Brylluppet (Kalevala)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ilmarinens bryllup
Maleri af Nikolai Kochergin

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II
Kalevala
Ferdinand Ohrt



Brylluppet



Den store Okse


Hvilken Sang staar nu til at synge,    XX. 1
hvad for et Kvad skal vi kvæde?
Denne Sang staar nu til at synge,
dette Kvad skal vi dernæst kvæde:
Gæstebuddet i Pohjahjemmet,
Gudefolkenes Drikkegilde.


Vokser en Okse udi Karelen,    17
trives en Tyr i Suomilandet;
ej var den stor, ej heller lille,
men en rigtig Kalv maa den kaldes:    20
Halen logred i Tavastlandet,
Ho'det høded ved Kemi-elven;
Svalen fløj fra Morgen til Aften    27
fra det ene Horn til det andet,
naaed med Nød og næppe Maalet,
selv om den ikke hviled paa Vejen.    30


Fra Karelen førtes Kalven    37
frem til Pohjolas Agerfurer,
hundrede holdt ved Hornene,
tusende Mand ved dens Mule.    40


Oksen stolprer over Stien    43
ud for Sariolasundet;
ikke findes den som fælder,     47
den som slagter Jordens Jætte,
mellem Pohjahjemmets Sønner,
hele denne store Stamme.    50


Kom fra fjærne Land en Gubbe,    53
Virokannas fra Karelen;
han til Orde tog og sagde:
»Vent kun, vent du sølle Okse,
naar jeg først kommer med Køllen,
slaar jeg til med den stærke Stage,
Usselryg, midt paa din Isse!
Næppe, tænker jeg, næste Sommer    60
at du faar snage med din Snude,
støde med din stumpede Mule
her paa disse Agergrunde,
ud for Sariolas Sunde!« 


Gubben gik nu frem at slaa den,
Virokannas frem at slagte:
Tyren rysted paa sit Hoved,    68
rulled med de sorte Øjne —
Gubben flyr til Fyrretræet,    70
Virokannas ind i Krattet.


Atter søgte man en Slagter —    73
fra det favre Land Karelen,
fra det ringe Russerrige,    77
fra det stærke Svearige,
ja fra Mana under Jorden, —    82
søgte ham, men fandt ham ikke.


Steg en svarter Mand af Søen,    89
hæved sig en Helt af Bølgen,
ikke blandt de aller største,    91
ikke blandt de aller mindste:
I et Bæger kan han bæres,
under en Sigte staar han oprejst.
Har en Hat af Sten paa Hoved,    99
Sko af Klippesten paa Foden,
har en gylden Kniv i Haanden,
Skaftet broget, støbt af Kobber.


Straks da han øjner sit Bytte,    107
hugger han det haardt i Nakken,
og i Knæ da trykkes Tyren,
styrter sidelængs til Jorden.    110


Fik man meget Forraad af den?
Ikke meget Forraad fik man:
Hundred Kister Kød af Kroppen,
atter hundred Favne Pølser,
derhos Blod, syv Baade fulde,
derhos Talg, seks Tønder fulde,
fik man til Gæstebud i Pohja,
Spisegildet i Sariola.



Pohjafruen brygger Øl og byder Gæster


Hal var der bygget i Pohja,    119
mægtig Hal, en statelig Stue:
Galed Hanen dær under Loftet,    123
hørtes Lyden ikke ved Gulvet;
gøed Hunden inderst i Hallen,
hørtes det ikke ved Døren.


Det var Pohjahjemmets Frue,
vanked frem paa Gulvets Brædder,
spanked fremad midt paa Tilje,
overlagde, overvejed:    130
»Hvorfra faar jeg Øl til Gildet,
virker rigtigt Bryg til Bryllup?
Kender ikke til at brygge,    135
aner ikke Øllets Fødsel.« 


Ligger en Gubbe over Ovnen,
Gubben mæler oppe fra Ovnen:


»Brygget af Byggen er fostret,
Drikken, den hulde, født af Humlen,    140
uden Vand dog vorder den ikke
eller uden Ilden, den vilde.


Humle var Remunens Ætling,
spæd blev den stukket ned i Jorden,
pløjedes ned som Orm af Ploven,
lagdes i Muldet ned som Myre,
kastedes nær ved Kalevabrønden,
tæt ved Osmomarkernes Skraaning;
deraf voksed saa spæd en Spire,
ranked sig frem saa grøn en Ranke,    150
op i et Træ den sig slynged,
hæved sig op til Vejrs mod Toppen.


Lykkens Gubbe saaed Byggen
henad Osmos unge Ager,
Byggen voksed vænt og vakkert,
op i Vejret den sig hæved
over Osmos unge Ager,
over Kalevasønnens Svedje.


