Brylluppet (Kalevala II)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Kalevala II (F.Ohrt).jpg
Kalevala
som Folkedigtning og National-Epos

Ferdinand Ohrt



IV. De enkelte Sanges Historie

Brylluppet
(XX— XXV).


Skildringen af den store Højtid har Lönnrot bygget op paa Grundlag af to episke Kvad og af de lyriske Bryllupssange han fik hos Kvinderne i Vuokkiniemi. De episke Kvad er 1) Sangen om den store Okse og 2) første Del af den folkelige Cyclus Päivoläkvadet, der vil blive omhandlet senere.


Den store Okse (XX 1 — 116). Den voksede op i Finland og Karelen, Hovedet hang over Kemi, Halen over Tavastland, hedder det i Kalevala. Tænker vi ved Kemi paa Byen ved Hvidehavet, ikke paa Kemi i Østerbotten, kommer Dobbeltnavnet Finland-Karelen meget vel til sin Ret; men i Opskrifterne er rigtignok Torneå Parallelen til Kemi og, det arme Udyrs Stilling bliver paa den Maade ganske umulig; Opskrifterne forener da heller ikke alle disse Navne, og Syd paa optræder helt andre; Sangens ældste Hjem er i Estland.


Karelerne synger aldrig denne Sang som Bryllupssang, men bruger den hyppig som Tryllekvad med den Udgang at man faar Lægesalver af Oksens Indre. Hvad har da fra først af været Tanken med Kæmpetyren? Havde Ganander Ret i at tænke paa Karlsvognen, opfattet som en Okse der spænder vidt over Jorden; eller tør man maaske følge J. Krohn i hans (dog med nogen Tvivl udtalte) Formodning, at der i Sangens magiske Form foreligger en Myte om Skyen som splittes af Ukkos Lyn, saa den velgørende Regn strømmer ned?


Den der traf rettest, er nok Lönnrot, som paa egen Haand rask væk gjorde Sangen til en Gildevise (Oksen altsaa til en rigtig Okse) og knyttede den nær til Kvadet om Øllets Glæder; Den rige Skat af estiske Opskrifter som siden er draget frem, viser at Sangen virkelig blev digtet til Gildebrug. Især ved Høstgilder, naar Stemningen er bleven løftet, priser man i det vestlige Estland Vært og Værtinde for det gode Øl, der bringer Drenge halvvejs og Mænd helvejs fra Sans og Samling, og dernæst for den uhørt store Okse de har slagtet. Men længer Øst og Nord paa har man glemt at Sangen var født i Ølskum; Oksens vældige Dimensioner tages nu alvorligt, og den beroligende Slutning om Slagteren som faar Bugt med Uhyret, udvides. Som Slagter nævnes »min Broder« eller »en Gubbe« (som først af Skræk klavrer i et Træ; oppe hos Arhippa hedder han Virokannas) eller en lille Mand fra Landjorden eller en sort Mandsling fra Havet.


De lyriske Bryllupssange (XXI — XXV). Allerede paa sin første Samlerfærd havde Lönnrot Lejlighed til at overvære et karelsk Bryllup (nær Sortavala) og har livfuldt skildret sine Indtryk (Matk. I 166 fl.). Mindst ligesaa gammeldags og ejendommelig som hernede Syd paa var Bryllupsskikkene i Egnene hinsides Grænsen; og i 1833 optegnede han hos Kvinderne i Vuokkiniemi Kirkeby en Række Festkvad »Sange af Bryllupsfolket« (S. 44), c. 500 Vers; siden fik han udvidet dem meget andetstedsfra, i ny Kalevala fylder de op mod 3000 Vers.


Naar den unge Mand har udseet sig en Pige, vælger han en fortrolig og erfaren Ven til sin »Talsmand«; denne fremfører Bejlerordene paa hans Vegne. I Folkesangene møder idelig Udtryk om Bruden som »den købte Høne«, den solgte Mø, hun der er betalt med Hundreder, Tusender, af Mark. Og sikkert er det i al Fald at Bejleren maatte udrede Fæstegaver; men deraf følger jo ikke at Pigen altid stod viljeløs i denne »Handel«. Brudgommens Udlæg blev ogsaa delvis godtgjort ved det Udstyr Brudens Forældre gav Datteren med; desuden skyder Gæsterne mod Festens Slutning almindelig Penge sammen til Bruden og giver ofte ret klækkeligt; omvendt bringer den unge Kone ved sit Komme til Mandens Hjem Gaver til de ny Slægtninge. Første Gang Forældrene gæster, deres gifte Datter, har de i Slæden et »Læs« Foræringer med[1] . — Om kirkelig Vielse hører man intet i Bryllupssangene. I det finske græsktroende Karelen overværer Følget tidt slet ikke denne Akt; i russisk Karelen kommer Vielsen ofte en rum Tid efter at Festen er overstaaet; paa Lönnrots Tid var der ofte slet ikke Tale om Præstens Mellemkomst: De »gammel troende« Russokareler holdt sig borte fra de Par ortodokse Poper der fandtes i Kuittiegnen, og deres egne Sjælesørgere havde Regeringen jaget bort.


