Brynjólfur Sveinsson biografi

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Brynjólfur Sveinsson
Brynjólfur Sveinsson
Biografisk oversigt

Brynjólfur Sveinsson
(1605-1675)



Sveinsson, Brynjólfur, 1605-75, Biskop, fødtes i Holt i Önundarfjord i det nordvestlige Island 14. April 1605. Hans Forældre vare den derværende Sognepræst Sveinn Jónsson og dennes 2. Hustru, Ragnheiður Helgadatter, Enke efter Storbonden Gissur Thorláksson. Efter 1623 at være dimitteret fra Skalholt Skole drog han 1624 til Kjøbenhavns Universitet, hvor han med Fremgang studerede til 1629, da han vendte tilbage for at søge sig en passende Stilling paa Island. Men i Skalholt, hvor den aldrende Biskop O. Einarsson i ham saa en Medbejler til Familiens Magtstilling, mødte han kun afvisende Kulde, og efter at hans Valg til Biskop 1631 efter O. Einarssons Død forgjæves var forsøgt gjennemført over for en Søn af denne, Gísli Oddsson, forlod han atter Øen for i Kjøbenhavn at fortsætte sine Studier. Her lagde han sig efter Disputationsøvelser og dyrkede med stor Iver de klassiske Sprog, saa at han endog med Lethed kunde udtrykke sig paa Græsk, hvad han ved et tilfældigt Møde med en indfødt Græker fik Lejlighed til at lægge for Dagen. 1633 opnaaede han Magistergraden og var Aaret forud bleven ansat ved Roskilde lærde Skole, hvor han som Konrektor virkede med Dygtighed til 1638, da han fratraadte for at tiltræde en Udenlandsrejse. Forinden maatte han dog aflægge et Besøg paa Island for at ordne sine Anliggender. Under hans Ophold her døde Biskop G. Oddsson, og B. S., der kun modstræbende gav efter, valgtes enstemmig til hans Efterfølger. Saaledes nødtes han til at tilbringe den følgende Vinter i Kjøbenhavn, hvor man nøjere prøvede Sagen og med Afvisning af hans Undskyldninger stadfæstede Valget; sin Troskabsed til Kongen maatte han i April 1630 aflægge i Gluckstadt. Efter Tilbagekomsten til Hovedstaden ventede ham endnu en theologisk Prøvelse af Sjællands Biskop, som derpaa indviede ham.

Efter ved Ankomsten til Island i Forsommeren 1639 at have tiltraadt sit Embede udfoldede B. S. stor Virksomhed og viste sig som en nidkjær Biskop og ypperlig Administrator saa vel angaaende Tilsynet med Præstestanden og Skolen som Bestyrelsen af Kirkegodset. Ogsaa i Henseende til den gejstlige Lovgivning forstod han at faa forskjellige Ulemper fjærnede. Skoledisciplene søgte han at bibringe sin egen Kjærlighed til de gamle Sprog og vedligeholdt deres Kundskaber ved med de mere fremmelige at fortsætte en latinsk Brevvexling. At han dog ogsaa forstod at vurdere Talentet, selv hvor den klassiske Dannelse manglede, viser hans Forhold til Salmedigteren H. Pjetursson (XIII, 126). Hans ydre Optræden var værdig og ærefrygtindgydende, han skildres som en stor, svær Mand med rødligt Haar og et vældigt, rødt Skjæg, der bredte sig over hele Brystet, trods sin Alvor ingenlunde utilgængelig, en gjæstfri Vært og rundhaandet Mand. Hans Indflydelse paa Samtiden var overordentlig og forøgedes endnu mere, ved at han snart blev en meget formuende Mand. Han var ikke uden Hang til Mystik og vedkjendte sig, mærkelig nok, trods sin Stilling Forkjærlighed for den katholske Tids Sæder og Skikke, hvad der vistnok stod i Forbindelse med hans Sympathi med den i Kamp for sin Tro faldne, sidste katholske Biskop i Holar, Jón Arason, fra hvem han paa mødrene Side nedstammede. 1640 havde han ægtet Margrét, Datter af Lagmanden Halldór Ólafsson, men af deres Børn naaede kun 2 den voxne Alder, og intet af disse havde Lykken med sig; begge døde unge, Datteren, en særdeles lovende ung Pige, efter at være besvangret af en yngre gejstlig i Faderens Hus. Mod Slutningen af sit Liv stod den gamle Biskop som Enkemand og uden Afkorn; sine Midler testamenterede han til fjærnere Slægtninge, og Embedets Bestyrelse overdrog han 1674 til den af Regeringen udpegede Eftermand, Mag. Thórdur Thorláksson, men forblev boende paa Bispegaarden til sin Død, 5. Avg. 1675.

