).

Um vârit eptir fór Guðmundr á Miklabæ til [vistar; þar bjó þá Björn enn auðgi[42], ok var (hann) þar tvâ vetr; ok inn fyrra vetr er hann var var, andaðíst Eysteinn erkibiskup; þá hafði hann áðr vígðan Jón til biskups, Sverrisfóstra, til Grænlands. - En inn síðara andaðist Henríkr, konúngr á EngIandi. Þann vetr var Jón Grænlendínga biskup á Íslandi í Austfjörðum.


(St. S. 3 þáttar 8 kapítuli).

Þá er Guðmundr prestr var á Miklabæ, týndist skip Ásmundar kastanraza[43], ok fórust[44] þar margir íslenzkir menn, þeir er míkill skaðí var at.


__________


(Den trykte Sturlunga-S. 1 Deels S. l07).

Thorgeir Hallesön boede under Hvassefjeld[45] ved Öfjorden. Han var gift med Hallbera fra Reikenæs, Datter af Einar Aresön, Thorgils Aresöns Sön og Are Marsöns Sönnesön[46]. Thorgeir og Hallbera havde 10 Börn sammen, som alle overlevede deres Barndomsalder, nemlig 5 Sönner og 5 Döttre. Een af deres Sönner hed Einar[47], som ikke efterlod sig noget Barn. Han mistede Livet i Grönland, men om hans Dödsmaade har man tvende (forskjellige) Sagn. Det ene fortaltes af Styrkar Sigmundsön fra Grönland[48] som var en vel underrettet Mand, at det Skib, hvorpaa Einar var, var blevet fundet (strandet) i Ubygderne, men at Skibsfolkene havde deelt sig i to Flokke, som tilsidst kom i Strid sammen, fordi den ene Floks Levnetsmidler fortæredes förend den andens. Einar slap derfra selv tredie, og vilde opsöge Bygden. Han gik op paa Jöklerne, og der lode de deres Liv, da de blot havde en Dags Reise til Bygden tilbage. Ligene fandtes den næste Vinter derefter. Einars Lig var heelt og ubeskadiget; han hviler paa Herjolfsnes.


(Sturlunga-S. 1ste Deel S. 129).

I Foraaret[49] derefter betingede Præsten Ingemund sig Plads som Reisende med et Skib, kaldet Stangbollen (Stangfolen) som blev udrustet til Island fra Bergen. Der paa Skibet var Bergthor, Sön af Thord Ivarsön[50], og mange andre, saavel islandske som norske, brave Karle. Deres Skib kom til Grönlands Ubygder, og hele Mandskabet omkom, men dette opdagedes derved, at 14 Aar[51] derefter, fandtes deres Skib og syv Mænd i en Klippehule. Blandt dem var Præsten lngemund; hans Legeme var heelt og uforraadnet,. saavel som hans Klæder, men sex Mænds Beenrader laae hos ham. Hos ham fandtes og Vox[52] og saadanne Runer[53], som berettede Omstændighederne ved deres Död. Men dette Syntes Folk at være store Tegn, at Gud havde været saa vel tilfreds med Præsten Ingemunds Opförsel, at denne derfor havde ligget Saa længe ude med heelt og ubeskadiget Legeme[54].

Den Sommer, da Stangbollen (Stangfolen) forliste, kom Asmund Kastanraste (til Island) fra Grönland.


(St. S. Udgave l Deel S. 124).

I Foraaret[55] ophævede Thorgeir Biskopsön[56] sin Huusholdning, og besluttede at foretage en Udenlandsreise; han fik Plads i et Skib som laae i Öfjorden; dets Eier var Ögmund Rafakoll[57]. Han var Fader til Helge, som siden blev Biskop i Grönland[58]. Tilligemed ham toge til Skibet Præsten Thoralf Snorresön[59], Thorstein og Ketil Erikssönner.


(St. S. Udgaves 1 Deel S. 124).

Den Sommer[60] reiste og ud af Landet, fra Öfjorden, paa et andet Skib, Abbed Karl[61], Præsten Ingemund Thorgeirsön[62], Ögmund Thorvardsön[63] og mange andre islandske Mænd. I det samme Aar forliste Einar den Muntre og mange brave Karle paa Allehelgensdag[64].


(St. S. Udgaves 1 Deel S. 125).

Disse Skibe gik da til Söes fra Öfjorden, kom til Norge og overvintrede i Trondhjem. Thorgeir, Biskop Brands Sön, opholdt sig den Vinter hos Erkebiskop Eysteín, men Præsten Ingemund boede i Byen, hvor man havde overladt ham St. Hanses Kapel i Kristkirken til Messesang[65]. Men om Höitiderne, Juul og Paaske, var han hos Erkebiskoppen, som viste ham megen Agtelse. I det næstpaafölgende Foraar tog Thorgeir og hans Medreisende tilbage til Island[66], men Præsten Ingemund blev tilbage i Norge, og forrettede præstelig Tjeneste i Maries Kirke paa Stad[67], hvor han opholdt sig den anden Vinter. Det er et Beviis derfor, hvor vel tilfreds Erkebískoppen var med hans Embedsförelse, at da Biskop Jon, som kaldtes Knud, paa Grönland[68], döde, vilde Erkebiskop Eystein vie Præsten Ingemund til Biskop der, men han lod sig ikke overtale dertil.


(St. S. Udgaves 1 Deel S. 127).

I det næste Foraar tog Gudmund[69] fast Ophold paa Miklabö[70]; der boede da Björn den Rige[71]. Han var der 3 Vintre over. Den förste Vinter döde Erkebiskop Eystein, efter at han havde viet Jon Sverresfostre[72] til Biskop paa Grönland. Men den anden Vinter döde Kong Henrik af England[73]. Den Vinter var Jon, Grönlændernes Biskop, paa Island[74] i Östfjordene.


(St. S Udgaves 1ste Deel S. 130.)

Da Gudmund opholdt sig paa Miklabö[75], forliste Asmund Kastanrastes Skib[76] tilligemed mange islandske Mænd, hvis Död var Landet til stor Skade[77].


Fodnoter

  1. till. E, V.
  2. Grenlands, Tr., i úbygðum till. 394
  3. till. Tr.; fra [ eru tvennar fraságnir, M.
  4. frásaga, Tr.
  5. Sæmundarsonar, B. Gr.
  6. fra [ er af Grænlandi kom, som kom fra Grönland, 394.
  7. fra [ sagnamaðr mikill ok sann fróðr, en stor og vel kyndig Sagamand (eller Sagnfortæller), Tr. 394.
  8. h. farizt, forlist, Tr, fra [færizt (af samme Mening), M. fl.
  9. heílt, heelt (eller ubeskadiget), t. 394.
  10. svâ, derefter, till. M
  11. þraut fyrr vistir Tr.
  12. VI, E, V, M.
  13. vildi leiða, Tr.
  14. bygða, M.
  15. fra [ok gengu, 394.
  16. fra [ lètu þar lif, M, sitt, till. Tr.
  17. eða ll (eller 2), 395.
  18. Stángarfoli, Stangfolen, Tr. 220.
  19. Tr. G.,220.
  20. stedse Einarssonar, M.
  21. lýkr því málí svâ, at þar týnast, Tr., 220.
  22. verðr, Tr.
  23. fra [fjortán árum, Tr. XlII vetrum 220; XVIll v. 399,
  24. fra [þá fundust menn sjö, Tr.
  25. fra [ udel. 220.
  26. þeim, dem, Tr.
  27. fra [ ok þar fundu þeir, 220.
  28. kastandrazi, 220, kastanrasti, formodentlig rigtigst, St. Tr.
  29. biskupsson, t. Tr.
  30. saal. Tr. raz til utanferðar, Mbr.
  31. rapalrollr, C, St. Þ; kappakollr A. B. Gr. (Tr.)
  32. prests, Præst, till. Tr.
  33. Þorkell, Tr.
  34. fra [ till. 394.
  35. fra [ till. Tr.
  36. fra [ skip Einars káta, Einar den Muntres Skib, 394.
  37. fra [ t. Tr.
  38. t. Tr.
  39. t. Tr.
  40. lærdómr, 394.
  41. fra [í því mátti sjá metnað hans at hann vildi þat eigi; deraf kunde man see, hvor ærgjerrig han var, at han vilde det ikke, 394.
  42. fra [ Auð-Bjarnar, 394.
  43. See ovenfor S. 750.
  44. See ovenfor S. 754.
  45. D. e.: Paa en Gaard der kaldes Hvassefjeld, liggende ved et Bjerg af samme Navn. Denne Thorgeir Hallesön blev i sin Tid (efter Kristni-Saga og Landamas Tillæg) anseet for een af Islands mærkværdigste Hövdinger; efter Annalerne döde han 1169.
  46. Om Are Marsön, (som döde i Amerika) see ovenfor I, 150 o. fl., og om Thorgils, Einars Farfader, I, 152 o. f., 169; ll, 246, 277-78, 306.
  47. Denne Einar var maaskee den ældste af Sönnerne, da han nævnes först. Den anden Sön var Thorvard, som reddedes fra Döden i Bergen af Ketil Halfsön, der för havde handlet paa Grönland; see ovenfor ll, 673-74. Den 4de af Brödrene var Præsten Ingemund, som og omkom ved en Stranding paa Grönland, hvorom Sturlungas næst fölgende Brudstykke handler.
  48. (Jfr. Varianten). Om denne mærkværdige Mand, der rimeligviis i sine ældre Aar har opholdt sig i Island, og hvem formodentlig adskillige af de i nærværende Værk indeholdte Beretninger skyldes, vide vi desværre intet andet end det lidet som her bemærkes.
  49. I Texten tillægges “efter” at Præsten lngemund sidst havde opholdt sig Vinteren over i Bergen i Norge. Det næste Efteraar i Forveien var han kommen dertil med et Handelsskib fra England, især ladet med Viin, Hvede, Honning og Hvæde, i hvis Ladning han selv havde en Part, men mistede noget deraf ved Kuflungernes Ran.
  50. Denne Thord lvarsön var paa den Tid en anseet Hövding paa lslands Nordland (i det nuværende Hunavatns Syssel), og en god Ven af Biskoppen til Holum, Brand Sæmundsön. Om Bergthor selv vide vi ellers intet.
  51. Efter Annalerne skulde dette være skeet 10 til 11 Aar efter at Skibet afseilede fra Norge.
  52. Udentvivl som en Voxtavle, paa hvilke man i Middelalderen, som ellers baade för og efter, pleiede at ridse eller skrive. Jfr. ovenfor ll, 656.
  53. At Præsten Ingemund vel kunde skrive den i Middelalderen overalt i Europa brugelige latinske eller latinsk-gothiske Skrift, er uden for al Tvivl, især da han var en for sin Tid særdeles lærd Mand, som paa sine Reiser pleiede at före en stor Bogkasse med sig. Ved denne Leilighed har han da sikkerlig benyttet sig af Runeskriften, som den, der bedst kunde læses og forstaaes af grönlandske Lægmænd, hvilke, som han maatte vente, snarest vilde finde og læse den. Denne vor Anskuelsesmaade synes tilstrækkelig at bekræftes af forskjellige, i Grönland fundne Runestene, som nærmere skulle beskrives og forklares i nærværende Værks 3die Bind. Jfr. ovenfor II, 656.
  54. Den selvsamme Omstændigbed ved Kong Olaf den Tykkes Lig overbeviste de fleste om hans Hellighed.
  55. Nemlig i Aaret 1185.
  56. En Sön af Biskop Brand Sæmundsön til Holum og en i sin Tid udmærket Mand.
  57. Dette Tilnavn kan neppe oversættes i eet Ord, uden at misforstaaes, da raf egentlig betyder Helleflynderens fede Sider eller og blot dens store Finner, men kollr Hoved; dog er Ordet Rav i den ovenommeldte Betydning optaget i Dansk, (hvoraf Ravrækling; see Videnskabernes Selskabs Danske Ordbog V, 44. Ögmund har formodentlig faaet dette besynderlige Tilnavn af sin Handel med grönlandske og islandske Fiskevarer. Da han ellers ingensteds forekommer i vore Oldskrifter, har han sandsynligst været bosat i Grönland.
  58. Om ham, saavelsom andre af Grönlands Biskopper, komme vi nærmere til at handle i den dem angaaende historisk-chronologiske Undersögelse.
  59. Broder til den bekjendte Historieskriver Odd Snorresön, Præst og Munk i Thingöre Kloster. Landn. 2 B. 32 Cap.
  60. See Anm. 1 til næstforegaaende Afsnit, hvoraf dette er en Fortsættelse.
  61. Til Thingöre Kloster i Island; see om ham ovenfor I, 57.
  62. omhandlet i denne Afdelings Indledning, samt i det næstforegaaende Afsnit.
  63. Præsten Ingemunds og hans Brödres Fætter. Ögmunds Fader Thorvard var Biskop Gudmund Aresöns (kaldet den Godes) Farbroder, men ingenlunde hans Farfader, som Hovedtexten til Landnamas nyeste Udgave vil (S.169, 3lB. 16K), dog med Anförelse, i Varianterne, af den rette Læsemaade i B; den næstældste Udgaves Text er ikke rigtigere, men har der Navnet Thorvald istedenfor Thorvard, og udelader Varianten af B. Et nyt Beviis for Landnamas Trang til en, saavidt mulig, kritisk Udgivelse.
  64. Annalerne bevidne og, at Einar den Muntres Skib gik under 1185, tilligemed 18 Mand; om ham, hans Slægt eller Bestemmelse er intet videre os bekjendt.
  65. Ordet saungr, Sang, betydede i Middelalderen, i en saadan Forbindelse som her, ikke allene den egentlige Sang efter den Katholske Cultus, til hvis fleste Dele Messen udfordres, men og overhoved al præstelig Gudstjeneste ved et sligt Kapel som det herommeldte.
  66. Thorgeir Brandsön blev meget syg paa Hjemreisen til Island, og döde strax efter at han var bleven bragt i Land.
  67. Formodentlig paa Stad (nu Stadsböigden) ved Thorsbjerg, i Nærheden af Nidaros eller Staden Trondhjem.
  68. Saaledes maa dette Sted oversættes efter Membranens Construction; dog er det uvist om Originalens knútr egentlig betyder Navnet Knud eller Tilnavnet Knude.
  69. Gudmund, kaldet den Gode, siden Biskop over Holums Stift.
  70. I Skagefjorden paa Islands Nordland, hvor den store Billedhugger Thorvaldsens Farfader i sin Tid boede som Sognepræst.
  71. Efter Varianten ogsaa kaldet '"Auð-Björn" (Grunke-Björn); en saaledes benævnt Mand eiede, efter de islandske Annaler, et stort Skib, som forliste 1223 med hele Mandskabet, der efter nogle bestod af 45, efter andre af 63 Personer; dog var han selv ikke ombord i Skibet. Om ham vide vi ellers intet; den Aud-Björn, som nævnes i Landnama, boede ogsaa paa Nordlandet, men i et andet Herred og í en meget ældre Tid.
  72. Han er bleven kaldet saaledes, fordi han var opdraget af, eller hos Kong Sverre.
  73. Nemlig Kong Henrik den Andens (kaldet Courtmantle), död, ogsaa efter fremmede Annaler, 1189.
  74. Ved dette Aar bemærke de islandske Annaler: "Tre Biskopper paa Island”; ved den 3die menes nemlig den Grönlandske, John (den 2den). Jfr. herefter vore Uddrag af Biskop Pauls Saga.
  75. See ovenfor
  76. See ovenfor
  77. Af disse Mænd nævnes dog, saavidt vi vide, ingen, som omkommen ved den Leilighed, undtagen en vis Haflide Snorresön, af een af Islands ypperste Slægter; han ommeldes i Rafn Sveinbjörnsöns Saga og i Sturlunga-Sagas 2den Bog 6te Cap., efter Membranen: Snorri var faðir Hafliða er týndizt með Ásmundi kastanrasta d.e.; Snorre var Fader til den Hallide, som forliste med Asmund Kastenraste. Jfr. den trykte Udgave l, 52, Var. 7, samt herefter paa sit Sted i vore Uddrag af Annalerne. Haflide var en Broder til den Thorvald Snorresön, som forekommer her ovenfor ll, 727 o. f.