Bjergtroldene Tunnersoit (Glahn)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Grønlandsk maske


Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
»Henric Christopher Glahns
dagbøger 1763-68«


Bjergtroldene Tunnersoit
D. 17. November 1766.


Henric Christopher Glahn
Kjøbenhavn
1921



Om Tunnersoit[1]

Om Erloersortok er tilforn meldet, her vil jeg give en kort Beretning om Tunnersoit. Tunnersoit, forteller Grønlænderne; boe høyt oppe i Landet, og nogle sætte dem paa Landets østre Side allene. De kan paa Dansk bekvemligen oversættes ved Bjergtrolde. De ere meget store. Et af deres Fodspore kan toe af vore Fødder bekvemmelig staae i. Deres Huuse ere byggede paa den slette Mark. Bygnings Maaden er den samme som hos Grønlænderne. Indgangen er saa høy, at en Grønlænder naaer ikke lengere end til Optrinet, og maae løftes op i Huuset, ligesom et Grønlandsk Barn, naar han vil ind i det. De ere overmaade lette, og ved Konst giøre de sig endnu lettere. De samle derfore alle de, oppe i Landet værende, Insekter, og fylde deres Støvler med dem. Naar de saa drage dem paa, binde de dem tilsammen for oven, at ingen af Insekterne skal krybe ud. Naar de nu befinde sig i dette Fængsel, æde de alt Kiødet af Tunnersoit deres Been, hvorved disse Herrer blive saa lette, at de kan løbe Reendyret selv op. De Insekter de betiene sig af til at gnave Kiødet af deres Been ere foruden andre især disse: Kungluiak,[2] Takalikesok.[3] Ausiak,[4] Auserit,[5] Iserkersok,[6] Milluiak,[7] Ivgytsak,[8] Amanganek,[9] Tuktursak,[10] Niksuarsok,[11] Ytsupelloak.[12] Disse Tunnersoit stiele ofte Mennesker og eenlige Fruentimmer maae især frygte for dem. Med disse gifte de sig; men Mandfolkene bruge de til deres Jægere. Faae de fat paa nogen Grønlænder, slippe de den ikke letteligen, skiønt det har vel lykkedes een og anden at komme fra dem.

