Bjærgkvinders forløsning. Bjærgmanden vil tage med tilbage

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

64. Bjærgkvinders forløsning.
Bjærgmanden vil tage med tilbage


1111. En gang, da en kone fra Onsbjærg gik på vejen til Tanderup, kom hun forbi den store bakke på Onsbjærg mark, som kaldes Dyret, og der på vejen hoppede en stor, tyk skruptusse. Idet konen gik forbi denne, siger hun, uden at tænke videre der over: «Må jeg ikke komme med, når du skal barsle?» Nogle aftener efter, da folkene i den gård i Onsbjærg, hvor konen hørte hjemme, var gået til ro, kom der en lille mand ridende til porten og bankede på, og karlen rejste sig og gik ud for at høre, hvem det var. Der holdt da en lille mand og forlangte at få konen i tale. Manden kom nu ud og sagde, om en pige ikke kunde gjøre det af, men det vilde han ikke tillade. Konen måtte så ud, og han forlangte da, at hun skulde følge med ud til Dyret, for hans kone var ved at barsle, og hun havde jo selv forlangt at komme med. Konen måtte da op bag ved ham på hesten og ride der ud. Der lå bjærgmandens kone i barnsnød, og den fremmede kone hjalp til så godt, hun kunde. Da det var godt overstået, skulde konen have spise og drikke, inden hun skulde hjem igjen. Hun syntes ikke videre om at spise noget ved bjærgfolkene, men bjærgmandskonen sagde, at hun ikke skulde være bange for at spise af maden, hun havde ikke noget at frygte, da hun havde været så god at hjælpe hende. «Spis kun,» sagde hun, «det er lige så godt af dit som af nogne andres.» — «Nej, af mit er det da ikke,» sagde konen, «for jeg har jo da ikke haft noget med her ud; havde jeg vidst, der var sådan noget ved det, skulde jeg nok have taget noget med.» Da konen skulde hjem igjen, sagde bjærgmandskonen til bjærgmanden, at han skulde tage en skjæppe kul og give hende, fordi hun havde hjulpet hende. Det gjorde han også, og han skulde nu ride hende tilbage til hendes hjem. Da hun tog afsked med bjærgmandskonen, sagde denne til hende, at når de nu kom tilbage til gården, måtte hun passe at lade sig glide af hesten, før bjærgmanden drejede den omkring, for ellers måtte hun følge med til Dyret igjen, og så kom hun aldrig hjem mere. Konen passede også sit snit at lade sig glide af hesten, før han vendte den ved porten. Bjærgmanden takkede hende nu mange gange og gav hende kullene; dem agtede hun ikke videre på, men kastede dem inde på gulvet. Næste morgen, da de kom op og så dem, var det en skjæppe guldpenge.

Mikkel Sørensen, Alstrup.


