Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) Fortale

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Bjovulvs-Drapen


Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Fortale


Det er netop halvtredsindstyve Aar siden, at dette gamle Heltedigt først udkom paa Grundsproget, som er Gammel-Engelsk, sædvanlig kaldt Angelsaxisk, og det, besynderlig nok, midt i Danmark, hvor det da ogfaa tidligst (1820) blev oversat, under Navn af Bjovulvs-Drape, begge Dele paa en dansk Adelsmands, Geheimeraad Bylovs, Bekostning; saa det var rimeligt nok, at Digtet først og fremmest skulde komme den danske Læserkreds til Gode. Dette haaber jeg vil skee ved min Fordanskning, som nu bydes danske Læsere, rettet efter mine egne og Andres Undersøgelser af Kilden, et eneste gammelt Haandstrift i det „Brittiske Museum", der bærer sørgelige Spor af, at det bogstavelig er reddet (1734) som en Brand af Ilden.

Et saadant tusindaarigt Heltedigt paa et gothisk Tungemaal maatte altid betragtes som en stor Mærkelighed, hvad saa end Indholden og hvordan saa end Stilen var; men dog er det kun Indholden og Stilen, der giør det gamle Digt skikket til en dansk Læsebog for Gamle og Unge, hvad Bjovulvs-Drapen vist not ikke endnu er blevet, da den først efter 45 Aars Forløb oplever et nyt Oplag, men som jeg dog sikkert haaber, den baade skal blive og blive ved at være fra Slægt til Slægt.

Det hører nemlig med til Danmarks gode Lykke, at dette gamle Heltedigt i Høinordens Aand ogsaa dreier sig om nordiske og mest om danske Oldsagn, hvis Ægthed er saa meget vissere, som de maa være opskrevne hele 500 Aar førend Saxe Runemester skrev sin Danmarks Krønike, og man endda have været saa meget ældre i Munden, som den angelske Udvandring fra Danmark og Frisland i det femte og sjette Aarhundrede efter Christi Fødsel.

Vel er nu Rammen til disse høinordiske Oldsagn aldeles erventyrlig, da Bjovulvs Heltegierninger beskrives som en Kamp i Danmark med Trolden Grændel og Hans Moder, og i Gothland med en Edderdrage, som spyede Ild og havde i trehundrede Aar ruget i en Bjerghule over Oldtids Skatte; men deels er dette Æventyr saa ægte nordisk og saa godt fortalt, at baade Gamle og Unge hos os kan høre det med Fornøielse, og deels er de indflettede Oldsagn om danske og gothiske Konger og Helte saa kiønne, saa mærkelige og tildeels saa mageløs godt hjemlede, at saalænge Danskerne elsker gamle Danmark, bliver de sikkert ikke kiede ad at høre og forplante dem.

Da nu ogsaa Stilen er jævn og ædel, let og rolig, saa maa dette Heltedigt agtes for den bedste poetiske Læsebog, man i Danmark og hele vort Høinorden kan ønske sig; og giør det end Læsningen tildeels lidt vanskelig, at næsten alle de her fortalte eller omtalte Oldsagn hidtil har været os ubekiendte, saa kan dog denne Vanskelighed let hæves ved en lille foreløbig Oplysning om Sammenhængen; og en saadan Oplysning skal jeg da see til at give, først om de danske og gothiske Oldsagn, som her fortælles, og siden om de Oldsagn, som i Digtet kun let berøres.


Danske Oldsagn

Uagtet intet af disse findes hos Saxe eller hos Islænderne, saa knytter de sig dog til Kongenavne, der næsten alle er velbekiendte; thi Digtets Skjold, Halvdan, Hrodgar, Helge og Hrodulv svarer aabenbar til Saxes og Islændernes Skjold, Halvdan, Ro eller Hroar, Helge og Rolv, ja, ligesom vi i Digtet finder Halvdan kaldt med Tilnavn „den høie”, faaledes finder vi ogfaa i den gamle Hyndlasang Halvdan nævnet som „den høieste Skjoldung”.

Det deilige Sagn om Kong Skjolds Ligbegængelse, som aabner Digtet, var os vel hidtil aldeles ubekiendt; men Sagnet om Hans Hidkomst som et spædt Barn paa et folkeløst Skib, fuldt af Vaaben og allehaande dyrebare Sager, det finder vi i flere gammel-engelske Krøniker fortalt om Hans Fader Stef, med Tilføiende, at han fandtes sødt sovende med en Kornneg til Hovedgiærde, og at han blev betragtet som Danmarks Skytsaand. I Øvrigt blev Skjold ogsaa efter Sagnet hos Saxe alt som Barn hyldet til Konge i Danmark, medens Islænderne giør Ham til en Odins-Søn.