Og en ringe Tid der rinder.
Humlen hæved sin Røst fra Træet,    160
Byggen mæled hen over Marken,
Vandet op fra Kalevabrønden:
Ak, hvornaar faar vi træffe sammen,
naar faar vi mødes med hverandre!
Kedsomt er dog at bo alene,
bedre da to, ja tre, tilsammen.


Osmotar, Øldrikkens Skaber,
Kvinden som bryggede Kalja,
tog da Bygkorn, seks i Tallet,    169-70
Humlekogler, syv i Tallet,
otte Sløvfulde Vand tillige,
satte saa Gryden over Ilden,
lod det syde dær i Gryden,
brygged Bygøl Sommerdagen    175-6
yderst over taaget Odde,
over sludfuld Holm i Havet.


Øllet fik hun brygget færdigt,    181
Brygget fik hun til at gære.    383
Helte haster did at drikke,    393
først og fremmest Lemminkäinen;
Rus faar Ahti, Rus faar Kauko,
Rus faar Skælm med de røde Kinder.


Saadan var da Øllets Fødsel,    415
saadan Kalevas Kaljas Ophav,
deraf nemmed det Navn og Ære,
vakker Drik for de varsomme,    420
lægger Kvinder Latter paa Læbe,
skaber i Mænd et muntert Lune,
bringer Varsomme Gavn og Nøje,
bringer Tosserne til at støje.« 


Det var Pohjahjemmets Frue,
som hun faar Øllets Fødsel at høre,
gaar hun straks i Gang med at brygge,    431
gaar at lave Drikken, den drøje:
Brændsel brændes, saa Skove tyndes,    439
Vand bæres, saa Brønde tørres.
Dampen øjnes over Øen,    445
Ild ved Oddens Ende lyser,
tyk og tæt gaar Dampen opad,
Emmen højner sig mod Himlen,
halve Østerbotten dækkes,    451
hele Karelen formørkes.


Øllet fik hun da færdig brygget,    499
Mande-mundgodt rede til Maaltid;
bringes nu Øllet, det brune,
lægges nu Kalja, det skønne,
ned under Jorden at hvile;
stilles i en stenbygt Kælder,
tvinges i en Egetønde,
gæmmes bag en Tap af Kobber.


Og en liden Stund der svinder,    519
ringe Spand af Tid der rinder:
Øllet trykker til bag Tønden,
Kalja skvulper i sin Kælder:
»Kommer snart den Mand som mig drikker,
sees ej snart den Svend som mig søber,
den som med Kunst vil om mig kvæde,
den som vil værdeligt om mig synge?« 


Søgte man paa Stand en Sanger,
søgte man en værdig Sanger:
Laksen bringes did for at synge,    531
Gedden kommer, med Kunst at kvæde;
ikke duer Laksen til Sanger,
Gedden ej til med Kunst at kvæde:
Laksen, den maaber blot med Munden,
Geddens Tænder sidder for spredte.


Bringes did et Barn for at synge,    541
liden Dreng for med Kunst at kvæde;
ikke duer Drengen til Sanger,
Savlemund til med Kunst at kvæde:
Barnets Tunge sidder for kroget,
Tungebaandet er krumt og krøget.


Truer da Øllet, det brune,
sværger da Drikken, den unge,
inde fra sit Egeanker,
inde bagved Kobbertappen:    550
»Sender man ikke snart en Sanger,
een som evner med Kunst at kvæde,
bryder jeg alle Baand om Tønden,    555
sparker jeg Spunset ud og Bunden!« 


Det var Pohjahjemmets Frue,
Sendebud af By hun sendte,
skikked Folk at byde til Bryllup,
tog saa til Orde selv og sagde:    560
»Hør, du bitte liden Tærne,
Træl som tjener flinkt og gærne,
byd nu Folk herhid til Bryllup,
kald de Mænd til Drikkegilde,
kald paa fattig og paa ringe,
byd de usle, byd de blinde,
byd de halte, byd de lamme,
ro de blinde hid i Baade,
halte lad paa Heste ride,
slæb de lamme hid paa Slæde!    570
Byd det hele Folk i Pohja,
derhos hele Kalevafolket,
byd den gamle Väinämöinen
hid som velbestaltel Sanger —
byd kun ikke Kaukomieli,
ikke Ahti Saarelainen!« 


Spurgte bitte liden Tærne:
»Hvi skal ikke Kauko bydes,    579
ene Ahti Saarelainen?« 


Svared og sagde Pohjas Frue:
»Thi skal ikke Kauko bydes,    583
han den muntre Lemminkäinen:
Stedse stiller han til Trætte,
er en saare sikker Slagsbror,
onde Ting han øved ved Bryllup,
Spot og Spe ved Gæstebud drev han,
gækket har han de kyske Piger,
som var klædt i hellige Klæder.«    590


Det var bitte liden Tærne,    605
pengelønnet Arbejdspige,
bar hun Bud til alle Sider,
Stævning ud til otte Hjørner,
bød det hele Folk i Pohja,
derhos hele Kalevafolket,    610
ogsaa alle magre Husmænd,
Karle klædt i snæver Kaftan —
een alene, unge Ahti,
bød hun ikke med til Bryllup.