1112. I Tjörnehoved i Allerslev boede en gårdkone, som hed Mærte, og hun plejede at hjælpe barselkoner. En dag, hun gik nede i sin have og gravede, var hun nær ved at have hugget en stor, tyk skruptusse, der kom frem lige for hendes fod, helt fordærvet med spaden, men så bøjede hun sig og tog tussen bort med sin hånd, idet hun sagde: «Skade vil jeg ikke gjøre dig, og kunde jeg hjælpe dig, vilde jeg gjærne.» Så slap den fri. Nogen tid efter hen ad aften kom en mand ind til hende og sagde, om hun vilde følge ham og hjælpe hans kone, som hun havde lovet. Hun gjorde sig færdig og fulgte med ham til Lishöj på Allerslev mark. Her gik han ned i höjen med hende, og de kom først igjennem en stue, hvor der stod en pige og malede gryn, og Mærte syntes nok, det var naboens pige. Så kom hun til barselkvinden, men turde ikke gå helt hen til sengen, da der hang en møllesten i en silketråd der over, og hun syntes jo, det så farligt ud. Men konen i sengen sagde: «Kom kun nærmere, så nær, som denne sten var ved at falde ned over dig, så nær var jeg ved at miste mit liv under din spade i haven.» Nu blev konen forløst, og Mærte sagde til manden: «Vi må have noget mere halm i sengen.» Han gik da ud for at skaffe det, og da sagde konen: «Når han nu spørger, hvad du vil have for din ulejlighed, skal du forlange den bog, som ligger henne på bordet.» Det lovede hun, og så kom manden med to strå og nok et og sagde: «Jeg kunde ikke få mere på Mærtes lo, alt andet var der gjort hid og did i.» Så måtte de lade dem nøje med de to strå og nok et. Da sengen var gjort til rette, bød Mærte farvel, og manden fulgte hende ud igjennem det forreste værelse, hvor hun igjen så pigen stå og male på kværnen, men Mærte tog sin kniv og skar et stykke ud af hendes skjört. Så fyldte han forklædet med kul, som hun siden kastede i en grøft. Fandt en firetyve-skilling i en fold af forklædet. Gik tilbage, men fandt intet. Næste dag kom nabokonen og beklagede sig meget over, at hendes pige hver morgen var så træt i hendes arme, så hun knap kunde tage fat på noget arbejde. Mærte bad hende lade pigen komme ind, tog så kluden, hun havde skåret af i Lishöj, og holdt til hullet bag i skjørtet, og det passede godt. Men ingen havde før set, at der var hul. «Nu vil jeg give dig det gode råd, at du hver aften, før du lægger dig, beder dit fadervor, så skal du ikke mere om natten blive brugt til at male gryn på andres kværne.» Efter den tid var hun ikke træt i armene.

Franziska Carlsen.


1113. Der boede en gammel pige her nede i Andrup, der hed An Ovster (Ovesdatter), hun lod sig bruge som jordemoder. Så havde hun en gang om sommeren været nede hos Lillekræns-mand hans kone, og der var hun kommen om ved de to höie, som hans agre lå imellem. Der bliver hun en ualmindelig stor tusse vaer, en af dem de kalder padder, med hvide striber på ryggen. Så var der sådan noget spil ved hende, og hun siger: «A skal også nok komme og hjælpe dig, når du kommer i barselnød.» Hun tænkte ikke på, at det skulde få noget at betyde. Så en tid efter hører hun en vogn komme kjørende, og den holder for huset. Hun stræbte at komme af sengen og kunde ikke forstå, hvem det var, der sådan hentede hende, for hun vidste ikke af, at der var nogen koner så nær ved det. Hun lopper (åbner) døren, og der kommer en ussel bitte mand ind med så lange skjæg, te han var færdig ved at træde på dem. Han forretter hans ærende og beder, om hun vilde ikke følge med ham hjem. «Du kjører nok fejl, bitte mand,» siger hun, «du er ikke af mine folk.» — «Jo,» siger han, «du skal følge med, om du vil vel fare, du har lovet min kone det for fjorten dage siden.» Så fulgte hun med ham, for hun turde ikke andet. Han kjørte, og hun tykte, det varte længe, og slemt mørkt var det. Så kommer hun ind i en lang gang, og der var en ussel bitte tyk kone, der lå i sengen, og sølle fattig lejlighed var det, og hun havde ikke andet end halm at ligge i. An Ovster havde godt nok held med at hjælpe konen, og hun fik en bitte kjøn dreng. «Det er vist meget fattigt med jer,» siger hun, da manden var ude. «Nej, vi er hejsen ikke så fattige. Der står en krukke i vinduet, dyp din finger i den og smør dit höjre øje i det.» Den gang hun havde gjort det, forandrede det sig der nede, så hun var i den skjønneste sal og havde ikke været inde på nogen herregård, hvor der var så skjønt Så rækken konen ned i en gryde under sengen og giver hende en hel håndfuld guld skillinger og siger: «Når manden kommer nu til at kjøre med dig, og hesten går som i bløde, skal du springe af vognen, ellers kommer du ikke fra ham, og så er du hjemme. » Lidt efter kommer manden og spørger, om de er færdige, og da de siger ja, vil han kjøre. Det varer længe, og hun falder i dums, men så vågner hun ved, at hesten slæber i blævver til midt side, og så springer hun værgeløst af og er nu ved hendes husende.

