Branden på Flugumyre
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
|||||
|
Branden på Flugumyre[1]
22. oktober 1253
Uddrag af Þorgils saga skarða
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2013
— — Nu er der det at fortælle om Eyjolf Torsteinson, at han samlede folk omkring sig. Han sendte besked til Rane Kodranson, som var ude på Flatey. Han drog fra Flatey mandag nat og kom ved daggry til Mødrevold sammen med seks andre. Disse folk fulgtes med Rane: Einar Grimson, Tord Bjørnolfson, Koll-Tord, Einar Bardung, Tore Bukunge og dennes bror — Torgeir Sælsnæse. Disse folk var hos Eyjolf: Asgrim — hans bror — og Kolbein Overskæg, Are Ingemundson, Erik Brandson; den sjette var Ingjald Pryd Eymundson, de to Kvistunger — Steintor og Jon — og brødrene Hermund og Kolgrim — det var 10 — og Torgeir Kåd, Ofeig Erikson, Andreas Brandson, Jon fra Bakke og dennes søn — Ljot — det var 15 — Havstein og Torarin Ljotsunge og tre, der hed Torgils — det var 20 — og Torstein Økse, Fod-Ørn, Steingrim Naddson, Einar fra Gardsvig, Skvaldre-Odd — det var 25 — Vigfus Fund, Asmund fra Bringe, Torleif Fagerdøl, Einer Torgrimson fra Øksnahol, Torvald Sveinson, Brekke-Kåre, Helge Fåreøje samt Ragnhildssønnerne Brynje-Hall og dennes bror — Konal. Der var 42 mand hos Eyjolf, hvoraf 30 var i ringbrynje og to i trøje. De red af sted om tirsdagen, til de kom op på Øksnedalshede. Der mødtes de af Torvard fra Saurbø, Gudmund fra Ravnegil, Tykke-Bjørn, Torleif Fagerdøl[2] og endnu flere. Kolbein Overskæg bad sin bror — Bjørn — drage med dem, men det ville han afgjort ikke. Man forsøgte sig også hos Torvard fra Saurbø, men svaret var et bestemt nej. Torleif fulgte dog med dem.
Der var en mand, der hed Helge Strømpefod. Han boede i Fagranæs oppe ved heden. Han var søn af Torvald, som var Gudmund Dyres søn, og han og Gissur var beslægtede som næstsøskendebørn. Han løb om dagen over fjeldet til Hørgådalen for at advare Gissur og dennes sønner. Da Eyjolf og de andre kom fra Øksnedalshede, var Helge kommet på siden af dem og hørte, at de red. Da begyndte de at ride til. Helge så sig da ikke i stand til at følge dem, og han vendte snart om. Det var hen imod slutningen af dagen. Eyjolfs flok kom til Høkustad. Dér efterlod de Torbjørn Ørneunge og yderligere en mand; han skulle sørge for, at der ikke slap nogle efterretninger ud derfra. Torvald Læbeskæg var til stede dér, og Eyjolf truede ham, men der blev ikke gjort ham noget. Da de kom til Skeljungsstad fortalte Eyjolf alle folkene, at han agtede sig til Flugumyre med hele styrken for at angribe Gissur og dennes sønner med våben — eller ild, hvis ikke de fik ram på dem på anden vis. Der var mange af folkene dér, som både fandt det svært at skulle tage af sted og at skulle vende om igen, men ingen af dem, der var kommet, vendte om. De red nu i fart, og vejen var god ned gennem herredet. Folk har også siden omtalt, hvor rask det gik til. Da de kom over Dybdalså, red de den øvre vej langs fjeldet neden for Byghol og ned fra fjeldet og gennem gærdet til Flugumyre. Dér steg de alle af hestene ved en fårefold, der lå syd for husene. De bandt deres heste og gik i samlet flok så stille som muligt hen til husene. To mand — Markus Mårdson og Beine Steinson — stod vagt på gårdspladsen. Med det samme han blev klar over faren, løb Markus væk fra gården, og han standsede ikke, før han nåede ud til Tværå, hvor han løb ind i kirken. Således blev folk vidt omkring i herredet i løbet af natten klar over ufreden. Én mand løb da ned til Hegranæs, og en anden over til Stad, og derfra så man ilden langt omkring i herredet. Alle steder samlede folk sig, så snart de fik noget at vide, men ingen steder således, at det blev til gavn for dem, der blev udsat for vanskelighederne.