Gildet


Det var Pohjahjemmets Frue,    XXI. 1
gik og sysled udenfor Gaarden;    3
lød der Smæld af Svøber fra Sumpen,    5
Knirken af Kælker op fra Stranden.
Vendte hun da sit Blik i Vester,
drejed sit Hoved mod Solen,
overlægger og overvejer:
»Hvad for Folk kommer snigende    10
langs mine Strande, jeg Stakkel?
Er det monstro en Skare Krigsfolk?« 


Humped hun længer frem at spejde,
nærmere hen at se det efter;
Ikke var det en Skare Krigsfolk,
det var det store Brudgomsfølge,
Svigersønnen i Flokkens Midte,
midt imellem den skønne Skare.


Sagde Pohjahjemmets Frue:
»Hvordan kender jeg Svigersønnen?    35
Let er han at kende fra Hoben,    37
let som Hæggen blandt andre Buske,
Egen imellem Ymper spæde,
Maanen imellem Himlens Stjærner.«    40


Steg da Brudgommen ind i Stuen,    175
selv under Taget ind han traadte,
taled saa dær det Ord og sagde:
»Hil dig, Gud, i denne Stue,
her under viden kendte Tagryg,
her under Læ af skønne Bjælker!«    180


Sagde Pohjahjemmets Frue:
»Hil dig, hil dig, vær velkommen,
hid til denne lille Hytte,
hid til denne lave Længe,
ind i bjælkebygget Stue,
ind i fyrretømret Rede!


Hør, min lille Træl og Tærne,
Tjener, hist fra Landsbyen lejet,
bring mig et Blus i Bark af Birke,
fly mig det hid paa Tjærestikke,    190
at jeg min Svigersøn kan skue,
at jeg kan se vor Brudgoms Øjne,
om de er blaa, hvad heller røde
eller som Linned saa hvide!


Ilden i Barken sprutter, sprager,    199
sort er Røgen fra Tjærestikken,
vil min Svigersøns Øjne sværte,
lægge Smuds paa det smukke Ansigt;
bring mig Blusset paa Birkestikke,
bring mig Flammen, bring den paa Vokslys!« 
Hvidlig er Røgen fra Vokslys,    209
klar er Flammen fra Birkestikker,
skinner over Brudgommens Øjne,
breder Lys paa Brudgommens Aasyn.
»Nu kan jeg se vor Brudgoms Øjne:
Ej er de blaa, ej heller røde
eller som Linned saa hvide;
de er hvide som Skum paa Havet,
lysebrune som Rør ved Havet,
de er skønne som Siv ved Havet.


Bygdens Sønner, mine Duer,
bring I nu den unge Brudgom    220
til det største Stolesæde,
bænk ham øverst her ved Bordet:
Ryggen mod Væggen blaa skal vende,
Brystet ret mod Bordet, det røde.
Ansigt ud til de budne Gæster,
Aasyn ud til Skaren der jubler!« 


Det var Pohjahjemmets Frue,
kvæged, læsked de Gildegæster:
Der var Laks paa Tallerkener,    233


Svinekød ved Siden af Laksen,
alle Kopper fyldte til Randen,
alle Fade svingende fulde
for at mætte de budne Gæster —
Svigersønnen da først og fremmest.


Det var den bitte liden Tærne,    245
vogted at Øllet skete Fyldest,    247
hun lod Humlen fugte dem Skægget,    249
alle de Skæg af Skummet hvidnes
for at kvæge de budne Gæster —
Svigersønnen da først og fremmest.


Hvad havde Øllet nu at sige,
hvad mon den Fembaandsdrik vel tænkte,
da dens Sanger var dær til Stede,
han som kunde værdelig kvæde?


Det var gamle Väinämöinen,
Sangens evindelige Støtte,
først saa tog han for sig af Øllet,    261
dernæst greb han Ordet og sagde:


»Øl du kære, Drik du dyre,
lad ej tavse de Gæster drikke,
men faa dog de Mænd til at synge,
hver en Gyldenmund til at kvæde!
Visselig undrer sig Værten,
visselig tænker Værtinden:
Er mon alle Sange forsvundne,
er mon de glade Tunger bundne,    270
eller har usselt Øl jeg brygget,
er det en daarlig Drik jeg tapped?


