De Sammensvornes Saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Billeder af Livet paa Island
Islandske Sagaer


De Sammensvornes Saga


Paa Dansk ved Fr. Winkel Horn
C. A. Reitzels Forlag,
1871-1876


Paa Gaarden Reykjar i Midfjord boede der en Mand ved Navn Ufejg, en kløgtig og raadsnild Bonde; han var i alle Dele en anselig Mand, skjønt hans Vilkaar ikke var de bedste; Jorder havde han nok af, men Løsøre var der mindre af; dog sparede han aldrig paa Mad overfor Nogen, men det, der skulde til i Huset, maatte tidt først skaffes. Han var Styrme fra Aasgejrsaas Tingmand; Styrme holdtes dengang for at være den største Høvding der vesterpaa. Ufejg var gift med Torgerd, en ætstor og rask og mandig Kvinde. De havde en Søn, som hed Odd, en fager og tidlig vel udviklet ung Mand, men han var ikke nogen dygtig Arbejder, og Faderen brød sig ikke synderlig om ham. Han var hjemme hos Faderen, til han var tolv Vintre gammel, og han fik almindelig Ord for at være den bedst begavede Knøs der i Herredet, men Ufejg talte næsten aldrig til ham og kunde ikke videre lide ham. Saa en Gang gik Odd til Faderen og bad ham om nogle Penge. »Jeg vil bort herfra«, sagde han; »det er saa, at du kun viser mig liden Hæder, og jeg er heller ikke til nogen Nytte her i Huset«. »Du skal ikke faa mindre, end du har fortjent«, svarede Ufejg; »du skal ogsaa snart faa det, saa kan du jo se, hvad Hjælp du kan have af det«. Odd sagde, at den Understøttelse ikke vilde gavne ham stort, og dermed var den Samtale tilende. Dagen efter tog Odd en Medesnor og andre Fiskeredskaber ned fra Væggen samt tolv Alen Vadmel, og saa gik han sin Vej uden at tage Afsked med Nogen. Han fór ud paa Vatnsnæs og slog sig sammen med de Folk, der havde taget Stade der for at fiske; hvad han manglede og ikke kunde undvære, fik han til Laans og til Leje af dem, thi da de kjendte hans Slægt, og han selv var vennesæl, betænkte de sig ikke paa at betro ham, hvad han trængte til. Han fik da Alt, hvad han vilde have, paa Borg og blev hos dem i Fiskerlejet, og intet Fiskerlag gjorde bedre Fangst, siges der, end det, Odd var med i. Da han havde været der i tre Aar, var han naaet saa vidt, at han havde faaet betalt Enhver sit og derhos kjøbt en god Del Varer. Sin Fader besøgte han aldrig, de lod begge, som de ikke havde noget med hinanden at gjøre, men blandt sine Fæller var han meget vennesæl. Omsider brød han op derfra og fór nord til Strand med sine Varer. Han lejede sig en Færge og tjente snart saa godt med den, at han kunde kjøbe den hel og holden for sig selv, og i nogle Somre drev han saa paa med den imellem Midfjord og Strand, og begyndte at blive en velstaaende Mand. Tilsidst blev han dog kjed af dette Liv, og saa kjøbte han sig Part i et Skib og fór nu en Stund i Kjøbmandsfærd. Ogsaa det gik rask og godt for ham, og han vandt baade Gods og Venner derved. Det varede ikke længe, for han var ene om et Skib og det meste af Ladningen, og omsider var han saa rig, at han ejede to Skibe, der fór i Kjøbmandsfærd. Med hans Rigdom øgedes ogsaa hans Anseelse; jævnlig var han hos Høvdinger og andre Stormænd udenlands, og der blev gjort Ære af ham, hvor han saa kom. Han fik det Ord paa sig, at der paa den Tid ikke var nogen, der fór i Kjøbmandsfærd, der var saa rig som han; han havde ogsaa altid bedre Rejseheld end andre Folk.

En Sommer kom Odd med sit Skib til Bordøre i Hrutafjord. Det var hans Agt at blive der om Vinteren, men da hans Venner bad ham slaa sig ned der til Stadighed, gjorde han, som de bad, og kjøbte Land paa Mel i Midfjord. Han satte et stort Bo der og indrettede sig i alle Maader saa stateligt, at han i den Henseende tyktes ligesaa anselig som før paa sine Rejser. Der var nu Ingen, der gik det Ry af der nordpaa som af ham; han var gavmildere end de Fleste og hjælpsom mod dem af hans Naboer, der trængte dertil, men sin Fader gjorde han aldrig nogen Tjeneste. Saa rig var han, at man siger han ejede lige saa meget som de tre rigeste Mænd paa Island tilsammen, og det var baade det Ene og det Andet, han havde fuldt op af, baade Guld og Sølv, Jorder og Kvæg. En Frænde af ham, Vale, der var opfostret hjemme hos Ufejg, var altid hos ham, hvad enten han var hjemme eller udenlands. Han var en vennesæl Mand og raadede gjerne til det bedste.

Paa Skridnisenne imellem Bitra og Kollefjord boede der en Mand ved Navn Glum; hans Kone hed Tordis og var en Søster til Grette Aasmundssøn. De havde en Søn, der hed Uspag, en stor og stærk Mand, et vanskeligt og ustyrligt Hoved. Han gav sig tidlig til at fare imellem Strand og de nordligere Herreder. En Sommer kom han til Midfjord og solgte sin Fangst, og saa en Dag fik han sig en Hest og red op paa Mel for at træffe Odd. De hilste paa hinanden, og da de havde spurgt hinanden om Tidender, sagde Uspag: »Det er saa, Odd, at du har et godt Lov paa dig. Alle tale godt om dig, og de, som ere hos dig, tykkes vel farne. Nu haaber jeg, at jeg selv vil faa Syn for Sagn; jeg vilde gjerne i din Tjeneste«. »Du har just ikke noget godt Lov paa dig«, svarede Odd, »og er ikke synderlig vennesæl; du tykkes listig nok at se til, som det da ogsaa ligger til din Slægt«. »Prøv selv«, sagde Uspag, »og lyt ikke til, hvad Andre sige; det er kun Faa, der tales bedre om, end de fortjene. Det er ikke min Mening, at du skal skjænke mig noget; jeg vil blot have Husly hos dig, Kosten skal jeg selv sørge for, og saa kan vi jo se, hvorledes du synes om det«. »I er vanskelige at komme ud af det med, I Frænder, hvis det falder Jer ind«, sagde Odd; »men siden du forlanger at komme i min Tjeneste, kan vi jo prøve, hvorledes det vil gaa en Vinter«. Det tog Uspag med Tak imod, og om Høsten flyttede han til Mel med sine Sager. Han gav sig strax trofast i Lag med sin Gjerning, tog godt Vare paa Husets Tarv og arbejdede for To. Odd syntes godt om ham, og da Halvaaret var omme og det vaaredes, bød han ham at blive der og sagde, at det saa’ han helst. Uspag blev nu og styrede Gaarden; det gik ypperlig frem med den, og Folk fandt, at han var en udmærket Mand. Han blev saare vennesæl, og Odds Husvæsen trivedes saa vel, at Ingen tyktes at have det anseligere i alle Maader end Odd. Kun Ét fandt man, der endnu manglede, i at hans Anseelse var fuldkommen, nemlig at han ikke havde noget Godord. Det var dengang meget almindeligt, at man kjøbte Godord eller fik oprettet nye. Det gjorde Odd da nu, og der flokkedes snart Tingmænd om ham, thi Alle vilde gjerne lyde under ham.

Uspag huede Odd vel, og han lod ham raade for meget i Huset, thi han var baade hændig og rask til sit Arbejde og til megen Nytte, og jo længere det led, des mere tog han sig paa, og des bedre syntes Odd om ham. Om Høsten hentede han Kvæget hjem fra Fjældene, og det kom han saa godt fra, at der ikke manglede et Faar. Om Vaaren derefter sagde Odd, at han vilde udenlands om Sommeren og at hans Frænde Vale saa skulde styre Gaarden i hans Sted. »Det er noget, jeg ingen Øvelse har i, Frænde«, svarede Vale; »hellere vil jeg have med vore Penge og Kjøbmandsvarer at gjøre«. Saa vendte Odd sig til Uspag og bad ham paatage sig Gaardens Styrelse. »Det er over mine Kræfter«, svarede Uspag, »skjønt det jo gaar meget godt, nu da du er med«. Odd blev ved at overtale ham og Uspag at undslaa sig, skjønt han havde megen Lyst dertil, men Enden blev, at han lovede Odd at gjøre, hvad han vilde have, hvis han vilde love ham sin Hjælp og Beskyttelse. Odd sagde, at han skulde handle med hans Gods, saa det blev ham til saa megen Ære og Vennesælhed som muligt; han havde set Prøver paa, at han ikke kunde finde Nogen, der kunde og vilde varetage hans Tarv bedre end han. Uspag sagde da, at saa skulde det være, som han sagde, og dermed var den Samtale til Ende. Odd udrustede nu sit Skib og lod det lade med Varer. Det spurgtes vidt og bredt, og der blev talt meget derom. Det tog ikke lang Tid for Odd at blive færdig til at rejse. Vale skulde følge med ham, og da Alt var rede, fulgte Folk dem ned ad Skibet til. Længst fulgte Uspag med; de havde meget at tale om, og først da de var næsten helt nede ved Skibet, sagde Odd: »En Ting er der, som der endnu ikke er taget nogen Bestemmelse om«. »Hvad er det?« sagde Uspag. »Der er ikke sørget for mit Godord«, sagde Odd, »det vil jeg, at du skal tage dig af«. »Det vilde kun sømme sig ilde«, sagde Uspag, »det er jeg ikke Mand for, og jeg har desuden allerede paataget mig mere, end der er Rimelighed for jeg kan magte eller komme godt fra; til det er Ingen mere skikket end din Fader, han er baade en kløgtig og en i retskyndig Mand«. Odd sagde, at ham vilde han ikke overdrage det, »jeg vil, at du skal overtage det«. Uspag undslog sig, skjønt han havde megen Lyst dertil, men da Odd truede ham med sin Vrede, hvis han ikke føjede ham, gav han efter og overtog Godordet. Saa fór Odd lunt, og Rejsen gik godt for ham som sædvanlig.