Beine løb uforfærdet ind i soverummet og bad folk stå op og sagde, at der var fare på færde. Så løb han ud fra soverummet og begav sig til den sydlige yderdør, som han agtede at forsvare, så godt han formåede. Han var alene bevæbnet med en håndøkse. Da var Kolbein Overskæg og fire andre kommet ind i forstuen, og Kolbein gik imod Beine og huggede ham med sit sværd på venstre side af hovedet, så sværdet gik ned i overkæben; det var et stort sår. Beine ravede væk til soverummet. Gissur Glade og Såm lå i den samme seng. Ravn havde om aftenen advaret Gissur Glade om ufreden, men denne havde glemt at sige det til sin navnebror — Gissur Torvaldson. Gissur Glade kom hurtigst på benene sammen med Bjørn — Olav Chaims søn. Gissur havde skjorten om halsen, men var ikke kommet i ærmerne, da han sprang op. Han trak i en brynje og tog sig et skjold, for alle skjoldene var aftenen før blevet båret ind fra udhuset på foranledning af husfruen Gro. Da Gissur kom ud af sengen, blev Såm — hans sengekammerat — hugget ihjel. Gissur hørte, at Såm sagde dette, idet han blev hugget: »Noget sådant var forventeligt!« Åmunde og Magnus — begge sydlændinge — blev også dræbt i sengene. Gissur Glade løb hen i døren til kvindernes soverum og dækkede sig med skjoldet, som han satte i døråbningen, så han nærmest var under skjoldet. Han holdt det så fast, han kunne, mens Bjørn og Beine forsvarede døråbningen over hovedet på ham.
Nu indtraf mange ting samtidig, men der må fortælles om én ad gangen: Gissur Torvaldson og Gro lå i den venstre side af soverummet ved den skillevæg, der var nærmest kvindernes soverum, mens Hall — Gissurs søn — og Ingebjørg lå i en gavlseng på modsatte side af skillevæggen. Der var en rund åbning i skillevæggen mellem rummene. Gissur sprang gennem denne åbning og ned på sin søn Hall og bad ham vågne med det samme. Gissur fik en brynje på og satte en stålhjelm på hovedet. Gro greb sværdet Brynjebider og løsnede fredsbåndene og rakte det til Gissur. Han trak da sværdet. Hall sprang hurtigt op og fik tag i alle sine våben, men til at begynde med havde han ikke noget tøj på — bortset fra undertøj. Han begyndte straks at opmuntre folk til at gøre det godt og sagde, at der ikke ville ske nogen skade.
Eyjolf og Rane havde fordelt angrebsstyrken således, at Eyjolf gik mod den sydlige dør og Rane mod den nordlige — hver med 20 mand. Kolbein Overskæg, Are Ingemundson og Torstein Økse gik mod syddøren sammen med Eyjolf. Rane fulgtes af sin flok og Jon fra Bakke og Einar fra Øksnahol. To mænd bar ilden: Skvaldre-Odd og Torarin Ljotsunge.
Disse folk fik fat i deres våben i soverummet og vendte sig til forsvar: Gissur Torvaldson selv og hans tre sønner foruden Gissur Glade, Bjørn Olavson, Beine Steinson, Torstein Skeggeson, Gudmund den Voldsomme — Gissurs slægtning — og Tord Degn — det var 10 — og Torbjørn Tud, Svart Toreson og Grim Lam. Sidstnævnte sprang op hurtigst af alle og greb en skindpose fra sengen og drev den for døren til det nordlige soverum, således at Hall Gissurson og de seks andre, der var sammen med ham, vedholdende kunne forsvare sig. Det lykkedes aldrig for Rane og de andre at komme ind i soverummet. De formåede at forsvare sig tappert længe, fordi de kun blev angrebet fra én side.
