Døden og derefter (P. Egede)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Fil:Mourning hat, East Greenland, leather with paint, No. 1883.10.0013 - Etnografiska museet - Stockholm, Sweden - DSC01271.JPG

Østgrønlandsk sørgehat
(Etnografiska museet - Stockholm)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

»Efterretninger om Grønland«
Uddrag af Paul Egedes dagbøger 1721 til 1788


Døden og derefter

Poul Egede

Under jorden eller op i himlen?

Der kom nogle mænd ud til os og bad mig komme i land til dem, jeg fulgte straks med vores jolle og lod dem vide mit ærinde, hvilket glædede dem. De roste kongens omsorg for dem, skønt han boede så langt borte fra dem og aldrig havde set dem eller deres land. De takkede for min forklaring, men de fleste ville hellere komme ned under jorden end op i himlen, hvor de dødes sjæle ikke havde nogen ro, men strejfede om fra eet sted til et andet og måttte drikke slimet vand med orme i. Dette havde en Tornarsuk, som hed Okartok (stortalende) sagt, sagde deres angekkok.

Indgangen til denne Tornarsuks bolig kunne ses lige i nærheden. Jeg tog derhen, gik ind i hulen og så, at den var 10—12 skridt dyb fra vandkanten. Igennem den, sagde min vejviser, at angekokken plejede at besøge Tornarsuk, men han var ikke hjemme. (S. 60).

To andre angekkokker fortalte, at de for nogle år siden havde mødt hinanden under jorden, skønt de ovenpå jorden bor 50 mil fra hinanden. Året efter mødtes de i Diskobugten, så længe på hinanden og genkendte til sidst hinanden, og i de andres påhør fortalte de om de mærkværdige ting, de havde set i de dødes land. (S. 84).

Dødstabu

På en ø, hvor mine folk stod og kastede til måls med sten, kom en og bad mig, at jeg skulle forbyde dem at lave en sådan larm. Hans far var død samme vinter, derfor måtte de være stille, thi det ville gå ud over hans børn, som kunne miste livet derved. Han vidste ikke, hvem der kunne blive vred over det, hvis det ikke var sillab nalega, luftens herre, som kaldes erloartortok, indvoldsrøveren, eftersom han tager indvoldene ud af de døde og æder dem. Han ser ud som en hollænder med store bukser, har en skål i hånden, hvori en ullo, krumkniv, hele tiden løber rundt. Hans mundheld er: Poor poor peja, hvilket ikke betyder noget i deres sprog. (Ss. 96-97).

Hellere nedad end opad

Under en snak om de dødes opstandelse spurgte jeg en af dem, hvilke mennesker, han mente, ville komme til de lyksaliges boliger efter døden? Han svarede, at det blev dem, som havde gode sjæle, de kom sikkert til det herlige sted, og de som havde onde sjæle til det dårlige sted. Men om han selv var af dem, som havde en god sjæl, eller hvori sjælens fortræffelighed bestod, vidste han ikke. I himlen, hvor han tidligere ikke havde haft lyst at komme, havde han hørt, at der var et stort vand, og at gamle koner dér var meget plagede af ravne, som hele tiden hang i deres hår og som de næsten ikke kunne holde fra sig.

Deres tanker om sjælene var dette: De er blege og gustne, og når man vil føle på dem, har de hverken kød, ben eller sener, men er så fine, at de er næsten som intet. De forklarede, at grunden til deres svage udseende var himlens stærke omdrejning og hurtige bevægelse, som udmatter dem, så de ikke kan blive fede. Derfor ønsker grønlænderne gerne for deres døde venner, at de hellere må komme nedad end opad. (S. 105).

Døden og derefter

En blev spurgt, hvad de tænkte om de døde, før de lærte vore tanker derom at kende, og svarede, at de mente, de (for)blev levende på den tredie dag. Men da legemerne kan ses længere end til den tredie dag, troede han, at der mentes sjælen. De, som kom opad, boede i himlen ved et stort snedækket bjerg, deres huse var åbne og de levede ikke så godt som de, der kommer nedad. De fik hvaler, sæler og rener nok. Da jeg ønskede at vide, hvem der kom til himlen og hvem nederst i jorden eller under jorden, som andre siger, svarede han, at de plejede at tage de syge, som lå på deres yderste, forsigtigt ned af sengen og på gulvet indsvøbe dem til begravelse. Denne nedtagelse af sengen skal nok være et tegn på den nedfart under jorden, som de ønsker den døde. Men hvis nogen dør, før han bliver taget ned, da kommer han opad. Hvis de døende ikke har nogen venner eller pårørende, da er det de tilstedeværende lige meget, hvor de kommer hen. Jeg har dog set dette overholdt uden at nogen af den afdødes venner har været til stede. (S. 119).

Kilde

Poul Egede: Efterretninger om Grønland, uddragne af en Journal holden fra 1721 til 1788. Genudgivet af Mads Lidegaard, 1988 (Det Grønlandske Selskabds Skrifter, nr. XXIX).