Der blev talt meget herom, og man fandt, at det var en stor Magt, Odd havde lagt i denne Mands Hænder. Om Sommeren red Uspag til Tings med en Flok Mænd, han slap godt og heldig fra, hvad han havde at gjøre, udførte rigtig, hvad Loven bød, saa han red af Tinge med Ære. Han holdt sine Folk saa godt som Nogen, Ingen af dem blev nødt til at give efter i noget, og det var sjeldent, at Nogen gjorde dem nogen Overlast; imod sine Naboer var han venlig og tjenstvillig. Det gik i alle Maader ligesaa stort og stateligt til paa Gaarden som før, heller ikke blev Arbejdet forsømt, og Alt var i god Drift. Da det led ud paa Sommeren, red han til Lejdartinget (1) og lyste Fred der, og ud paa Høsten, da det var Tid at hente Faarene hjem, for han til Fjælds; ogsaa det skille han sig godt ved; han fik dem godt hjem, og der manglede ingen hverken af Odds eller hans egne Faar.

Om Høsten traf det sig saa, at Uspag kom nord i Videdal til Svalestad. Der blev taget vel og gjæstfrit imod ham. Det var en Kvinde ved Navn Svale, der raadede for Gaarden. Hun bad ham tage sig af dens Styrelse, »thi jeg har spurgt, at du er en dygtig og driftig Mand«. Det var han ikke uvillig til, og de talte meget sammen; hun var ung og fager, de huede hinanden vel og saa’ mildt til hinanden, og saa faldt Talen da saa, at han spurgte, hvem der raadede for at gifte hende bort. »Jeg har ingen nærmere Paarørende, der er noget ved«, sagde hun, »end Toraren Langdølegode den spage«. Saa en Dag red Uspag hen til Toraren. Der blev taget vel imod ham, og han kom da frem med sit Ærinde, som var, at han bejlede til Svale. »Jeg kan ikke sige, jeg er ivrig efter at komme i Svogerskab med dig«, svarede Toraren; »der gaar allehaande Rygter om dig. Jeg skjønner nok, at overfor saadanne Folk som dig, maa man vide, hvad man vil, og at jeg enten maa tage hendes Sager helt paa mig og lade hende flytte hid eller lade Jer gjøre, som I selv vil. Jeg vil derfor slet ikke blande mig i den Sag, den kommer ikke mig ved«. Saa red Uspag sin Vej til Svalestad og sagde Svale, hvad Toraren havde svaret. De holdt Bryllup, hun fæstede sig selv bort og flyttede med ham til Mel. Svalestad satte de Folk til at styre. Vinteren led nu saa, at Uspag var paa Mel. Han førte et stateligt Hus, og Folk begyndte at finde, at han dog var en svært overmodig Mand.

Næste Sommer kom Odd hjem. Han havde ogsaa denne Gang vundet baade Penge og Anseelse, og da han saa’ efter, hvorledes Sagerne stod til paa Mel, fandt han, at de var vel røgtede saa han var vel tilfreds. Ud paa Sommeren sagde han til Uspag, at nu var det vel bedst, han selv overtog sit Godord. »Ja«, svarede Uspag, »det var det, jeg var mindst opsat paa at paatage mig og ogsaa mindst skikket til; jeg er rede til at give det fra mig, men jeg tænker, at Folk helst ser, det sker enten paa Lejdartinget eller paa Altinget«. »Saa lad det være saa«, sagde Odd. Det led nu ud paa Sommeren. Om Morgenen den Dag Lejdartinget skulde holdes, da Odd vaagnede, mærkede han ikke noget til, at der var Folk i Stuen; han havde sovet fast og længe; nu sprang han op og saa’, at Stuen var tom. Det tyktes ham underligt, men han sagde Ingenting, klædte sig paa og tog nogle Mænd med sig til Lejdartinget. Da de kom derhen, var der mange Folk, mange var allerede ved at bryde op, og Tinget var fredlyst. Odd blev underlig tilmode ved dette og vidste ikke, hvad han skulde tænke. Folk red hjem, og der gik nogle Dage. Saa en Dag, som Odd sad tilbords og Uspag lige overfor ham, sprang Odd op, inden Nogen anede det, og løb hen til Uspag med hævet Øxe og bød ham nu give slip paa Godordet. »Du har ikke nødig at fare saa voldsomt frem for den Sags Skyld; du kan faa dit Godord, saasnart du vil have det, jeg vidste ikke, det var saa alvorlig ment«. Og dermed rakte han Haanden frem og overdrog Odd Godordet. Alt var nu roligt en Tid, men fra nu af var Forholdet imellem Odd og Uspag koldt. Uspag var vranten og vredladen, og Folk mente, han havde havt i Sinde at beholde Godordet for sig selv, hvis Odd ikke havde kuet ham til at give slip paa det. Han tog sig nu ikke mere af Huset, og Odd bad ham ikke om at gjøre noget; Ingen af dem talte til den anden. Saa en Dag gjorde Uspag sig færdig til at bryde op; Odd lod, som han Ingenting mærkede, og de skiltes uden at tage Afsked. Uspag flyttede til Svalestad, som han havde giftet sig til. Odd lod, som der Ingenting var hændet, og Alt var roligt en Tid.

Om Høsten fór Folk som sædvanlig til Fjælds for at hente Kvæget hjem, men denne Gang gik det helt anderledes for Odd end tidligere; der manglede firsindstyve Beder, de bedste af alle hans Dyr, og de var ikke til at finde, skjønt der blev ledt vidt og bredt over Fjælde og Heder. Man undrede sig derover, thi Ingen havde før havt saa stort Held med sine Faar som Odd. Der blev søgt ivrig efter dem baade i Omegnen og i andre Herreder, men uden Nytte, og omsider blev man kjed deraf, skjønt der endnu var megen Tale om, hvorledes det kunde hænge sammen. Odd var ikke glad den Vinter. Hans Frænde Vale spurgte ham, hvad der var i Vejen; »er det Faaretabet, der tykkes dig saa stort? Du er ikke meget storsindet, naar saa lidt kan tage saadan paa dig«. »Det er ikke Faaretabet, jeg græmmer mig over«, sagde Odd; »værre tykkes det mig, at jeg ikke véd, hvem der har stjaalet dem«. »Er du sikker paa, at de er stjaalne?« sagde Vale; »hvem har du da nærmest mistænkt?« »Jeg vil ikke dølge, at jeg tror, Uspag er Tyven«, sagde Odd. »Nu er det ikke saa varmt med Jert Venskab som dengang du satte ham over alt, hvad du ejede«, sagde Vale. Odd sagde, at det var den største Taabelighed, han havde begaaet, og at Lykken her havde været bedre end Forstanden. »Det var Manges Mening«, sagde Vale, »at det var et underligt Indfald. Men nu vilde jeg dog raade dig til ikke altfor hastig at give ham Skylden for denne Sag; det vil bringe dig i Vanry, hvis det viser sig at have været uden Grund. Lad os nu være enige om, at du lader mig raade, saa skal jeg nok komme efter Sandheden«. Det gik Odd ind paa, og Vale gjorde sig nu rede til at rejse og brød op med sine Varer.

Han red ud til Vatnsdalen og Langedalen, hvor han solgte sine Varer; saa red han videre til Svalestad. Der blev taget vel imod ham; Uspag var overmaade fornøjet. Næste Morgen lavede Vale sig til at tage derfra; Uspag fulgte ham af Gaarde og spurgte meget til Odd. Vale sagde, at det stod godt til hos ham. Uspag roste ham meget og sagde, at han var en statelig Mand; »men har han ingen Tab havt i Høst?« Vale sagde, at det havde han. »Hvordan tror man, det er gaaet til, at de Faar er blevne borte?« spurgte Uspag; »han har jo ellers altid havt Held med sit Kvæg«. »Ja, der er forskjellige Meninger om den Ting«, sagde Vale; »der er dem, der tro, at der staar Folk bagved«. »Utænkeligt er det jo ikke«, sagde Uspag, »men der er ikke mange, der turde vove sligt«. »Nej, det er sandt«, sagde Vale. »Har Odd Nogen mistænkt?« sagde Uspag. »Han taler ikke meget derom«, sagde Vale, »men Andre tale tidt om, hvorledes det kan være gaaet til«. »Det er saa rimeligt«, sagde Uspag. »Siden vi nu tale derom«, sagde Vale, »vil jeg dog sige dig, at der er dem, der mene, det ikke er urimeligt, at du er Manden; de lægge sammen, at I skiltes i Uvenskab, og at Faarene var borte kort efter«. »Jeg havde ikke troet at du vilde føre saadan Tale«, sagde Uspag, »og var vi ikke saa gode Venner, skulde du komme til at bøde haardt derfor«. »Det nytter dig ikke at nægte det eller at gjøre dig vred«, sagde Vale; »du kan ikke rense dig for denne Beskyldning; jeg har set, hvad du har i Huset, og skjønner, at der er meget mere, end du kan have faaet paa en ærlig Maade«. »Det kan Ingen bevise«, sagde Uspag; »men ikke véd jeg, hvad vore Fjender sige, naar vore Venner føre saadan Tale«. »Jeg taler ikke saa af Fjendskab, og der er Ingen uden du, der hører det«, sagde Vale; »hvis du gjør, som jeg vil have, og vedgaar for mig, at du er Gjerningsmanden, skal det blive en let Sag for dig, det skal jeg sørge for. Jeg har solgt mine Varer rundt omkring i Herrederne; nu vil jeg sige, at du har kjøbt dem og givet mig Kjød og andet for dem; det vil Ingen mistro; jeg skal mage det saa, at du ingen Vanhæder faar af denne Sag, om du følger mit Raad«. Uspag sagde, at han vilde Ingenting vedgaa. »Saa vil det gaa dig ilde«, sagde Vale, »og du er da selv Skyld deri«. Dermed skiltes de, og Vale fór hjem. Odd spurgte, om han havde faaet Vished for, hvorledes det var gaaet til med Faarene. Vale lod sig ikke mærke med meget af hvad han vidste, og Odd sagde: »Det kan ikke nytte, du vil skjule, at Uspag har stjaalet dem. Jeg véd nok, du vilde gjerne redde ham, om du kunde«.