En af dem, der også fik våben, var en mand ved navn Asgrim — han var fra Tværå nordpå. Han var sammen med munken Torleif Brygger og Halldor Øgmundson, som siden blev kaldt Halshug. Disse 15 ydede et tappert forsvar. Præsten Jon Halldorson havde ingen våben, men han værgede sig mandigt og opildnede de andre til at gøre deres bedste, og han kastede tøj over Eyjolfs folks våben så ofte, som han kunne komme til det. Skafte Dalkson var den eneste til stede, der ikke var til nogen nytte. Stein Smed fik sig en buløkse. Han var ikke meget bevendt til forsvar, men han var dog hos sine kammerater. Gudmund Falkeson og Sokke Ormson havde sovet i lillestuen, mens Ketil Syder, Kormak Foged, Guttorm Knægt og Kolbein Klynk var i et kammer — ingen af dem nåede ind i soverummet.
Nu gik Eyjolfs flok hårdt til angreb inde i soverummet, og kampen blev voldsom og skarp, fordi forsvaret var meget tappert. De kæmpede længe natten igennem, og striden var så hård, at folk, som var til stede dér, har fortalt, at ild syntes at gnistre, når våbnene mødtes. Torstein Gudmundson sagde også siden, at han aldrig havde været udsat for, at folk havde værget sig lige så modigt, og alle har berømmet det forsvar, der fandt sted på Flugumyre — både venner og fjender. Kolbein Overskæg var forrest af Eyjolfs mænd sammen med Are Ingemundson, Kvistungerne, Torstein Gudmundson og Erik Brandson. De huggede både hårdt og ofte. Bjørn Olavson, Gissur Glade, Gudmund den Volsomme, Tord Degn og Torbjørn Tud gjorde det samme til gengæld. Torbjørn Overskægs flok blev indimellem drevet ud af soverummet, og andre gange trak de andre sig længere tilbage nordpå i soverummet. De kæmpede en lang tid af natten, men tog hvil undervejs som ved skindleg.
Da Rane og hans flok ikke kunne komme ind i soverummet, løb Jon fra Bakke op på husene sammen med tre andre for at holde vagt. Fod-Ørn sad for det meste på sin hest og holdt udkig. Det lykkedes Ranes folk at få døren åbnet så meget, at de kunne stikke med sværdene, hvillket dog ikke sårede mange. Torbjørn Olavson og Gissur Glade fik tag i nogle spyd, der stod i krogene foran gavlsengen ved døren til kvindernes soverum, og de gjorde god gavn i folkenes forsvar. Mange af Gissurs folk havde også skjolde. Torstein Skeggeson forsvarede gavlsengen over for den seng, som Hall havde ligget i. Han havde skjold og sværd og værgede sig godt. Isleif Gissurson kæmpede sammen med ham dér. Torstein gik frem foran Isleif og blev såret. Bjørn Olavson stødte et spyd mod Eyjolf Torsteinson, og denne faldt baglæns over en kiste, men blev ikke såret. Bjørn opildnede natten igennem sine kammerater og bad dem slå Eyjolf tilbage og sagde, at de ikke havde det mere svært end modstanderne. Gissur fremhævede altid siden hans forsvar og sagde, at han aldrig havde set en raskere mand.
Gissur sprang op i gavlsengen, da Torstein blev såret. Eyjolf og hans folk søgte da nordpå gennem døren til kvindernes soverum, og Eyjolf var da forrest. Det så Gissur, da han stod i gavlsengen, og han agtede at hugge Eyjolf over armen med begge hænder på Brynjebider, men sværdodden ramte stangen til sengeforhænget, og hugget traf aldrig Eyjolf. Eyjolfs folk fik aldrig øje på Gissur den nat, og de opfordrede ham til at vise sig, men han svarede ikke.
Så beordrede Kolbein Overskæg de andre til at kaste ham ham ind i mængden af Gissur-folkene, hvilket blev gjort. Derved opstod en stor tumult, og i samme øjeblik huggede Are Ingemundson Ketilbjørn Gissurson over hånden. Han sagde til drengen, da denne mistede hånden, som blev hugget af: »Nu var der én, der fik hug!« sagde han, »— men det skal snart blive til flere.« Der hang mange skjolde i soverummene, og Gissur bad sine folk gribe skjoldene og danne en skjoldborg i døråbningen mellem soverummene. Dette blev gjort. Rane og Kolbein gik hårdt frem, men formåede ikke at splitte skjoldborgen. Kolbein greb efter skjoldene og agtede at rive dem fra folkene, men Gissur huggede ham over armen. Så kæmpede de igen længe.
