Dandsen i Hruna
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Dandsen i Hruna
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Engang i gamle Dage levede der en Præst i Hruna i Arnessyssel, som var meget hengiven til Fomøielser og Morskab. Han havde altid for Skik, naar Folket var kommet til Kirke Juleaften, at han ikke forrettede nogen Gudstjeneste først paa Natten, men derimod holdt stort Dandsegilde i Kirken med Sognefolkene, drak, spillede Kort, og havde anden usømmelig Morskab for, heelt ud paa Natten. Præsten havde en gammel Moder, som hed Una og som havde meget imod at Sønnen opførte sig saaledes og ofte irettesatte ham derfor. Men derom brød han sig ikke det mindste, han blev ved, som han havde begyndt, i mange Aar. En Julenat lod Præsten Dandsen vare længere end den pleiede; hans Moder, som var synsk og kunde forudsige kommende Ting, gik da ud i Kirken og bad sin Søn høre op med Legen og begynde Gudstjenesten. Men Præsten svarer, at det har god Tid endnu og siger: »En Rundtenom endnu, Moerlil!« Hans Moder gaaer igjen ind fra Kirken, men vender atter og atter tilbage og beder Sønnen om at agte paa Gud og heller høre op, mens Legen endnu er god. Men han svarer hvergang det Samme som før. Da hun tredie Gang forlod sin Søn og gik over Kirkegulvet henimod Udgangen hørte hun Nogen kvæde denne Vise som hun nemmede:
- »Høit i Hruna Klangen
- Fryder nu saa Mangen;
- Saa skal den opstemmes,
- At den Dands ei glemmes.
- Men den gamle Kvinde
- Una end er inde.«
Som Una kommer ud af Kirken, seer hun en Mand staae derude, hvem hun ikke kjendte, men syntes ilde om, og hun var forvisset om, at han havde kvædet Visen. Una blev saare urolig over Alt dette, og kunde nu nok tænke sig, at her var Ugler i Mosen og at dette maatte være Djævelen selv. Hun tager da sin Søns Ridehest og rider i Skynding til den nærmeste Præst, hvem hun beder om at komme og søge at raade Bod paa disse Vanskeligheder og frelse hendes Søn fra den Fare, der truer ham. Denne Præst følger hende strax, ledsaget af mange Mænd, thi Høitidsfolket havde endnu ikke forladt ham. Da de kom til Hruna, var Kirken og Kirkegaarden sunket med hele Folket men nede i Jorden hørte de Hylen og Tuden. Endnu seer man Spor til at der har staaet et Huus oppe paa Hrunen, saaledes hedder en Høi, efter hvilken Gaarden, som ligger ved Foden af den, har faaet Navn. Men Sagnet fortæller, at siden har man flyttet Kirken nedenfor Hrunen, hvor den endnu er. Det siges da ogsaa, at man aldrig siden nogen Julenat har dandset i Hruna Kirke.
