Brødrene (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

20. Brødrene

To Brødre boede ved Mundingen af en Fjord, den ældre paa Solsiden, den yngre paa Skyggesiden. Engang om Natten, da de andre sov, gik den Yngres Tjenesteqvinde ud og om bag Teltet for at gjøre sin Nødtørft. Ligesom hun havde sat sig, saae hun det blinke, fik Øie paa en Baad, som nærmede sig og saae, at det var en Umiariak. Hun vilde reise sig, men mærkede pludselig at hun var ganske stiv; da vilde hun raabe, men kunde ikke frembringe en Lyd, derfor blev hun siddende ganske stille. Derefter saae hun Folk stige iland, de bare alle blinkende Vaaben, gik op til Teltet og stak i det fra alle Sider, der hørtes Skrig, og derpaa løb de alle ned til Stranden igjen; hun saae Vandet skumme, og derpaa en Flok Sælhunde drage udefter. Da de vare ganske af Sigte, kunde hun først reise sig igjen, gik ind i Teltet og fandt alle Beboerne dræbte og Gulvet fuldt af Blod. Skjøndt det endnu var mørk Nat, kunde hun dog ikke vente længer, men flygtede strax derfra og gik heelt indenom Bunden af Fjorden, og om paa den anden Side til den ældre Broders Telt, og fortalte ham, at alle hendes Huusfæller vare dræbte. Men han fattede Mistanke og troede, at hun selv havde dræbt dem. Da sagde hun: »gaa først selv over og see, saa kan du bagefter dræbe mig.« Derpaa gik han over til Broderens Boplads, og da han havde seet det gjennemstukne Telt, slog han sig tiltaals og tænkte blot paa at opsøge Fjenderne. Han henvendte sig da til en Angakok og bad ham besøge sig, for at udpege dem. Om Aftenen, da Angakokken var kommen, slukkede de Lamperne for ham og derpaa sagde han: »see der, see histoppe, der inderst i Landet seer jeg dem.« Da han ikke mere kunde forfølge dem, lod han Lamperne tænde igjen. Dagen efter begav den ældre Broder sig op i Fjorden og gik derfra, alene bevæbnet med sit Spyd, ind i Landet. Omsider opdagede han et Huus, og da han kiggede ind igjennem Vinduet, saae han en Mand med eet Øie, som sad og snittede noget ud af Træ. Da Manden vendte sig om, og saae den Fremmede, bad han ham komme ind; derpaa gik han ind, og satte sig tæt op til den Eenøiede. Denne sagde: »sid ikke saa nær ved mig, jeg kunde skjære dig.« Da Gjæsten havde flyttet sig, sagde han atter: »Bringer Mad til den Fremmede.« Derpaa hørtes der Latter, og under Brixen kom der lutter Narrajut, det vil sige Tykmavede, frem; disse vare hans Qvindfolk, de gik ud og hentede rigeligt ind af Mad, tørret Renskjød og Tælg. Derpaa sagde Værten: »imorgen vil jeg følge Dig for at opsøge dine Fjender, læg dig nu til at sove, og vær uden Frygt.« Dagen efter tog den Eenøiede en Mængde Pile, som han havde lavet, svøbte dem i et stort Skind og fulgte med ham. Da de kom længer ind i Landet, gik hans Ledsager hurtigere og hurtigere, saa at han knap kunde følge ham; tilsidst standsede han, lagde sine Pile paa Jorden og sagde: »naar du nu vender dig indefter, skal du raabe.« Uden at vide hvorfor, saae han derpaa indad Landet til og raabte. Da kom der pludselig tre store Bjørne. Den Eenøiede tog sin Bue, skjød og dræbte dem alle; derpaa vendte han sig til ham og sagde: »nu skal du atter see indad Landet til og raabe.« Da han saa atter raabte, fik han pludselig Øie paa en Mængde Mennesker, bevæbnede med Buer og Pile. Han blev meget bange, men den Eenøiede sagde: »stil dig bag ved mig, saasnart du stikker Hovedet frem, ville de skyde dig.« Da han nu var krøbet bag ved ham, skjælvende af Skræk, mærkede han, at Pilene regnede ned over dem, men derpaa mindskedes de, og tilsidst holdt de ganske op, eftersom Fjenderne havde forbrugt deres Pile og flygtede. Derpaa reiste den Eenøiede sig op og greb sin Bue, og hans Ledsager tog sit Spyd, forfulgte og tilintetgjorde dem. Paa Hjemveien saae den Eenøiede paa sin Ledsagers Vaaben, og spurgte ham, hvad det var for et Slags, han havde aldrig seet et saadant før, og vilde derfor kjøbe det. Da han var saa elskværdig, føiede han ham deri, og da de kom ned til hans Huus igjen, gik de til hans Forraadskammer. Han betalte med de saakaldte Havhareskind, nemlig ganske hvide Rensskind med sorte Striber, og han kaldte paa en af sine Qvinder, at hun skulde bære dem. Hun tog Pakken, og lagde den paa Maven og løb, men den Fremmede kunde ikke følge med hende. Da han naaede sit Hjem, havde hun lagt dem paa Taget af hans Huus. Efter den Tid blev hans Sind beroliget.

Fodnoter

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 96-98.