Da Eyjolf indså, at de ikke kom nogen vegne, og frygtede, at naboerne ville komme, satte de ild til huset. Jon fra Bakke havde haft en tjærespand med sig. De tog nogle fåreskin, som hang udspilede udenfor, smurte dem med tjære og satte ild til. Nogle tog høet, der lå udenfor, og stoppede det i glughullerne og antændte det. Huset fyldtes da snart af tyk, kvælende røg. Gissur lagde sig ned i soverummet ved siden af sengestokken og holdt næsen og ansigtet ved gulvet. Gro — hans kone — var ved siden af ham. Torbjørn Tud lå også dér ved dem, og han og Gissur vendte med hovederne imod hinanden. Torbjørn hørte, at Gissur bad mange og højtidelige bønner til Gud på en måde, som han aldrig syntes at have hørt det før. Det forekom ham, at han ikke kunne åbne sin egen mund for røgen. Derefter rejste Gissur sig, og Gro støttede ham. Han gik da ud i den sydligste forstue, og både røgen og heden havde da udmattet ham meget. Han agtede at komme ud, snarere end at blive kvalt længere inde. Gissur Glade stod ved yderdøren og talte med Kolbein Overskæg. Kolbein tilbød ham fred, for de havde tidligere aftalt, at hver af dem skulle give den anden fred, når han havde magt til det. Gissur Torvaldsen stod bag sin navnebror, mens de talte om dette, og han blev derved afkølet noget. Gissur Glade sagde: »Jeg vil udpege en mand til at få fred sammen med mig.« Kolbein samtykkede straks i dette, såfremt Gissur og hans sønner ikke var omfattet. Da kom Ingebjørg Sturladatter ind ad døren til Gro. Hun var kun iført natkjole og var barfodet. Hun var da 13 år gammel, men stor af vækst og med et gævt udseende. Et sølvbælte var blevet viklet om hendes fødder, da hun trådte ud af sengen. I bæltet hang en pung, som indeholdt de mange smykker, hun ejede. Gro tog meget glad imod hende og sagde, at det samme skulle overgå dem begge.
Da Gissur var blevet kølet mere ned, valgte han ikke at løbe ud. Han var iklædt undertøj, brynje og stålhjelm og havde sværdet Brynjebider i hånden. Gro havde kun natkjole på. Gissur gik hen til Gro og tog to guldfingerringe ud af sin bæltepung og gav hende dem i hånden, for han ventede, at hun ville overleve, men han selv dø. Den ene guldring havde biskop Magnus — hans farbror — ejet. Den anden havde tilhørt Torvald — hans far. »Jeg vil,« sagde han, »— at mine venner får glæde af disse kostbarheder, hvis det går, som jeg ønsker.« Gissur mærkede på Gro, at hun havde svært ved, at de skulle skilles fra hinanden. Gissur søgte da ind gennem husene sammen med sin slægtning Gudmund den Voldsomme — denne ville aldrig forlade ham. De kom til døren til lillestuen, og Gissur agtede at slippede ud den vej. Så hørte han stemmer, der bandede, udenfor, og vendte om derfra. Nu må denne beretning imidlertid vente.
