Bjærgfolk stjæler mad ved gilder

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

35. Bjærgfolk stjæler mad ved gilder


513. En gang var der bryllup i en gård her i nærheden (Uggerby). På en höj ikke langt fra gården sad der en hyrde og så på toget til og fra kirke, og da nu toget svinger ind i bryllupsgården, siger han sådan halvhöjt: «Ja, hvem der nu var med dér!» Næppe var de ord slupne af ham, för han ganske tydelig hører nogen råbe: «Tag min hat!» og med det samme ser han en hat komme trillende ved siden af sig. Han griber hatten og sætter den på hovedet, og straks ser han en hel række bitte små mænd i røde tröjer løbe fra højen og ned til bryllupsgården. Nu er hyrden straks på det rene med, at det er höjfolket, der vil til bryllup, og han løber derfor bag efter for at se, hvad de kan have der at gjøre. Først var han lidt bange for at gå ind i gården, for det er nu sådan en egen sag at komme ubuden til bryllup, men han opdagede snart, at hatten gjorde ham usynlig, og han gik derfor ind i stuen til gjæsterne. Der inde var höjfolket allerede i færd med at tage for sig af spise- og drikkevarer, den ene tallerken mad og den ene kande godtöl forsvandt efter den anden for öjnene af gjæsterne, uden at disse kunde blive kloge på, hvor det blev af. Hyrden skyndte sig nu at tage for sig af retterne, indtil han havde fået det, han kunde spise og drikke. Så gik han tilbage til højen igjen, smed hatten og sagde: «Tag min hat!» og straks var hatten forsvunden. Således fik hyrden sit ønske om at komme til bryllup opfyldt,

Sören Bastholtn, Bjærgby.


514. Der ligger to gårde ved hverandre i Tårs sogn, som hedder Stagsted, og straks vesten for ligger to store höje, som kaldes Stagsted höje. Så var der bryllup i Öster-Stagsted, og der drev en fårehyrde fra det sted ude i marken og vidste ingen ting af, inden der kom en hel snes hatte trillende ned af højen, og med det samme kom der en hel del bitte nøkkerer ud af højen, og de tog hver sin hat, og så såre de tog dem på, så blev de henne, og han kunde ikke se dem mere. Da han mærkede nu det, råbte han: «Lad mig få én!» og lige med det samme kom der også en hat trillende ned til ham, a véd ikke, enten den var hvid elller sort, og så satte han den på og lod fårene gå, men fulgte med alle de andre, for de kunde vel se hverandre, når de havde hattene på. De sætter ind ad bryllupsgården og ind ad den fornemste stue. Den kone, der havde den bestilling at sætte på bordet, hun satte det ene fad ind efter det andet og blev ved at hælde i flaskerne, men det blev alt sammen henne, for höjfolkene slugte jo i dem af det. Så siger hun til kokkekonen, at hun kunde ikke forstå, hvordan det gik til, for alt det, hun bar ind, det blev også fortæret, og det blev vist galt med at få maden til at slå til; det gik jo så vidt, at det var rent umuligt at tage imod folkene, når de kom fra kirke. Så gav drengen sig til kjende og fortalte, hvordan det havde sig.

Kristen Jensen Krog, Jetsmark.


515. På en gård ved navn Vasholdt i Vendsyssel plejede bjærgfolket at have tilhold, uden at nogen på gården vidste det, dog undrede konen sig over al den mad, folkene spiste til middag; for der var aldrig så mange grød på bordet, at de jo blev spist. En dag lå kvæghyrden ude på marken ved en lille höj, da der blev ringet til middag. Straks hørte han nogen i højen råbe: «Ta mæ mej (min) hat! ta mæ mej hat!» — «Ta mæ mej hat!» råbte nu også hyrden, og straks smed bjærgfolket en hat op til ham, som han tog på, og gik nu hjem for at spise til middag. Men hvor forundret blev han ikke, da han så, at hveranden mand ved bordet var bjærgmand.

Fortalt af en kone, der bor på Mov hede. Lovise Hansen.


