Bjærgfolk i stue og kjøkken
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1892
Bind I
Første afdeling
Bjærgfolk
31. Bjærgfolk i stue og kjøkken
430. En gammel 88årig mand, født og opvokset i Höjslev sogn, Fjends herred, fortalte følgende: I min barndom var endnu troen på de underjordiske almindelig imellem folk. Jeg hørte ofte min moder fortælle derom, og noget har jeg selv oplevet, som i min erindring står i en vis forbindelse dermed. En dag, da jeg som 7, 8års dreng stod i vort kjøkken hos min moder, kom der en ualmindelig lille mand ind af dören. Han hverken hilste eller sagde noget andet end det ene ord: «Munddrink», hvilket min moder må have forstået således som, at han ønskede noget at drikke, ti hun rakte ham straks et krus med mælk, hun just havde ved hånden. Efter at have drukket vendte han sig og gik, og aldrig senere så vi noget til ham. Det mærkelige var, at ingen af vore naboer eller nogen i nær heden, som vi udspurgte derom, havde set eller kjendt en sådan skikkelse som den nævnte, og at min moder var fuldt overbevist om, at det havde været en af de underjordiske, er jeg vis på.
Thea Walther.
431. I en gård i Skårup stod konen en juleaften ude i kjøkkenet og var ved at lave nætter til, og så med et stod der en dreng ved hende. Så spörger hun ham om: «Hvor er du fra?» — «A æ Towes dreng ude i højen,» svarte han. «Ja, så ud til Thor til Dæwlen med dig!» Så slap han ud af en bagdör. Den höj, han talte om, var Skårup höj.
Bjærgfolkene i samme höj red på deres øg om natten, det var små bitte drenge med røde luer.
Sören Nielsen, Troestrup.
432. Der boede bjærgfolk underneden Havrdalshus. Hver gang de bog i huset, så lagde konen en kage af til dem, og når hun så var gået væk og kom tilbage, var kagen borte. Undertiden, når det var koldt vejrligt, og skruen brand i ovnen, så de bjærgkonen komme og sidde der udenfor og give barnet patte, og hun sad også og legte med det. Til sidst blev börnene i huset så fortrolige med det, at de kunde gå hen og pippe til dem. Der var også sådant held ved at have de bjærgfolk. Men en gang havde konen glemt at sætte kagen, og da kom der sådant misheld, indtil konen næste gang bagede. Da huskede hun at sætte kagen af.
Mariane Agger, Bjærgby.
433. Min bedstemoder snakkede tit om, hvad hun havde set, en gang hun var oppe ved de gamle degnefolk at hjælpe dem at bage. Der kom nemlig to små drenge og stod for ved ovnsmundingen og varmede dem. Hun fortalte det siden til degnen, men han sagde: «Det skal du ikke bryde dig om, Karen, det er nogle, der bor henne i Pershöj.» Hun blev jo forundret over det, men hun kunde nok mærke, at folkene i skolen var vante til det besøg, og de sagde også, at når bjærgfolkene var blevne varmede op, gik de deres vej igjen.
Udby, Rugsø herred.
434. Mine bedsteforældre boede i Kamose her i Gudum. Konen var væver og sad en dag i væven, det var en for færdelig vinter og knog. Da ser hun ud af vinduet og ser et kvindfolk komme ud fra heden af, gården lå ved hedesiden, hun gik med bare hænder og arme og kommer ind ad gangdören, men inden for den stod hun og så sig rundten om og sagde ikke et ord. De snakkede til den, men den svarede ikke, öjnene gik blot runden om. De blev halvt forskrækkede for den. Da den havde stået lidt, lukkede den dören op og gik atter den samme vej, lige ud efter heden. Det var jo én, der vilde have forrettet én ting, men kunde ikke få det sagt. Folkene tykte, det var sært, at den kunde bjærge sig i den frost. Men det må jo have været en sær ting der ude fra heden, en af bjærgfolkene vel sagtens.
Ane Katrine Jensdatter, Kloster-Hedehus.
