Dag og Nat (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Sagnfortælleren Nâlungiaq

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Knud Rasmussen
København, 1926


Dag og Nat
Fortalt af Nâlungiaq

"Jeg er et ganske almindeligt Menneske, der ingen Viden har fra mig selv. Jeg har aldrig været syg og drømmer næsten aldrig, derfor er jeg ikke bleven synsk. Naar jeg en Gang imellem gaar ind i Landet for at samle Brændsel, føler jeg kun Glæde over at mærke Solens Varme, og mange Minder strømmer ind over mig fra de Egne, jeg genser, og hvor jeg har gaaet, siden jeg var en lille Pige. Andet oplever jeg aldrig, naar jeg bliver alene; jeg maa nøjes med at lytte, naar andre fortæller. Derfor har jeg al min Viden fra en gammel Onkel, Aandemaneren Unaraluk. Hans Hjælpeaander var hans afdøde Fader og Moder, Solen og en Hund og en Ulk. Gennem disse Hjælpeaander vidste han Besked om alt det, der var paa Jorden og under Jorden, i Havet og i Himlen.

Men det, jeg nu skal fortælle om, er noget, hvert Barn ved, ethvert Barn, der er bleven fortalt i Søvn af sin Moder:

I de allerældste Tider var der intet Lys paa Jorden; alt var Mørke, og man saa ikke Landene, og man saa ikke Fangstdyrene. Og dog levede der baade Mennesker og Dyr paa Jorden, men der var ingen Forskel paa dem. Man levede i Flæng; et Menneske kunde blive et Dyr, og et Dyr kunde blive til et Menneske. Der var Ulve, Bjørne og Ræve, men saa snart de blev til Mennesker, var de alle ens. De kunde vel have forskellige Vaner, men talte alle det samme Sprog, levede i samme Slags Huse og Telte og jagede paa samme Maade.

Saaledes levede man her paa Jorden i de allerældste Tider, Tider, som ingen mere forstaar. Det var dengang, Trylleord blev til. Et tilfældigt udtalt Ord kunde pludselig faa Kraft, og det, som man gerne vilde skulde klare hvorledes.

Fra disse Tider har de gamle husket en Samtale mellem en Ræv og en Hare:

"Taoq — taoq — taoq: Mørke — Mørke — Mørke!" sagde Ræven; den vilde gerne have Mørke, naar den skulde ud og stjæle af Menneskenes Depoter.

"Uvdloq — uvdloq — uvdloq: Dag — Dag — Dag!" sagde Haren; den vilde gerne have Dagens Lys, saa den kunde finde sin Føde.

Og saa blev det pludselig saaledes, som Haren havde ønsket; dens Ord var de stærkeste. Dagen kom og afløste Natten, og naar Natten var gaaet, kom Dagen igen. Og Lys og Mørke vekslede med hinanden.

I de Tider var der ingen Sødyr i Havet; Menneskene kendte ikke til at brænde Spæk i deres Lamper. Dengang kunde nyføget Sne brænde — de bløde, kridhvide Dynger af meget fin Sne, der kan samle sig i Læ af de faste, haarde Driver."

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2, ss. 154-156. København, 1926.