Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 6.Sang

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Bjovulvs-Drapen


Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Sjette Sang
Trætten med Hunferd Drost og Trøsten derover


Nu Hunferd tog til Orde,
Og Egglavs Søn var han,
Men Klammeri han gjorde
Med Tale sin paa Stand.
Han var en fornem Herre,
Han sad ved Thronens Fod,
Men avindsyg desværre,
Han var ei Bjovulv god;
En Torn var ham i Øiet
Den Ædlings Herrefærd,
Som havde Bølgen pløiet
Og Ære høstet der;
Thi Hunferd taalte ikke.
Med Næsen høit i Sky,
At Nogen vilde stikke
Ham selv i Roes og Ry.
 
„Er du,” see det var Skosen,
„Den Bjovulv Mudderpram,
Som dykked efter Rosen
Og drev i Land med Skam,
Som kæppedes med Brække
Og holdt sig ei for brav,
Dengang I, som to Giække,
Omflød paa vildne Hav!
I vilde med jer Svømmen
Paa Vandet giøre Blæst,
Men drev dog kun med Strømmen,
Alt som I kunde bedst;
For aldrig Det ei keise
Jeg vilde slig en Klik,
Som for den Vendereise
I paa jert Rygte fik.
Paa Landet var I friske,
Men Vand kan stukke Ild,
I svømmed som to Fiske,
Ja, snart som døde Sild;
Da sagtnedes Stoheien,
Der Storm og Bølge strid
Jer viste Vinterveien
Alt i en Uges Tid.
Dog, om end Narre begge,
Kom du dog værst deran,
Thi fra big svømmed Brække
Og blev din Overmand;
Du artig blev tilbage,
Der han en Morgenstund
Opskvulpedes saa sage
Paa høie Romos Grund,
 
Hvorfra sin Kaas han satte
Til Brondingernes Land,
Med Borge der og Skatte
Han var en holden Mand;
Der havde han sit Rige,
Og deiligt var Hans Slot,
Han elsket var tillige
Af hver sin Undersaat.
Saa Bjansteens Søn udførte
Alt hvad han trued med;
Men da du, som vi hørte,
Kom der saa galt afsted,
Saa tør jeg nok formode,
Om end du giør dig kry,
Det giør slet ingen Gode,
Du brænder dig paany;
Ja, vil en Nat du vove
At bie Grændel her,
Da tør derfor jeg love,
Dig times en Ufærd.”
 
Nu tog til Hjertesproget
Vægmundingen paa Stand:
„Du snakker hen i Taaget,
Min Kiære!” sagde han,
„Du regned op en Hoben
Om Brække og Hans Færd,
Det gamle Øl af Stoben
Man hørte snakke der;
Thi det tør jeg nok sige;
Den Mand jeg aldrig saae,
Der viste sig min Lige
i Kamp paa Bølgen blaa.
 
Hvad jeg og Brække loved
I vore Drengeaar,
Som Karle vi og voved,
Skiøndt det gav bange Kaar:
Med Liv og Død for Øie
Alt paa den vilde Strand
Vi Bølgen svor at pløie,
Og pløied den forsand.
Vort Mod saa lod vi kiende
Ved Svømningen omkap
Med draget Sværd i Haande,
Gav Hai og Hval en Rap;
Men hvem der ingenlunde
Alt paa den vilde Strand
Forbi mig svømme kunde,
Det Brække var forsand.
Det var og ei min Mening,
Paa Trods at fare frem,
Thi svømmed i Forening
Vi hele Nætter fem;
Det var kun Bølger steile,
Som brød vort Vennelag,
Sin egen Sø at seile
Var da en tvungen Sag;
Thi det om Vintertide
Og i en bælgmørk Nat
Kun nytter lidt at stride
Mod Nordenvind sig mat.
Alt paa de Bølger svale
Jeg havde Arbeid nok
Med Udyr bindegale,
Som greb mig an i Flok,
Da maatte lydt jeg love
Det Vølunds Mesterværk:
Min guldbeslagne Kaabe,
Min gode Brynjesærk,
Dengang mig Fienden Vældig
Neddrog til Havsens Bund,
Hvor jeg dog var saa heldig,
Urædd i Farens Stund,
At til det Bæst, mig klemte,
Med Klinge jeg fik Ram,
Saa sig og mig det glemte
Og fik for Alvor Skam.
 