Hvem vil tage til at kvæde    277
her ved Gæstebuddet i Pohja?    279
Ikke synger vel Stuens Bænke,    281
om ikke de som sidder paa Bænke;
ej gaar Gulvet i Gang at tale,
om ikke de som staar paa Gulvet« 


Sad der et Barn paa Stuegulvet,    291
Flødeskæg for Enden af Bænken,
ytred Drengen fra Stuegulvet,
mæled det lille Barn fra Bænken:
»Stor og gammel er jeg ikke.
Kroppen er endnu ej kraftig;
det til Trods og desuagtet —
vil de fede Folk ej synge,
synger jeg, den spæde lille,    301
piber jeg, en Pilt saa mager,
denne vor Kvæld os til Glæde,    305
den navnkundige Dag til Ære.« 


Ligger en Gubbe over Ovnen,
Gubben tager nu til Orde:
»Ikke baader at Børn faar synge,
ikke duer at de dumme kurrer:    310
Lutter Løgn er dog Barnets Sange,
idel Vind er de Pigers Viser;
overlad den klogere Kvadet,
Sang til den som paa Bænken sidder!« 


Gamle Väinämöinen derpaa
tog til Orde selv og sagde:
»Er der mon iblandt de unge
her i denne store Stamme
den som Haand i Haand vil lægge,
Fingre mellem Fingre flette,    320
den som frem til en Sang vil træde
og vil gaa i Gang med at synge
denne hældende Dag til Glæde,
den navnkundige Kvæld til Ære?« 


Mæled Gubben oppe fra Ovnen:
»Fordum kendtes ingen større,
spurgtes ingen bedre Sanger    329
end naar jeg tog til at tralle,    331
sang min Sang i Ungdomsalder —
naar jeg sang ved Fjordens Strande,
kvad saa det gjalded over Heden,
sang saa det skingred gennem Skoven,
tralled blandt Træer i Holmelunden.


Stor og prægtig var min Stemme,
saare skøn min Røst at høre,
ret som Flodens Vand den flommed,
glimted ret som stride Strømme,    340
løb som Skier over Sneen,
gled som Sejler over Bølgen;
men nu kan jeg ikke sige,
evner ikke ret at klare
hvad der fælded den store Stemme,
øded den yndige Tone:
Ikke flommer den nu som Floden,
vugger ikke længer som Voven,
gaar som en Rive mellem Stubbe,
staar som en enlig Fyrr i Sneen,    350
er som Slæden i Sand paa Stranden
eller en Baad paa tørre Stene. « 


Gamle Väinämöinen derpaa
tog til Orde selv og sagde:
Dersom ingen anden kommer
for at synge sammen med mig,
faar jeg føre Ordet ene,
ene gaa i Gang at synge,
siden jeg er sat til Sanger,
nu en Gang er vorden Maner —    360
ikke spør' jeg Bygden om Vejen,
ingen fremmed om Visens Indgang.« 


Det var gamle Väinämöinen,
Sangens evindelige Støtte,
satte sig nu til Glædesværket,
skikked sig nu til Sangens Gærning.


Kvad da gamle Väinämöinen,    369
kvad med Kunst og sang med Evne;
ikke klæber Ord til Læbe,
ikke svinder Sangens Forraad;
før kan Fjeldet fattes Stene,
Dammen tømmes for Nøkkeblade.


Og dær kvæder Väinämöinen,
synger frydefuldt i Kvælden;
alle Møer med Smil om Munden,
alle Mænd i muntert Lune
lytter til og undres over
hvordan Väinö veed at synge.    380



Brudens Afsked


Da man til Gavns har drukket Bryllup,    XXII. 1
fejret det store Gæstegilde —
Bryllup i Pohjolas Stuer,
Gæstegildet i Pimentola —
sagde Pohjahjemmets Frue
til sin Maag, til Ilmarinen:
»Brudgom, min elskede Broder,    45
længe du bied, trættedes ikke:
Hun er rede mod hvem du længes,
færdig din lille Fugl at fare.


Gaa nu med, du solgte Jomfru,
kom nu kønt, du købte Kylling    50
Kommen er Skilsmissestunden,
ganske nær er din Afskedstime.
Den som fører dig, staar ved Siden,
den som drager dig, er for Døren:
Hingsten bider i Bidselet,
Slæden venter paa Skønjomfru.


Ikke længe, Jomfrulille,    65
saae du dig til begge Sider
eller overtænkte Tingen,
om du har gjort forhastet Handel,
som vil angres i alle Dage,
Aar for Aar vil dit Hjærte nage:    70
at du drog fra Fædrenehjemmet,
flyttede bort fra Fødestedet
og du forlod din milde Moder,
Gaarden hvori hun dig fostred.