435. I Kaldal havde bjærgfolkene deres handel ved skorstenen og lavede deres mad. De havde en gang en pige i gården, der gjorde kors over ilden, og det var forbøden hende af folkene. Så blev der en farlig tummel i huset, og hun måtte til at have det rettet.
Jakob Nielsen, Hestbæk.
436. Manden i Kaldal, Per Kaldal, han gik og plovede, og så kom der et bitte korn dværg-kvindemenneske til og bad ham, om han ikke vilde lægge de furer tilbage igjen, han nu sidst havde plöjet, for hun kunde ikke komme til Österbæk efter vand til hendes börn. Det sagde han ja til og gjorde det også.
Om natten gik deres ildklemme i kjøkkenet i Kaldal lige så klinkende. Folkene kunde høre det. Da var deher ellefolk ved skorstenen at lave til. Men om morgenen stod alting på plads, som folkene havde sat det om aftenen, der var ingen ting at se.
Kristen Jensen, Fovlum.
437. Der var en höj tæt ved min farbroders gård i Grönning i Salling. Der var nogle derfra, der vilde gå ned i gården og male på deres kværn. Manden var snedker, og så gik han op til højen med en skarreøkse og flængede i den og sagde: «Fanden skal kløve dig, hvis du ikke bliver af min gård og maler på min kværn, og a skal sådan og sådan handle med dig og tage min økse og kløve dit hoved, hvis du ikke bliver derfra.» Så blev de fri for deres besøg.
Maren Andersdatter, Rærup, Farsø.
438. Den gamle Kræn Graversen i Skaldborg, Tise, fortalte, at når han kom hjem om aftenen, så han nogle små drenge, der sad på sengesiden og tændte deres piber og rögte af. De spøgede også på en höj, der var vesten til byen. Når han kom vester fra, så han dem med deres røde luer på.
Jebjærg.
439. En aften sagde den gamle kone i en gård i Åby til pigen: «Gå ud i kjøkkenet og sæt noget i kakkelovnen,» og det gjorde hun, tog nogle tørv og gik hen til kakkelovnsmunden og begyndte at sætte dem ind. Straks begyndte det at lue og blive lyst, og da kunde hun se, at der stod en lille bitte kone i en rød tröje. Pigen blev meget ræd, men alligevel rørte hun ved den lille kones ene arm, og den var både kold og hård. Pigen løb ind og fortalte den gamle kone, hvad hun havde set. «Lad hende stå, den stakkel, ti hun fryser.»
Nik. Christensen.
440. Sønden for Vissing ligger Oshøj. Der havde en bjærgmand hans tilhold. Han sögte tit ind til Pilgård, hvor de satte mad ud til ham. Derfor har der altid været rigdom i den gård. Han viste sig i deres ovnsgrav med en blå lue på hver höjtidsaften.
Peder Sörensen, Vissing.
441. Henne i Rærup i Kloster sogn var det sådan om natten, som mange småpuslinger affenserede inde i huset. Så var de henne ved den kloge kone, og hun sagde, at der var kun ét hjörne på marken, hvor de kunde bo på og være fri. Så flyttede de gården for det sin skyld, og det var den, Mads Madsen havde. Konen vilde aldrig have snak om den ting.
Mette Hansdatter, Krarup mølle
442. Der har været bjærgfolk i et hus i Stenild, og de tog alt muligt. De kom ind ad vinduet, og en pige, der har tjent mig og var fra det hus, har set dem mange gange. De affenserede i huset og tog, hvad de vilde, men aldrig kunde folkene se dem gjøre skade, for alting var der alligevel.
Ane Kirstine Kristensen, Nörbeg.
443. En mand, a tjente, i Søgård han havde boet i Sejstrup östen Skive og hed Jörgen Kusk. Han sagde, at han kunde ikke være i den gård for rummel og skrummel, og ingen lykke havde han med hans kreaturer. En sommermorgen han vågner og ser op til bordet, da var der så mange små, der sad på bænken og løb op på bordet med røde luer opå, det var af det rette slags. Så blev han jo kjed af at være der og flyttede.