Saaledes mange Gange
Mig drillede det Pak;
Men og for Kaar heel trange
Jeg saa dem sagde Tak
Alt med min gode Klinge,
Som det sig hør og bør,
At ei de skulde springe
Af Glæde, skiøndt i Kløer
De fik mig paa en Maade:
Tilbords paa Havsens Bund,
Sig selv til liden Baade,
De sloge Kredsen rund;
Om Natten var de gramme,
Om Morgenen de laae
Saa spage og saa tamme,
At aldrig meer man saae
Dem nogen Sømand standse
Paa lovlig Bølgefærd;
Saa lærte dem at dandse
Mit gode Kæmpesværd.
 
Der nu i Østerlide
Sit Straalebanner Gud
Opstak med Kraft og Blide,
Da sank paa Lysets Bud
De Bølgetaarne høie.
De gik ei meer i Dands,
Og Land jeg saae for Øie
I liflig Morgenglands.
 
Saa frelser Norne-Dommen
Paa Hav som under Telt,
Naar Timen ei er kommen,
Den uforsagte Helt.
Ja, Held til Karlestykker
Mig ogsaa Nornen gav;
Thi ni saa var de Nykker,
Med Sværd jeg slog paa Hav.
Ei under Himlens Bue
Jeg hørte nogen Tid,
Paa Bølgen var at skue
En værre Nattestrid.
Det sandt er og tillige:
En meer forlegen Mand
Veed Ingen af at sige;
Men dog jeg slap i Land:
For mat var jeg til Svømmen,
Alt efter slig en Dyst,
Men drev i Land med Strømmen,
Drev op paa Finlands Kyst.
 
Ei vil heraf jeg prale,
Men vidner uden Svig:
Jeg aldrig hørte tale
Om slig en Daad af dig.
Ja, ihvorvel om Brække
Du nys tag Munden fuld,
Dog Ingen af jer Begge
Har virket over Muld
Bedrifterne saa klare
Med blanke Kæmpesværd.
Maaskee tør du mig svare:
Den var al Ære værd,
Den Daad, som Alle kiender,
Som seent ad Glemme gaaer:
At dine næste Frænder
Du voldte Banesaar.
Hvor klog du end mon være,
Du dog har regnet galt;
I Helhjem skal du lære,
Den Daad bli’r slet betalt!
 
For Resten, hvis i Grunden
Du var saa kiæk og bold,
Som du det er i Munden,
Saa megen Overvold
Ei havde Grændel øvet,
Saa længe i sit Slot
Din Herre ei behøvet
At lide Meen og Spot.
Nei, Trolden har opdaget,
At han i Skjoldung-Hall
Var tryg for Tordenslaget,
Ei sky han er for Skrald,
Og derfor hid han stævner,
Alt som paa Flue-Jagt,
Ham alt hvad dansk sig nævner
Er kun til dyb Foragt;
Saa vidt han sig formaster:
Han kommer vaabenløs,
Kun Søvn han paa jer kaster,
Jer Helsot er en Døs.
 
Men lad kun nu ham komme
igien i Kongens Gaard!
Da skal i dyre Domme
Han kiøbe, hvad han faaer,
Han møde skal herinde,
Hvad han formoder ei:
I Gothen skal han finde
Et Giærde paa sin Vei,
Lad gange da til Mjøden
Med Gammen, hvo som kan,
Naar atter Morgenrøden
Forgylder Himmelrand,
Naar over Folkeskarer
Mod Syden Sol opgaaer
Og straalende opklarer
De Dødeliges Kaar!”
 