Den Anseelse, som B. S.s Lærdom i de klassiske Sprog forskaffede ham, øgedes ved det Ry, der gik af hans Indsigt i den nordiske Oldlitteratur, og særlig i denne Henseende vakte han Opmærksomhed uden for Island, ligesom det ogsaa er med Hensyn til denne, at han har indlagt sig blivende Fortjenester, mindre dog ved egne Arbejder end som Samler og Bevarer af de islandske Oldskrifter. Allerede tidlig maa B. S. være begyndt at samle. Om han har haft islandske Skindbøger eller Afskrifter af Saadanne hos sig i Roskilde, vides ikke, men allerede 1639, formodentlig da han paa Hjemvejen fra Glückstadt besøgte Professor Stephanius i Sorø, kunde han forære denne en vigtig Membran, og i de nærmeste Aar fulgte flere andre efter, nedsendte fra Island. 1646 omtaler O. Worm B. S. som efter Sigende Besidder af et udsøgt Bibliothek af islandske Manuskripter. Fra islandske Kilder vides, at han hverken sparede Penge eller Møje for at skaffe sig alle de gamle Skindbøger, han kunde overkomme, og hvad det ikke lykkedes ham at erhverve, lod han saa vidt muligt afskrive, særlig ved den ypperlige Frakturskriver Præsten Jón Erlendsson, ved hvis Virksomhed flere af de vigtigste Oldskrifter («Islændingebog», «Landnamabog») ere os bevarede, medens Originalerne kort efter maa være gaaede tabt. Med en paafaldende Imødekommenhed, og maaske til Dels bevirket ved personlige Forhold, bortskjænkede B. S. i den følgende Tid af sine litterære Skatte, 1656 sendte han flere Membraner til den bekjendte Samler Landsdommer Jørgen Seefeldt paa Ringsted Kloster, hvem han allerede 1639 havde besøgt; men navnlig stamme fra Aarene 1656 og 1662 – som Følge af en direkte Opfordring fra Frederik III – hans rige Gaver til det kongl. Bibliothek, hvorved dette kom i Besiddelse af mindst 15 vigtige Membraner, deriblandt saa enestaaende Haandskrifter som «Den ældre Edda» og «Flatøbogen». Hvad der ved hans Død var tilbage af hans Bibliothek, splittedes mellem ligegyldige Arvinger, indtil Arne Magnusson med Møje reddede Resterne. Biskoppens sædvanlige Bibliotheksmærke var et sammenslynget LL, ɔ: Lupus loricatus, som er den latinske Oversættelse af Navnet Brynjólfur.