Vinteren gik hen i Ro. Men da det vaaredes og Stævnedag kom, brød Odd op med tyve Mænd i Følge og red, til han var kommen nær op til Svalestad. Da sagde Vale. »Nu skulle I lade Eders Heste græsse, saa skal jeg ride op til Gaarden og træffe Uspag og faa at vide, om han vilde slutte Forlig, saa Sagen ikke behøver at føres videre«. De gjorde saa, og Vale red op til Gaarden. Der var ingen Folk udenfor; Døren stod aaben, og Vale gik ind. Der var mørkt derinde, og da Vale mindst anede det, sprang der en Mand op af en Stol og hug ham imellem Hærderne, saa han strax faldt. »Fly, din Stakkel«, sagde Vale, »Odd er tæt her ved Gaarden og agter at dræbe dig. Send din Kone ud til ham og lad hende sige, vi ere forligte og at du har vedgaaet Sagen, og at jeg er redet ud i Dalene for at kræve Penge ind«. »Dette var den værste Gjerning, jeg kunde øve«, sagde Uspag; »det var Odd, jeg mente at træffe, og ikke dig«. Svale gik nu ud til Odd og sagde, at Uspag og Vale havde sluttet Forlig, »og Vale bad dig ride hjem«. Odd troede, hvad hun sagde, og vendte om. Vale opgav Aanden, og hans Lig blev flyttet til Mel. Det tyktes Odd en stor og ond Tidende; han fik kun liden Hæder af denne Færd og tyktes at være kommen saare uheldig derfra. Uspag forsvandt, og Ingen vidste, hvor han var bleven af.

Nu er at melde, at Odd forbereder denne Sag til Tings og stævner Naboer til at følge med som Vidner. Der døde en af dem, men Odd stævnede en anden i hans Sted, og de red til Tings. Alt gik roligt af, til Dommene skulde afsiges. Odd bar sin Drabssag frem, og det gik let fra Haanden for ham. Der blev nu æsket Forsvar for den Sagsøgte. Kort fra hvor Retten holdtes, sad Høvdingerne Styrme og Toraren med deres Flok. »Nu æskes der Værn i Drabssagen«, sagde Styrme; »vil du give noget Svar i denne Sag?« »Nej«, svarede Toraren, »jeg vil slet ikke have noget med den at gjøre; det tykkes mig, at Odd har fuldt Skjel til at drive paa Eftermaalet efter en Mand som Vale, og ham, han har Sag imod, holder jeg for en slet Mand«. »Ja«, sagde Styrme, »god er han visselig ikke, men der er dog Svogerskab imellem Jer«. »Det bryder jeg mig ikke om«, sagde Toraren. »Du faar tage Hensyn til«, sagde Styrme, »at om han bliver fredløs, kommer I ogsaa i en vanskelig Stilling, og det bliver da meget værre; det tykkes mig, det er en Sag, der er værd at tænke paa; lad os se at finde paa Raad og begge se, om der ikke er Værn at finde i Sagen«. »Det har jeg længe set«, sagde Toraren, »men det tykkes mig dog ikke raadeligt at sinke Rettergangen med det«. »Ja, det angaar dig mere end mig«, sagde Styrme; »men er Værnet klart, ville Folk finde, at du har baaret dig ad som en Smaamand, hvis Sagen gaar igjennem. Vist er det ogsaa, at det var godt, om Odd fik at vide, at der er flere end ham, der due til noget; han træder os alle med samt vore Tingmænd under Fødder, saa der ikke er Tale om Andre end ham; det var ingen Skade til, om man fik prøvet, hvor lovkyndig han er«. »Saa faar du da raade«, sagde Toraren, »og jeg skal gjøre fælles Sag med dig; men jeg venter mig ikke noget godt af dette; det vil tage en daarlig Ende«. »Der er ikke noget at betænke sig paa«, sagde Styrme, sprang op og gik hen til Retten. Han spurgte, hvilke Sager der var for; det blev sagt ham, og han tog da til Orde: »Det er nu saa, Odd, at der er fundet Værn i din Sag; den er urigtig indledet. Du har stævnet ti Vidner hjemme; det er imod Loven; du havde burdet gjøre det paa Tinge og ikke hjemme i Herredet. Gjør nu ét af to, gaa fra Sagen, eller vi føre Værnet frem«. Odd tav og overvejede Tingen vel; han indsaa, at det var rigtigt, og forlod Retten med sine Mænd og gik til sin Bod. Da han kom ind i Gangen imellem Boderne, mødte han en gammel Mand i en sort Ærmekappe; den saa’ noget slidt ud; der var kun ét Ærme i den, og det hang bag paa Ryggen; han havde en sid Hætte paa og saa’ sig urolig om; i Haanden havde han en Pigkjæp, som han gik og stødte med i Jorden, og han var temmelig krogrygget. Det var den gamle Ufejg, Odds Fader, der var kommen til Tings. »I gaar tidlig fra Retten«, sagde Ufejg, »det er et svært Held, I har, at alt gaar saa let og rask for Jer. Han blev vel fredløs, Uspag?« »Nej«, sagde Odd, »han blev ikke fredløs«. »Ikke er det høvdingligt at drive Gjæk med mig gamle Mand«, sagde Ufejg; »hvorfor skulde han ikke blive fredløs? var han ikke skyldig i, hvad du sagsøgte ham for?« »Jo, vist var han skyldig«, sagde Odd. »Hvorledes er det da at forstaa?« sagde Ufejg; »jeg tænkte, at han maatte kunne overbevises; eller var han ikke Vales Banemand?« »Jo, det er der ingen, der siger noget imod«, sagde Odd. »Hvorfor blev han da ikke dømt, fredløs?« sagde Ufejg. »Der blev fundet Værn i Sagen, saa jeg maatte lade den falde«, svarede Odd. »Hvor kunde der findes Værn i saa rig en Mands Sag?« sagde Ufejg. »De gjorde gjældende, at den var urigtig indledet hjemmefra«, svarede Odd. »Det kan ikke være muligt, naar du har ført Sagen«, sagde Ufejg, »det skulde da være, at du har lagt mere Vind paa Rejser og paa at tjene Penge end paa at vide Besked om den rette Maade at føre en Sag paa; men jeg kan dog ikke tro, det er sandt, hvad du siger«. »Jeg bryder mig ikke om, enten du tror mig eller ej«, sagde Odd. »Det kan nok være«, sagde Ufejg, »men jeg vidste godt, dengang du fór hjemmefra, at Sagen var urigtig indledet, men du mente jo at være dig selv nok og vilde ikke spørge Nogen til Raads. Nu kan du ogsaa være dig selv nok i denne Sag. Det gaar nok, og det kan heller ikke være saa vanskeligt for Folk, der mene, at alt er ringe i Forhold til dem«. »Der er dog endnu større Rimelighed for, at du Ingenting kan udrette«, sagde Odd. »Da er det dog den eneste Redning for din Sag«, sagde Ufejg, »at du tager imod min Hjælp. Vilde du nu spare meget paa Pengene, om Nogen kunde bringe din Sag paa Fode?« »Jeg vilde ikke spare Penge, om Nogen vilde føre den igjennem for mig«, svarede Odd. »Saa giv du mig gamle Mand en vel spækket Pengepung«, sagde Ufejg; »du véd nok, at Mange ikke kan faa deres Øjne fra Pengene«. Odd gav ham en svær Pengepung. »Blev Værnet ført eller ikke?« spurgte Ufejg. »Nej, vi gik fra Retten forinden«, sagde Odd. »Det er det, der skal hjælpe os«, sagde Ufejg, »og det vidste du ikke, da du gjorde det«. Dermed skiltes de, og Odd gik til sin Bod.