Så om høsten derefter kommer bjærgfolkene til Lillekræns-mand at hjælpe dem. Om aftenen brugte de at slæbe kornet til rade ved höjen ved måneskin. Da ser konen den lille mand springe æfor ved hende og tage af negene, han tager hvert tiende neg. Så tykker hun, det bliver for galt, og siger det til manden: «Det må du ikke sådan, det er at stjæle.» Han bliver så forundret på det og siger til hende: «Kan du se mig?» Ja, det kunde hun da. «Luk det venstre øje. Kan du nu se mig?» sagde han, den gang hun havde gjort det. «Ja.» Så kunde han forstå, det var det höjre, og så stak han det ud. Så var hun enøjet fra den tid af, og nu kunde hun ikke se ham tiere.

Niels Ebbesen, Andrup.


1114. I en höj i Torsted, kaldet Torshöj, boede en bjærgmand, der tilranede sig en gårdmandsdatter, som boede ved siden af. Hun var borte i to år, og ingen vidste, hvor hun var. De troede rigtignok ikke bjærgmanden for vel; men de kunde alligevel ikke være sikker derpå, før end det en gang hændelsesvis kom for dagen. Datteren blev frugtsommelig ved bjærgmanden. Da tiden kom, at hun skulde føde, kunde hun ikke blive forløst, før en kristen jordemoder kom til hende. Bjærgmanden satte sig på en hest og red til Dallerup jordemoder. Hun turde ikke nægte ham det, satte sig derfor bag ved ham på hesten, og kom straks ind i höjen uden at vide, hvorledes. Konerne gjenkjendte straks hinanden, men til ingen nytte for konen i bjærget, da hun ikke kunde komme derfra. Der hun nu var bleven forløst, siger hun så stille til jordemoderen: «Så snart han nu kommer hjem med dig, så skal du i en hast lade dig skride bag af hesten, ellers kommer du med tilbage igjen og så kommer du aldrig mere her fra.» Hun gjorde, som pigen havde sagt hende, og i det hun var kommen af hesten, siger bjærgmanden: «Den har ikke slået dig på munden, der lærte dig det,» kastede derpå en stor mængde guld til hende og red bort.

Lars Dybdahl.


1115, Dværgen i Rojenhöj var bleven gift med et rigtigt fruentimmer, og så skulde hun jo til at gjøre barsel. Han skulde have en kristen jordemoder til hende og henvendte sig også til hende om det. Hun vægrede sig jo ved at følge med en sådan karl. Men han lovede hende både med hånd og mund, at han skulde følge hende både ned og op. Så tog hun jo også med ham på de vilkår. Den gang hun så kom ned til konen, forbød denne hende at tage nogen ting af, hvad han gav hende, for det, hun gav hende, det var af hendes eget, men det, han gav hende, det var noget andet noget. Hun skulde nok blive båren op, men så skulde hun passe på at tage fat, idet hun lige kom oven for, ellers tog han hende med ned igjen. Han var gået ned under en håndkværn. Da de nu kom op, tog hun fat, der i det mølleværk, og da han nu fornam, at han ikke kunde få hende igjen, så sagde han: «Den har ikke slaget dig på munden, der har sagt dig det.»

Strandby.


1116. En kone i Dronninglund havde en datter, som blev borte, mens hun var barn. En nat, som konen lå i hendes seng, kom der én til hendes vindue og sagde, at hun skulde stå op, for det var ham, der havde hendes datter, og hun var i barnsnød. «Min datter hun er jo bleven borte for mange år siden, o. s. v.» — «Nu er hun min kone og skal have en kristen kone til at o. s. v.» Op at kjøre i en grumme stads vogn . . . . «Dine øjne er forblændede. Hvad du holder for guld og sølv, er i grunden kun snavs og urenlighed, og vognen var kun et hestehoved, som min mand havde spændt et par katte for.» Kjøre til en tornbusk, gribe fat i den . . .

Nik. Christensen.