Sagnet om det mærkelige Søtog, som Danskere og Friser gjorde sammen til Jotland i den danske Kong Halvdans Tid, under Anførsel af Hnef og Hengest, var os ogsaa hidtil aldeles ubekiendt; men ligesom Hnef (Nef) dog nævnes baade hos Saxe og Islænderne som en gammel Søkonge, saaledes er Hengest af de gammel-engelste Krøniker os velbekiendt som Hovedmanden for den angelske Udvandring fra Damnark og Nordtyskland i det femte Aarhundrede, som ogsaa efter Digtet er Kong Halvdans Levetid.

Dette Sagn er der forresten aabenbar i Digtet gaaet Hul paa, som nu findes stoppet i Fordanskningen med et andensteds fundet Brudstykke af et gammel-engelsk Kvad, som jeg allerede i Fortalen 1820 udpegede, og som melder om Hnefs Fald paa den Borg, som den jotiste Kong Finn havde overladt de seierrige Helte, men overfaldt saa lumskelig ved Nattetid.

Endelig vilde vel det forhen ubekiendte Sagn om Sørgespillet i den danske Kongeborg, hvorved et Bryllupsgilde blev forvandlet til en Ligbegængelse, været os en mørk Tale, dersom det ikke var omtalt i et andet angelsk Oldkvad; men nu seer vi klart, det hører til Kong Hrodgars egen Tid og til Hans prægtige Hjorteborg, saa det var ham selv, der efter Seiren over en maglebardisk eller longobardisk Viking-Flok havde trolovet sin Datter Freyvor med den faldne Høvdings Søn Ingel.


Gothiske Oldsagn

Da Gotherne ikke selv, som Nordmænd og Danskere, har bevaret Oldsagn om deres Helte og Hændelser, saa var det intet Under, om vi i den Henseende var aldeles indskrænkede til, hvad der fortælles i Digtet; men vor gode Lykke har dog villet, at vi mod al Formodning andensteds skulde finde et af disse Oldsagn bekræftet, og det paa en Maade, som ikke blot lærer os, at det er sandfærdigt, men tillige, paa hvad Tid de Gothe-Konger, som Bjovulvs-Drapen opregner, har levet.

Kong Higelak eller Hugleik i Gothland, som, efter Digtet, var Morbroder til Bjovulf og samtidig med Kong Hrodgar i Hans Alderdom, gjorde nemlig et Tog til Frisland og blev der slagen i Strid med „Franker og Friser”, som stod under Merovingerne, og nu læser vi i en frankisk Krønike fra det sjette Aarhundrede, at Aar 515 kom der en dansk Kong Hugleik (Cochilaicus) til Frisland og gjorde meget Rov paa Kysten, men blev saa overfaldet og dræbt af den frankiske Meroving Theudbert. Det er da aabenbar een og samme Begivenhed; thi at den frankiske Krønikeskriver, Gregor fra Tours, kalder den gothisie Kong Higelal dansk, giør ingen Forskiel, da man i den tidlige Middelalder sædvanlig udenlands kaldte alle Høinordboer Danskere, og selv Islænderne kaldte hele Høinordens Tungemaal „den danske Tunge”.

Oldsagnet om Higelaks Fader, den gamle Kong Hrædel, forstaaes let af sig selv; men Sagnet om den langvarige Krig, der efter Hans Død førtes mellem Gother og Svenskere, er, ved at indskydes stykkeviis i Digtet, blevet noget indviklet, saa Læseren kan nok behøve foreløbig at oplyses om, at først gjorde den svenske Kong Ongenthjov eller Angantyr Indfald i Gothland strax efter Kong Hrædels Død, fældte Hans Søn Hædkyn eller Hakon og bortførte Hans Dronning, som ventelig var en Datter ad den danske Kong Halvdan, men blev dog tilsidst jaget paa Flugt af Higelak og siden, da Higelak hjemsøgte ham i Sverrig, fældet af Kong Higelaks Kæmper, Vonreds eller Vanraads Sønner, Jofur og Ulv. Siden, da Kong Higelak var fældet i Frisland, hevnede Ongenthjovs Sønne-Sønner Skade ved at fælde Heardred eller Haardraade, Higelaks eneste Søn; men Helten Bjovulv, som blev Konge efter ham, tugtede Svenskerne tilgavns og satte Eadgils eller Adils paa den svenske Throne. Uagtet imidlertid alle disse gothiske og svenske Bedrifter har været os ubekiendte, saa bestyrkes dog derved det norske Oldsagn om Svenskerne, som en i Gothlandene senere indvandret Stamme, ligesom vi baade hos Saxe og hos Islænderne finder Kong Adils i Sverrig samtidig med Kong Rolv i Danmark.


