Brudgommen og Spøgelset
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Brudgommen og Spøgelset
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Fire Mænd vare engang i Færd med at grave en Grav; Nogle sige, at det var paa Kirkegaarden paa Reykholar. Det var muntre Mænd Allesammen, men een af dem, et ungt og fyrigt Menneske, var dog den overgivneste af dem Alle. Da Graven begyndte at blive dybere, kom en Mængde Menneskebeen op af den, og deriblandt et Laarbeen, der havde tilhørt en overvættes stor Mand. Den overgivneste af Graverne tog Laarbenet i Haanden, eftersaae det nøie, og maalte det ved sit Been, og Sagnet fortæller, at det naaede ham fra Fodsaalen heelt op til Hoften, skjøndt han idetmindste var en Mand af Middelhøide. Han sagde i Spøg: »Det skal aldrig slaae mig feil, at denne Mand har været en dygtig Bryder, og det kunde være morsomt at have ham til Gildesgjæst, naar man engang skal have Bryllup.« De Andre gave ham vel Ret deri, men talte dog mindre derom. Derpaa lagde Manden igjen Laarbenet ned ved de øvrige Been.
Der meldes nu ikke Noget, før fem Aar derefter, da denne unge Mand havde fæstet sig en Kvinde og der allerede to Gange var blevet lyst for dem. Da drømte hans Fæstemø tre Nætter i Rad, at der kom en forfærdelig stor Mand hen til hendes Seng og spurgte hende, om hendes Fæstemand nu vilde huske, hvad han engang for nogle Aar siden i Kaadhed havde snakket med ham om, og den sidste Nat føiede han til, at han nu ikke skulde slippe fri for at have ham til Bordgjæst ved Brylluppet. Pigen svarede ikke Noget herpaa, men uhyggeligt følte hun sig tilmode isøvne, da hun fik dette at høre og saae, hvor stor Manden var. Hun havde ikke omtalt disse Drømme for sin Fæstemand, før hun havde drømt om Manden tre Gange, da sagde hun om Morgenen til ham: »Hvem har Du isinde at indbyde til vort Gilde, mit Hjerte?« »Det veed jeg ikke endnu, min Skat,« svarede han, »derpaa har jeg slet ikke tænkt endnu; jeg vilde have alle tre Lysninger fra Haanden først.« »Har Du da slet ikke indbudt Nogen endnu?« spurgte hun. Han svarede, at det han huskede, havde han ikke gjort det, men han begyndte dog at tænke herover, og det forekom ham underligt, at hun saa ivrigt spurgte ham herom. Efter nogen Betænkning sagde han, at han ganske vist ikke havde indbudt Nogen endnu; rigtignok havde han for nogle Aar siden i Spøg sagt til en afdød Mands Laarbeen, der var gravet op af en Grav, at det kunde være morsomt at have en saa høivoxen Mand til Gjæst, naar man engang skulde have Bryllup, men derfor kunde han dog ikke siges at have indbudt Nogen. Hans Fæstemø blev noget alvorlig derved og sagde, at det Slags Spøg ikke havde været paa sin Plads, og allermindst med de Henfarnes Been, »og nu kan jeg sige Dig,« sagde hun, »at den Samme, som Du drev denne Spøg med, har nok for Alvor i Sinde at møde som Gjæst ved vort Gilde.« Hun fortalte ham nu alle sine Drømme, og hvilke Trusler den store Mand havde ladet sig forlyde med den sidste Nat. Over Alt dette blev da hendes Fæstemand forfærdet og sagde, at hun havde Ret i, at det havde været bedre, om Munden havde tiet stille med slig Spøg.
Om Kvelden gik han tilsengs, som han pleiede, men om Natten tyktes ham, at en uhyre stor Mand, der lignede en Kjæmpe og havde et uvenligt og barskt Udseende, kom hen til ham og spurgte, om han nu agtede at holde det Løfbe, han havde givet ham for 5 Aar siden, nemlig at have ham til Bordgjæst ved sit Bryllup. Fæstemanden blev ganske forfærdet og svarede, at det maatte vel være saa. Den Anden sagde, at han ikke skulde undgaae det, hvad enten han nu syntes om det eller ei; at det havde været unødvendigt for ham at befatte sig med hans Been, og at det var ligesaa godt, at han nu fik Lov til at mærke, hvad det havde at sige. Derpaa forlod Spøgelset ham, men han sov til om Morgenen, og fortalte siden sin Fæstemø hvad han havde drømt og bad hende nu om et godt Raad. Hun sagde, at han skulde skaffe sig Tømrere og Bygningstømmer og derpaa i stor Fart lade opføre et Huus, der svarede til den Mands Størrelse, som havde besøgt dem begge i Drømme, for at han kunde staae opreist derinde, men indvendig skulde hver Væg være ligesaa lang, som der var høit op til Tverbjelkerne; siden skulde han lade ophænge Tepper, ligesom man pleier at tjelde en anden Brudesal; lade brede en hvid Dug over denne Gjæsts Bord, bringe ham indviet Muld paa en Disk og Vand paa en Flaske, thi andre Retter vilde han ikke kunne nyde; sætte en Stol til Bordet og en Seng derind, hvis han skulde faae Lyst til at hvile sig; tre Lys skulde han sætte paa hans Bord og selv skulde han følge ham did, men tage sig i Agt for at gaae foran ham og see til, for Alting ikke at komme under Tag med ham. Ikke heller skulde han modtage noget Tilbud fra ham, hvis han fremkom med et saadant, og saa lidt som muligt skulde han tale med ham, men lukke Døren og siden forlade ham, naar han havde budt ham de fremsatte Retter. Brudgommen forholdt sig nu ganske, som Bruden havde foreskrevet, lod opføre et enkeltstaaende Huus af passende Størrelse og lod Alting indrette, som allerede omtalt.