Nu er at melde, at den gamle Ufejg gik op paa Tingsletten og hen til Retten. Da han kom til Nordlændingernes Ret, spurgte han, hvilke Sager der var for. Der blev sagt ham, at somme var der allerede faldet Dom i, og somme var lige ved at skulle optages til Doms. »Hvordan lider det med min Søns Sag?« spurgte Ufejg; »eller er den allerede forbi?« »Den er forbi«, svarede de. »Er Uspag bleven fredløs?« sagde Ufejg. »Nej han er ikke«, sagde de. »Hvor kan det være?« sagde Ufejg. »Jo«, sagde de, »der blev fundet Værn i Sagen«. »Faar jeg Lov til at komme ind i Retten?« spurgte Ufejg. Det sagde de ja til, og han gik ind i Dommerkredsen og satte sig. »Er der fældet Dom i min Søn Odds Sag?« spurgte han. »Ja der er«, sagde de. »Hvor kan det være?« sagde Ufejg; »er Sagen anlagt med Urette imod Uspag? dræbte han ikke Vale sagesløs? var det Grunden, at Sagen ikke var klar?« »Der blev fundet Værn i den, saa den maatte falde«, sagde de. »Hvad var det for Værn?« sagde Ufejg. De sagde ham det. »Ja saa«, sagde Ufejg. »Tykkes det Jer Retfærdighed at give Agt paa sligt, som Ingenting betyder, i Stedet for at dømme den værste Udaadsmand, Tyv og Manddraber fredløs. Tykkes det Jer ikke et stort Ansvar at kjende den for sagesløs, der har fortjent Døden, og saaledes at dømme imod hvad ret og retfærdigt er?« De sagde, at det tyktes dem Uret, men saaledes bød Loven. »Det kan være«, sagde Ufejg; »men har I ikke aflagt Eden?« »Jo visselig«, sagde de. »Det kan jeg tænke«, sagde Ufejg; »hvorledes lød Ordene? mon ikke saa, at I skulde dømme efter Eders Overbevisning, efter hvad der tyktes Jer Ret og efter Loven? lød Eden ikke saa?« De sagde, at saadan lød den. »Hvad kan nu være retfærdigere«, sagde Ufejg, »end at dømme Uspag, den værste Ugjerningsmand, en vitterlig Tyv og sagesløs Mands Morder, fredløs og Dødsens, og formene Alle at yde ham nogen Hjælp? Det sidste Ord i Eden kan man tvistes om. Overvej nu, hvad der vejer mest, de to Ord om Eders Overbevisning og hvad Ret er, eller det ene, som henviser til Loven, saa vil I se Sagen, som den er, thi I maa kunne skjønne, at det er et stort Ansvar, I tage paa Jer ved at frikjende den, der er skyldig til Døden, naar I have svoret at dømme efter Eders Overbevisning. Tag nu i Betænkning, at dette vil falde tungt paa Jer, og at det er et Ansvar, I ikke kan slippe fra«. Alt imens han talte, lod Ufejg stundom Pungen stikke frem under Kappen, og stundom trak han den tilbage; han mærkede, at de kastede deres Øjne paa den. Saa sagde han: »Raadeligst tykkes det mig at dømme hvad ret og rigtigt er, som I have svoret, og at faa forstandige og rettænkende Mænds Tak og Erkjendtlighed derfor«. Saa tog han Pungen frem og hældte Sølvet ud og talte det op for dem. »Nu skal jeg vise Jer et Venskabsstykke«, sagde han, »og at jeg mere har Eders end mit Tarv for Øje ved denne Lejlighed; jeg gjør saa, fordi somme af Jer ere mine Venner og somme mine Frænder, om det end er Pligt for Jer Alle selv at tage Vare paa, hvad I gjør. Jeg vil give hver Mand, som sidder i Retten, to Lod Sølv, og den, der indleder Sagen til Doms, en halv Mark, saa faar I baade Pengene og frir Jer for Ansvaret og bryder ikke Eders Ed, hvad der dog ligger mest Magt paa«. De tænkte over, hvad han havde sagt, og fandt, at der var noget i det, og at det havde staaet galt til med Edsbrud før, og saa tog de da imod Ufejgs Tilbud. Der blev strax sendt Bud efter Odd; han kom, og de andre Høvdinger vare da gaaede til deres Boder. Saa blev Sagen taget for og Uspag dømt fredløs, og der blev taget Vidner paa, at nu var der faldet Dom. Derefter gik Folk til deres Boder, og der kom ikke noget ud om dette om Natten. Men om Morgenen stod Odd frem paa Lovbjerget og sagde højt og tydelig: »Iaftes blev den Mand, som hedder Uspag dømt fredløs i Nordlændingernes Ret for Drabet paa Vale. Det er at sige om ham, for at man kan tage Kjending paa ham, at han er stor og firskaaren; han har brunt Haar og et knoklet Ansigt, sorte Bryn, store Hænder, tykke Ben, han er i alle Maader ualmindelig stor og ser ud, som han var i Stand til det Værste«. Folk undrede sig meget over dette; Mange havde slet ikke hørt noget til hvad der var sket, og man fandt, at Odd havde drevet sin Sag med Kraft og havt Held med sig, saadan en Ende som det havde taget med den.

Nu er at melde, at Styrme og Toraren tales ved. »Stor Skam og Skjændsel have vi havt af denne Sag«, sagde Styrme. Toraren sagde, at det var, hvad han havde ventet, »her have kloge Folk havt deres Finger med i Spillet«. »Ser du nogen Udvej til at raade Bod herpaa?« sagde Styrme. »Ja, men jeg skjønner ikke, at det kan blive saasnart«, sagde Toraren. »Hvad tænker du paa?« sagde Styrme. »Man kunde kære over, at Dommerne ere blevne bestukne«, sagde Toraren, »det vilde være nok«. »Det er rigtigt«, sagde Styrme. Saa gik de bort til Boderne. De samlede nu deres Venner og Paarørende til Raadslagning; de var i alt otte, foruden Styrme og Toraren, Hermund Illugessøn og Gelle Thordssøn, Egil Skulessøn og Jernskegge Ejnarssøn, Skeggbrodde Bjarnessøn og Torgejr Halldorassøn. Styrme og Toraren fortalte, hvorledes Sagen hang sammen, og hvorledes den nu stod, og hvor stor Fordel der var at vinde, saa rig som Odd var, de vilde alle kunne blive hovedrige derved. De besluttede da alle at hjælpes ad og drive Sagen igjennem, saa at de enten fik Selvdømme eller Fredløshedsdom over Odd; herom sluttede de Forbund med faste Eder og tænkte nu, at dette Paafund skulde staa sin Prøve, og at Ingen skulde have Mod eller Klogskab nok til at staa dem imod. Efter at have sluttet denne Aftale skiltes de, og Folk red hjem fra Tinge. Dette holdtes en Tidlang hemmeligt.

Odd var vel tilfreds med sin Tingfærd, og nu var Forholdet bedre imellem ham og Faderen, end det før havde været. Om Vaaren traf de hinanden ved Badet. Ufejg spurgte om Tidender. Odd sagde, at han ingen havde hørt, og spurgte, om han vidste nogen. Ufejg sagde, at Styrme og Toraren havde samlet Folk og agtede sig til Mel for at stævne. Odd spurgte, hvad Kæremaal de havde at føre. Ufejg fortalte ham hele deres Forehavende. »Det tykkes mig ikke farligt«, sagde Odd. »Det kan jo hænde, at det ikke overstiger dine Kræfter«, sagde Ufejg. Tiden led nu til Stævnedagen, da kom Styrme og Toraren til Mel med et stort Følge. Odd havde ogsaa mange Folk hos sig. De bar deres Sag frem og stævnede Odd for Altinget, fordi han havde ladet Dommerne bestikke imod Loven. Mere skete der ikke dengang, og de red bort med deres Flok. Det traf sig igjen, at Odd og Ufejg mødtes og taltes ved. Ufejg spurgte, om han endnu var af den Mening, at det ikke havde noget at betyde. »Nej, den Sag tykkes mig ikke farlig«, sagde Odd. »Da er jeg af en anden Mening«, sagde Ufejg; »véd du rigtig, hvordan Sagen staar?« Odd sagde, han vidste, hvad der hidtil var sket. »Det vil trække mere efter sig, efter hvad jeg tror«, sagde Ufejg; »sex andre Høvdinger, og det nogle af de mægtigste, have sluttet Forbund med dem«. »De tykkes at mene, at der maa store Anstalter til«, sagde Odd. »Hvad tænker du nu at gjøre?« sagde Ufejg. »Hvad andet«, svarede Odd, »end at ride til Tings og søge Hjælp«. »Det tykkes mig ikke raadeligt, saaledes som Sagen staar«, sagde Ufejg, »det er ikke godt at sætte sin Hæder ind paa, om man er mandsstærkest«. »Hvad raader du da til?« sagde Odd. »Det er mit Raad«, sagde Ufejg, »at du skal udruste dit Skib til Tingtid og holde dig rede med alt dit Løsøre, inden Folk komme fra Tinge. Eller tykkes det dig bedre, at de tage dit Gods end at jeg har det?« »Det tykkes mig ikke stort bedre anbragt, naar du har det«, sagde Odd, men han gav nu dog Faderen en stor Pung fuld af Sølv, og dermed skiltes de. Odd gjorde nu sit Skib rede og fik Mandskab dertil. Det led nu frem til Tingtid, og hvad han havde for, var gaaet saa stille af, at kun Faa vidste noget derom.