Hvordan var det dog du leved
her paa Faders Gaard og Grunde!
Voksed som en Blomst ved Vejen,
som et Jordbær over Agren;
Smør du smagte, ilaar du vaagned.
Mælk, saa snart du steg af Sengen;    80
gad du ikke spise Smørret,    83
flækked du dig Flæsk i Stedet.


Ingen Sysler her du havde,
ingen Tid til Alvorstanker,
Skovens Fyrre lod du sysle,
Gaardens Gærdestave tænke.
Mosefyrren midt i Sumpen,
Hedebirken lod du sørge,    90
selv du svæved som et Løvblad,
flagred om lig Sommerfuglen,
var et Bær paa Moders Marker,
var et Hindbær under Højen.


Bort her fra Gaarden nu gaar du,
bort til en anden Gaard du farer,
kommer hen til fremmede Husfolk;    98
anderledes er alt i Gaarden,    100
anderledes Lurerne klinger,


anderledes Dørene knirker,
anderledes Leddene lukkes,
anderledes Hængslerne piber;
ej forstaar du at gaa med Døren
saadan som Gaardens egen Datter,    107
ikke evner du Ild at tænde
saadan som Gaardens Husbond ønsker.«    110


Og den stakkels Pige sukked,    125
sukked dybt, og tungt hun aanded,
Taarer traadte frem i Øjet,    128
selv hun Ordet tog og sagde:
»Herpaa var det jo jeg haabed,    143
bied som paa Gyldenaaret,    145
vented som paa Vaarens Komme.
Og nu er da Haabet opfyldt,
foran Afskedsstunden staar jeg,
har det ene Ben paa Tærsklen,
andet Ben i Brudgommens Slæde;    150
men jeg veed det ikke rigtig
hvad min Hu saa helt har ændret:
Ikke gaar jeg glad i Sindet,
ikke skilles jeg med Jubel
fra min Faders Gaard, den gyldne.
Hjemmets Grund som har mig fostret:    157
Fuld af Sorger gaar jeg Stakkel,    159
skilles med Længsel i Hjærtet,
ind i en Høstnats Favn jeg farer,
ud paa Vaarvintrens Is jeg iler,
ikke øjnes mit Spor paa Sneen,
Fodens Trin paa det glatte Føre.« 


Var der en gammel Arbejdskone,    185
stadig til Huse paa Gaarden,
hun tog til Orde selv og sagde:
»Ser du, ser du, Jomfrulille,
mindes du nu jeg har sagt det,
sagt dig de hundrede Gange:    190
Glæd dig ikke til din Brudgom,
længes ikke til hans Læber,
stol ej paa hans Øjnes Blikke,
stirr ej paa hans Ben de skønne!
Mildelig smiler han med Munden,
ser saa føjelig ud af Øje,
selv om den Onde bor bag Læben,
og bag hans Mund sig Døden dølger.


Snart faar du prøve, du Stakkel,    239
Svigerfaders benede Kæbe,    241
Svigermoders stenhaarde Tunge,
Svogerens iskolde Tale,
Svigerindens Kasten med Nakken.
Lille Pige, hør hvad jeg siger,
hør hvad jeg siger og taler:
Du var jo Blomsten her i Hjemmet,
du var en Fryd i Fædregaarden,
Fader kaldte dig Maanelue,
Moder, hun nævned dig Solskin,    250
Bølgeglans din Broder dig kaldte,
lille blaa Dug sagde Søster;
bort til en anden Gaard du farer,
under en fremmed Moders Opsyn,
Svigerfader skælder dig Trunte,    259
Svigermoder for Skrammelslæde,
Trappetrin vil din Svoger sige.
Svigerinden dit usle Kvindfolk.


Græd, ja græd nu, Jomfrulille,    345
græd af Hjærtens Grund, naar du græder,
Taarer fælde du. Nævefulde,
Haandfuldevis af Vemods Vande,
tunge Draaber i Faders Gaarde,
Damme græde du paa hans Gulve!    350
Græder du ej nu i Sorgens Time,     353
faar du nok græde, naar du kommer
eengang igen til Fædrehjemmet,
naar du finder din gamle Fader
kvalt af Røg i Badstuerummet,
død med sin Badekost i Favnen.


