Dødssejleren

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

H. Dødsvarsler

27. Dødssejleren


537. Min fader, som er sømand, har fortalt, at nogle fiskere hjemme fra lå en nat på havet og så på én gang et stort tremastet skib for fulde sejl inde på grunden, hvor de knap kunde flyde med deres joller. De var forundrede over at se dette, men skibet forsvandt, og i steden opdager de en kasse, som de bjærger, og da de kommer i land og åbner den, finder de et lig af en mandsperson med vedliggende skriftlig meddelelse om, at det var en søkaptejn, fører af en tremaster. Der fandtes tillige bjærgelön og penge til begravelsen.

N. J.


538. En skonnert lå i Horsens havn, og skipperen boede ved havnen. Så fik skibet fragt til England, og en ung karl fra Hjarnø fik hyre derpå. Förend det skulde sejle, kom en mængde ugler og satte sig på skibet, og da en norsk skipper, som lå der, så det, sagde han, at dette skib kom aldrig i Horsens havn mere, det vilde han sætte hans skib på. Uglerne var endog så nærgående, at én flöj ned i skipperens gård og pikkede et hul i hånden på en dreng. Skibet havde forhen sejlet i tre år på Middelhavet, og det kom da af sted, kom godt nok til England og hjem igjen til Grenå, men der kom det på grund. Skipperen sprang op af sin köje og ud i havet og svömmede til landet, men druknede ligefuldt. Styrmanden gik det ligeså. Folkene løsnede jollen, men fandtes dog siden druknede alle sammen, endskjøndt den ingen skade havde taget. Den drev til land og stod der. Dette skete i roligt vejr.

Sören Hansen.


539. En norsk brig sejlede ud fra Norge, og et par dage efter faldt den halve hestesko ned fra masten, som var slået fast der oppe. Så sagde kaptejnen, at skibet kom vist ikke godt hjem mere, og det gik, som han sagde, skibet strandede for Vejers.

Mette Nielsdatter, Kjelst.


540. En gang for mange, mange år tilbage, sejlede der et skib oppe ved Islands kyst. Skibsfolkene der ombord så da tre mørke skikkelser komme farende hen over dem og op mod det ildsprudende bjærg Hekla. Da skibet nogen tid efter kom tilbage til sin hjemstavn, spurgtes det, at dersteds var der død tre højtstående herrer på samme tid, som synet blev set fra skibet.

Jens Esbensen.


541. På en rejse til England, som jeg gjorde med et skib, havde vi en matros, som ved höjlys dag så en sortklædt kvinde komme og lægge sig hos ham i hans köje i ti eller tyve minutter. Derpå rejste hun sig og forsvandt, og vi, som gik på dækket, så ingen ting til. Vi var da omtrent midt imellem Jylland og England. Først næste dag fortalte han os det hele, han tænkte selv, at det skulde betyde noget, og året efter kom han med et andet skib, som blev væk med mand og mus, som man siger. Matrosen var fra Samsø.

Sören Hansen.


542. Mens moder tjente i Tværsted tæt ved klitterne, havde hendes husbond og nabo hver sin skude, som de sejlede med både til Norge og Sverige. En gang, som de var borte og skulde hjem, siger den ene til den anden: «Skal vi kappes hjem?» — «Nej.» Hendes husbond sejlede så, og de fik en god bör, ja mere, så de endog frygtede for ikke at kunne styre skibet. Ud på natten måtte de drive for vind og ström. Allerbedst som de drev, ser de et skib komme drivende tæt forbi ligesom de. « Hvorfra?» —- «Fra Danmark.» — «Hvad navn?» Kun et utydeligt navn hørtes. Men naboens skib eller besætning såes aldrig mere.

Jörgen Hansen.


543. En gammel fisker fra Valsted i Sebber sogn havde set et dødningeskib. Det var meget hårdt vejr, og da kom der et skib i fjorden, så hvidt, så hvidt, så hvidt, og tre hvide mænd var derpå. Det foer frem med lynets fart, mens gnisterne sprudede der omkring.

Nik. Christensen.


544. Der er mange, som har set «den flyvende Hollænder.» Under tiden sejler den på havet, ligesom andre skibe, men for det meste farer den dog gjennem luften, og mangen sømand har stået på sit dæk og set både skibet og dets mandskab fare hen over sig, som det var en fugl, der flöj. Men så véd han nok, hvad der skal gjøres. Så skal sejlene rebes, og det skal være i en hast, for så kommer der storm, der kan forslå noget.

