Danske stedsnavne i Knytlingasaga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
1919
s. 74-81
København 1919
af Finnur Jónsson
”KNYTLINGASAGAS form Hýlingsstaðir har vi god grund til at se bort fra, idet vi beråber os på denne sagas almindelige slette behandling af danske stednavne".(1) Da jeg hørte disse ord i et foredrag, studsede jeg, idet jeg ikke kunde mindes, at jeg under min tidligere behandling af Knytlingasaga havde fået et lignende indtryk. Og nu da jeg læser disse ord i H. V. Clausens afhandling i Danske Studier 1918 s. 141, studser jeg påny.
I de følgende bemærkninger vil jeg da undersøge, hvorledes det virkelige forhold er. Jeg er nødt til at benytte den gamle udgave — den som H. V. Clausen også må have benyttet —, men er forberedt på, at den nye udgave, der snart kan væntes, på enkelte punkter måske vil give et korrektiv.
Efter registret til Fornmannasögur XI findes der 72 danske stedsnavne i sagaen, idet jeg ikke regner Bramnes og Jóluholmar (el. Jǫlu-?) med, men tager Járnloka med, og idet jeg regner Jótland og Jótlandssíða som ét navn, ligeledes Vendill og Vendilskagi.
Jeg skal anføre disse navne efter visse grupper.
Navne på landskaber og øer: Jótland (-ssíða, ɔ: vestkysten af Jylland), — Skáney, Skáni (dette sidste nokså hyppigt, men det kan ikke være dette navn, som de ovenanførte ord sigter til; bægge former er velkendte andre steder fra), — Slésvík, — Vendill (-skagi), — Apasýsla, Hjarrandasýsla, Plógssýsla; disse 3 navne beror på mandsnavne, der er velkendte; de er, såvidt jeg ved, ikke bevarede; de ser ikke ud som forvanskede; da de ellers ikke findes, kan de ikke med nogen ret mistænkeliggøres. — Alsey (ɔ: Als), Borgundarholmr, Erri (ɔ: Ærø), Falstr, Fjón, Hlésey, Láland, Langaland, Mársey (ɔ: Mors; findes også andre steder), Mǫn, Sámsey, Sjóland (ɔ: Sælland; i, udg. er dette den konstante form). Sjólǫnd (s. 221-22 og 227) er herfra forskelligt; her foreligger der vist en simpel skrivefejl — begået af de senere afskrivere, der var ukendte med dette navn — for Smálǫnd, —Þórslundr (ur. v. l. Þjórs-; ɔ: Tåsinge). Hertil föjer jeg Valburs herað (v. l. -byrs og -býs). I Regesta geographica (S h I XII) foretrækkes -burs-formen, ti det identificeres med „Valborg- el. Voldborg-egnen" (hvor Lyngby er). Navnet svarer nöje til den form, der findes i Valdemars Jordebog (Valbus-hæreth, dette senere forvansket til Voldborg-).
Terræn-navne. Freysmosi siges i Reg. geogr. at være sumpe („paludes") imellem Mörup og Stenlille. Navnet, der ikke mere eksisterer, er fuldt forståeligt; særlig er her at lægge mærke til den trofaste bevaring af sidste led -mosi, dansk 'mose', medens det islandske vilde være mýrr (mosi på isl. betyder noget helt andet). — Graðarheiðr, Hlýrskógsheiðr, Jalangrsheiðr — alle disse navne har hidtil været uanfægtede. Til dem er der næppe sigtet ved de anførte ord. Angående Jalangr skal bemærkes, at Saxo skriver (latiniserer) Ialunga, men Sven Aggesön skriver ialang.
Å-navne og sunde. Kalfá, efter Reg. geogr. ældre navn på Odenseå, og dette siges også tydeligt i sagaen. Navnet findes ikke ellers, men er fuldstændig gennemsigtigt, hvad enten Kalf- er stammen eller står for Kalfa-. Der er ingen midler til at erklære navnet for forvansket. — Skotborgará, Skodborgå, navnet findes i denne form (rimet viser Skot- hos Þjóðolfr; navnet findes også hos Arnórr); hvis formen ikke er rigtig — hvad den dog efter al sandsynlighed er —, er fejlen i hvert fald ikke sagaens. — Beltis-sund (ɔ: Store Bælt), Eyrarsund, Grænasund (ɔ: Grönsund), Meðalfararsund (ɔ: Middelfartsund, Lille Bælt); om disse navne er der ingen tvivl. Hertil skal jeg föje det ganske ukendte Vikingavǫð (ɔ: Vikinge-vadested); stedet må søges i Sælland, men navnet er af den art, at det næppe kan siges at bero på nogen forvanskning.