Oldingen med hvide Haar,
Heltemod i Brystet,
Havde under bange Kaar
Heltestemmen trøstet;
Deleren af røden Guld
Og af grønne Skove
Turde fig en Tjener Huld
Nu i Bjovulv love;
Daners Hyrde, Daners Skjold,
Throneren paa Slette,
Saae i Gothen gæv og bold
Danmarks gode Vætte.
 
Latter høit i Sal nu lod,
Strengeleg sig rørte,
Venlige fra Læben flød
Talerne, man hørte;
Ind og treen saa vennehuld
Daners Kongefrue,
Skinnende af røden Guld,
Dronninglig at skue;
Blidelig hun bød: god Dag!
Bægeret hun fyldte,
Først for ham i Helte-Lag,
Hvem hun Æren skyldte.
 
Raden rundt i Kongehall
Gik den ædle Kvinde,
Adelsmænd i Snesetal
Skiænked hun derinde;
Endelig kom sidst og bedst
Dronningen Væltove
Til at stande Helten næst,
Som kom nys til Hove;
Guldringprud den Rosenvaand
Stod som Aftenrøden,
Rakte Bjovulv blid i Haand
Bægeret med Mjøden,
Hilsed Gothen bold og strag
Og med Ord fuldtrænge,
Takked Gud, hun saae den Dag,
Som hun ønsked længe:
Saae for Øine Helten god,
Som til Folke-Baade
Udentvivl dog kunde Bod
End paa Sorgen raade!
Det Kæmpen var hin gramme,
Han Bæger tog i Haand,
Da blussed op i Flamme
Hans høie Helteaand.
Det Bjovulv var hin unge,
Og han var Eggthjovs Søn,
Nu rørte han sin Tunge,
Han kvad med Klang og Døn:
 
„Ei sprang med Kæmpefølge
Jeg tankeløs ombord,
Ei over steilen Bølge
For Intet hid jeg foer;
At fremme Eders Vilje,
Det var min Sjæls Attraa,
Hvis ikke, da paa Tilje
At synke bleg og blaa!
Jeg løser Daners Vaande,
Hvis ei, før næste Dag
Vil Livet jeg udaande
I Fiendens Favnetag!
Bedrift, til Agten Mage,
Med Kraft Jeg virke skal,
Hvis ikke, mine Dage
Fuldende brat i Hall!”
 
Saa fra Læben Svar udfoer,
Godt og maatte hue
Gothe-Kæmpens store Ord
Daners Kongefrue.
Dronningen sig under Guld
Vendte nu med Glæde,
Satte sig saa vennehuld
Hos sin Drot til Sæde.
 
Atter da fra Læben flød
Kæmpeord fuldmange,
Under Høieloft gienlød
Strengeleg og Sange;
Lystigt Folket var og fro,
Indtil Halvdaniden
Længtes efter Nattero,
Fandt, det dar paa Tiden,
Førend Trolden kom igien,
Borgen Rygg at uende,
Hvor kun Plads for Dannemænd
Var til Dagens Ende,
Naar til Skjul for Hver en Skielm
Natten kom med Skyggehjelm.
 
Folket nu sig reiste brat,
Gildeslag at bryde,
Hrodgar Bjovulv bød god Nat,
Lod sig saa forlyde:
„Aldrig, medens Sværd og Skjold
Selv jeg kunde bære,
Nogen, nok saa Huld og bold,
Undte jeg den Ære,
Som nu dig, hvem jeg betroer
Herved til imorgen,
Paa dit Ansigt, paa dit Ord,
Danekonge-Borgen.
Vogt nu, hvad du har i Vold!
Glem ei Ærens Love!
Tee dig som en Helt saa bold!
Vaag, mens Andre sove!
Slipper du, som Overmand,
Levende fra Dysten,
Da er i mit ganske Land
Loven din som Lysten.”