Blandede Oldsagn

Det ældste af alle Sagnene i Bjovulvs-Drapen er det om Hermod, hvorefter han engang skal have været den berømteste Helt i Høinorden, men skal ved Stolthed og Grusomhed have forspildt sin Lykke og være kommet ynkelig af Dage i Jettefængsel; og det er mærkeligt, at skiøndt vi ikke før har hørt tale om nogen anden Bedrift af Hermod end Hans eeventyrlige Helrid paa Sleipner, saa nævnes han dog i Hyndlasangen som en af de ældste Helte, hvem Odin gav Hjælm og Brynje, ligesom han gav Sigmund Volsung Sværdet Gram.

Ogsaa i Bjovulvs-Drapen sammenlignes nemlig Hermod med Sigmund Volsung, og ved første Øiekast synes det vel, som om Angel-Skjalden havde tillagt Sigmund Dragekampen, som ellers baade nordiske og tyske Sagn tillægger Hans Verdensberømte Søn Sigurd Fofnersbane; men det er dog ikke Tilfældet, saa Volsung-Sagnet, det eneste, som Bjovulvs-Drapen har tilfælles med vore andre Kilder, har hos Anglerne vist lydt ligesom hos os.

Endelig berøres i Digtet et Oldsagn om Kong Offa eller Uffe og Haus Dronning Thryde eller Trude, som var en frankisk Prindsesse, og synes, efter at have dræbt et Udyr, der skulde bevogte hende, at være flygtet til Offa; men da der paa dette Sted er et Hul i Texten, bliver Sammenhængen tvivlsom og kun saameget vist, at Sagnet ikke maa henføres til den Kong Offa, der var samtidig med Keiser Karl den store, men til Offa den første, vores Uffe hin Spage, Vermunds Søn, om hvem Anglerne har havt samme Sagn som vi, og desuden et æventyrligt om Hans Dronning Thryde. Ved Benævnelsen „frankisk” maae vi da Heller ikke tænke paa det nuværende Frankerige, men paa Frankernes ældste Boliger i eller ved Nordfrisland.

Af de nordiske Herrestammer, som Bjovulvs-Drapen nævner, er Skjoldungerne i Danmark, Skilfingerne (ellers sædvanlig kaldet Ynglinger) i Sverrig og Vylfingerne (Ylfingerne) ventelig i Norge, saavelsom Volfungerne, os velbekiendte, og selv den Gothiske, som kaldes Hrædlinger og Vægmundinger, synes at höre til Skilfingerne; saa det maa blive den glædelige Slutning paa vor Betragtning af Bjovulvs-Drapens danske og gothisie Oldsagn, at de ikke blot har end ydermere beriget os Høinordboer, som alt paa dette „Guld fra Norden" var hovedrige, men har tillige, ved at nævne den angelske Stor-Viking Hengest i nøie Forbindelse med den danske Kong Halvdan, og ved at oplyse, hvem den saakaldte „danske Kong Hugleik” var, som Frankerne blev Nødt til at føre til Bogs, lindret vor Fattigdom paa Tids-Bestemmelser i vor mageløse Sagn-Historie.

Da det ventelig bliver sidste Gang, jeg kommer til at skrive om det gothiske Heltedigt, skal jeg derfor ogfaa gribe Leiligheden til paa det varmeste at anbefale det til alle Høinordens Stammer, og da især til vore gothiske Frænder bag Øresund, hvem det igrunden ligger allernærmest, og hvis Opmærksomhed det dog i hele sit halve Aarhundrede synes at have savnet. Det vilde da ogsaa være ganske besynderligt, om der hverken paa Ø-Gothland (Gulland) eller i noget af Gothlandene skulde opdages Spor af Veder-Marken, Hval-Næsset eller noget af de Stedsnavne, som Angel-Skjalden vel har anvendt med Shakspearsk Flothed, men dog sikkert ikke grebet af Luften.


November 1865, N. F. S. Grundtvig.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.