Limafjǫrðr og Fótvík i Skåne knytter sig hertil.
Andre navne, der er fuldt ud gennemsigtige, men som ellers er ukendte, er følgende to Haraldseið, om den landstrimmel, hvorover Harald hårdråde trak sine skibe fra Limfjorden ud i Vesterhavet; mulig har dette navn aldrig været dansk, men kun anvendt af Nordmændene. Lávarðsskógr, skoven, hvor Knud lavard faldt.
Endelig er disse navne velkendte: Helganes (Helgenæs) og Ramsjór (hos Saxo: Ramsö).
Byers navne og lign.: Álaborg, Áróss, Heiðabær, Hringstaðir (Ringsted), Hǫfn (ɔ: København), Lundr (i Skåne), Lyngbýr (på Sælland), Randaróss (Randers), Rípar (Ribe), Slangaþorp (Slangerup), Suddaþorp (= Saxo), Sævarendi (Sjörring), Vébjǫrg, Vorðungaborg — alt dette behøves der ikke et ord om.
Ásbjarnarbúðir og Eyvindarbúðir er gennemsigtige, men ellers ukendte, navne, og kan ikke være forvanskede. Sundbýr gælder det samme om; Reg. geogr. henviser til Udesundby i nærheden af Frederikssund, jfr. Oppe-Sundby. Utvivlsomt hænger navnet sammen dermed. Stedet var efter sammenhængen ikke langt fra Roskilde. — Búaþorp er også gennemsigtigt, det nuværende Borup (Sælland); det samme gælder Þorsteinsþorp, Tostrup (Sælland).
Ganske ukendt er Ragnarsstaðir, men navnet er gennemsigtigt og i overensstemmelse med dannelsen af navne på -staðir i det hele. Dette sidste gælder også Sumarstaðir (utvivlsomt af et mandsnavn Sumarr) (2) i Jylland. Dette svarer til det faktisk eksisterende Sommersted i Sønderjylland, se Reg. geogr.
Óðinsvé, Óðinsey; det første findes (efter udg.) s. 266-67. 281. 309, og det er det gamle, rigtige navn. I tidens løb forvanskedes dette eller omformedes til -ey, der også findes andre steder, f. eks. i Heimskringla; det kan ikke være denne form, hvortil kritikken sigter, da sagaen dog også har det rigtige.
Róiskelda, dette er i udg. den konstante form; men det er netop tillige den danske form, og viser således bedre end noget andet sagaens troskab mod det forefundne.
Endelig er der Danavirki og Hals (i Limfjorden), hvorom ingen bemærkning er nødig.
Det var nu 64, navne af de 72 ialt. Allerede dette viser, at H. V. Clausens udtalelse ikke kan opretholdes i dens skarphed (”ualmindelige slette behandling af danske stednavne").
Men der er endnu 8 navne tilbage (altså kun 1/9 af det hele antal), som vi nu skal se lidt nærmere på.
Der er først 5 navne, der er gennemsigtige, hvad betydning angår, men som ikke er påviste og som ikke findes i gamle danske kilder.
Geitisey, tilsyneladende sammensat af (mandsnavnet) Geitir og ey. Dette sted nævnes efter toget til Bramnes (s. 391); det er her de Danske træffer kong Valdemar. Derfra sejler de så til Venden. I Reg. geogr. sættes navnet i forbindelse med Gjedser (-odde); der henvises til et gårdsnavn som Getæsby og Gjedesgård. lalfald vilde Gjedser passe meget godt til situationen. Ifald der er tale om et andet sted, savner man midler til at identificere navnet; man kan da heller ikke med nogen ret påstå, at det er urigtigt.
