Brúsajøkils kvæði (Brúsajøkils kvad)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
|
Brúsajøkils kvad
Oversat fra færøsk af
Anker Eli Petersen
© 2005.
1.
Det var omkring juletid,
hunde blev sat i bånd,
der kom en vandringsmand gående,
med krykke i sin hånd.
Omkvæd:
Kong Olav han hærger blandt trolde,
hans silkesejl er røde,
Ormen den springer, årerne leger i tolde.
2.
"Sæt dig ned, du gamle mand,
sæt dig ned hos mig,
du har nok meget at fortælle,
gammel visdom er bedst.
3.
Hør på mig, du gamle mand,
sæt dig tæt ved mig,
ved du hvor, jeg kan forvente
at finde rigdom henne?"
4.
"Jeg ved ikke, hvor du kan forvente
at finde rigdom henne,
men ud for Herjalandets kyst
ligger der to øer.
5.
Ud for Herjalandets kyst,
ligger der to øer,
den ene hedder Sygri,
den anden kaldes Minna.
6.
Den ene øen kaldes Sygri,
den anden kaldes Minna,
derude bor han Brúsajøkil,
hvis du er mand nok at sejre."
7.
Asbjørn lader en busse bygge
både smuk og flot,
stævner nord langs Herjalandene,
sådan gik denne jul.
8.
Så sejler han Asbjørn
norden for Herja ø,
ham kom hverken Gud i hu
eller den hellige mø.
9.
Så sejler han Asbjørn
norden for Herja land,
ham kom hverken gud i hu
eller den hellige ånd.
10
"Læg nu til her ved landet,
hvor stranden er så kort,
dette er nok Bruses bo,
deroppe midt i fjeldet.
11.
Læg nu til her ved landet,
hvor stranden er så flad,
dette er nok Bruses bo,
som vi ser der oppe i fjeldet.
12.
Her, mine mænd, skal i ligge,
og være så stille som muligt,
vent på mig til i overmorgen
når solen stiger fra havet.
13.
Her, mine mænd, skal i ligge,
uden at lave støj,
vent på mig til i overmorgen,
når solen står op på himlen.
14.
Asbjørn gik op fra stranden,
helt uden følgesvende,
da han kom ind i grotten,
var Bruse ikke hjemme.
15.
Han stjal både hans guld og fæ,
samt hans gods og gårde,
hvis han ikke stjal hans våbenskjold,
så havde det gået upåagtet.
16.
Han stjal både hans guld og fæ,
hans grådighed var uden grænser,
bar det så ned til stranden,
hvor båden lå i vandet.
17.
Han tager både guld og fæ,
og binder dem op i læs,
både hans tøj og hans våbenskjold,
og flytter dem ned til stranden.
18.
Asbjørn smider sin byrde
ned på den grønne eng:
"Jeg har glemt mine handsker,
oppe i Bruses bo.
19.
Jeg har glemt mine handsker,
dem må jeg finde igen,
hvis han Brúsajøkil er hjemme,
så bliver der ballade."
20.
En af svendene svarede:
"Hvis du vil have mit råd,
lad os så sejle tilbage til lands,
og lad dine handsker ligge."
21.
En af svendene svarede,
han bærer guld på sin arm:
"Der findes nok af den slags handsker
hjemme i vores land."
22.
Dertil svarede Asbjørn,
drejede op på hælen:
"Jeg har så længe båret
de handsker på mine hænder.
23.
Her, mine mænd, skal i ligge,
og være så stille som muligt,
vent på mig til i overmorgen
når solen stiger fra havet.
24.
Her, mine mænd, skal i ligge,
under den grønne skråning,
vent på mig til i overmorgen,
når solen står op på himlen."
25.
Asbjørn gik op fra stranden,
helt uden følgesvende,
da han kom ind i grotten,
da var Bruse hjemme.
26.
Da sagde Asbjørn,
han var både smuk og klog:
"Her ligger mine handsker,
hvor du Bruse sidder."
27.
"Du har taget mit guld og fæ,
samt mit gods og gårde,
hvis du ikke stjal mit våbenskjold,
så havde det gået upåagtet.
28.