1117. Der var ellefolk i Hovstrup i Tårs. De havde deres handel nede under folkenes kølle, og der var en gang ned til dem. Konen dér var jordemoder, og så en aften, det var mørkt, kom der én til hende og sagde: «Kom med mig, kom med mig?» — «Hvor skal a komme hen?» — «Ned til min kone,» siger han, «hun skal gjøre barsel.» — «Ja, hvor er hun?» Det sagde han ikke, men greb hende i skjörterne, og så kom hun ned ad en trappe eller et hul, og der lå en kone og var i barselnød. Om hun kunde hjælpe? Ja, det kunde hun vel og gjorde det også. Så siger barselkonen til hende: «Når du nu går op igjen, får du betaling, for det du har været her, men pas på, du holder dig til side, for han vil hugge et sølfad i enden af dig, og det skal du passe på, han slår dig ikke fordærvet med, og så skal du skynde dig at tage det.» Bjærgmanden bød hende noget til føden der nede, men hun turde ikke tage det. «Jo, det tør du godt,» sagde barselkonen, for det er noget af jert eget.» Så tog hun det også, og hun fik sølvfadet med sig. Det var en kristen kone, bjærgmanden havde taget, og det skulde være Söoren Hovstrups moder, der var jordemoder, som det passerede for.

Kristen Jensen Krog, Jetsmark.


1118. En dag kom der en bjærgmand ind til en kone og bad hende om at følge med ham . . . . Konen vægrede sig ved det og undskyldte sig så godt, hun kunde. Bjærgmanden vedblev at nøde hende, «ti,» sagde han, «min kone er født af kristelige forældre, men blev af bjærgfolket forbyttet og bjærgtagen, den gang hun var spæd, og derfor kan kun en kristen kvinde forløse hende. Og når du tager en gren med dig af den malurtbusk, som vokser uden for din dør, så kan du være tryg.» Konen gjorde, som bjærgmanden havde sagt; hun kom ganske rigtig med ham ned i höjen, som lå et lille stykke vej der fra. Men da bjærgmandens kone var bleven forløst, hviskede hun til den anden kone: «Nu vil min mand nok kjøre dig hjem, og det kan heller ikke skade. Først vil I da komme til en gård, der ligner dit hjem; men der må du ikke stige af, for det er en bakke, hvori der boer bjærgfolk, og så bliver du bjærgtagen. Endelig vil I komme til en sivbusk, der skal du stige af og tage den i favn, for det er dit hjem. Endelig vil min mand give dig et forklæde fuldt af høvlspåner, som du godt kan tage imod, for det vil siden vise sig, at det er guld. Af mad må du intet nyde.» Nu kom bjærgmanden og dækkede bordet med kostelige retter, men konen undskyldte sig med, at hun intet kunde nyde. Derpå kom han med en mængde høvlspåner, som han bad hende modtage som belønning. Konen tog mod spånerne, som hun gjemte i sit forklæde. Nu kom bjærgmanden ind og sagde, at vognen holdt forspændt udenfor, da han agtede at kjøre hende hjem. Konen satte sig op at kjøre, og nu varede det heller ikke længe, inden de kom til en kjøn bondegård. «Er denne dit hjem?» spurgte bjærgmanden. «Nej,» sagde konen. Lidt efter kom de til en sivbusk, som stod ved vejen, der sprang konen af og tog busken i favn, som da straks forvandledes til en bondegård. «Den har ikke slået dig på munden, der har lært dig det råd,» sagde bjærgmanden. Derpå vendte han om og kjørte hjem. Men sin kone pryglede han så ubarmhjærtig, fordi hun havde givet konen det råd, at folk kunde høre, hun skreg og bad om hjælp. De høvlspåner, som konen havde modtaget af bjærgmanden, viste sig at være guld.

Den gamle kone, der fortalte mig sagnet, sagde, at hun som barn vogtede kvæget imellem hine bakker, og at hun tit har hørt, at bjærgfolket har lukket kister i lås i bakkerne. Hændtes det stundom, at hun lagde sig på en af dem for at hvile sig, da kunde hun være sikker på, at bjærgfolket på én eller anden måde foruroligede hende.

Lovise Hansen.