Det er troeligt, at disse Tunnersoit ere ikke andet end Levninger af de gamle Norske; som venteligen have i den almindelige Ødelæggelse flyttet op i den, oppe i Landet værende, Udørken, for der at undgaae Skrællingernes rasende Grumhed, som giorde Ende paa alle dem, de kunde overkomme. Man har siden efter rom Tiid paa Reenjagten, som foretages af begge Kiøn, seet een eller fleere af disse. Indbildningen, hjulpet af Frygten, haver giort dem dobbelt saa store, som de virkeligen ere. Hertil kan man legge, at det synes, som de Norske have været større end Skrællingerne, skønt der i denne Post ikke findes nu nogen Forskiel paa os og dem. Den idelige Omstreiffen efter Dyrene har formodentlig giort Tunnersoit raske til Fods; Maaske de ogsaa, efter Normændenes og Lappernes Maade, have havt visse Slags, for os ubekiendte Hielpemidler, til at føre sig fort med[13], skiønt de vel ikke, af Mangel paa Træe, kan have de i Norge brugelige Skider. Men Grønlænderne, som ikke ansaae dem for Mennesker, digtede Fablen om Insekterne; thi hvorledes skulde det ellers være mueligt, at saadanne Uhyrer kunde komme saa fort afstæd. En ung Nordmand, maaskee af forlibt Natur, maaskee og, fordie der var Mangel paa Piger hiemme, er kommen over nogle eenlige Fruentimmere, har faaet fat paa een af dem og ført hende hiem. Strax har man giort dem til Elskere af Kiønnet. En Grønlænder er fanget, og man har efter Krigsmaneer giort ham til sin Tienere eller Slave. Han har ideligen maattet været paa Jagt, og det han erhvervede, tilhørte Seyer-Herren. Derfor siger Fabelen, at Mandkiønnet bruges til Jagten. Et Beviis, at Tunnersoit ere ikke andet end Mennesker; thi hvorledes skulde de ellers behøve, at Grønlænderne skulde jage for dem. Det er troeligt, at naar en sund Pige er falden en ung Tunnersoak i Hænderne, han da ikke med sin gode Villie har ladet hende fare. Det er ligesaa troeligt, at naar Jomfruen haver overvundet den første Skræk og er bleven Moder til nogle Børn, har [hun] ikke skiøttet om at forlade sin Mand og deres Kierligheds Panter, for at see sine Slægtninger, uvist hvor de, efter Folkets flakkende Maade, vare at finde; uvist om de endda levede. Naar en Karl er giort til Fange, har man, som det synes, passet paa, at han ikke kom fort. Siden er han maaskee bleven besvogret med sin Herres Familie og fundet sig saavel i sin nye Stand, at han har havt ligesaa lidet Lyst som Fruentimmeret til at vende tilbage. Man betragte kun de saa kaldede Kevitut ɔ: Eremitter, og man skal finde, at min Gisning er ikke urimelig. I alt dette kan det dog være mueligt, at Nogle have baade beholdet Lysten og fundet Leylighed til at bortsnige sig. Men af disse, siger man, kunde man jo have faaet Sandheden at viide. Disse kunde jo have givet den tilforladeligste Efterrettning om Tunnersoit. Dette nægter jeg ikke, men vil allene sige dette, at man i de ældre Tiider af saadanne Flygtninge kunde ogsaa have faaet den rette Oplysning om Biergtrolde, Søe-, Skov-Trolde o: a: fl:, ikke destomindre havde Almuen, og den har det tildeels endnu, vrange Begreeb om dem. Man kunde i de nyere Tider vel have faaet nogen vissere Efterrettning om en Deel af de ubekiendte Lande. Dog behager det Skipperne at binde os saa mange Fabler paa Ermet. Man læse kun Andersøns Efterretninger om Island,[14] og man skal finde, hvor urimelige Ting de fortælle om de Lande, de have faret paa. Uviidenhed, jeg tilstaar det, giør meget; thi de have ikke Tid at lære Sproget og at indsee Sammenhængen af de Skikke, som de kan see een og anden af. De omgaaes kun med faa Folk, ofte Skummet af de Folkeslag, og derefter bliver det heele, som oftest, dømt. Men Begiærlighed efter at beundres af Hoben, giør ventel: den største Deel til, enten at frembringe Usandheder, eller at udspække Sandheden saaledes med Fabler, at den lader af, at være det, den var, og giver os falske Forestillinger og Begreeb om Tingene. Dette gielder og om dem, som formodentligen kan være flygtede fra Tunnersoit. Maaske de ogsaa kan have fortaalt deres Landsmænd den reene Sandhed om Tunnersoit, men hvor hastig kan ikke Sandhed forvandles til en Fabel, naar den allene ved Traditioner forplantes? Hvor riimelig min Gisning om Tunnersoit er, overlader jeg Mænd af høyere Indsigt at dømme om. Jeg paabyrder ey nogen min Meening. Det skal og ikke fortryde mig om den bliver forkastet. Sagen synes Eftertanke værdig, men dog ikke at være saa betydelig, at jeg jo let lader mig overtale til at frafalde min Meening, om den skulde være uriimelig.



Fodnoter


  1. ↑ tuneq-Indianer (som Grønlændernes forfædre paa vandringen over Amerikas nordkyst er kommen i berøring med og som sagnet har gjort til en fabelagtig indlandsbeboer).
  2. ↑ qugdlugiaq — orm, spec, sommerfuglelarve.
  3. ↑ taqaleqissâq — natsværmer.
  4. ↑ ausiaq — edderkop.
  5. ↑ âgsseq (auseq ?) — lodden sommerfuglelarve.
  6. ↑ isarqissoq — som udstrækker vingerne (nu ubekendt).
  7. ↑ milugiaq — dyndflue.
  8. ↑ igutsak — humlebi.
  9. ↑ aumanganeq — mariehøne (Coccinella).
  10. ↑ tugtússaq — (egtl: som ligner et rensdyr) stankelben (Tipula).
  11. ↑ nigssavârssuk — en lille edderkoppeart.
  12. ↑ utsupaluaq (el. itsupaluaq) — sommerfugl.
  13. ↑ Indianernes snesko.
  14. ↑ Efterretninger om Island, Grønland og Strat Davis (oversat p. dansk 1748) af Johannes Anderson (1674-1743), borgmester i Hamborg. Den første (tyske) udgave (1746 og 1747) krænkede Islænderne saa dybt, af den snarest maatte genudgives i ændret form.



Kilde

Fra Henric Christopher Glahn: Henric Christopher Glahns Dagbøger for årene 1763-64, 1766-67 OG 1767-68, udgivet i anledning af 200-aaret for Kolonisationens Begyndelse som et Bidrag til Kendskabet til gamle Dages Grønland. Udgaven besørget ved H. Ostermann. København, 1921, ss. 69-71.



Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Bjergtroldene_Tunnersoit_(Glahn)&oldid=73341»