Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 3.Sang

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Bjovulvs-Drapen


Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Tredie Sang
Danskernes Sovesyge og Grændel Trolds Ustyr


Natten ruged fæl og mørk
Over Høielofte,
Grændel lusked fra sin Ørk
Over Mark og Toste,
Listed sig til Hallen hen,
Snu det at forfare,
Om for Skade Dannemænd
Tog sig vel ivare,
Fandt saa i det høie Huus
Danmarks Adelsskare
Drømmende i Ruus og Duus
Fred og ingen Fare.
Graadig Trolden var og grum,
Tiden ei han spildte:
Kæmper ti Gang tre i Slum
Han ved Livet skilte;
Med saa vel forrettet Sag
Skoggrende den Fule
Foer med Byttet paa sin Bag
Til sin Røverkule.
 
Natten svandt, og klar opgik
Sol i Østerlide,
Syn for Sagn om Grændel fik
Folket da med Kvide.
Morgengraad for Aftensang
Fyldte Hjorte-Borgen,
Sukkende i Danevang
Drotten sad med Sorgen;
I det danske Adelsblod
Spor man saae af Troldefod,
Det gik ham til Hjerte.
 
Saa begyndt ved Midjenat
Var en Landeplage,
Thi det Brede, saae man brat,
Var, endnu tilbage;
Gik en Nat og rolig hen,
Skam dog fik ei Færre,
Thi naar Grændel kom igien,
Gjorde Ondt han værre;
Myrde, naar han saae sit Snit,
Var Hans gamle Vane,
Aldrig angred han et Skridt
Paa sin Nidingsbane.
Kongen paa sin egen Borg
Saae sit Liv i Vove,
Maatte rømme den med Sorg,
For i Ro at sove.
Vel en Kæmpe bold i Hu
Sled sig fra den Stærke,
Men var dog til Alles Gru
Brændt med Troldemærke:
Gløded, hvor han gik og stod,
Fandt ei for sin Brynde Bod;
Da blev Hrodgar bange.
Saa den Trold fuld leed og grum
Fik i Hallen Raaderum
Ene, trods de Mange,
Helmed ei, før Kongens Gaard
Øde stod paa Tofte,
Fjerned i en Tylvt af Aar
Fryd fra Høielofte,
Gjorde saa i Danevang
Drotten Sorg og Kvide,
At deraf gik Ord i Sang
Trindt om Land saa vide.
 
Grændel han ypped med Hrodgar en Kiv,
Han rased med List og med Lue:
Mangen god Kæmpe da misted sit Liv,
Og Dannemænd maatte vel grue.
 
Dannemænd svor han et dødeligt Had,
Ei nytted om Liv det at thinge:
Trolden forgæves om Naade man bad,
Han vraged de vægtigste Ringe.
 
Heller ei fandtes af Raadmænd her Een,
Som fyndig sig kunde forfægte:
Trolden af Kæmper tog Arme og Been
Og bøded det ei med en Hegte.
 
Sort saae det ud da for Store og Smaae,
Hvad ligned vel Dannemænds Vaande!
Stene som Klipper paa Hjerterne laae,
Og gispende drog man kun Aande.
 
Sort saae det ud, hvor sig Trolden befandt,
Paa Mørket man der kunde tage;
Hyllet i Taage han kom og han svandt,
Hans Spor kunde Ingen opdage.
 
Hvad man ei tænkte, dog siden man saae,
Der kiendte blev Røverens Gange:
Mægtig den Ene var til at begaae,
Hvad nok var for Nidinger mange.
 
Grændel var Herre paa Skjoldunge-Slot
Fra Skumring til gryende Morgen;
Udelukt sukkede Dannemarks Drot:
„Min Brøde dog mig er forborgen!”
Kloge Folk fuld ofte bød
Kongen, syg i Sinde,
Gode Raad for Landets Nød
Vittig at paafinde;
Meget da blev overlagt,
Kun til liden Baade,
Skiøndt man tyed af al Magt
Til Afgudens Naade,
Bad med Offring og med Sang
Ham om bedre Dage,
Bad ham frelse Danevang
Fra fin Landeplage.
Ak! i Hedenskabets Tid
Vidste man ei bedre,
Slog til Himlens Gud ei Lid,
Kunde ham ei hædre,
Troed kun paa Løgn og Tant,
Ei paa Ham, der ene
Raader selv og dømmer sandt,
Ære kan forlene.
 
Vee den Mand, som haabløs døer,
Som, naar Øiet lukkes,
Did nedstyrter hovedør,
Hvor ei Ilden slukkes!
 
Vel den Mand, som, trods sin Død,
Skal til Himlen ile,
Finde der i Faderskiød
Evig Fryd og Hvile!