Græd, ja græd nu, Jomfrulille,
græd af Hjærtens Grund, naar du græder!    360
Græder du ej nu i Graadens Time,
faar du nok græde, naar du kommer
engang igen til Moderhjemmet,
naar du finder din gamle Moder
segnet i Hjørnet af sin Kvægstald,
død med et Knippe Straa i Favnen.« 


Og den stakkels Pige sukked,    383
sukked dybt og tungt hun aanded,
og hun gav sig til at græde,
brast i voldsom Graad og Klage:
»Stakkels Moder, heller skulde,    423
heller skulde du som mig died,    425
svøbt i Svøbet Stubbe fra Marken,    427
tvættet de Stene smaa fra Marken
end at tvætte denne din Datter,
end at svøbe din væne Pige,    430
fostre hende til store Sorger,
Sindets aller bitreste Kummer!« 


Sang et Barn fra Stuegulvet,    449
liden Purk fra Pladsen ved Ovnen:
»Hvorfor vil den Jomfru græde,
hvorfor vil hun sørge saa bittert?
Lad du Hesten om at gruble,
lad Vallakken sørge, den sorte:
Hesten ejer et bedre Hoved,    457
bedre Hoved, haardere Knokler;
sej og stærk sin Hals den krummer,
Kroppen flere Kræfter rummer.    460


Ingen Ting at græde over,
ingen Skæl at sørge saa bittert!
Om du blot vil se til Siden,    469
staar jo din Brudgom klods op ad dig,    471
rødmosset Mand ved din Side —
god er Manden, god er hans Fole,
seks af Sommerens gyldne Gøge,    479
gynger sig glad paa hans Kumte,
blaa Smaafugle, syv i Tallet,
kukker kønt paa Kanten af Slæden.


Ikke gaar du til det værre,    485
men du gaar at faa det bedre:
Ved en sikker Plovmands Side,
under trolig Pløjers Tæppe,
Bryst mod Bryst med Brødets Bryder,
Favn mod Favn med Fiskersvenden,    490
ind til Elsdyrskyttens Arne,
ind i Bjørneskyttens Badstu.


Gæv og god er den Svend du vinder,
modigste Mand iblandt Helte,
ledig ligger ikke hans Bue,
Koggeret glemmes ej paa Knagen,
hjemme ligger ikke hans Hunde,
ikke paa Halm hans Hvalpe blunde.


Trende Gange dette Foraar,
i den aarle Morgentime    500
vaagned han op ved sit Vagtblus,
rejste sig op fra Granrislejet;
trende Gange dette Foraar
drev der Morgendugg paa hans Pande,
kæmmed Granens Grene hans Hoved,
børsted Birkens Kviste hans Legem.« 



Bruden formanes


Gode Raad staar nu til at gives,    XXIII. 1
nu skal Bruden undervises;
hvem skal gode Raad hende give,
hvem skal undervise Pigen?


Osmotar, den fyldige Frue,
Kalevatar, den favre Jomfru,
hun skal gode Raad hende give,
hun skal nu Søster undervise.
Disse Ord hun derved ytred,    13
disse Taler frem hun førte:


»Hør, o Brud, min egen Søster,
lille Blad, min Kæledægge,
husk, naar du nu fra Gaarden farer,    35
alle dine andre Ejendele —
disse tre lad blive derhjemme:
dine Drømme midt paa Dagen,
din Kærmoders milde Tale,
samt det friske Smør fra Kærnen!    40


Hele Flyttegodset du huske,
glem dog hjemme din Drømmeransel,
smid paa Bænken de muntre Sange,    45
glem de glade Viser i Vindvet,
glem ved Fejekosten din Mødom,
kast din Kaadhed paa Sengekanten,
dine onde Vaner ved Ovnen,
al din Træghed paa Stuegulvet!    50


Nu skal nye Skikke nemmes    55
og den gamle Skik forglemmes.
Hjærte Fader maa forglemmes,
Hjærte Svigerfader nemmes,
mere dybt du skal dig bøje
og din Tale vakkert føje.    60
Hjærte Moder maa forglemmes,    63
Hjærte Svigermoder nemmes.
mere dybt du skal dig bøje
og din Tale vakkert føje.


Er end Gubben en Ulv i Krogen,    91
Konen som en Vildbjørn i Vraaen,
er din Svoger en Snog paa Tærsklen,
Svigerinden et Søm i Gaarden:
Lige saa højt du dem ophøje,
endnu mere dybt du dig bøje,
end i fordums Tid hos din Moder,
end i Faders Stuer i Hjemmet
du for din Fader dig bøjed
og din Moder du højt ophøjed.    100


Stræb at stedse du kan holde
frisk dit Hoved, fast dit Hjærte,
altid klare dine Tanker,
altid stærk og jævn Forstanden!
Aarle lad dit Øre lytte,    107
saa du hører Hanen gale:
Første Gang naar Hanen galer —
før den atter hæver Stemmen, —    110
er det de Unges Virketime,
men de Gamles Hviletime.


En Stump Flintesten du finde    137
eller søg en Smule Fyrsvamp,
hastelig skaffe du Flamme,
tænde du Ild i Tjærestikke;    140
rend saa ud at rense Stalden,
skynd dig ud at fodre Kvæget;
Svigermoders Kvie brøler.
Svigerfaders Fole vrinsker.
Svogers Ko i Bindslet trækker.
Svigerindens Kalv, den klynker
efter den som Høet henter,
fodrer dem med Kløverfoder.