Du har taget mit guld og fæ,
samt al min stads og pragt,
bar det derpå ned til stranden,
hvor din båd lå i vandet."
29.
Derpå sagde Brúsajøkil:
"Bliv nu alt som før,
luk nu hele min grotte til,
uden en åben glugge!"
30.
Derpå sagde Brúsajøkil:
"Bliv nu alt som før,
luk nu hele min grotte til,
uden en åben dør!"
31.
Så stod de inde i grotten,
faren var nu åbenlys,
de trådte så hårdt på stengulvet,
som om de gik på sand.
32.
De brødes med hinanden,
gjorde så kvikke kast,
de trådte så hårdt mod bjerget,
som om det var af ler.
33.
Der siges, at Brúsajøkil,
fik så megen styrke,
han kastede Asbjørn mod grottens gulv,
så halsen gik af led.
34.
Han løftede hans skind og krop,
smed ham over dørkarmen,
"Lig nu der," kvad Brúsajøkil,
"til askekræs i aften!"
35.
Asbjørn skreg så jammerligt,
da han mistede livet,
det hørte hans svende
nede ved strandkanten.
36.
En af svendene sagde så,
mens han græd så såre:
"Jeg hørte det på røsten,
at Asbjørn mistede livet."
37.
Da svarede en anden svend,
dette var det han sagde:
"Jeg hørte det på røsten,
at Asbjørn gik fra livet."
38.
Svendene der var tilbage,
sejlede det salte hav,
Asbjørn faldt i Bruses hal,
Galtes gåde blev opfyldt.
39.
De hejste deres silkesejl,
guldet blinkede i råen,
de strøg ikke deres sejl før
de nåede Norges land.
40.
Der hvor deres skude
nåede fagert land,
kastede de deres anker
på den hvide sand.
41.
De lod deres ankre falde
på den hvide sand,
da var Ormar Torolvssøn
redet ned til stranden.
42.
Da var Ormar Torolvssøn
redet ned til stranden:
"Hvor er Asbjørn, min bror,
han var ikke først i land?"
43.
Da svarede en af svendene,
som sejlede det salte hav:
"Asbjørn faldt i Bruses hal,
Galtes gåde blev opfyldt."
44.
Ormar vendte sig bort fra dem,
rasende og vred:
"Dog skal jeg til Herjaland,
og kommer ikke tilbage derfra."
45.
Dertil sagde kong Olaf,
siger frem for sig:
"Hvis du drager til Herjaland,
lad mig følge dig.
46.
Hør mig Ormar Torolfssøn,
du drager til Herjarø,
hav da både Gud i hu,
og den hellige mø.
47.
Hør mig Ormar Torolfssøn,
du drager til Herjaland,
hav da både Gud i hu
og den hellige ånd.
48.
Så sejler han Ormar
nord mod Herjarø,
han kom både Gud i hu
og den hellige mø.
49.
Så sejler han Ormar
nord mod Herjaland,
han kom både Gud i hu
og den hellige ånd.
50.
"Læg nu til her ved landet,
hvor stranden er så kort,
dette er nok Bruses bo,
deroppe midt i fjeldet.
51.
Læg nu til her ved landet,
hvor stranden er så flad,
dette er nok Bruses bo,
som vi ser der oppe i fjeldet.
52.
Her, mine mænd, skal i ligge,
og være så stille som muligt,
vent på mig til i overmorgen
når solen stiger fra havet.
53.
Her, mine mænd, skal i ligge,
uden at lave støj,
vent på mig til i overmorgen,
når solen står op på himlen."
54.
Ormar gik op fra stranden,
trygt og uden fare,
søerne blev blege og blå,
som bredte sig for hans øjne.
55.
Det var Ormar Torolfssøn,
han gik sig ned til stranden:
"Send min lille båd herover,
jeg når ikke grotten til fods!"
56.
Ormar skød sin lille båd
ud fra den skarpe klippe:
"Hør mig, du onde Brúsajøkil,
jeg vil blive din bane."
57.
Ormar skød sin lille båd,
ud fra den skarpe sten:
"Hør mig, du onde Brúsajøkil,
nu skal du vente på mig."
58.
Han kom vel over søerne,
slap helskindet fra faren,
da så han en hæslig kat,
stå for sine øjne.