Jörgen Villadsen, Ramsing.
444. Byen Hønkys lå för, hvor nu Hellevad Lild kirke ligger, men da beboerne ikke kunde være der for underbostöj, så flyttede den ene efter den anden ud, hvor nu byen ligger, og fordi de blev kysede derhen, fik byen navnet Hønkys eller Hankys. Andre fortæller, at byen blev afbrændt af Polakkerne, hvorpå beboerne byggede nede ved åen det nuværende Hønkys.
Nik. Christensen.
445. Der var et hus her norden for oppe i heden, og her boede Præjst-Kristian. Hans fader hed Varberg og var præst i Hem, og var bekjendt for, at han kunde spise så meget. Der var sådan allarm og kommers i det hus, te ingen kunde være der. Præsten var ridende derop en nat og skulde sætte det væk. Men kort efter blev huset brækket ned.
Anders Kristensen, Tørring.
446. I et hus lige her vesten for nede ved Sjørup sø der sad to skræddere og syede. Så gik konen der inde og lo og grinnede. De kunde ikke forstå, hvad hun lo ad, men da hun havde gået sådan en lidt, spurgte de hende jo om, hvad hun lo ad. «I så nok ikke de to bitte drenge, te der stod og tog jert værk og vendte det og så til det, de lo ad jer og var lige så tilpas.» Da siger den ene af skrædderne: «Da tör a — som han kunde bande — ikke være her, især når det bliver nat.» — «Da skal du ikke være ræd for dem,» siger hun, «de går her ved mig hele tiden, og a er helt godt tilpas med dem, for de fornærmer ingen. Når a skulde være ræd, så det galt ud, for her kommer også hver aften et blåt øg uden for dören og lægger hendes hoved på tagskjægget.» Men skrædderne forlod skam huset, den gang det blev aften, de turde ikke være der siden, og konen blev ene tilbage med drengene.
Niels Kristian Jensen, Fredbjærg.
447. Sören Kjelddal, der boede på Nörager mark, tog en aften Kristen Jakobsen i Tisted op at kjøre. Da de nu kom hjem til Sörens, bad han Kristen trine indenfor og få sig en dram og en bid brød. Mens Sören nu var ude at tænde lys, så Kristen, at der steg tre börn op fra gulvet tæt ved kakkelovnen, en dreng og to piger, og gik hen til Sörens kjole, der hængte under bjælken, og fuslede den på alle kanter, de tænkte vist, der var godt i lommerne. Den tid Sören nu kom ind med lyset, spurgte Kristen ham, om han havde börn. «Nej,» sagde han, «jeg har hverken kone eller börn.» Da Kristen så gav sig på hjemvejen, faldt han først i en skudtörvgrav, så han kom i vand til halsen, og dernæst blev der sådan håndteret med ham, at han blev vild mange gange, inden han vandt hjem. Han tænkte, det var, fordi han havde fortalt Sören Kjelddal om de bjærgfolk.
Nik. Christensen.
448. I Roe, Grönbæk sogn, er der en gård, hvor bjærgfolkene driver slemt spil. Gården ligger nemlig lige under bakken, hvor bjærgfolkene bor. En nytårsaften gik manden til Grönbæk, og konen blev da alene hjemme. Da han atter kom hjem, lå hun i sengen og rystede over hele kroppen. Hun spurgte ham, om han intet havde mærket til, da han kom, for der havde været sådan musik og støj, at det var helt overhånds. Nej, han havde ikke, og det var ikke så fri, han lo lidt ad hende. Ikke så snart han så var kommen i seng, för tummelen begyndte igjen. Han ud for at se efter, men der var intet at opdage. En anden aften, da alle lige var komne i seng, hørte de tydelig, at der blev trillet et helt læs sten ned over taget og ned på stenbroen, men da de kom ud for at se efter, var der intet at opdage.
A. H. Poulsen.