P. Uhrbrand.


Da jeg sejlede langs sydkysten af øen Kuba, kommer styrmanden omtrent ved midnatstid springende op på bakken og spörger udkiksmanden, om han ikke havde set den sejler oppe til luvart. Vi var 5, 6 mand på bakken, men ingen af os havde observeret sejleren, för styrmanden kom og sagde det. Nu så vi, at det var et fregatskib ligesom vores, var os omtrent i en fjerdingvejs afstand, og det styrede samme kurs som vi. I løbet af en time var den løben os ud af sigte, uagtet vort fartöj var en udmærket god sejler. Samme nat døde en mand for os, der havde været syg en dags tid, og ottende dagen efter omtrent ved samme tid løb skibet fast på et koralrev og forliste. Englænderne, hvoraf hele besætningen bestod, så nær som mig, sagde straks, at det var «den flyvende Hollænder», de havde mödt.

Toldktr. Boye.


546. De fortalte, at de på Limfjorden tit havde set Dødssejleren. Det bebudede al tid storm eller ulykke. Lige sådan var det, når havfruen viste sig.

C. Brögger.


547. Da vi havde haft stormfloden den 13de november 1872, blev de i land drevne skibe solgte ved auktion til ophugning. Stumper af de skibe, der strandede under Möens klint, blev af ejerne sejlede derfra, da man ikke kunde kjøre med vogn der. En dag var fire mennesker sejlede derud efter tømmeret, de havde kjøbt, men det blev aften, för de fik det bundet sammen til at drive efter båden, som de roede, da det var blikstille vejr, lidt diset, men ellers stjærneklart. Pludselig så de bag ved dem et stort skrog som et vældigt skib, der blev ved at forfølge dem. En gang delte det sig i to. De så det alle, men ingen af dem kunde sige, om det var ti alen eller tusend alen borte. Med ét var det borte.

Jens Nielsen Råbylille, ved. Th. Jensen.


548. Jeg havde en god ven, der hed Kristen Jensen, og han lod sig en gang forhyre med et skib, der var drevet i land her på stranden, og, efter at være kjøbt af et rhederi her i egnen, igjen sat ud — om end med möje, ti det var så kontradi at komme af sted med, at ingen mand spåede sig noget godt af det skib. Herfra skulde det gå til bælterne og indtage en ladning stort byg, også til Holland. Efter at have forladt Danmark hørte vi i lang tid ikke noget til det, för det senere oplystes, at det, ramponeret af en storm, var sögt ind i en udhavn under Norge for at blive fortømret lidt. Derfra løb det ud igjen, og siden har man intet hørt til det, så det må være gået under med mand og mus. Så havde jeg en nat et underligt syn, for dröm var det ikke, jeg var vågen nok. Af tilfældige grunde lå jeg den nat ikke i sovekamret, men i en stue ved siden af. Som jeg ligger allerbedst, synes jeg at se Kristen Jensen stå uden for sengen, akkurat som han gik og stod iblandt os, hans bekjendte blanke hat på hovedet, sid tröje på kroppen og søstövler på benene, men oven ud af stövlerne kvasede vandet, så det stod om benene som i et skum, medens han med et forunderlig vemodigt blik stirrede på mig. Det forekom mig, ligesom han vilde sige: «Forstår du mig?» Jeg blev ikke bange, men stirrede forundret og vemodig på ham, for det faldt mig ind: «Herre Gud! skulde han virkelig være død, og nu vil give mig sin hedenfart til kjende.» Denne tanke faldt blytung på mig, og jeg kunde ikke sove. Jeg stod op og gik frem og tilbage i værelset. Min kone kom nu op og spurgte, hvad der var på færde, men jeg beroligede hende. Så faldt det mig ind, at de gamle folk havde talt om her ved havet, at når såden noget hændte, var det et lig, der var drevet i land, og som vilde have, at man skulde komme og slæbe det op, for at det kunde blive ordentlig begravet. Jeg gik da ned til stranden og tænkte: «Herre Gud! mon jeg da skal finde hans døde legeme ligge i havskummet.» Jeg gik: frem og tilbage, men der var intet at opdage, og jeg gik da hjem igjen, endnu för det var bleven dag, med overbevisning om, at Kristen Jensen var død.

P. Uhrbrand.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.