Gro og Ingebjørg gik ud i døren. Gro bad om, at Ingebjørg måtte gå ud. Det hørte Kolbein Overskæg — hendes slægtning — og han bad hende komme ud til sig. Hun sagde, at det ville hun ikke, medmindre hun måtte vælge en mand til at ledsage sig. Kolbein sagde, at det måtte hun ikke. Gro bad hende gå ud, »— men jeg må finde drengen Torlak — min søsters søn,« sagde hun. Han var allerede løbet ud, og der var ild i hans undertøj, da han kom ud på marken. Han var 10 år gammel. Han kom hen til kirken. Nogle folk siger, at Torstein Økse skubbede Gro ind i ilden, og dér blev hun fundet i forstuen. Kolbein Overskæg sprang ind i ilden erfter Ingebjørg og bar hende ud til kirken. Da begyndte husene at brænde voldsomt. Hall Gissurson kom lidt senere frem til den sydligste yderdør sammen med sin følgesvend Arne Besk. De var begge meget forkomne og udmattede af heden. Der sad et bræt på tværs af døråbningen. Hall så på det og sprang straks ud over brættet. Han havde et sværd i hånden, men ikke flere våben. Einar Torgrimson stod nær ved, hvor Hall sprang ud, og han huggede Hall i hovedet med sværdet, og det var et dødeligt sår. Da han faldt, huggede en anden mand ham i det højre ben under knæet, så det næsten blev hugget over. Munken Torleif fra Tværå — bryggeren — var kommet ud tidligere og var dér på gårdspladsen. Han tog et fåreskind og trak det under Hall, da Einar og de andre gik væk fra ham. Han slæbte det hele — Hall og skindet — hen imod kirken, uden at de så det. Men Hall havde ikke meget tøj på, og kulden bed meget i hans sår. Munken var barfodet og blev meget forfrossen, men han fik omsider dem begge hen til kirken.
Arne Besk sprang ud straks efter Hall. Han ramte brættet med foden — han var da oppe i årene — og han faldt, da han kom ud. De spurgte, hvem der trimlede sådan om. »Arne Besk er her,« sagde han, »— men jeg beder ikke om fred. Jeg ser den mand, der ligger kort herfra, og det ville ikke være dårligt, at det gik mig, som det er gået ham.« Da sagde Kolbein Overskæg: »Er der nu ingen, der husker Snorre Sturlason?«[3] Både han og Are Ingemundson overfaldt Arne, og endnu flere huggede ham, og dér mistede han livet.
Så faldt hustaget sammen — først nordfra mod syd ved det loft, der var på huset. Disse folk opholdt sig derunder: Isleif Gissurson og Ketilbjørn — hans bror — og Bjørn Olavson, Stein Smed, Kolbein og Asgrim. Guttorm Knægt, Ketil Syder og Kormak omkom i kammeret. Sokke Ormson døde i lillestuen. En løsarbejder ved navn Pål fandtes død i stuens bordtøjskammer. Ni fattigfolk blev kvalt i gæstehuset, heriblandt Torfinn — Torolf Tinsmeds far. 25 mennesker mistede livet i branden. Halldor Øgmundson slap ud af forrådshusets syddør. Dér stod Eyjolf Torsteinson, som gav ham fred, men da han næsten var nået hen til kirken, mødte han dér den mand, der hed Torgils Smed, og som sidenhen blev dræbt på Mødrevold. Han greb ud efter Halldor og sagde, at det ikke hastede sådan med at komme i kirke. En anden mand huggede efter ham med sværdet ved kirkens forrum og traf ham foran på halsens højre side, så blodet stænkede helt hen på kirken. Det var et stort sår, og med det kom han ind i kirken. Nu begyndte alle husene at brænde på nær køkkenet, lillestuen og mejeriet.