Køerne mætte du mildelig,    151
Faarenes Flok saa blidelig.
ikke du skælde paa Svinene,     157
ikke du sparke til Grisene.
Und dig ingen Ro i Stalden,    161
intet Hvil i Faarefolden,
skynd dig derfra straks tilbage,    165
far som et Fygevejr i Stuen:
Dær ligger Barnet og græder,
svøbt i Dække den spæde Lille,
Stakkels Barn, det kan ikke sige,
maalløs mægter jo ej at melde    170
om det fryser eller det sulter,
eller om andet er i Vejen,
førend dets Kære vil komme,
før det hører sin Moders Stemme.


Naar du stiger ind i Stuen,
stig som Fjerdemand i Stuen:
Strippe fuld af Vand i Haanden,
Badekosten under Armen,
Fyrreblus imellem Tænder,
selv faar du være den fjerde.    180


Lille Pige, hør hvad jeg siger,    213
hør hvad jeg siger og taler:
Rend ikke rundt uden Kjole,
ej uden Særk afsted du sluske,
løb ej omkring uden Linned,
sjok ikke om uden Skotøj:
Ellers kan din Brudgom vredes,
kan din unge Mand sig ærgre.    220


Agt paa disse som jeg nævner:
Rønnens Grene som gror i Gaarden!
Hellig er hver Røn paa Gaarden,
hellig er hver Gren paa Rønnen,
helligt Løvet paa Grenene,
men deres Bær dog aller helligst —
hvormed den Jomfru skal raades.
Søsterlille skal undervises
til sin unge Brudgoms Bedste,
efter Ægtemandens Hjærte.    230


Kommer der en Gæst i Gaarde,    413
byd da Gæsten straks til Sæde,    419
mæt ham saa med Ord saa længe    421
indtil Maden bliver færdig.


Gaar han atter ud af Gaarden,
siger jer Farvel og vandrer,
skal du ej ledsage Gæsten
ud igennem Yderdøren:
Ellers kan din Brudgom vredes.
Manden blive mørk i Sindet.


Om du en Gang faar Lyst og Længsel,
efter selv at vandre til Bygden,    430
bed om Lov forinden du farer,
spørg om Forlov at gaa til Gilde;
pas saa paa, medens dær du dvæler,
før bestandig fornuftig Tale,
aldrig din egen Gaard du dadle,
nedsæt ikke din Svigermoderl
Spørger dig dær de unge Koner:
»Faar du Smør hos din Svigermoder    439
saadan som hos din Mor i Hjemmet?« 
sige du altid, ja det faar du,    443
Smør du smager, Sløvfulde faar du —
selv om du faar een Gang hver Sommer.


Naar fra denne Gaard du drager    449
og til Mandens Gaard du farer,
glem dog ej din egen Moder,
lad dog aldrig haant om hende!
Det var din Moder som dig fostred,
hendes dejlige Bryst dig died,
mangen Nat har hun siddet søvnløs,    457
mangt et Maaltid sprang hun over.
mens hun vaaged ved din Vugge,
mens hun sysled om sin Lille.«    460



Brudgommen formanes. Opbrud


Nu har vi undervist den Jomfru,    XXIV. 1
nu er Bruden rettelig raadet:
endnu taler jeg til min Broder,
til vor Brudgom jeg mundtlig mæler:


»Brudgom, dyrebare Broder,
bedre selv end egen Broder,
tak du nu din gode Lykke,    13
godt du nemmed, godt du bjærged,    16
godt din Skaber dig forundte,
godt den Naaderige gav dig!


Tak fremdeles Brudens Fader,
endnu mere hendes Moder,    20
som har slig en Pige vugget,
saadan dygtig Brud dig fostret.


Ikke bør du sætte din elskte,    105
ikke bør du jage din Jomfru
hen i Krogen at kukkelure,
hen i Stuehjørnet at sysle:
Hjemme paa sin Faders Gaarde,
fordum i sin Moders Stuer    110
sad hun altid ved et Vindu    113
eller gynged midt paa Gulvet
som sin Faders Fryd i Kvælden,
Moders Kælebarn ved Morgen.


Brudgom, dyrebare Broder,    137
denne Kylling maa du ikke,
denne vor Gæsling maa du ikke
lade græde Længselstaarer!    140
Bliver hendes Hjærte tungt af Kummer,
skulde den Jomfru svarlig længes,
faar du spænde Folen i Skagler
eller den hvide Hest i Sele,
bring din Jomfru hjem til sin Fader,
hjem til sin kære Moders Stuer!


Tillad ej din Moder at prygle    201
eller din Fader at skælde,
ingen fremmed Gæst at forfølge,
ingen anden Husstand at haane
hende du trende Aar har ønsket    209
og med ømme Ord har begæret!