Det led nu hen mod Gildesdagen, og Brudevielsen gik for sig paa samme Viis, som sædvanlig; dernæst satte man sig tilbords, og da det var blevet mørkt, reiste man sig igjen fra Bordet, uden at noget Mærkeligt indtraf. Siden gik nogle af Gjæsterne frem og tilbage i Brudesalen, men Andre sade ved Bægerne og snakkede sammen. Brudeparret sad endnu stille, saaledes som Skik er. Da hørte man et haardt Slag paa Døren, men Ingen havde synderlig Lyst til at lukke op. Bruden trak da sagte i Brudgommen, men han blev som et Liig i Ansigtet derved. Der gik en liden Stund, da blev der banket igjen og dennegang meget stærkere, end forrige Gang. Bruden tog da sin Ægtefælle ved Haanden, førte ham, skjøndt han nødig vilde til det, hen til Døren og lukkede op. Da saae de der en forfærdelig stor Mand, der sagde, at nu var han kommen som Gjæst til deres Bryllup. Bruden skubbede med Lempe Brudgommen ud af Gildeshuset, for at han kunde modtage denne Gjæst, og idet hun igjen lukkede Døren, bad hun Gud at styrke ham.
Men om Brudgommen er at fortælle, at han gik med denne Mand til det Huus, han havde ladet opføre for ham, og viste ham derind. Gjæsten vilde have, at Brudgommen skulde gaae foran, men det vilde denne ikke. Det blev Enden herpaa, at den Fremmede gik foran ind i Huset, sigende, at fra denne Stund af skulde Brudgommen vare sig for nogensinde oftere at give sig i Kast med en død Mands Been. Brudgommen lod, som om han ikke hørte det, men bad Gjæsten at tage til sig af de fremsatte Retter, og bad ham om ikke at tage det ilde op, at han ikke kunde blive derinde hos ham. Den Anden bad dog Brudgommen om at komme indenfor et Øieblik; men det vilde Brudgommen paa ingen Maade. Da sagde Spøgelset: »Siden Du ikke har Tid til at blive hos mig denne Gang eller til at komme ind til mig, haaber jeg, at Du dog gjør mig den Fornøielse, til Gjengjæld at møde hos mig som Gildesgjæst.« Men Brudgommen gav et bestemt Afslag og slog derpaa Døren i Laas. Derefter gik han ind i Brudehuset, hvor der var temmelig tyst; thi Alle vare blevne tause ved denne Begivenhed. Kun Bruden alene sad der med et muntert Aasyn. Gjæsterne droge efterhaanden bort, Een efter Anden, men Ægteparret gik til Hvile og sov til om Morgenen.
Om Morgenen vilde Bonden see til den Gjæst, der Aftenen iforveien var kommen allersidst. Men Bruden sagde, at han ikke skulde gaae et eneste Skridt did, før hun kom med ham. De gik begge to til Huset, hun foran og lukkede op; der var da ikke Spor mere af Gjæsten tilbage; han havde tømt Flasken, men drysset Mulden af Disken overalt omkring paa Gulvet. »Det anede mig,« sagde Konen, »var Du gaaet til Huset foran mig og havde traadt i denne Muld med Foden, vilde Du være kommen i Spøgelsets Magt og aldrig kunne vendt tilbage til Menneskeverdenen. Men mig vil det ikke skade, om jeg ogsaa træder indenfor, og nu skal jeg feie og rense Huset.«
Andre fortælle, at idet Spøgelset gik sin Vei igjen, skal det være gaaet hen til Døren, enten paa selve Brudehuset eller paa Ægteparrets Sovekammer, og have kvædet:
- »Min Tak I ei fortjene
- For Brudekost paa Bord;
- Min Drik var Vandet rene,
- Min Spise Muld og Jord.«
Fra den Dag af besøgte han aldrig tiere disse Ægtefolk, og de levede længe sammen i Lykke og Kjærlighed.
