Danskernes beskæftigelse med den gamle litteratur (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Udsigt over den norsk-islandske filologis historie


af Finnur Jónsson
Udgivet 1918


III. DANSKERNES BESKÆFTIGELSE MED DEN GAMLE LITTERATUR


Vi har set, at de nævnte norske arbejder er knyttede til Danmark; det var jo kronprins Frederik (II) og Hans Svaning m. fl., der havde opfordret L. Hanssön til oversættelsesarbejdet, jfr. Gyldenstiernes forhold til P. Claussön. Egenlig er det således Danmark, der på dette område tog initiativet. Sansen for videnskab, især for landets historie, var vågnet ved og efter reformationen. Et af de første større litterære navne er Christiern Pedersen (o. 1480-1554), hvis hovedberømmelse beror på hans fremdragelse og udgivelse af Saxos værk (1514); han forfattede tillige meget vidtløftige »Tillæg til Saxo« (i 20 bøger); disse vidner om et betydeligt kendskab til islandske kongesagaer, men det er blevet påvist, at der her er tale om andenhåndskundskaber (G. Storm, »Biskop Isleifs krønike« (1), Arkiv II); det er ikke usandsynligt, at det er ærkebiskop Erik Valkendorf (d. 1522), der har ladet foretage disse uddrag, vedrørende dansk historie, af de pågældende gamle håndskrifter, der nærmere kan påvises. Disse uddrag vilde da være den første kendte benyttelse af isl. håndskrifter til videnskabelig brug.

   Næst efter Chr. Pedersen træffer vi i denne forbindelse på navnet Arild Huitfeldt, rigskansleren og den store historiske forfatter (1546-1609), der så at sige var P. Claussöns jævnaldrende. Under sine studier i Danmarks historie kom han tidlig i forbindelse med den isl. sagalitteratur. Fra Island har han vidst at erhværve håndskrifter, bl. a. et vigtigt håndskrift af Knytlinga (brændt 1728), som han vides at have fået fra Island 1588. Også andre håndskrifter er bleven sendt herned fra Island, der kom de kgl. historiografer A. S. Vedel (1542— 1616) og N. Krag (1550-1602) ihænde. Alle de benyttede håndskrifter (der tildels ekscerperedes; jfr. Huitfeldts collectanea) havnede i universitetsbiblioteket og brændte desværre med dette 1728 — forsåvidt de da ikke var udlånte (til Arne Magnusson), hvorved vistnok enkelte reddedes. De håndskrifter, der fandtes i Norge, kom efterhånden — med undtagelse af dem, som kom til Sverrig, f. eks. Bergsbogen, — til Danmark, således Kringla-hdskr. før 1633, codex Frisianus før 1600 (ved dette år ejedes dette prægtige hdskr. af Anders Madsen Slangerup; derefter var det i privateje, indtil Arne Magnusson købte det 1696); Jöfraskinna skænkedes universitetsbiblioteket 1655; af Fagrskinna-håndskrifterne kom A meget tidlig (måske i slutn. af 16. årh.) til Danmark, B noget senere osv. Af disse håndskrifter var allerede dengang nogle defekte.

   Nogen synderlig betydning i Danmark fik disse håndskrifter ikke så tidlig som ved og efter år 1600; betingelserne var her ikke så gunstige som i Norge, sproget forstodes ikke af dem, der især havde dem ihænde, historiograferne. På anden vis søgte man så at komme til kundskab om den islandske litteratur og dens indhold, nemlig ved henvendelse til islandske lærde. Dermed begynder den litterære forbindelse og det så frugtbare samarbejde mellem danske og islandske lærde. Island var omkr. 1600 så heldigt at besidde en mand, der var besjælet af litterære interesser, historisk forskerlyst og fædrelandskærlighed, den berømte Arngrimur Jónsson, »den lærde« (1568-1648)(2). Han havde studeret i 4 år ved Københavns universitet 1585-89, og han opholdt sig senere der et par gange. Han fik således rig lejlighed til at stifte videnskabelige forbindelser, hvilket især skete under hans andet ophold 1592-93. I det sidste år udkom hans Brevis commentarius de Islandia (der egenlig er en tilbagevisning af forskellige fremmedes nedsættende og urigtige udtalelser om Island). Sikkert har dette skrift grundlagt Arngrims videnskabelige anseelse. Til en dansk stormand (formentlig A. Huitfeldt) skænkede han omtr. ved samme tid en latinsk oversættelse af Jómsvikingasaga, der altså tidligere har været udarbejdet. Af sine danske venner blev Arngrimur opfordret til at indsamle islandske håndskrifter og oversætte dem, ja der blev endogså (1597) udvirket et kongebrev om en indsamling og udlevering af håndskrifter. Vinteren 1596-97 forfattede Arngrimur to større skrifter (foruden to mindre) om Danmark og Orknøerne, Sverrig og Norge, efter isl. håndskrifter, ialt 26; men samle håndskrifter kunde han ikke; han lånte dem af ejerne og leverede dem tilbage; pengemidler til at købe dem havde han ikke fået anvist, og på anden måde kunde bøgerne ikke erhværves, med mindre de skænkedes bort. Det er, som man også hos Arngrimur mærker en modvilje mod at sende håndskrifter ud af landet. Han sendte dog det i hans besiddelse beroende håndskrift af Snorra-Edda (codex Wormianus) i 1628 til Ole Worm vistnok ikke egenlig som gave, men til låns; »Eddam et conjunctam Skalldam, quia meus codex est, D. Wormio libenter concedo, quamcunque volet diu«, siger han selv, men Worm betragtede bogen som gave, hvad han også ifølge ordene godt kunde.

   Af Arngrims antydede skrifter er Danmarks oldhistorie: Skjöldungasaga, og den svenske kongerække, udgiven af A. Olrik (i Aarbøger for nord. oldkh. 1894 — med oplysninger). Senere forfattede Arngrimur vigtige værker som Crymogæa sive rerum Islandicarum libri tres (1609 og oftere; heri findes bl. a. et afsnit om sproget, deri om runealfabetet, om de hedenske guder osv.)(3), og Specimen Islandiæ historicum, der især indeholder Islands ældste historie efter Landnáma (udg. 1643).

   Arngrims hovedfortjæneste er den, at han forfattede grundige og pålidelige skrifter om Island og dets historie med gode bidrag til det øvrige Nordens historie, samt deri, at han meddelte udenlandske lærde oplysninger om Island og den isl. litteratur tilligemed prøver deraf. Vi kommer senere tilbage til ham.


Noter

1) Ved en misforståelse var »biskop Isleif« gjort til en sagaforfatter.
2) Jfr. Gödels bog s. 69ff.
3) Om Crymogæa se Kålunds afhdl. i Arkiv XXIII.