1119. Der kom én om natten til vinduet i en gård i Brovst og spurgte, om konen vilde ikke hjælpe hans kone, hun var i barnnød. Det vilde hun ikke svar gjærne. Ja, dersom hun vilde, måtte hun få alt det sølv og guld, hun kunde bære hjem. Så fulgte hun også med ham. Hun var nu en klog kone, og så havde hun hørt, at når man gik op igjen, skulde man spænde sit forklæde bag på sig, og det skulde være løseligt. Dværgekonen blev forløst, aldrig så såre hun var kommen, og dværgen gav hende alt det sølv og guld, hun kunde bære. Nu skulde hun til at hjem igjen. Men så såre hun kom på den ovre trappe, så kom ban og vilde snappe i hende. Men da han tog i forklædet, slap det, og han faldt ned, men hun sprang i vejret med hendes sølv og guld og løb hjem. Havde han trukket hende derned, havde hun aldrig kommet levende derfra. Höjen lå tæt udenfor deres sted; når de gik hen at flytte, var de ved höjen.

Kristen Nielsen, Mosehuse.


1120. I gården Bomholt ved Laven boede nogle bjærgfolk lige under nødset En aften kom der bud . . . Så fulgte hun da med bjærgmanden, men før hun gik, hviskede hendes mand hende i øret: «Bjærgmanden hjælper dig nok op igjen, men så skal du passe på, at han ikke atter trækker dig ned. Når du kommer op, skal du gribe i en nødsbæsning (ɔ: skillerum mellem kobåse) og holde dig fast.» Konen kom så med til bjærgmandens, og det blev godt overstået. Så siger hun, det gjør konen i Bomholt: « Hvordan kan det være, at der aldrig kan stå nogen ko i den ene af vore kobåse, så snart vi sætter én der, så døer den.» . . . . Så skulde konen til at op igjen, og bjærgmanden hjalp hende. Men hun huskede godt på, hvad hendes mand havde sagt, og det første hun kom oven for jorden, greb hun godt fast i en bæsning. Det var nu heldigt nok, for bjærgmanden vilde også have rykket hende ned igjen, men nu fik han ingen held af det.

S. P. Jensen, Vole.


1121. Et sted i Labing var der en bås ude i deres kostald, hvor koen aldrig kunde være bunden. Der kom en mand ind til konen og bad hende om at følge med til hans kone. Så fulgte hun med ham ud i kostalden, og han åbnede der et hul og gik ned. Hun forløste konen og fik derfor et forklæde fuldt af penge.

Ry.


1122. Lige østen for Vilsted skole, fortalte min fader, at der havde været en höj, og der var dwarre i. Den sank lige ned, og så blev der et hul, der kaldes Swarris hul. Höjen kaldtes også Swarris höj. Konen i gården hjalp også til ved, da konen i höjen gjorde barsel. Hun vilde så gjærne have hende til at hjælpe sig. Bjærgmanden bar hende ind i höjen. Da de var færdige, sagde konen: «Nu skal du passe på, at lige så rå (snart) du kommer ind i din egen forgang, skal du gribe i klinkfaldet, ellers tager han dig med igjen.» Så tog hun også ved. Da sagde han: «Den har ikke slået o. s. v.» Dermed gik han og var vred.

Kristen Nielsen, Vilsted.


1123. Jordemoderen forløser en bjærgkone. Vejen gik ned igjennem brønden, ad en smuk stige, og end skjøndt der ellers var vand i brønden, var der dog nu intet at mærke. Da troldkonen var forløst, hviskede hun til jordemoderen: «Tag, hvad min mand giver dig, og husk på at gå baglænds ind ad døren, og endelig vil jeg sige dig, at der groer en hyld udenfor stuehuset, og så længe den er dér, bliver ingen velskabte børn født i huset.» Derefter kom trolden med en foræring: et helt forklæde fuldt af noget, der lignede hammerskjæl fra en smedje. Jordemoderen tog det, takkede og ilede op af brønden, men kastede det snavs, hun havde fået, fra sig der. Hurtig søgte hun ind, men ved døren huskede hun troldkonens ord, og da hun var lige i døren, slog han efter hende, men ramte hende ikke. Derimod ramte han bag hende, og der blev en dyb fure i dørtærskelen. o. s. v.

Sødinge skole.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.