B. S.’s Indsigt i den nationale Oldlitteratur benyttedes navnlig af Historiografen Stephanius, hvis Noter til Saxo indeholde adskillige fra ham stammende Oplysninger, hvorimod han stod besynderlig fremmed over for Worm, indtil denne 1648 indledede en Korrespondance med ham, hvorefter han meddelte Worm nogle Bidrag til dennes runologiske Arbejder. Han synes ved denne Tid at have syslet med omfattende Planer til litterær Virksomhed. En Yndlingstanke hos ham var at faa det mest mulige af Sagalitteraturen udgivet under kyndigt Tilsyn; det Bifald, som hans Bemærkninger til enkelte Steder i Saxo havde fundet, indgav ham Ønsket om i en Række selvstændige Afhandlinger at behandle Æmner hentede fra Saxo eller til Oplysning af dette Værks Indhold, og heraf nedsendte han en Prøve 1649; ligeledes havde han fra Grundtexten oversat det nye Testamente. For bedre at fremme alle disse Foretagender ønskede han Tilladelse til at oprette et Bogtrykkeri i Skalholt, men stødte herved sammen med sin Kollega paa Holar, Thorlákur Skúlason, som fra sin Forgænger havde overtaget et af denne grundlagt Trykkeri, den Gang Islands eneste. Vel opnaaede han en foreløbig Tilladelse, men den nævnte nordlandske Biskop, med hvem han i øvrigt stod paa en god Fod, naar undtages, at denne skal have nægtet at trykke hans Nye Testamente, fordi de deri indeholdte Afvigelser fra de tilvante Udtryk vilde forarge Menigmand, satte sig derimod med Hænder og Fødder som Indgreb i et paastaaet Monopol. Vistnok som en Udvej af disse Vanskeligheder og maaske tillige under Paavirkning af Stephanius’ kort forud indtrufne Dødsfald udgik 1650 fra Regeringen Opfordring til B. S. om for en Tid at tage Ophold i Danmark og her fra udgive de fædrelandshistoriske Oldskrifter med dertil knyttede Oplysninger, et Tilbud, som Forholdene dog ikke tillode ham at modtage. Hermed døde Trykkerisagen hen; men det er ikke usandsynligt, at dette ogsaa har indvirket ufordelagtig paa hans Produktivitet, saa meget mere som der skal have været en Tilbøjelighed hos ham til hurtige Omslag i Interesse over for paabegyndte Foretagender og udkastede Planer.

B. S.’s litterære Virksomhed blev i hvert Fald ringe. Trykt foreligger kun, foruden hvad Stephanius i Noterne til Saxo har meddelt af de ham tilsendte Oplysninger (sml. ogsaa Fortalen til Resens «Edda», 1665), de i Worms «Epistolæ» indrykkede «Observationes tumultuariæ» (1651) til Worms «Litteratura Danica», hvormed kunne sammenholdes hans Meddelelser i et Brev af Aar 1648. Om de store Forventninger til en sammenhængende Kommentar over Saxo vilde være fyldestgjorte, hvis B. S.’s paatænkte Værk var blevet gjennemført, kan synes tvivlsomt efter den nedsendte Prøve («Conjectanea Saxoniana», periculum I-II, nu i den Arnamagnæanske Samling), sammenholdt med den udkastede Plan, som han i et Brev til Worm angiver den, hvorefter Vægten mere vilde blive lagt paa en Prangen med vidtsvævende Lærdom end paa en nøgtern Fremstilling af Kjendsgjerninger. Foruden sidstnævnte Arbejde haves end videre af ham i Haandskrift, alt paa Latin, en udførlig Lærebog i Logik (til Brug i Skalholt) og 2 længere Digte, der paa en ejendommelig Maade belyse hans katholiserende Tilbøjeligheder, rettede til Korset og til Jomfru Marie, samt en til Sekretær Otte Krag efter Anmodning nedsendt Beretning om Islands Naturforhold. Ligeledes ere for en stor Del hans udførlige Kopibøger bevarede, en vigtig Kilde til Tidshistorien.

F. Johannæus, Hist. eccles. Islandiæ III, 602 ff. Corpus poet. boreale (Oxford 1883) S. xxii ff. Tímarit V (1884), S. 36 ff. Th. Thoroddsen, Landfræðissaga Islands II, 114 ff. Sunnanfari V (1896), Nr. 7.

Kr. Kaalund.


Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905)