Raad, o Brudgom, denne Jomfru,
lær din Abild, som du elsker,
raad, naar I ligger paa Lejet,
lær, naar I dvæler bag Døren,
Aaret igennem begge Steder;
første Aar med dit Ord du dadle,
andet Aar med Blik af dit Øje
og med Tramp af din Fod det tredje!


Men om ej hun agter dette,
endnu ikke vil dig lyde,    220
tag en Vaand fra Vidjekrattet,    231
Birkeskud fra Dalens Skove,
bær dem hjem bag Kappefligen —
ingen anden Gaard det ane! —
viis saa Vaanden frem for din Jomfru,
bød dermed, men hugg dog ikke.


Agter hun endnu ej dette,
har hun ikke Lyst at lyde,
lær den Jomfrulil med Vaanden,
raad hende ret med Birkegrenen,    240
lær i firevægget Længe,
raad i Rum med tættet Sprække,
aldrig du paa Engen ave,
ej paa Agerfuren fugtle:
Buldret høres let til Bygden,
Kvindens Graad til Nabogaarden.    247


Hugg alene hendes Hærder,    249
bank paa Bagen, naar du banker,
aldrig du i Øjet svirpe,
aldrig du ved Øret røre!
Let hun en Bule fik i Panden,
let et Blaabær over Øjet,
og saa kunde Svogren spørge,
hendes Svigerfader tænke.
Bygdens Pløjekarle kigge.
Bygdens Møer i Latter briste:
»Mon hun har været i Krigen,
mon hun er sluppet i Slagsmaal,    260
eller har Ulven revet hende.
Skovens Bamse mon basket hende,
eller har hun en Ulv til Brudgom,
har hun en Bjørn til Ægtefælle?« 


Laa der en Gubbe over Ovnen,
Landstryger ved Arnestedet;
mæled Gubben oppe, fra Ovnen,
Landstryger ved Arnestedet:
»Ikke skal du, stakkels Brudgom,
føje dig efter Kvindeluner,    270
Kvindeluner, Lærketoner,
som jeg svage Svend har gjort det
Kød jeg købte. Brød jeg købte,
Øl jeg købte. Smør jeg købte,
købte Fisk i alle Arter,
Søbemad i mange Sorter;
Øl jeg fik fra egne Lande,
Hvedemel fra fjærne Strande.
Ingen venlig Viv jeg vandt mig,
fik mig ingen høvisk Hustru:    280
Naar min Viv kom ind i min Stue,
kom hun at rive mig i Haaret,
vrænged i Vrede med sit Ansigt,
rasende rulled hendes Øjne,
stedse hvæsed hun op i Vrede,
taled altid i Had og Harme;
Pukkelryg saa raabte hun til mig,
klodset Huggeblok hun mig skældte.


Men jeg mindedes et Middel,
vidste vel en Vej at vælge:    290
Naar en Birkekæp jeg kvisted,
for sin kære Ven hun kæled;
naar en Enegren jeg glatted,
faldt hun for sin Fugl til Fode;
fik hun en Pilekæp at føle,
kærligt sig om min Hals hun klynged.« 


Sukked da den stakkels Pige,
dybt hun sukked, tungt hun aanded;
og i sagte Graad hun brister,
taler saa det Ord og siger:    300
»Ak hvordan, naar nu vi skilles,    327
og afsted jeg Stakkel farer,
takker jeg vel for Modermælken
og for al min Faders Godhed?    330
Nu maa du, min gode Fader,    347
nu maa du, o Moder milde,
ikke tage jer til Hjærte,    351
ikke bære Sorg i Sinde,
om jeg gaar til andre Lande,
farer ud i Verden vide:
Skinner dog vel vor Skabers Sollys,
vistnok lyser Vorherres Maane
ogsaa andre Steder i Verden,    360
ikke blot i Fædrenegaarden,
dær hvor jeg selv blev født og baaren!


Alle Farvel jeg nu byder,    455
Marker og bær-rige Skove,
Blomster smaa som ved Sti sig breder,
Lyngen som gror paa golde Heder,
Søer med hundred Øer mellem Strømme,
dybe Sunde hvor Fiske svømme,    460
skønne Bakker hvor Graner bygge,
dulgte Dale hvor Birke skygge.« 


Det var Smeden Ilmarinen,
trak nu Pigen op i Slæden,
slog den raske Hest med Svøben,
frem han farer, saa det rasler:    499
Hingsten løber. Færden lider,    519
Dagen svinder. Vejen kortes;
paa den tredje Dag omsider,
henad Kvæld, da Solen synker,
kommer Smedens Hjem til Syne,
Ilmas skønne Gaarde skimtes,
Røgen hvirvled op fra Gaarden,    527
hæved sig højt imod Skyen.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.