Nöjagtig det samme gælder navnet Hyljumynni. Umiddelbart måtte dette forstås som (åen) 'Hyljas munding', og Hylja måtte utvungent betyde 'åen med fordybning (hul)' (af hylr). Det hedder i sagaen, at „da Absalon sejlede [de kom fra Øst-Venden] nordpå til Øresund, lå han i Hyljumynni med 6 skibe" ; her findes varianten „Hylju hinni minni" (ɔ: den mindre Hylja), men denne variant er sikkert urigtig, ti straks efter tales der om „mynnit". At der skulde være tale om en å-munding er ganske vist ikke nødvendigt, ti man taler også om fjarðarmynni 'fjord-munding', men det feminine ord Hylja taler mere for, at der menes en å end en fjord. Således er det også opfattet i Reg. geogr. Her bemærkes det, at Langebek har henført stedet til Skåne, idet han har tænkt på Hölen (Hölevik), medens andre har tænkt på stedsnavnet Hyllen og Hyllekrog på Lolland, hvad der sikkert ikke er grund til. Saxo nævner (s. 812) et sted: Hulyuimmensis portus, i følgende sammenhæng (Winkel-Horns overs.): „Da kongen kort efter havde begivet sig til Skåne" fik han en falsk tidende om et saksisk indfald. „Han satte sig da selv i spidsen for Skåningerne ... hvorpå han begav sig til Slagelse, bød Sællænderne göre sig rede til at sejle og sendte så bud til 'Hurildshavn' — dette er indsat her i oversættelsen i henhold til noten i udgaven — efter Absalon" osv. Man er gået ud fra, at denne portus H. måtte være på Sællands vestkyst (3), da kongen selv er i Slagelse. Men der står intet hos Saxo, der tvinger til denne antagelse. Jeg indser ikke, hvad der kunde hindre en i at antage, at 'havnen' f. eks. var på østkysten. Selve navnet hos Saxo (udg.) er åbenbart forskrevet, og det ligger overmåde nær at se deri et adj. Hylyuminnensis, d. v. s. akkurat det samme navn som sagaen har. Jeg tror også, at navnene er identiske, og at Absalon har ligget i denne havn også ved den af Saxo omtalte lejlighed. Hvis ikke det er så, har man ingen ret til at erklære navnet for urigtigt; er navnene identiske, er sagaens velunderrettethed given (4). De historiske forhold er det ikke her nødvendigt at komme ind på. Jeg henviser til Notæ uberiores til stedet, uden at jeg dog vil udtale mig nærmere om det der fremsatte.
Járnloka 'Jærnlukke, Jærnslå' kaldes en 'havn', 'ved Mön' ifg. det gamle håndskrift, som den gamle udgave var trykt efter; og det er vist den rigtige tekst; andre håndskrifter har det intetsigende fyrir innan 'indenfor'. Her stod en kamp mellem Daner og Kurer. Hvad enten dette stedsnavn er dansk eller ej, sikkert er, at det ikke ellers findes, og at navnet i og for sig er fuldt forståeligt og naturligt.
Slétti (s. 355); hvis udgavens form er rigtig, må der her foreligge et intetkönsord, dannet af sléttr 'jævn'. Dette navn identificeres i Reg. geogr. med „Slæthen", en egn ved (på bægge sider af) Slien. Den isl. form er, som bekendt, slétta, hunk.; hvis slétti er sagaens form (udg. har ingen variant), er der da så meget större grund til at tro på formens rigtighed. Kan ordet iøvrigt hænge sammen med Slé?
Kalflundar (s. 359); der står „við Kalflunda"; formelt kan der her være tale om acc. sg. af et -lundi (svagt til lundr) eller acc. pl. af -lundar. Stedet er at søge i nærheden af Roskilde. Kong Sven drog (kom) til Roskilde, og morgenen efter sloges han med Venderne „við Kalflunda”. Det må således søges nær ved kysten. I Reg. geogr. er navnet, der m. h. t. sammensætning og betydning er klart (hvad enten der er tale om Kalfr = kalv eller Kalfr som mandsnavn), identificeret med „Kalfslunde eller Kalslunde i Tune-herred på Sælland” (5). Beliggenheden stemmer godt, og der er ingen tvivl om at det er dette sted, der menes. I det danske navn findes genitivendelsen s. Hvis der foreligger en fejl (Kalf- f. Kalfs-) er den i hvert fald yderst ringe. Det var altså 5 af de 8 navne; de er af den art, at der ingen virkelige indvendinger mod deres rigtighed lader sig fremføre.
Tilbage står altså kun 3:
Geitsbekkr (v. l. Getz-); der står, at „við Geitsbekk” stødte Sven og Valdemar sammen med Knud; kampen omtales også af Saxo men uden stedsnavn; stedet beskrives som mýrlent, mose-agtigt; hertil passer navnet. Navnet Gjezbec findes, som i Reg. geogr. oplyses, hos Petrus Olai, og det siges at åen (bækken) har været i nærheden af Viborg. Der er dog tvivl om, hvor stedet skal søges; navnet er forlænget forsvundet; er Petr. Olais navn rigtigt, kan der jo ingen bedre overensstemmelse med sagaen ønskes. At formen er rigtig overleveret forekommer mig klart deraf, at forledet Geits- ikke er noget islandsk ord. Der kan altså ikke være tale om nogen islandisering. Er det sammentrukket for Geitis-? Navnet kan ikke med rette erklæres for urigtigt.