516. Tæt uden for Svansbjærg i Kjøge-egnen ligger en höj, som hedder Lunden, og i den er der höjfolk. Niels Olsen i Hastrup har set højen flakt ved höjlys dag, og småfolket mylre der inde, Der var en tid, da Svansbjærgerne aldrig kunde holde gilde, uden at jo mad og drikke slap for tidlig op, og ingen kunde begribe, hvordan det gik til, for der havde været fuldt op af begge dele. Endelig en gildesaften fik man grunden at vide. En karl, som skulde flytte kvæg, forlod gildeshuset, og da han går hjem ad, ser han Lunden rejst på fire røde pæle. Som han nu går nærmere til, hører han en stemme råbe: «Giv mig min hat, jeg har glemt den.» Karlen, der var en modig fyr, råber: «Giv mig også min!» og i det samme ruller en hat hen for hans födder. Aldrig så snart han har sat hatten på, för han kan se alt, hvad der går for sig, og han ser da tillige, hvordan småfolkene bener af, alt hvad de kan, ind ad byen til. Han skynder sig bagefter, og da han kommer ind i gildeshuset, finder han ganske rigtig en bjærgpusling sidde ved siden af hver karl og tage ordentlig til sig af retterne. Nu lukker han dören i lås og fortæller de andre, hvordan det hænger sammen, og for at de selv kan se, låner han dem én efter én hatten fra højen. Men da karlene først fik syn på, hvor de sad, kan det nok hændes, at puslingerne fik ordentlig klø, og fra den tid kom de ikke mere til gilde i Svansbjærg. Hatten fandtes længe der i byen.

G. Rode.


517. I Målbjærg boede en nisse, der var konge over en stor del af bjærgfolkene her omkring. Så var der stort bryllup i Kjølby. Den gang folkene var komne fra kirken og skulde til bordet at spise, så kom nisserne. Da folkene var taget til kirke, lå der en hjordedreng ude ved siden af bjærget, og han hører, der bliver sådan dumren der nede, og de råber: «Tag mig min hat, tag mig min hat!» Nu var det en dristig dreng, den samme hjordedreng, og han råbte: «Tag mig også én!» Så svarer de: «Der er ikke andre end faders den gamle.» — «Ja, tag mig den.» Så fik han hatten på, og så kom dwarrene jo op, og de går til Kjølby, men drengen følger med, for han tykte jo, han kunde lige så godt gå, som de kunde. Da de kommer ind i bryllupsgården, var gjæsterne ved at gå til bords. Dværgene stak dem op imellem gjæsterne, hvor de fandt for godt, og så begyndte alle at spise. Men maden blev for lidt, og kokkepigen kunde ikke forstå det, for hun havde lige så meget her som alle andre steder. Så blev de færdige til at skulle dandse. Troldene kom ind i dandse-stuen tillige med de andre, og de dandste med deres egne fruentimmer. Da folkene havde dandst en tid, kom de til at slå hyrdedrengens hat af, og så stod han der inde i hans gamle klæder. Nu vilde de jo have at vide, hvordan han var kommen der, og så fortalte han det, men han kunde ikke forstå, hvi de ikke kunde se ham. Den gang han gik hjem til gården, sagde han goddag til de folk, han kom forbi, og de så efter ham, men kunde ingen ting se. Det kunde han jo heller ikke forstå.

Thomas Jensen Nörgård, Næsborg.


518. En dreng her ovre ved Holmgård gik ved en höj og vogtede får. Så hører han nogen råbe inde i højen: «Moder, tag mig min hat, moder, tag mig min hat!» Sådan var der en 5, 6 drenge, der råbte. Så render drengen også hen til højen og råber: «Å, tag mig også en hat!» De svarede: «Der er ikke andre end din faders den gamle, vil du have den?»— «Ja, lad mig få den, »sagde drengen. Det var sådan ved middagstid, og de skulde ned og have deres middagsmad på Holmgård. Den gang de kommer til bordet, kunde den her dreng med hatten se, at de andre dwarredrenge rendte på bordet og hjappede af folkenes mad. Så kunde de vide, hvor deres mad blev af, de havde ikke för kunnet begribe det.

Jens Begs enke, Smidstrup.


519. I min fødeby, Kjølby, er der et stort rundt bjærg, Vårbjærg, og oppe på den höjeste pynt er en höj. Al det første om foråret, fårene kunde komme ud, da sögte vi fårehjorder op på det med fårene, det hørte ellers til herregården, men lå for det meste udyrket. Så sad vi der oppe ved højen for at sidde lidt i læ, og da kunde det give sådanne skrald i højen, at fårene blev bange og løb deres vej, og vi løb bag efter, for vi havde jo hørt de gamles fortællinger.