59.
Ormar lagde en pil på strengen,
en anden og en tredje,
katten greb dem alle sammen
og bed dem over på midten.
60.
"Unge mand, nu skal du ikke
spilde dine pile,
selv om du skyder hele dagen,
så får du ikke livet af mig."
61.
Det var Ormar Torolfssøn,
han holder sit blanke sværd,
huggede det ind i kattens bryst,
så odden ramte hjertet.
62.
Katten faldt ned på jorden,
hele verden skjalv,
da sprang femten trolde ud,
og rystede sine pelse.
63.
Da bankede Ormars hjerte kvikt,
som kniv med løst skæfte,
han slog de femten trolde ihjel,
så var (kun) Bruse tilbage.
64.
Ormar holdt sig til den skik,
som Asbjørn ej gjorde før,
jeg har hørt - og det er sandt -
han ristede kors på døren.
65.
"Hør, du onde Brúsajøkil,
hvad jeg siger til dig:
jeg har ikke fået erstatning,
efter Asbjørn, min bror."
66.
"Han røvede mit guld og fæ,
samt mine gods og gårde,
hvis han ikke stjal mit våbenskjold,
så havde det gået upåagtet."
67.
Dertil svarede Brúsajøkil,
siger for sig selv:
"Du har dræbt min bedste kat,
avlet af mig selv."
68.
"Dertil svarede Ormar den stærke,
ham skal man ikke tirre:
"Vi skal ikke sammenligne
Asbjørn med din kat."
69.
De cirkler rundt på grottegulvet,
faren var overhængende,
de trådte så hårdt på grottegulvet,
som om det var lavet af ler.
70.
Der var tummel i Bruses hal,
Ormar blev tvunget i knæ:
"Kong Olaf, du Guds velsignede,
ræk mig nu en hånd!
71.
Du sande Gud i himmerige,
hjælp mig i en fart,
hvis jeg holder mig til den tro,
som kong Olaf pålagde.
72.
Jeg skal tjene kong Olaf,
i alle mine dage,
hvis Gud vil løse mig fra min nød."
Det lovede den brynjeklædte.
73.
Dertil svarede Brúsajøkil,
skriger nu hårdt og højt:
"Han du bærer i din kæft,
han er her ikke i nat."
74.
Da var tummel i Bruses hal,
Bruse faldt i knæ,
de huggede selve bjerget i stykker
som om det var lavet af ler.
75.
Jættens fuldskæg var så langt,
som hestens længste trevl,
Ormar spændte fødder i fjeld,
nu er de håndfaste.
76.
Der fortælles, at Ormar den stærke,
fik så mange kræfter,
begge hænder om jættens skæg
og fødderne i spænd mod fjeldet.
77.
Han rev selve kødet af ham,
skægget ind til tænderne,
alligevel forekom Brúsajøkil,
smukkere end andre mænd.
78.
Han rev hele skægget af ham,
kød og kindernes fylde:
"Uha," sagde Brúsajøkil,
"nu bliver legen farlig.
79.
Skægget skulle pryde mig,
det var smukt og fyldigt,
tre gange om dagen,
hang det over guldrøg.
80.
Skægget skulle pryde mig,
det var meget værdifuldt,
tre gange om dagen,
pyntede jeg det med guld.
81.
Det fortælles, at Ormar den stærke
fik så mange kræfter,
han hamrede jætten i grottegulvet,
så halsen gik af led.
82.
Bruse skreg så jammerligt,
da han fik banesår,
det hørte Ormars svende
nede ved strandkanten.
83.
"Det var ikke Ormars stemme,
som nu går mod sin død,
velsignet være moderen,
som lagde mad i hans mund!"
84.
Så gik Ormar rundt i grotten,
rev den ned til grunden,
han tog tre stene ved sin barm,
som hver vejede mere end et pund.
85.
Han tog tre stene ved sin barm,
han den rige kæmpe,
han gav to til kong Olaf,
den tredje beholdt han selv.
86.
"Jeg vil tjene dig, kong Olaf,
i alle mine dage,
om end jeg skal leve som hjemløs,"
sagde den brynjeklædte.