Selve Bryllupsfesten falder i to Afsnit: Gildet i Brudens Hjem og den afsluttende Fest i Brudgommens Bolig. Under hele Højtiden spiller den unge Mands Hjælper (Talsmand), Øst for Grænsen med et russisk Ord kaldt Patvaska, en ledende Rolle; han maa fremfor alt være en kyndig Troldmand, der mægter at holde »Avind« (onde Øjne) og anden Ulykke borte fra Parret, ogsaa paa Rejsen mellem de to Bryllupsgaarde. Ofte er hans Hustru Brudens Hjælperske, »Brudeførersken«. — Sit skønneste Præg faar Festen ved de Højtidskvad der synges (undertiden halvt improviseret?) efter gammel Sæd og i bestemt Rækkefølge. Brudgommen hilses velkommen i Svigerforældrenes Gaard; til Bruden synges ved Afskeden snart vemodsfulde, snart opmuntrende Ord, og hun faar gode Raad med til sin ny Virksomhed. Med stor Udførlighed opregnes i Kalevalas 23de Sang hendes daglige Pligter; kun lidet deraf er medtaget her i Oversættelsen[2]; og denne udelader helt den lange og mørke Skildring af sit Ægteskab som en gammel Tiggerkvinde derefter giver til bedste: I ydmyg Lydighed stræbte hun at tækkes Manden og hans haarde Forældre; hun sled som en Træl og var nøjet med den usleste Føde; selv da man spredte onde Løgne og Bagtalelse om hende, fortvivlede hun ikke; men da hendes egen Mand blev grum som en Bjørn mod Staklen, brød hun i sin Kvide ud i bitre Smædeord; dem hørte Manden udenfor og tugtede hende raat. Da flyede hun fra hans Gaard : Fader og Moder var døde, i Broderens Hjem er Svigerinden kold og ond og byder den usleste Føde, og nu vandrer den fordums Gaardkone fra Dør til Dør som Tiggerkvind, oftest smædet, sjælden budt velkommen. Moralen af det hele gives straks ved Kvadets Indgang: Følg ikke Din Mands Sind, saadan som jeg har gjort det! — Saa lyder prøvede Ægtemænds Ord til Brudgommen om hvordan han skal leve med sin Viv; Bruden tager den sidste Afsked med det gamle Hjem, og Slæderne haster bort.


Oversættelsen forbigaar helt Sangene fra Slutningsfesten i Mandens Hjemgaard. Da Slæden holder sit Indtog, hilser hans Moder Parret velkomment i hjærtelige Ord; men det uundgaaelige Barn paa Stuegulvet raaber næsvist op om den grimme Krage til Brud, der kommer tomhændet i Stuen: Ikke saa meget som en Vante har hun med, og hendes Kiste er fuld af Mus. Der tysses paa det »usle Barn«, og det viser sig at den unge Kone bringer fuldt op af Gaver og Udstyr. Saa spiser og drikker man drabeligt, og atter her tager den uselviske Väinämöinen Ordet, priser Vært og Værtinde, Patvaska og Brudeførerske samt hele det statelige Følge. Og da Sangen er endt, stiger Väinö i Slæden og kører bort til egne Døre, hjemad til sin egen Tærskel.


Fodnoter

  1. Om Brudekøbet i nyeste Tid (c. 1890) fortæller Pastor Neovius (Kalev. Kotip. S. 123) fra Sydkarelen (»Tangen«), at Frieren først giver virkelige Festgaver, 3 — 10 Rubler; siden spørger han: Hvad koster Kvien? Svaret kan lyde paa op mod 300 Rubler; dem udreder Fæstemanden sædvanlig i Smaasedler, saa det bliver en imponerende Dynge; men næste Morgen gives de ham i al Stilhed tilbage. Naar han fører Bruden hjem, maa han dog endnu ud med en Sum for hendes Klædebylt; det antyder Svigermoderen ofte paa en fin Maade ved at sætte sig paa den i det Øjeblik man vil læsse den paa Slæden.
  2. Mere af Sangen er oversat af Friis i »En Sommer i Finmarken, russisk Lapland og Nordkarelen«, S. 382 fl. Friis meddeler efter russiske Kilder to Beskrivelser af Bryllupper, hvoraf den fra Jyskyjärvi (Juckozero) synes at frembyde flest Ligheder med de vest- og sydligere Former.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.