Brødrene, som forsvandt i en Fjord (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

59. Brødrene, som forsvandt i en Fjord

En Mængde Mænd boede ved Mundingen af en Fjord. De pleiede at gaae i Kajak, hver for sig; men nu hændtes det, at de, som begave sig ind i Fjorden, bleve borte den ene efter den anden, og ikke kom tilbage. Endnu vare der to tilovers, — et Par Brødre og meget stærke Mænd. Af disse begav først den Ældste sig ind i Fjorden, for at see, om han ikke kunde finde nogen af de Borteblevne. Han gik langs med Land, for at søge hele Fjorden rundt, og kom til et Sted, hvor Strømmen rev ham med sig, saa at han ikke kunde modstaae den. Han førtes lige ind til et Sted paa Landet, hvor der stode to gamle Folk, som trak ham til sig (d. e. ved Trolddom). Da han kom op paa Landet, var der en Mængde Mænd, Sønner af de Gamle, som toge hans Kajak, søndersloge den og lagde den op paa den opstillede Baad. Da han kom ind, beværtede de ham med Bær, men han bemærkede, at der imellem Bærrene laae Stykker af en Menneskehaand, derfor lod han dem staae. Det var nemlig disse Folk, som havde dræbt hans borteblevne Venner. Om Aftenen vilde de ogsaa angribe ham, og de udbredte, som de pleiede, et Skind paa Gulvet, for at prøve Kræfter med ham, men da ingen kunde magte ham, vovede de ikke at gjøre ham noget. Da han nu ikke kunde komme hjem, fordi han manglede Kajak, ventede hans yngre Broder forgjæves paa ham. Tilsidst begav ogsaa han sig paa Veien, for atter at opsøge ham, fulgte hele Fjordens Kyst, kom til Strømmen, og blev ligeledes trukken til Landet af de Gamle. Forinden Mændene kunde faae fat i hans Kajak, tog hans ældre Broder, der lod som om han ikke kjendte ham, Kajakken, og lagde den op paa Baaden. Om Aftenen sagde han til de Andre, at han nok skulde passe paa Broderen, de kunde gjerne sove. Men midt om Natten lod han ham undslippe, og først da han troede ham langt nok borte, vækkede han Husets Folk og sagde, at den Fremmede var flygtet, uden at være saaret. I en Hast satte de Baaden i Vandet, og roede efter ham med Mandfolkeaarer; men Broderen sad forrest i Baaden, lod som om han vilde roe stærkt, og knækkede derved den ene Aare efter den anden, saa at de tilsidst, af Mangel paa Aarer, ikke kunde naae den Flygtende. Denne slap lykkelig hjem, og reiste baade sydpaa og nordpaa, for at opsøge Medhjælpere. Om Vinteren droge de i Mængde afsted, for at angribe dem. Men da Fjordboerne mærkede, at de nærmede sig, sagde den ældre Broder til dem, at han vilde passe paa, de skulde imidlertid skjule sig i en Hule. Da Angriberne kom, viste han dem Stedet; de beskjød dem fra Indgangen til Hulen, og havde dræbt dem alle, med Undtagelse af den Gamle, da deres Pile slap op. Da fløi der en Fugl ud af Hulen, men en forældreløs Dreng, som øvede sig i Bueskydning, havde endnu en Piil; med den skød de Fuglen. Da de skulde see til, havde Fuglen været et Menneske. De sønderskare ham og udtoge hans Indvolde, nogle af dem sænkede de paa det dybeste Sted af Havet, andre bragte de op paa et Sted, hvor Solen aldrig skinnede.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 181-182.