Høvdingerne red nu til Tings med mange Mænd i Følge. Den gamle Ufejg var i Styrmes Flok. De Forbundne havde aftalt at mødes paa Blaaskovshede, og derfra red de sammen til Tings. Om Intet blev der talt saa meget som om Odds Sag; Alle troede for vist, at Ingen vilde tage sig af den, ogsaa mente man, at kun Faa turde, og at det heller ikke vilde baade Nogen, saadanne Høvdinger, som her stod imod; de Forbundne tyktes da ogsaa at være visse paa et godt Udfald og brystede sig ikke lidt, og Ingen sagde et Ord imod dem. Odd havde ikke overdraget sin Sag til Nogen; han gjorde sit Skib klart i Hrutafjord, saa snart Folk vare dragne til Tings. En Dag gik den gamle Ufejg fra sin Bod. Han var mod i Hu, thi han vidste ikke, hvem han skulde faa til at hjælpe sig, og det tyktes ham vanskeligt at staa imod, og at han næppe vilde komme nogen Vegne med saadanne Høvdinger, som han her havde for sig, thi der var ingen Værn i Sagen. Efter at han længe havde vanket om imellem Boderne, krumbøjet og med vaklende Ben, kom han omsider til Egil Skulessøns Bod, det var en af de Forbundne. Der var Folk inde hos ham og talte med ham, og Ufejg blev da udenfor og ventede, til de gik. Egil fulgte dem ud, og da han vilde gaa ind igjen, traadte Ufejg frem for ham og hilste ham. Egil saa’ paa ham og spurgte, hvem han var. »Jeg hedder Ufejg«. »Er du Odds Fader?« Ja, det var han. »Saa vil du vel tale om hans Sag«, sagde Egil, »men den nytter det ikke at tale til mig om; den er meget vanskeligere, end at jeg kan gjøre noget ved den; der er ogsaa Andre, der have mere at sige i den Sag end jeg. Den angaar Styrme og Toraren meget mere end os, skjønt vi gaa med dem«. »Jeg kan nok faa andet at fordrive Tiden med end at tale om Odds Sag«, sagde Ufejg, »den har set fornøjeligere ud, end den gjør nu. Du vil vel ikke nægte at tale med mig; det er nu den største Fornøjelse, jeg gamle Mand kan have, at tale med kloge Mænd som dig og faa Tiden til at gaa med det,«. »Jeg har ikke noget imod at tale med dig«, sagde Egil. De fulgtes nu ad hen og satte sig ned. Saa sagde Ufejg: »Er du bosat Mand, Egil?« Ja, det var han. »Bor du paa Borg?« »Ja, jeg gjør«. »Jeg har hørt dig vel omtale«, sagde Ufejg, »just saaledes som jeg tykkes om det; man har sagt mig, at du ikke sparer paa Mad for Nogen og er en gavmild Mand. Vi ligne hinanden i meget, begge ere vi ætstore og ikke paaholdende, men Midlerne er kun smaa; ogsaa har man sagt mig, at du gjerne hjælper dine Venner«. »Vel vilde det hue mig, om jeg var saa værdig til et godt Lov som du«, sagde Egil, »thi jeg véd, at du baade er en ætstor og en klog Mand«. »Da er der dog Forskjel paa os«, sagde Ufejg, »thi du er en stor Høvding og ikke bange for hvad der end kommer paa, og giver aldrig tabt, hvem du end faar at gjøre med, jeg derimod er en ringe Mand; men i Sind ligne vi hinanden en hel Del. Stor Skade er det, at det skal skorte saa højsindede Mænd paa Penge«. »Det kan hænde, at det snart bliver anderledes«, sagde Egil, »at vore Kaar bedres«. »Hvorledes det?« sagde Ufejg. »Jeg tænker, at om vi kommer over Odds Gods, har det ingen Nød længere«, sagde Egil, »der skal være nok af det«. »Ja det er ingen Overdrivelse, at han er den rigeste Mand paa Island«, sagde Ufejg, »men du er dog vist nysgjerrig efter at vide, hvad der kan falde paa din Lod, siden du trænger saa haardt dertil«. »Ja, det er vist«, sagde Egil, »du er en god og klog Mand, og du maa vide Besked om Odds Gods«. »Jeg tænker, at Ingen véd bedre Besked derom end jeg«, sagde Ufejg, »og det kan jeg sige dig, at Ingen anslaar det saa højt, at det jo er mere. Men ikke vil jeg dølge for dig, at den Herlighed, du kan vente dig, er en Sextendedel af Melsland«. »Nu har jeg aldrig hørt saa galt!« sagde Egil; »saa er der rigtignok langtfra saa meget Gods, som jeg havde tænkt mig; hvor kan det være?« »Jo, Gods er der nok af«, sagde Ufejg, »men jeg venter alligevel, at du vil faa saa omtrent hvad jeg har sagt. Har I ikke aftalt, at I skulle have Halvdelen af Odds Gods og Fjerdingsmændene den anden Halvdel? Saa ser jeg ikke rettere, end at det maa blive som jeg siger, siden I er otte Forbundne og faar Hælvten af Melsland til Deling. Det maa jo være Eders Mening og Aftale, skjønt I have taget fat paa denne Sag paa en Maade, man aldrig har set Mage til. I tænkte dog vel ikke, at min Søn Odd vilde blive rolig siddende, til I kom styrtende der nordpaa? Nej, han er ikke raadvild, og har han fuldt op af Gods, saa skorter det ham heller ikke paa Vid og Kløgt, naar det gjøres nødig; jeg tænker, at medens I kalde ham fredløs, skrider hans Skib paa Havet med ham. Men ikke vil det være for Fredløshed at regne, saa vrangt som I have taget paa denne Sag, og den vil falde over Jer, som have yppet den. Visselig er han nu paa Havet med alt sit Gods undtagen Landet paa Mel, det har han ladet ligge til Jer. Han havde spurgt, at Søvejen til Borg ikke var ret lang, naar han først var kommen til Borgfjord. I vil komme til at ligge, som I har redt; Skam og Skjændsel og et slet Lov af Alle ville I faa, som I ærlig har fortjent«. »Det tykkes mig, at du har Ret«, sagde Egil, »og at Sagen nu ser anderledes ud. Rimeligt er det, at Odd ikke bliver siddende raadvild paa sin Gaard; heller ikke bryder jeg mig derom, thi der er dem, der have Del i Sagen, som jeg vel under den Tort, de kunne faa deraf, og det er dem, der drive hidsigst paa den, nemlig Styrme og Toraren og Hermund«. »Det vil gaa, som bedst og rimeligst er«, sagde Ufejg, »at de ville komme i Vanry hos de Fleste; men ilde tykkes det mig, at du ikke faar nogen Fordel af denne Sag, thi du huer mig vel, bedst af alle Jer Forbundne«. I det Samme lod han en svær Pengepung stikke frem under Kaaben, Egil skjævede til den, og saa trak Ufejg den strax tilbage igjen. »Det er nu saa, Egil«, sagde han, »at jeg venter det vil gaa, som jeg har sagt. Nu skal jeg gjøre imod dig, hvad du har Hæder og Ære af«, og nu lukkede han Pungen op og hældte Pengene ud i Skjødet paa Egil; der var to Hundreder i Sølv, saa godt som man vilde se det. »Det skal du faa af mig«, sagde han, »hvis du ikke vil være mig imod i Sagen, og det tykkes mig et hæderligt Tilbud«. »Du er et ualmindelig slet Menneske«, sagde Egil; »du skal ikke tro, at jeg vil bryde min Ed«. »I er dog ikke, hvad I synes at være«, sagde Ufejg; »I vil kaldes Høvdinger, men saa snart I kommer i nogen Vanskelighed, véd I hverken ud eller ind. Nu skal jeg raade dig, hvorledes du skal bære dig ad saaledes at du ikke bryder din Ed«. »Hvorledes da?« sagde Egil. »Har I ikke aftalt, at I vilde have Fredløshed eller Selvdømme over Odd?« »Jo, saadan var det«, sagde Egil. »Det kan hænde«, sagde Ufejg, »at det bliver forundt os, Odds Frænder, at vælge imellem de to Kaar, og saa kunde det føje sig saa, at Dommen blev lagt i din Haand, og jeg vilde da, at du gjorde den, som jeg vilde have den«. »Du har Ret og er en snu og kløgtig Karl«, sagde Egil, »men du faar mig dog ikke til det; jeg har hverken Magt eller Mandsstyrke nok til at staa imod alle disse Høvdinger, og den, der falder fra, faar de andre til Fjender«. »Hvordan vilde det føje sig«, sagde Ufejg, »naar du fik en af dem med dig?« »Saa var Udsigterne jo bedre«, sagde Egil. »Hvem af de Forbundne vilde du saa vælge? Lad nu, som om jeg kunde faa, hvem af dem jeg vilde have.« »Der er to«, sagde Egil; »Hermund staar mig næst, men vi ere ikke gode Venner; den anden er Gelle Tordssøn, ham vil jeg vælge«. »Glad ved det er jeg ikke«, sagde Ufejg, »thi jeg undte dem alle undtagen dig, at de skulde komme galt afsted med denne Sag, men han maa vel have Forstand nok til at skjønne, hvad der er bedst at vælge, at faa Penge og Hæder eller ingen Penge og Skam og Spot. Vil du nu love at svække Dommen, hvis Sagen bliver voldgivet dig?« »Ja, det skal jeg«, sagde Egil. »Saa er det en Aftale imellem os«, sagde Ufejg; »jeg skal komme herhen til dig igjen om en Stund«.

Ufejg gik nu fra ham; han vaklede nu videre frem imellem Boderne og kom kun langsomt afsted, men han var dog ikke saa mod i Hu, som man skulde tro, naar man saa’, hvor ynkelig han krøb, han var fast i sine Tanker om Rettergangen, om han end var løs i Benene. Omsider kom han til Gelle Tordssøns Bod og lod ham kalde ud. Han kom og hilsede først paa Ufejg, thi han var en nedladende Mand. Han spurgte, hvad Ærinde han havde. »Aa, jeg er nu drevet herhen«, sagde Ufejg. »Du vil vel tale om Odds Sag?« sagde Gelle. »Nej, den har jeg opgivet«, sagde Ufejg, »jeg vil forslaa Tiden med at tale om andre Ting«. »Hvad vil du da tale om?« sagde Gelle. »Jeg har hørt, at du skal være en forstandig Mand«, sagde Ufejg, »og saadanne Folk har jeg altid Gammen af at tale med«. De satte sig ned og talte sammen. »Hvem er der af unge Mænd i Herrederne der vesterpaa, som du mener der er Æmne i til store Høvdinger?« spurgte Ufejg. Gelle sagde, at dem var der ingen Mangel paa, og nævnede Snorre Godes Sønner og Øremændene. »Ja, jeg har hørt det«, sagde Ufejg, »men nu har jeg jo god Lejlighed til at spørge mig for, siden jeg taler med en Mand, der baade er sanddru og forstandig. Hvilke Kvinder har I der vesterpaa, der tykkes bedst at faa til Kone?« Gelle nævnede Snorre Godes og Stentor paa Øres Døtre. »Ja, jeg har hørt det«, sagde Ufejg; »mon hvordan er det? har du selv ingen Døtre?« Jo, det havde Gelle. »Hvorfor nævner du da ikke ogsaa dem? Ingen kan være smukkere end dine Døtre, om man kan slutte fra hvad der tykkes rimeligt? er de ikke gifte?« »Nej«. »Hvor kan det være?« sagde Ufejg. »Der har ikke budt sig Nogen til, som baade var rig og havde en god Gaard, baade var storættet og selv en dygtig Mand, og skjønt jeg ikke selv er rig, er jeg vanskelig, naar det gjælder om Æt og Anseelse hos den, der vil være min Svigersøn. Men du skal da ikke blot spørge; hvem har I nordpaa, som man kan vente sig Høvdinger af?« »Der er gode Mænd at nævne«, sagde Ufejg; »først er der Ejnar Jernskeggessøn og Hall Styrmessøn; somme sige ogsaa, at min Søn Odd tegner til at blive en ypperlig Mand, og nu vil jeg komme frem med, hvad han har paalagt mig at sige, at han gjerne vil være din Maag og have din Datter Ragnhejd til Kone«. »Ja«, sagde Gelle, »det var et Tilbud, jeg vilde have taget vel imod før, men som Sagerne nu staa, tænker jeg, at der ikke kan blive noget af det«. »Hvorfor ikke det?« sagde Ufejg. »Det ser noget sort ud for din Søn nu«, sagde Gelle. »Da vil jeg sige dig«, sagde Ufejg, »at du visselig aldrig faar hende bedre gift end med Odd, thi det er Alle enige om, at han er dygtig som den Bedste, og heller ikke skorter det ham hverken paa Gods eller paa god Æt, men du er en fattig Mand, og det kunde vel være, at han kunde blive dig en god Støtte, thi han er en storsindet Mand imod sine Venner«. »Ja, det var værd at tænke paa«, sagde Gelle, »hvis ikke denne Retssag stod paa«. »Bryd dig nu ikke om den Smaating, som Ingenting betyder«, sagde Ufejg, »og som er en ren Taabelighed og Vanhæder for dem, der have Del i den«. »Det er dog ikke urimeligt, at det vil falde anderledes ud«, sagde Gelle, »og jeg vil ikke sige Ja til denne Bejlen; men kunde denne Vanskelighed ryddes af Vejen, gjorde jeg det gjerne«. »Det kan jo være Gelle«, sagde Ufejg, »at I alle ville vinde Guld og grønne Skove her, men jeg kan dog sige dig, hvad din Del deraf bliver, thi jeg véd godt Rede derpaa. I bedste Fald vil I otte Forbundne faa Hælvten af Melsland, og det bliver ikke noget godt Bytte, du gjør; Gods faar du kun lidt af, og det Ry, du før har havt for at være en af de bedste Mænd i Landet, sætter du til«. Gelle spurgte, hvordan det hang sammen. »Det tykkes mig rimeligt«, sagde Ufejg, »at Odd nu har givet sig ud paa Havet med alt sit Gods undtagen Landet paa Mel. I kunde ikke vente, at han skulde sidde raadløs og lade Jer vælge og vrage hans Gods imellem Jer. Nej tværtimod, han sagde, at om han kom til Bredefjord, skulde han finde din Gaard og tage sig en Kone derfra, og han havde ogsaa Midler til at sætte Ild paa Gaarden, om han vilde, sagde han, og ligesaa, om han kom til Borgfjord, havde han spurgt, at Søvejen til Borg ikke var lang, mente ogsaa, at om han kom til Øfjord, kunde han vel finde Jernskegges Gaard og ligesaa i Østfjordene Skegbroddes. Nu bryder han sig ikke om nogensinde at komme her tilbage til Island, og I ville faa, hvad I have fortjent, Spot og Skam. Men ilde tykkes det mig, at du skulde friste saa haarde Kaar, saa god en Høvding som du har været, og det vilde jeg spare dig for«, »Det kan være sandt, som du siger«, sagde Gelle, »og jeg bryder mig kun lidt om, at der ikke bliver noget af med, at de faa fat paa hans Gods; jeg har mere fulgt mine Venner i denne Sag end selv fæstet mit Sind derved«. »Det maa du kunne indse«, sagde Ufejg, »naar du da ikke er helt fra dig selv, at det er langt bedre og ærefuldere for dig at gifte din Datter med min Søn Odd, som jeg før sagde. Se her er de Penge, han sender dig, han sagde, at han selv vilde udstyre hende, eftersom han kjendte dine daarlige Vilkaar, her er to Hundreder i Sølv, som du næppe skal finde Mage til. Tænk nu paa, hvem det er, der byder dig saadanne Kaar, at gifte din Datter med en Mand som ham, og saa udstyrer han hende selv; og rimeligst er det, at han aldrig vil være karrig imod dig, og din Datter kommer i Velstand«. »Ja, det er saa godt budet, at det ikke kan skattes højt nok«, sagde Gelle, »men for Intet i Verden vil jeg svige dem, der stole paa mig, skjønt jeg nu indser, at der ikke vil komme andet end Skam og Skade ud af Sagen«. »Hvor I dog er kloge, I Høvdinger«, sagde Ufejg, »hvem har sagt, at du skulde svige dem, der stole paa dig, eller bryde dine Eder? Det kunde jo føje sig saa, at Sagen bliver voldgivet dig, og saa kan du jo tage læmpelig paa den, saa holder du jo dog dine Eder«. »Det har du Ret i«, sagde Gelle, »du er en snu gammel Karl, umaadelig snedig. Men jeg vil dog ikke gaa ene imod dem alle«. »Hvad nu da, om jeg kan skaffe en til? vil du saa tage dig af Sagen?« »Det vil jeg«, sagde Gelle, »om du kan faa det maget saa, at jeg skal dømme«. »Hvem vælger du saa?« spurgte Ufejg. »Jeg vælger Egil«, sagde Gelle; »han staar mig næst«. »Nu har jeg aldrig hørt saa galt!« sagde Ufejg; »vælger du den ringeste i hele Eders Flok! der tykkes mig at være meget at indvende imod, at han skal have den Hæder; det véd jeg ikke, om jeg vil gjøre noget for«. »Ja nu raader du«, sagde Gelle. »Vil du da paatage dig Sagen«, sagde Ufejg, »naar jeg faar ham med? han maa da kunne skjønne, hvad der er bedst, nogen Hæder eller ingen«. »Siden jeg har saa stor Fordel deraf«, sagde Gelle, »tænker jeg, at jeg tør vove det«. »Egil og jeg har allerede talt om Sagen«, sagde Ufejg; »den tykkes ham ikke vanskelig, og han er gaaet ind derpaa. Nu skal jeg raade Jer, hvorledes I skal bære Jer ad. I Forbundne er jo for det meste sammen, og Ingen vil fatte nogen Mistanke, naar du og Egil aftale, hvad I vil, naar I gaa til Aftensang«. Gelle tog imod Pengene, og det var nu en fast Aftale imellem dem. Saa gik Ufejg til Egils Bod, og nu gik han hverken langsomt eller kroget. Han sagde Egil, hvad det var blevet til, og han var vel fornøjet dermed. Om Aftenen, da Folk gik til Aftensang, taltes Egil og Gelle ved og aftalte Sagen imellem sig, og Ingen fattede nogen Mistanke til dem derfor.

Nu er at melde, at næste Dag gik Folk til Lovbjerget, og der var mange Mennesker. Egil og Gelle samlede deres Venner, og Ufejg samlede ogsaa Folk tilligemed Styrme og Toraren. Da de, man kunde vente did, vare komne til Lovbjerget, krævede Ufejg Lyd og sagde: »Jeg har hidtil ikke blandet mig i min Søn Odds Sag, men nu véd jeg jo, at de Mænd ere her tilstede, som have drevet mest paa den, og først vil jeg da vende mig til Hermund og spørge, om der kan sluttes noget Forlig«. »Vi vil ikke tage imod andet end Selvdømme«, sagde Hermund. »Det har man dog næppe hørt Mage til«, sagde Ufejg, »at én Mand har givet otte Mænd Selvdømme i én Sag. Jeg har hørt, at én Mand har givet én Mand Selvdømme, men siden denne Sag nu helt igjennem er bleven drevet paa saa mærkelig en Vis, at den ikke ligner nogen anden, vil jeg tilbyde, at to af Eders Flok skulle dømme i den«. »Det gaa vi ind paa«, sagde Hermund, »og det er os lige meget, hvem af os der dømmer«. »Saa kunne I jo unde mig den ringe Hæder at vælge, hvem af Jer Forbundne jeg vil«, sagde Ufejg. »Ja, ja«, sagde Hermund. »Gaa nu ikke idag ind paa, hvad du vil angre imorgen«, sagde Toraren. »Ja, nu skal mit Ord ikke tages tilbage«, sagde Hermund. Nu søgte Ufejg Folk, der vilde gaa i Borgen for ham, og de var lette at finde, thi man var sikker paa sine Penge; saa gav de hinanden Hænderne; Borgensmændene lovede, at de Pengebøder, som de to Mænd, Ufejg valgte, dømte Odd til, skulde blive betalte, og de Forbundne lovede at lade Sagen falde. De gik nu op paa Sletten med deres Følge, Gelles og Egils Flokke fulgtes ad og satte sig ned sammen. Ufejg gik ind i Kredsen, saa’ sig om og slog Hætten paa sin Kaabe tilbage, strøg sig om Armene og holdt sig temmelig rank; han missede med Øjnene og sagde: »Der sidder nu du Styrme, og underligt vil det tykkes Folk, at jeg ikke vender mig til dig i en Sag, der vedkommer mig, eftersom jeg er din Tingmand og skulde søge min Støtte i dig, og du har faaet mange gode Gaver af mig, som du kun har lønnet slet. Jeg tænker paa, at du er den første, der har vist min Søn Odd Fjendskab i denne Sag og er mest Skyld i, at den blev taget op. Dig vil jeg ikke have. Og der sidder nu du, Toraren! det er vist nok; at det skorter dig ikke paa Vid til at dømme i denne Sag, men du har lagt Raad op imod Odd og har været den første til at tage i med Styrme, saa dig vil jeg heller ikke have. Der sidder du, Hermund! du er en stor Høvding, og jeg tænker, at Sagen var i gode Hænder, om den blev voldgivet dig; men Ingen har været saa hidsig paa det som du, siden der blev begyndt paa dette, og tydelig vist, at du vilde paaføre os Vanære; heller ikke er det andet end Uhæderlighed og Griskhed, der har faaet dig dertil, saa dig vil jeg heller ikke have. Og der sidder du, Jernskegge! det skorter dig ikke paa Anseelse, saa for den Sags Skyld kunde man nok overgive dig Sagen, og du vilde ikke synes ilde derom. Men hvor stolt du end var, dengang du lod bære Mærke foran dig paa Vødlating, som det bæres for Konger, saa skal du dog ikke blive Konge i denne Sag; dig vil jeg ikke have. Der sidder du, Skegbrodde! Er det sandt, at Kong Harald Sigurdssøn sagde, dengang du var hos ham, at af alle Mænd paa Island tyktes du ham bedst skikket til at være Konge?« »Tidt talte Kongen venlig til mig«, sagde Brodde, »men det er ikke vist, at han mente alt, som han sagde det«. »Skal du være Konge«, sagde Ufejg, »bliver det i alt Fald ikke over denne Sag; dig vil jeg ikke have. Der sidder du Gelle! det er ene og alene Pengegriskhed, der har draget dig ind i denne Sag, men det undskylder dig dog noget, at du er en fattig Mand og har meget at sørge for. Skjønt I alle burde ske en Ulykke, er det jo nu dog saa, at Nogen af Jer maa jeg vise den Ære at vælge, og da der nu kun er faa tilbage, og jeg ikke har Lyst til at vælge Nogen af dem, jeg har sagt, jeg ikke vilde have, vælger jeg dig, siden man ikke for har hørt om dig, at du har øvet nogen Uret. Der sidder du, Torgejr Haldorssøn! det er let at forstaa, at du aldrig har faaet voldgivet nogen Sag, som der laa nogen Vægt paa, thi Forstand har du Ingenting af og skjønner ikke bedre end en Oxe eller et Asen; dig vil jeg ikke have. Nu er det gaaet mig, ligesom det gik med Ulvene, der havde ædt hinanden lige til Halerne, før de fik set sig for. Jeg har havt mange Høvdinger at vælge imellem, og nu er der kun én igjen, af hvem alle ville mene, der kun er Ondt at vente, og som vitterlig er en ubilligere Mand end de fleste andre, og ikke bryder sig om hvad han gjør, naar han blot kan tjene nogle Penge derved; men det kan dog denne Gang tjene ham noget til Undskyldning, for at han ikke har været saa nøjeregnende, at mange, som før havde Ord for at være retskafne Folk, have indviklet sig i dette, sat Hæderlighed og Sømmelighed til Side og sat Uretfærdighed og Griskhed i Stedet. Ingen vilde dog falde paa, at jeg skulde vælge den, som alle vente sig det værste af og som er den listigste i hele Eders Flok, men nu faar det dog blive saa, eftersom alle de andre allerede ere vragede«. Egil lo og sagde: »Det gaar nu, som det oftere hænder, at naar der gjøres Ære af En, er det ikke fordi Andre ønsker det. Men nu faa vel du og jeg, Gelle, staa op og gaa afsides og tale sammen om Sagen«. De gjorde saa, gik bort og satte sig ned. »Hvad skal vi nu blive enige om?« sagde Gelle. »Det er mit Raad«, sagde Egil, »at vi fastsætte en ringe Bøde; jeg véd ikke, hvorfor vi skulde gjøre anderledes, vi faa dog kun Utak derfor«. »Er det ikke mer end nok, naar vi sige tretten Øre i daarligt Sølv?« sagde Gelle; »Sagen er jo taget op med stor Uret, og jo værre de synes om det, des bedre er det; men jeg er ikke synderlig opsat paa at forkynde Dommen, thi jeg tænker, de vil blive dygtig vrede«. »Du kan vælge hvad du vil«, sagde Egil, »enten du vil forkynde Forliget eller give dem Svar paa Tiltale«. »Saa vælger jeg at forkynde Dommen«, sagde Gelle. De gik nu hen til de Forbundne. »Lad os nu rejse os og høre Odds Beskæmmelse«, sagde Hermund. »Ja vi bliver ikke klogere denne Gang«, sagde Gelle, »det bliver nu ikke anderledes. Det er Egils og min Dom, at der skal udredes tretten Øre Sølv til os Forbundne«. »Forstod jeg dig ret?« sagde Hermund; »sagde du tretten Hundreder i Sølv?« »Du har dog vel ikke siddet paa dine Øren, Hermund, da du rejste dig op?« sagde Egil; »vi sagde tretten Øre Sølv, og det Sølv, som ingen velstaaende Mand ellers tager imod, Stumper og Stykker af Ringe og gamle Skjolde, det daarligste, der kan skrabes sammen, og som I ville være mest utilfreds med«. »Nu har du sveget os Egil«, sagde Hermund. »Hvad, synes du, du er svegen?« sagde Egil. »Ja, og det er dig, der har sveget mig«, sagde Hermund. »Det tykkes mig godt gjort«, sagde Egil, »at svige den, som Ingen tror; du tror jo ikke engang dig selv, det kan jeg bevise, thi du gjemte dine Penge i saa tyk Taage, at du mente, du aldrig skulde finde dem, selv om det faldt dig ind at lede efter dem«. »Det er Løgn, Egil«, sagde Hermund, »ligesom det, du sagde, da du kom hjem, dengang jeg havde budet dig hjem til mig ved Juletid i Vinter fra dit usle Hul; da var du glad, som rimeligt var, men da Julen var ovre, blev du uglad, som rimeligt var, og syntes ilde om, at du skulde hjem og sulte igjen; og da jeg mærkede det, tilbød jeg dig, at du kunde blive tilligemed en anden Mand, og det tog du med Glæde imod. Men om Vaaren efter Paaske, da du kom hjem til Borg, sagde du, at der var død tredive Udgangsøg for mig, og de var blevne spiste allesammen«. »Jeg tror ikke, at jeg har overdrevet dit Tab«, sagde Egil, »dog mener jeg, at faa eller ingen af Øgene blev spiste. Men det véd Alle, at mig og mine Folk skorter det aldrig paa Mad, om mine Vilkaar end ikke altid ere gode; men hjemme hos dig er Omstændighederne saadanne, at du ikke har nødig at prale af dem«. »Jeg vilde ønske, at du og jeg aldrig maatte komme sammen paa Tinge«, sagde Hermund. »Nu vil jeg sige, hvad jeg havde tænkt, jeg aldrig skulde komme til at sige«, sagde Egil, »gid dine Ord maa gaa i Opfyldelse, thi det er bleven spaaet mig, at jeg skal dø af Ælde, og jo før Troldene tage dig, des gladere skal jeg være«. Da sagde Styrme: »Den taler sandest om dig, Egil, som siger dig det værste paa og kalder dig en Rænkesmed«. »Nu gaar det, som det skal«, sagde Egil, »jo mere du laster mig, og jo flere Grunde du finder dertil, des bedre huer det mig, thi jeg har hørt, at I morede Jer ved Drikkebordet med at holde Mandjævning, og du tog mig til at sammenligne dig med. Nu er det vel vist nok, at du har store Lyder, som andre Folk ikke véd noget af, men selv maa du jo vide Besked om, hvordan det staar til med dig. Men den Ulighed er der dog imellem os, at naar vi begge love andre Folk Hjælp, saa gjør jeg, hvad jeg kan, og sparer mig ikke, men du render din Vej, saasnart det gaar løs med Øxerne. Det er ogsaa sandt, at skjønt jeg for det meste har det knapt hjemme, sparer jeg dog ikke paa Maden til Nogen, men du er madkarrig, og et Bevis derpaa er, at du har en Bolle, som hedder Madsæl, og der er aldrig andre end dig, der faar at vide, hvad der er i den. Der er ikke noget at sige til, at mine Folk har det knapt, naar jeg selv Ingenting har, men ilde sømmer det sig at sulte sine Folk, naar der ingen Mangel er paa Mad. Nu kan du jo tænke dig, hvem jeg mener«. Saa tav Styrme, men nu rejste Toraren sig op. Da sagde Egil: »Ti du stille, Toraren, og sæt dig ned; siger du et Ord, skal jeg sige saadanne Ting, at det havde været bedre for dig, om du havde tiet; men ikke tykkes det mig latterligt, om end Drengene le deraf, at du sidder og klemmer Benene sammen og gnider Laarene imod hinanden«. »Heldraad skal man tage imod, hvor de saa end kommer fra«, sagde Toraren, satte sig ned og tav. »Det kan Enhver se«, sagde Torgejr, »at denne Dom er taabelig og intet har at betyde, kun tretten Øre Sølv i saa stor en Sag«. »Og jeg, som tænkte, den skulde have meget at betyde for dig«, sagde Egil; »det maa den da ogsaa have, naar du tænker dig om, den maa jo minde dig om de tretten Knuder du fik i Hovedet af en ringe Bondemand paa Rangaatinget, og som du tog tretten Faar med Lam for som Bod; jeg tænkte de tretten Øre skulde være dig en Amindelse derom«. Saa tav Torgejr, og Skegbrodde og Jernskegge vilde ikke skifte Ord med Egil. Da sagde Ufejg: »Nu skal jeg kvæde Jer en Vise, for at Folk bedre skal kunne mindes dette Ting og denne Rettergang«, og saa kvad han om, hvorledes han, en ringe Mand, havde trukket Hatten ned over Ørene paa anselige Høvdinger og kastet dem Sand i øjnene, »Ja, du har Grund nok til at prale af, at Ingen har kjørt mere i Ring med saa mange Høvdinger end du«, sagde Egil. Folk gik nu hjem til deres Boder, men Gelle sagde til Egil: »Lad os to nu holde os sammen tilligemed vore Mænd«, og det gjorde de. Der var stærk Spænding i Resten af Tingtiden, og de Forbundne vare saare ilde tilfreds med den Udgang, Sagen havde faaet; Pengene, der var blevet givet i Bøder, vilde Ingen have, og de laa og drev om paa Tingvolden. Omsider red Folk hjem.

