Brynhilds Helfart (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


29. Brynhilds Helfart


Efter Brynhilds Død blev der oprejst tvende Baal, det ene for Sigurd, og det brændte først, men derefter blev Brynhild brændt; hun var i et Kjøretøj, som var omhængt med Tempelpurpur. Man siger, at Brynhild agede med dette Kjøretøj paa Helvejen, og kom igjennem et Hjemsted, hvor en vis Gyge boede.


Gygen kvad:
1.
Min af Kamp
Opførte Gaard
At fare igjennem,
Ej Lov Du faaer;
Ved Væven burde
Du holde Stand,
Ej løbe efter
En Andens Mand.


2.
Du løbske Væsen!
Hvi ager Du frem
Fra Vælskland hid
Til Gygens Hjem?
Hør her, Du Smukke!
For ofte Du lod.
Din Haand besudle
Af Mandeblod.


Brynhild.
3.
Du Steenstueviv
Mig ikke bebrejde,
At Deel jeg tog
I Vikingefejde!
Altid bedre
Jeg er end Du
Der, hvor ret
Man kjender vor Hu.


Gygen.
4.
Brynhild, Budles
Datter, Du var
Det værste Varsel,
Som Verden bar;
Øde Du lagde
Gjukes Huus,
Den Lykkebygning
Du styrted i Gruus.


Brynhild.
5.
Fra Vognen vil jeg
Viis Dig gjøre:
Du lidet Vidende
Nu skal høre,
Hvorlunde blev ranet
Min Kjærlighed
Af Gjukes Børn
Og brudt blev Ed.


6.
Kongen, vor Fader,
Til Egens Stamme,
Lod bære otte
Søstres Hamme;
Tolv Vintre gammel,
Du nu det veed,
Jeg Fyrsten den Unge
Gav min Ed.


7.
Hilde med Hjælmen,
Det Navn jeg fik
Af Alle, til hvem
Mit Rygte gik.


8.
Dernæst jeg lod
I Gothers Rige
Den gamle Hjelmgunnar
Til Hel nedstige,
Jeg Adas unge
Broder lod vinde,
For dette blev Odin
Mig gram i Sinde.


9.
Skjolde i Heltelund,
Røde og hvide,
Om mig satte han
Side om Side,
Og bød, at kun han
Skulde mig vække
Af Søvne, hvem Intet
Kunde forskrække.


10.
Vedfortærerens
Høje Lue
Han lod for Salen
I Syd sig bue;
Derover kun red,
Han saa det satte,
Den Helt, som bragte mig
Fafners Skatte.


11.
Did, hvor min Fostrer
For Gaarde stod,
Red han paa Grane,
Gavmild og god,
Danernes Viking
Viste sig der
Som bedste Mand
I Livvagtshær.


12.
Eet Leje vi begge
Hvilede paa,
Som Søster og Broder
Vi sammen laae,
I otte Nætter
Den Ene ej førte
Haanden hen
Og den Anden rørte.


13.
Det lod Gudrun
Mig høre til Harm,
At sovet jeg havde
I Sigurds Arm,
Da vidste jeg, hvad
Jeg nødig vilde:
I Mandevalget
Man sveg mig ilde.


14.
Mænd og Kvinder
Som fødes tillive,
Altfor længe
Strides og kive;
Men Sigurd og jeg
Hinanden finde,
Og skilles skulle
Vi ingensinde —
Nu forsvind
Du Jættekvind!