Om morgenen, når det ringede til davre på Krastrup, en fjerdingvej derfra, skulde bjærgfolkene derned og have noget i deres potter. Så siger dværgene til hverandre: «Tag mig min hat tag mig min hat!» Da siger en karl, som hørte det: «Tag også mig én!» Så kommer der en dværg og siger: «Du må undskylde, vi har ikke uden faders sörgehat, og den må vi ikke tage.» Der var en gammel kone, og hun fortalte mig det.

Der blev båret mad op til byhyrden, men imens han så gik hen og mödte kreaturerne, gik bjærgfolkene hen og åd maden, men potten lod de dog stå.

Vesterbølle.


520. I en höj ved Irup opholdt der sig nogle bjærgfolk. Det var sådan for en tid siden, at folkene fik så ussel en kost på Irup, at de næsten ikke kunde spise den. Der blev tit klaget til herskabet, og dette undredes selv over, da maden var god, når den blev indbåren, hvordan den så på et öjeblik kunde forandres og blive så dårlig; men hændelsesvis kom man dog efter, hvorledes det hængte sammen. En dag da et stort stykke skjødesløs dreng, der vogtede fårene, lå i middagsstunden ved benævnte höj, hørte han, i det der blev ringet til middag i gården, at der blev råbt af flere stemmer inde i højen: «Hvor er min hat, hvor er min hat?» I det samme råber drengen: «Der er ingen uden en gammel pjalt af min faders, lad mig få den.» Han havde knap nok sagt dette, för der lå en hat ved ham. Han satte den uden videre på sit hoved, og straks kunde han se, at höjfolkene strömmede ud af højen og ned i gården, og drengen bag efter for at se, hvad de vilde der. Da så han, at de sad rundt om på bordet og spiste, og så snart de havde afspist, vendte de deres bagdel til og gjorde fadene fulde igjen, og derpå gik de. Straks derpå kom folkene og skulde spise, så fortalte drengen den hele historie. Avlskarlen tog da hatten for næste dag at se dette; det gik, ligesom drengen havde sagt, og just da de var i færd med at gjøre fadene fulde igjen, tog avlskarlen en skarp kniv og snittede værktøjet fra den ene af dem. Dette hjalp, og siden den tid kunde folkene godt spise deres mad.

Lars Dybdahl.


521. En karl skulde til bryllup. På vejen kom han forbi en höj og hørte sådan skjælden og banden derinde. Da var det dværgene, som var oppe at slås om deres hatte. «Giv mig min hat!» og «giv mig min hat!» Han holdt stille og hørte på det. «Det kunde være herlig, om jeg også kunde få en af de hatte,» sagde han. Fik deres gammelfaders, når han vilde komme tilbage med den om aftenen. Red til bryllup o. s. v. Tog omsider hatten af og ønskede fæstemanden til lykke. Denne spurgte, hvorfor han stod her og ikke sad til bords med de andre gjæster. Ingen budt ham og vilde ikke selv gjøre sig næsvis. Fæstemanden fik også hatten på, og så dværgene spise med. De blev drevne ud med en slagel. Fæstemanden døde straks efter brylluppet, og karlen havde aldrig en helbredsstund mere.

Nik. Christensen.


522. I Vester-Årup, som den gang var to bøndergårde, havde de en höverdreng, der lå og passede på fårene. Så blev der kaldt til onden, og hövderne skulde da gå og passe dem selv så længe, men en dag kom han ikke hjem, og da folkene forgjæves ventede efter ham, spiste de deres mad og gik igjen til deres arbejde. Om aftenen, da han kom hjem, sagde manden: »Hvordan kan det være, du kom ikke hjem i middag?» Så lo drengen og sagde: «Jo, a var også her hjemme.» — «Det kan a ikke vide.» Jo, så fortæller han, hvordan det forholdt sig. Han havde ligget oven på en höj, og der hører han, te alle dværgfolkene de råber: «Tag mig min hat, tag mig min hat!» Så siger han: »Da tag også mig én.» Da drengen nu fik den hat på og kom hjem, kunde ingen af folkene se ham, men han kunde se de her bitte folk de løb omkring på bordene og øste i dem og søb, men heller ingen af dem kunde folkene se. Det eneste, de mærkede, var, at de aldrig kunde få gryder store nok at koge maden i. Men uagtet der blev spist så megen mad, var der alligevel sådan velstand og middel, te det var forskrækkeligt. Så da manden hørte drengens fortælling, sögte han om råd for det, og han fik også bjærgfolkene forvist, men aldrig blev der sådan lykke i gården mere.

Jens Krist. Smed.


523. Der var dværge et sted, hvor folkene var så forkomne og forsult, de kunde på ingen måde skaffe til veje det, de kunde spise, og det var, for det at dværgene kom ind og spiste med, men de var usynlige. En dag kom der en mand derind, og han havde fundet en hat et andet sted, hvor dværgene også havde været inde, og så gik han med den hat, men da det var en dværgehat, så kunde han se dem og se, at dværgene stod rundt omkring bordet, ja, endogså inde imellem benene af folkene, men de kunde ikke se alt det småværk. Så siger han: «Hvordan kan det være, I er så mange mennesker her? det er også et mirakel, te I kan skaffe føden til veje til så mange folk.» Så lærte han dem, at de skulde læse, för de begyndte at spise: I Jesu navn går vi til bords. Det hjalp, så forsvandt dværgene.

Niels Pedersen, Stjær.


524. Årup har to gårde. Manden i den sønderste gård kunde ikke forstå, hvordan det kunde være, at maden aldrig kunde slå til. Så talte han med hans nabo om det, for han gik i sådan armod, at der var ikke råd til. «Det skal have gode veje,» siger naboen, «der har du den hat, den kan du sætte på, når du kommer hjem, og I skal til at spise.» Sagen var, at rållingen lå så langt fra udhusene, at de stod og råbte, når folkene skulde ind til deres mad, og det kunde bjærgmanden i Åruphøj høre, og så rejste bjærgfolkene hjem til gården og spiste med dem. Anden dag, da de taler til mad, så går manden ind og sætter hatten på og ser, at bordet var rundt besat med ene små nogne, og de hug i dem, alt hvad de kunde. Men da nu manden havde fået dem at se, så forsvandt de.

Jens Krist Larsen, Kollerup.


525. En trold boede i Blishøj ved Væggerløse på Falster, han syntes godt om en bondekone der i byen, som tit trakterede trolden på bondens bekostning, navnlig mærkede manden, at den bedste mad blev borte. Han blev da tungsindig og gik omkring i landet og spurgte, om ingen kunde sige ham, hvor maden blev af. Han kom da også til Fribrödrebakkerne, en halv mil fra Stubbekjøbing. Da mödte han en pusling, der spurgte, hvad han fejlede, han så så sørgmodig ud. Manden fortalte det. Nu var puslingen uven med Blishöjstrolden, han gav manden en salve til at smøre sine öjne med, derved blev manden så klaröjet, at han kunde se to myg sidde og mages på Stubbekjøbing kirketårn, gik så hjem, og blev sat til bords af konen; men al den mad, der duede noget, tog trolden, satte sig dernæst på bordet og gjorde lidt der. Manden, som nu så det hele, tog en kniv og skilte trolden ved det, han ikke gjærne vilde miste. Trolden rejste sig, løb ned af bordet og bort, idet han råbte: «Han så mig! han så mig!»

Severin Toksværd, Höjet ved Nykjøbing på Falster.


526. Her inde i Hårup var der barselgilde, og så kom en af gjæsterne for sildig, de var allerede begyndt med at spise. Da han kom ind, så han, at der sad nisser omkring på suppefadene og labede ligesom katte. Så sagde han noget om det, og da sprang de ud af dören og sagde: «De så os, de så os!»

Rebekka Stovstrup.


527. Ved et bryllup i Tvede kom de til at mangle mad, fordi bjærgfolkene fra Koldbakken usynlig var til stede og slæbte afsted med store börringer.

Sofie Lund.


528. Om Bonavedde fortælles der, at han kunde se underjordsfolkene, hvor andre slet ikke tænkte på dem. En gang var han gjæstbuden et sted, og når han kom ind i stuen, så han, at der sad lige så mange af de små til bords som af de rigtige folk. Men så tog han en ild tang, gik ud og gjorde den gloende, og kom ind og vilde nappe underjordsfolkene om næserne med den; det blev de så bange for, at de spoede dem at løbe deres vej.

Kr. Skovmand.


529. En moster, a havde, hun drev med hendes får ud efter Husbjærg i Hammershöj, da hun var en 6 år. Da kom der en bitte dreng til hende, når hun åd hendes meldmad. Det var en bitte tyk prygl med en snoldlue på. Han tog en bid, når hun tog én, og bed af den modsatte ende. Så klagede hun sig hjemme over, at hun fik for lidt meldmad, for sådan og sådan var det. Da de hørte det, turde de ikke lade hende gå ved fårene længere, men gav hende anden bestilling.

Niels Krist. Pedersen, Nörbeg.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.