Da Ufejg kom til Odd, var denne klar til at sejle bort. Ufejg fortalte ham, at han havde tilstaaet dem Selvdømme, »Saa gid du da faa en Ulykke for din Sagføring«, sagde Odd. »Du har ikke hørt Spasen til Ende, min Søn«, sagde Ufejg, og nu fortalte han, hvorledes det hele var gaaet, og at han havde fæstet ham en Kone. Odd takkede ham for den Hjælp, han havde ydet ham, og sagde, at han var naaet langt videre, end han havde tænkt sig det muligt, fra nu af skulde han aldrig komme til at trænge til Penge sagde han. »Nu skal du rejse, som du havde bestemt«, sagde Ufejg, »men dit Bryllup skal staa paa Mel om sex Uger«. Saa skiltes Fader og Søn i Venskab, og Odd lagde ud. Han havde Bør nord til Torgejrsfjord, der fik de Modvind og blev liggende i nogle Nætter tilligemed nogle Kjøbmænd, der laa der, da de kom. Det tyktes Odd, at det varede vel længe, inden de fik Bør; han gik da op paa et højt Fjæld og saa’, at det blæste fra en anden Kant ude paa Havet, og saa gik han tilbage til Skibet og bød sine Folk at ro ud af Fjorden. Østmændene spottede dem og sagde, at det vilde tage Tid at ro til Norge. »Hvor kan I vide det, om I ikke bier paa os, til vi komme tilbage?« sagde Odd. Da de vare komne ud af Fjorden, havde de strax gunstig Vind og tog ikke Sejlene ind, førend de kom til Orknøerne, hvor Odd blev en Tid og kjøbte Malt og Korn. Da han var sejlklar, fik de østenvind, saa Rejsen til Island gik let, og godt for dem; de kom til Torgejrsfjord, hvor Kjøbmændene endnu laa, derfra sejlede Odd vesterpaa langs Landet, til han kom til Midfjord; da havde han været syv Uger borte. Der blev nu redet til Gilde, og der var fuldt op af alt, hvad der skulde til. Der kom mange Gjæster, ogsaa Gelle og Egil og mange andre anselige Mænd, og Gildet var saa godt og stateligt, at Folk fandt, at bedre Bryllup havde de aldrig været med til her i Landet. Og da Gildet var tilende, fik Gjæsterne store Gaver ved Afskeden, og mest Ære blev der gjort af Gelle. Da sagde Gelle til Odd: »Jeg vilde ønske, du vilde lønne Egil vel; han har nok gjort sig fortjent dertil«. »Det tykkes mig, at min Fader allerede har lønnet ham«, sagde Odd. »Gjør du det nu dog bedre endnu«, sagde Gelle, og saa red han bort med sine Folk. Da Egil red bort, fulgte Odd ham paa Vej og takkede ham for hans Hjælp; »jeg kan ikke lønne dig saa godt derfor, som jeg burde«, sagde han, »men igaar lod jeg tresindstyve Beder og to Øxne drive sønder til Borg, hvor du vil finde dem, naar du kommer hjem, og saalænge jeg lever, skal jeg aldrig være knap imod dig«. Dermed skiltes de efter at have sluttet fast Venskab, og Egil fór vel tilfreds hjem til Borg.

Samme Høst samlede Hermund Folk, fór ud til Hvamslejd og agtede sig til Borg for at brænde Egil inde. Men da de kom ud for Valfjæld hørte de ligesom en Buestræng hvine oppe i Fjældet, og i det samme følte Hermund sig syg og mærkede et Sting under Armen. De maatte vende om, hans Sot tog til, og da de kom til Torgautstad, maatte de løfte ham af Hesten og fare efter Præsten i Sidamule. Da han kom, kunde Hermund ikke tale, og Præsten blev hos ham. Engang da han bøjede sig ned over ham, hørte han ham hviske: »der ligger to Hundreder i Kløften, to Hundreder i Kløften«, og saa døde han.

Odd sad nu paa sin Gaard med stor Hæder, og han og hans Kone levede vel sammen. I al den Tid hørte man Ingenting til Uspag; Svale blev gift med en Mand, som hed Maar, og de boede paa Svalestad. Bjalfe hed Maars Broder, han var halvfjantet, men havde svære Kræfter. Paa Bødvarshol boede der en Mand ved Navn Bergtor; han havde indledet Sagen til Doms, dengang Uspag blev fredløs. En Kvæld, da Folkene paa Bødvarshol sad ved Ilden, hændte det, at der kom en Mand og bankede paa Døren og bad Bonden komme ud. Bergtor saa’, at det var Uspag, der var kommen, og sagde, at han ikke vilde gaa ud. Uspag eggede ham meget dertil, men han gjorde det alligevel ikke, og forbød ogsaa de andre at gaa ud, og saa gik Manden sin Vej. Men om Morgenen, da Kvinderne kom ud i Fæhuset, saa’ de, at ni Køer havde Ulivssaar. Dette spurgtes viden om, og nogen Tid efter kom en Mand tidlig om Morgenen ind paa Svalestad og gik ind i det Hus, hvor Maar laa og sov; han gik hen til Sengen og jog et Sværd i ham. Det var Uspag. Men idet han vendte sig for at gaa ud af Døren, sprang Bjalfe op og stak til ham med en Kniv. Uspag gik hen til Gaarden Borgarhol og lyste sig Drabet paa Haand, saa gik han bort, og nu hørte man en Tid Ingenting til ham. Maars Død spurgtes viden om, og man lastede Uspag meget, for hvad han havde gjort. Saa hændte det, at Odds fem bedste Stodheste fandtes døde, og det mente man var Uspags Værk, men nu gik der en lang Tid, hvor man Ingenting hørte til ham. Om Høsten, da Folk skulde hente Faar, fandt de i en Hule i Klipperne en død Mand, ved Siden af ham stod der et Kar fuldt af Blod saa sort som Tjære. Det var Uspag, og man mente da, at det var det Saar, Bjalfe havde givet ham, der var blevet hans Bane, og at han var død af Mangel paa Pleje. Der meldes ikke noget om, at der blev Eftermaal hverken efter Maars eller Uspags Drab. Odd boede paa Mel, til han blev en gammel Mand, og stod i stor Anseelse. Fra ham stamme Midfjordingerne, Snorre Kalfssøn og mange andre Stormænd. Der var stadig godt Venskab og Frændskab imellem Odd, og hans Fader. — Her ender denne Saga.


Note:

1). Lejdarting kaldtes de Ting, der holdtes rundt om i landet efter Hjemkomsten fra Altinget, for at kundgjøre, hvad der var blever vedtaget der.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.