Jǫrungr. Det er sagaens navn for Hjørring; det findes 2 steder, bægge gange i dativ (Jǫrungi). Det er klart, ved første blik, at meget galt kan navnet ikke være. Jeg nærer ingen tvivl om, at det er fuldt ud rigtigt. Den eneste tvivl, der kan være, gælder forlyden. Hvis h her er oprindeligt, så har islænderen fået det gennem en dansk dialekt, hvor det var bortfaldet i udtalen. Efter al sandsynlighed var dette sket i sællandsk i det 13. årh. samt bevislig i sønderjysk, ifølge oplysning af prof. V. Dahlerup. På denne måde mener jeg, at den isl. form snarest må forklares.
Så er der endelig det sidste: Hylingstaðir. Det hedder om kong Sven (grade) at han »begav sig til Hedeby; han havde en flåde og trak skibene fra Slétti (se ovf.) over til Hylingstad i Frisland"; her findes var. Hilming-. I udg. skrives Hýling- med langt y; hvorvidt dette er rigtigt, kan være tvivlsomt. Hvis ordet er nordisk, hvad det vist er, lader det sig lettere forstå med kort y. Dette navn er blevet identificeret med Hollingsted, hvad der ligger nær nok. Nu oplyser H. V. Clausen om, at denne by hed i 13. årh. Huglæstath (brev 1285). Forudsat at dette er rigtigt, og forudsat, at det er denne by, sagaen sigter til, så må der foreligge en fejl i håndskrifterne, hvad enten den hidrører fra sagaens forfatter eller ej. Men så må det siges, at det er det eneste stedsnavn — jfr. dog hvad der er ovf. bemærket om Sjálǫnd - Smálǫnd —, som er forvansket.
Jeg er dog langtfra overbevist om , at der med Hylingstaðir menes dette Huglæstath. Identificeringen er i virkeligheden kun en formodning — et rent postulat — af H. V. Clausen. I det brev, hvor navnet findes, hedder det: „ . . . marcha auri in Huglæstath, Danwirky, Hattasæt, Hammathorp, Handwith cum suis attinentiis, Höther osv.". Her savnes i virkeligheden ethvert bevis for, at Huglæstath er Hollingsted, og dette navn er i hvert fald meget gammelt.
Hvis dette navn er rigtigt i sagaen, bliver der ikke meget tilbage af H.V. Clausens beskyldning mod sagaen for en „almindelig slet behandling af danske stednavne”. Tværtimod. Sagaen viser sig at være ualmindelig tro og pålidelig m. h. t. stedsnavnene.
Tillægsbemærkning. Jeg ved ikke, om H. V. Clausen har sigtet til de anførte sysselnavne. Det sidste (Plógssýsla) kan nu sikkert ikke være forvansket. I de to andre findes gamle personnavne, hvoraf idetmindste Api er velkendt som dansk. Jeg finder ikke grund til at identificere Apasýsla med Obosyssel. Selvom Hjarrandasýsla skulde være forvansket — hvad der først burde bevises —, så vilde der dog ikke blive mere end et par steds-navne i Knytlingasaga, der er urigtige, og det berettiger ikke H. V. Clausens stærke dadel.
Noter:
1) Udhævelserne af mig.
2) Når H. V. Clausen siger (s. 148), at endelsen –sted (ɔ:: staðir) ”ikke er meget udbredt på Island”, så er dertil blot at sige, at intet gårdsnavn kan måle sig med det på –staðir på Island i hyppighed. Jfr. min afhdl. Um bæjanöfn á Íslandi.
3) Og der er dem, der har villet identificere denne ”munding” med udløbet af Korsør Nor (sål. J. Olrik i overs. II 110 og H. Ussing: Aarb. f. hist. Samf. f. Sorø Amt 1915 s. 27).
4) Höjst kan man da sige, at sagaen var ukendt med stedets beliggenhed – medens navnet er rigtigt.
5) På Generalstabskortet kaldes stedet ved urigtig stavemåde Karlslunde.