Nu skal der fortælles om Gissur Torvaldson. Han kom ind i mejeriet fulgt af sin slægtning Gudmund. Gissur bad ham gå væk og sagde, at han snarere kunne redde sig alene — hvis dette blev ham undt — end hvis de var to. Så kom også præsten Jon Halldorson til, og Gissur bad dem begge forsvinde. Gissur kastede brynjen og stålhjelmen, men beholdt sværdet i hånden. Jon Præst og Gudmund søgte til husets sydlige dør og fik begge fred. Gissur gik ind huset. Han fik øje på et skyrkar, som stod på stolper. Han stak sværdet Brynjebider ned deri, så det sank i til over grebet. Gissur så et mindre kar stå i jorden derved. Det indeholdt valle, og skyrkarret stod hen over og skjulte næsten vallekarret, der stod fast i jorden. Der var plads til, at Gissur kunne komme ned i vallekarret, og han satte sig ned i vallen kun iført sit undertøj. Vallen nåede ham til brystvorterne. Det var koldt i vallen. Han havde ikke siddet der længe, før han hørte stemmer, og de talte om, at tre mand var udset til at angribe ham, hvis han blev fundet, og de skulle hver især hugge deres hug og ikke gå for hastigt frem, men se hvordan han tog det. Rane og Kolbein Overskæg og Are Ingemundson var udset til dette. Så kom de ind i rummet med lys og ledte overalt. De kom til det kar, hvori Gissur sad, og stak med spyd ned i karret tre eller fire gange. De var uenige; nogle sagde, at de ramte noget, andre at de ikke ramte noget. Gissur holdt forsigtigt hænderne over maven, for at de ikke skulle bemærke, at de ramte noget. Han blev såret i håndfladerne og foran på knæene og på skinnebenene. Det var små sår, men der var mange. Gissur har siden fortalt, at før de kom ind i rummet, rystede han sådan, at det skvulpede i karret, men da de kom derind, rystede han ikke. De gennemsøgte rummet to gange, og det gik på denne måde begge gange. Derefter gik de ud og gjorde klar til at tage af sted. De folk, som da var i live, fik fred: Gudmund Falkeson, Tord Degn og Olav, som siden blev kaldt Gæst — ham havde Einar Torgrimson såret forinden. Det var da blevet dag.
Brandstifterne steg til hest og forlod gården. Fod-Ørn red sidst ud af gården, og han sagde til Eyjolf, at han så en mand gå til kirken støttet af andre, og han mente, at det var Gissur. Han tilføjede, at der kun var ét at gøre: At ride tilbage. Mange svarede, at det ikke kunne passe. Der blev heller ikke vendt om. Gissur var dog kommet til kirken, som Ørn mente, for det var blevet så koldt for ham, at han ikke længere kunne udholde at være i vallen. Da han kom ind i kirken, blev han dækket med tæpper, og den kone, der hed Hallfrid Gårdhoppe, varmede ham på sine lår — hun blev siden tjenestekvinde hos Kalv Brandson på Videmyre. Han fik hurtigt varmen, men var blevet meget hæs af røgen og kulden. Gissur kom sig hurtigt, og tog disse sorger og prøvelser mandigt og godt. Hall Gissurson døde, da det var blevet halvlyst. Da Flugumyre brændte, var der gået 60 år på nær fire fra Ønund-branden og 25 år fra Torvalds-branden.
Disse hændelser rygtedes hurtigt langt omkring, og alle forstandige folk mente, at dette var det værste, der var sket her i landet. Måtte Gud i sin store barmhjertighed og mildhed tilgive dem, der begik dette! Gissur red først på morgenen op til Tunge ledsaget af få folk. Dette gjorde han af forsigtighed, hvis hans uvenner skulle komme. Han red snart tilbage til Flugumyre fulgt af nogle bønder fra Tunge. Pål Kolbeinson fra Stad kom ham da i møde med mange folk. Da blev Gissurs søn — Isleif — båret ud på et skjold. Der var intet tilbage af ham bortset fra den brændte overkrop inde i brynjen. Man fandt også brystet af Gro, og det blev også båret ud til Gissur på et skjold. Da sagde han: »Pål min frænde! Her kan du se min søn Isleif og min kone Gro.« Da bemærkede Pål, at Gissur så væk, og at tårerne stod som hagl fra hans ansigt.
Der brændte mange værdier, som tilhørte folkene, der var til stede på Flugumyre. Mange folk havde også ført deres kostbarheder dertil — dundyner og andet — og det hele brændte. De fleste værdier, der brændte, tilhørte dog Gissur. Først og fremmest gården Flugumyre, der ikke havde sin lige i Skagafjord bortset fra bispegården på Holar. Alle husene var gedigent udførte. Alle forstuerne var fuldstændig beklædt med paneler helt ind til stuerne. Soverummene og stuen var overalt behængt med vægtæpper. Også mange kostbarheder tilhørende Ingebjørg Sturladatter brændte op. Hendes slægtning Halldora — datter af Snorre Bårdson — der dengang boede på Odde, indbød hende til at bo hos sig. Hun tog dertil sammen med sine ledsagere. Hun var meget medtaget og endnu kun et barn af alder. — —
Noter:
