Biskop Thorlak den Helliges saga - Uddrag (CCR/FM)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Grønlands historiske mindesmærker II
XXII
Uddrag af Biskop Thorlak den Helliges saga
paa dansk ved
Det republikanske Island dyrkede i det mindste to indenlandske Helgene, begge Biskopper, den ene til Holum (fra 1106 til 1121) John Ogmundsön, den anden til Skalholt (fra 1178 til 1193) Thorlak Thorarensön, som vel aldrig bleve regelmæssig canoniserede af Paven, men deres fuldstændige Dyrkelse paabödes dog for hele Landet af dets almindelige Folkeforsamling, som derved, da Paven ellers ansaaes for Guds Befuldmægtigede, hyldede den gamle Sætning at Folkets Röst var Guds Röst. Den Sidstnævntes Ophöielse til Helgen paa den ommeldte Maade gik for sig, efter hans Söstersöns, den ovenomhandlede Biskop Pauls Foranstaltning 1199. Om den tredie, Gudmund den Gode, som mest anbefaledes og dyrkedes af Geistligheden, der alvorlig forsögte at udvirke hans regelmæssige Canonisation, see især ovenfor ll, 749 og flg. Af disse er Biskop Thorlak (til hvem Cathedralkirken i Skalholt, faa Aar efter hans Död, blev indviet) eftersom det fölgende Uddrag af hans Levnet viser, ogsaa bleven dyrket i Grönland, hvorfra betydelige Gaver ere blevne skjenkede til hans Helligdom eller Skalholts Domkirke i Island. De om ham handlende tvende Sagaer ere skrevne af forskjellige Forfattere, saaledes, at den förste Deel, som kun naaer til hans Död og Begravelse, men ikke til hans folkelige Canonisation, synes at være skreven af den ovenfor (ll, 763) nævnte Magnus Gissursön, men den anden, som foruden en Omarbeidelse af den ældre[1] mest indeholder en Fortsættelse af Beretningerne om hans formeentlige Mirakler, af een eller flere skalholtske Klerke; sandsynligviis har man ved den Domkirke, hvor hans jordiske Levninger forvaredes, bestandig holdt Bog derover, i det mindste indtil Aaret 1325. Disse Sagaer ere hidindtil ikke udgivne i Trykken. Det nærværende Udtog er uddraget af den nyere og vidtlöftigere, da noget hertil hörende ikke findes i den ældre. Det er rimeligviis denne sidste, som ommeldes i den Arnæ-Magnæanske Commissions Fortale til Hungurvaka, hvorimod Finn Johnsen, efter hans Udtryk i Hister. eccl. Island. I, 287, mest synes at have benyttet den nyere. Jfr. hvad vi ovenfor ll, 24 o. f. have antört om disse Sagaer, med mere angaaende denne Biskop Thorlak, som formodet Forfatter til hans for det gamle Grönlands Historie og rigtige Beskrivelse særdeles mærkværdige stamfader, Thorgils Orrabeinsfostres Saga. Sagabibliotbekets Forfatter (see dets I, 335-337) har kun kjendt eller læst den nyere (eller rettere sagt den nyeste) Bearbeidelse af den hellige Thorlaks Saga, men ikke den ældste, som endnu er til og som vistnok er skreven enten först i det 13de, eller snarere sidst i det 12te Aarhundrede, thi senere har den vel af Forfatteren selv modtaget mange Tillæg og Interpolationer. Den hellige Thorlaks Navn læses endnu i den islandske Almanak ved hans to gamle Festdage, den 30te Juli og 23de December, hvilken sidste, ogsaa anfört i den danske, indfalder paa lille Juleaften, og kaldes endnu almindelig i Island Þorláksmessa, meget længe efter Reformationen betragtet som en halv Helligdag.
For Uddragets Text have vi lagt til Grund den eneste fuldstændige Membran af den vidtlöftigere Recension der haves i den Arnæ-Magnæanske Samling under Nr 379 i 4. I Pergamentsfragmenterne Nr. 382 og 385 mangler det her meddeelte Sted; ei heller findes det i de latinske Brudstykker Nr. 386. I Sagaernes Papiirsafskrifter haves der ingen anden Oplysning dertil.
Ur sögu Þorláks helga.
Margir menn fengu heilsu, þeir er hètu á hinn sæla Þorlák biskup, þótt þeír væri nær at bana komnir. Ef mold ur leiði hans var dreíft á menn eðr fênað, eðr bundit við sár eðr sulli, þá varð þegar bót á. Svâ ok, hvat sem menn höfðu af klæðum hans eðr hári, ok kæmi þat við sjúka menn, þá fèkk jafnan bót af. Ef menn voru á sjó staddir, í míklum mannháska, þá greiddist jafnan vel, ef á hann var heitit. Þá er menn voru at veiðum, ok gæfi tregliga til, þá hètu menn á hinn heilaga Þorlák biskup, ok fóru þegar með fullum nótum ok hlöðnum skipum til lands. En ef mein þótti af[2] regnum eðr vatnavöxtum, þá grandaði þat hvergi, ef á hann var heitit. Ef menn týndu því er skaði þótti at vera, þá hittist flest, ef á hann var heitit. Ef menn bar í drauma hinn sæla Þorlák biskup, þá kom jafnan nokkut gott eptir. Hann hafði verit meðalmaðr á vöxt, jarpr á hárs lit, rètthárr ok rèttleitr, fagreygðr ok föllítaðr, ljós ok luthendr[3] ok hvítar hendrnar, þýðr ok þekkiligr, vænn ok grannvaxinn, holdlítill ok herðalútr nokkut. Af þessum táknum hins sæla Þorláks biskups gáfu menn mikit fè til staðarins í Skálaholti, Þorláki biskupi, þeír sem í nánd voru; en mest úr Noregi ok mikit af Einglandi, af Svíþjóð, af Gotlandi ok Gautlandi, Danmörk ok Skotlandi, Katanesi ok Suðreyjum, Orkneyjum ok Hjaltlandi, Færeyjum ok Grenlandi, ok mest hèr innanlands.
Af den hellige Thorlaks Saga.
Mange Mennesker, som gjorde Löfte til den hellige Biskop Thorlak, fik deres Helbred igjen, skjönt de havde været nær ved at döe. Naar Muld fra hans Grav enten blev ströet over (syge) Folk eller Fæ, eller anbragt som Omslag for Saar eller Bylder, indtraf der strax Bedring. I lige Maade, hvis noget havdes af hans Klæder eller Haar, og kom til at röre ved syge Mennesker, da fik de tit (stedse) Bedring deraf. Hvis Folk paa Söen vare stædte i stor Livsfare, da gik det stedse vel af, naar man gjorde Löfter til ham. Naar Folk vare paa Fiskeri, og det ikke ret vilde lykkes, aflagde de Löfter til den hellige Biskop Thorlak, og droge strax efter til Land med fulde Garn og ladte Fartöier. Om end Pladsregn og Vandflod syntes at blive farlige, skadede de dog aldeles ikke, hvis man anraabte ham om Hjelp[4], Havde man mistet noget, og Tabet var föleligt, fandtes det som oftest igjen, naar man paakaldte ham. Dersom man i Drömme saae den hellige Biskop Thorlak, bebudede det stedse noget Godt[5]. Han havde været af Middelhöide, havt brunt og veldannet Haar, en regelmæssig Ansigtsdannelse, klare Öine, blegladent Udseende, men ellers lys Hud, og især hvide Hænder; han havde været lethændet, blid og tækkelig, smuk og smækker af Væxt, dog ikke kjödrig, og noget ludende (i sin Gang). Formedelst slige Jærtegn, som den hellige Biskop Thorlak viste, skjenkede de i Nærheden boende Folk betydelige Gaver til Skalholts Domkirke; dog gaves der mest fra Norge og meget fra England, Sverrig, Gulland og Götland, Danmark, Skotland, Katanæs, Hebriderne, Örkenöerne, Hetland, Færöerne og Grönland[6] - dog mest her indenlands[7].
Fodnoter
- ↑ Det er ellers sandsynligt, at Magnus Gissursön, efter Biskop Pauls Död, selv har omarbeidet og fortsat den hellige Thorlaks Levnet, i hvis förste Udkast alt Forærmeligt om John Loptsön er udeladt, rimeligviis for ikke at stöde hans mægtige Söstersön, saalænge som han levede; da Magnus var bleven dennes Eftermand i Embedet, kunde han med Tryghed beskrive John Loptsöns stridigheder med den hellige Biskop, uden at skaane den sidst afdöde Biskops Fader.
- ↑ saaledes andre; at, Membr.
- ↑ maa vel læses lètthendr.
- ↑ For en Forandrings Skyld oversætte vi her, og strax efter, Talemaaden heita o.s v., ved at anraabe, paakalde, skjönt den som oftest betyder at gjöre Löfte (om Gaver, som her til en Helgen), og skal her vist allevegne tages i den Forstand, for at opmuntre Folk til idelig at love og give slige Foræringer til Skalholts Domkirke eller Bispestol, hvis Biskop eller Klerk Forfatteren sikkerlig har været.
- ↑ Mærkelig nok fölge her Helgenens nöiagtige Personalía (som ere udeladte af Finn Johnsen i hans tit anförte islandske Kirkehistorie), for at Læser eller Tilhörer deraf kunde bedömme, om de i Drömme havde seet den hellige Biskop eller ikke.
- ↑ Til de fra Grönland (maaskee især formedelst Biskop John den Andens Venskab med Biskop Paul) til Skalholt komne Foræringer maa vel især regnes den i Middelalderen kostbare Hvalrostand, hvoraf Billedhuggerarbeider da pleiede at forfærdíges. Den fra Grönland kommende Art ansaaes for at være den bedste; herom mere paa sit Sted i 3die Bind. Af dette Materiale lod Biskop Paul ved Præstekonen Margrete, kaldet den kunstfærdige (Margret hín haga) forfærdige en kostbar Bispestav, som han skjenkede den Throndhjemske Erkebiskop Thorer, og ved den samme Konstnerinde adskillige Figurer til en Altartavle, hvilken Konstneren Thorstein, kaldet Skrinsmed, skulde fuldföre.
- ↑ Biskop Pauls Saga giver (l. c. S. 180 o. f.) en lignende Underretning om den hellige Thorlaks af ham foranledigede og ivrig befordrede Dyrkelse paa Skalholt, blandt andet saaledes: “Folk tyede dertil fra hele Landet, for at dyrke den salige Biskop Thorlak med Vaagen, Faste, Bönner og Pengegaver; ligeledes sögte dertil i stor Mængde de Mænd, som aarlig foretoge Söreiser, baade Udenlandske og Islandske, og medbragde de Gaver, som de havde lovet, hvilke de indhændigede Biskop Paul, og fortalte ham alle omstændighederne ved deres Löfter og de Jærtegn, som derimod vederfores dem; disse Underretninger glædede ham stedse meget, og de förte da bort med sig sandfærdige Beviser, saavel for den salige Biskop Thorlaks Hellighed og Herlighed som for Biskop Pauls Gjæstfrihed og Ædelmod." Af en saaledes indkommen Gave bekostede Biskop Paul et saakaldet Helligdoms Skrin, hvori Helgenens jordiske Levninger forvaredes, forfærdiget af den ovenommeldte Guldsmed Thorstein, smykket med Guld, skjært Sölv og Ædelstene, saa at det i alt kostede ikke mindre end 4000 Rigsbankdaler i vore Penge, som ved Sölvets Kostbarhed i hine Tider maatte ansees for en meget betydelig Sum, Jfr. Anm. 3.
