Danske helgeners levned: 1. Knud konge

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Danske helgeners levned

i oversættelse ved
Hans Olrik


1. Knud konge


Knud den hellige har trods sin korte kongetid været en af de mest fremragende skikkelser i vor historie. Stolt og fuld af selvfølelse vilde han med det gode og med det onde hæve kongemagten, og greben af ærefrygt for kirkens hellighed og af iver for dens opsving vilde han i alle måder fremme præstestandens sag, så meget mere som han dermed forøgede sin egen vælde. Han var modig og viljestærk, højtstræbende i sine mål og begejstret for de ideer, han førte frem; men på den anden side var han heftig, hård og voldsom, han tålte ingen hindringer på sin vej, og flere af hans handlinger var udslag af en hensynsløshed, der blindt tilsidesatte nedarvet lov og ret. Det danske folk, der nylig i hans broder Harald Hen († 1080) havde haft en mild, noget veg konge, vilde håndhæve sin tilvante frihed og ikke lade sig kue; dette forhold førte til en bitter kamp — forfatningskamp, kan man gerne sige —, og udfaldet blev kongens drab i Odense kirke (1086). Da Knud i flere måder havde kæmpet for kirkens krav, rummede hans fald noget af et kirkeligt martyrium. Dette synspunkt for hans bratte død gjorde præstestanden straks gældende. Klerkenes mål var at gøre ham til helgen, og de efterfølgende uår, som for de overtroiske sind stod som en Guds straffedom, arbejdede dem målet i hænde. Allerede 1095 kunde man lægge ”hellig” Knuds ben i en stenkiste, der blev stillet i den nye kirkes krypt. Samme år blev Erik Ejegod konge. Hans kongegerning blev en efterligning af Knuds; kun for han mere med lempe. Det måtte da i høj grad være ham magtpåliggende at få sin broder godkendt som helgen.

Efter lange — påfaldende lange — forhandlinger med paven fik han sit ønske opfyldt, og ved en stor kirkefest i Odense blev Knuds ben højtidelig lagte i et kostbart skrin (1101). Dog synes hans helgenry endnu at have mødt modstand; det varede endnu nogen tid, før det gik af minde, at han havde været det danske folk forhadt. Omsider blev han virkelig folkehelgen, fik forrang for de andre nationale helgener og blev opfattet som beskytter af hele Danmark. Altre rejstes i kirkerne til hans ære, relikvier af ham fandt vej trindt omkring, endog til udlandet, og borgerne kårede ham til værnehelgen for deres gilder, hvor han flere steder synes at have fortrængt sin yngre frænde, hellig Knud hertug.

Når en konge, der har ægget folkets lidenskab til det yderste, efter sin død bliver gjort til helgen, skal det just ikke gøre eftertidens forståelse af hans personlighed klar. Den kirkelige betragtning præger den almindelige opfattelse, billedet bliver ikke blot idealiseret, men også ligefrem forvansket. Således er det også gået med Knud den hellige. Men selv om allerede de første skrifter om ham røber helgentendensen, er de dog mådeholdne og udsmykker ikke deres helt mere end at man kan få øje på Knuds virkelige personlighed. Særlig er Ælnods ”Knuds levned” mærkelig ædrueligt i dommen over den fyrige konge. De senere danske skrifter er tydelig nok udtryk for en opfattelse af Knud, der har undergået omdannelse gennem flere slægtled under indflydelse af helgenryet. Knytlingasaga er mindre påvirket af kirkelige hensyn, indeholder vel også nogle pålidelige træk til Knuds karakteristik, men står med sine udmalinger og fejltagelser den historiske virkelighed temmelig fjernt. Des højere værd får de ældre kirkelige skildringer af kong Knud, og disse har tillige særlig interesse for os som de ældste frembringelser i vor historieskrivning.